AM2024.12.10Ø

AM2024.12.10Ø Retten i Glostrups

KENDELSE

Dato: 24. oktober 2023 Rettens sagsnr.: A2-4789/2022 Politiets sagsnr.: SAK-2021-3100101-168 Retsmødet var offentligt. Anklagemyndigheden mod Erstatningssøgende, født februar 1963 Der blev afsagt Kendelse Erstatningssøgende har krævet erstatning for fængsling under umenneskelige forhold i Litauen, hvor han var anholdt og varetægtsfængslet i 1 år og 5 dage fra den 24. maj 2009 til den 28. maj 2010.

Den 10. maj 2012 blev Erstatningssøgende ved en domstol i Litauen idømt 3 års fængsel bl.a. for voldtægt begået i Litauen. Han rejste efterfølgende fra Litauen og tog ophold i Danmark. De litauiske myndigheder anmodede den 5. maj 2014 ved en europæisk arrestordre om udlevering af ham til straffuldbyrdelse i Litauen.

Justitsministeriet besluttede den 25. juni 2014, at der ikke skulle ske udlevering af ham, men at Danmark i stedet overtog fuldbyrdelsen af den dom, som var afsagt i Litauen. Ved dom af 3. september 2018 bestemte Østre Landsret, at straffen skulle afsones i Danmark, og at der skulle ske afkortning i straffen med 1 år og 5 dage for frihedsberøvelsen i Litauen, jf. straffelovens § 86, stk. 5.

Landsretten afviste at anse straffen for udstået med varetægtsfængslingen eller at foretage afkortning med mere end varetægtsfængslingsperioden. Landsretten stadfæstede herved Retten i Glostrups dom af 7. februar 2018. Procesbevillingsnævnet afslog den 13. december 2018 Erstatningssøgende ansøgning om anke til Højesteret.

Den Særlige Klageret afviste den 13. august 2021 Erstatningssøgende anmodning om genoptagelse og bemærkede bl.a., at han ikke var afskåret fra at søge om erstatning i Litauen for umenneskelig behandling under hans fængsling i fængslet Fængsel. Erstatningssøgende krævede den 14. februar 2021 erstatning og tortgodtgørelse for fængsling under umenneskelige forhold i Litauen til et ikke opgjort beløb.

Kravet blev afvist af Statsadvokaten den 30. august 2021 og af Rigsadvokaten den 15. november 2021, hvorefter Erstatningssøgende den 18. december 2021 begærede kravet indbragt for retten. Statsadvokaten har ved tilkendegivelse af 3. maj 2022 indbragt erstatningsspørgsmålet for retten i medfør af retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.

Retsplejelovens kapitel 93 a, der angår erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, finder anvendelse i sager, hvor der rejses erstatningskrav af personer, mod hvem der har været rettet et straffeprocessuelt indgreb, eller hvor kravet udspringer af en embedshandling inden for strafferetsplejen, som kan lægges vedkommende tjenestemand eller myndighed til last, herom side 56 i betænkning nr. 801/1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Efter sagens oplysning lægger retten til grund, at Erstatningssøgende havde bopæl i Litauen, da han blev varetægtsfængslet i Litauen for kriminalitet begået i Litauen. Frihedsberøvelsen i Litauen skete uden nogen form for initiativ eller anden deltagelse fra de danske myndigheder.

Herefter og da der efter sagens oplysning ikke findes godtgjort et erstatningskrav, der kan behandles efter retsplejelovens kapitel 93 a, afvises behandling af kravet. Danmarks overtagelse af fuldbyrdelsen af den idømte fængselsstraf ændrer ikke herved, da erstatningskravet omhandler forholdene under varetægtsfængslingen i Litauen.

Thi bestemmes

: Sagen afvises. Retten fastsatte salær på 5.430 kr. med tillæg af moms til den beskikkede advokat, advokat Tyge Trier. Salæret betales af Erstatningssøgende. Sagen sluttet. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 21. afdelings

DOM

(landsdommerne Tine Vuust, Jacob Waage og Andreas Emdal (kst.)). Dato: 10. december 2024 Rettens sagsnr.: S-3170-23 Anklagemyndigheden mod erstatningssøgende Erstatningssøgende, født februar 1963, (advokat Tyge Trier, besk.) Dom afsagt af Retten i Glostrup den 24. oktober 2023 (sag nr.

A2-4789/2022) er anket af Erstatningssøgende med endelig påstand om ”tilkendelse af erstatning i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a eller dette kapitels analogi, jf. tillige EMRK artikel 41”.

Erstatningssøgende har nedlagt subsidiær påstand om, at byrettens kendelse ophæves, og at sagen hjemvises til administrativ behandling og mere subsidiært, at byrettens kendelse ophæves, og at sagen hjemvises til byretten til fornyet behandling.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, således at sagen afvises, idet kravet om erstatning for frihedsberøvelse i Litauen ikke er omfattet af reglerne i retsplejelovens § 93 a, subsidiært afvisning fordi kravet er fremsat for sent, jf. retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 3. pkt. Anklagemyndigheden har som sin mere subsidiære påstand nedlagt påstand om hjemvisning til fortsat administrativ behandling.

Østre Landsret har ved kendelse af 12. december 2023 fastslået, at byrettens afgørelse burde have været truffet ved dom, og sagen er derfor behandlet som en ankesag med mundtlig forhandling i landsretten.

Supplerende sagsfremstilling

Det fremgår af sagens oplysninger, at Erstatningssøgende ved en litauisk dom af 10. maj 2012 blev idømt fængsel i 3 år for voldtægt. Dommen blev efter det oplyste endelig den 19. marts 2014. Erstatningssøgende havde under sagens behandling været varetægtsfængslet i Litauen fra den 24. maj 2009 til den 29. maj 2010, dvs. i alt 370 dage.

Erstatningssøgende har forklaret, at han af helbredsmæssige årsager forlod Litauen og tog til Danmark i maj 2013. Ved europæisk arrestordre af 5. maj 2014 anmodede de litauiske myndigheder om udlevering af Erstatningssøgende til straffuldbyrdelse.

Den 25. juni 2014 bestemte Justitsministeriet i medfør af udleveringslovens § 10 b, stk. 2, at der ikke skulle ske udlevering, men at Danmark i stedet skulle overtage fuldbyrdelsen af dommen. Ved Retten i Glostrups dom af 7. februar 2018 bestemte retten, at Erstatningssøgendes idømte straf skulle fuldbyrdes i Danmark uden omsætning til et andet strafniveau.

Byrettens dom blev stadfæstet af Østre Landsret ved dom af 3. september 2018, dog således at straffen blev afkortet for frihedsberøvelsen i Litauen. Erstatningssøgende ansøgte herefter Procesbevillingsnævnet om tilladelse til anke til Højesteret. Procesbevillingsnævnet gav den 13. december 2018 afslag herpå.

Efterfølgende har sagen været indbragt af Erstatningssøgende for Den Særlige Klageret med henblik på genoptagelse. Klageretten gav den 13. august 2021 afslag herpå. Det fremgår af den for landsretten fremlagte straffeattest, at Erstatningssøgende den 8. november 2019 i en anden sag blev idømt fængsel i 6 måneder.

Afsoningen af straffen idømt ved denne dom skete i sammenhæng med afsoningen af straffen hidrørende fra Østre Landsrets dom af 3. september 2018. Han blev prøveløsladt den 13. marts 2020 med en reststraf på 329 dage.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af erstatningssøgende. [FORKLARING UDELADT] Parternes anbringender Erstatningssøgende har for landsretten gjort gældende bl.a., at de forhold, han var varetægtsfængslet under i Litauen, var i strid med EMRK, hvilket bl.a. er dokumenteret ved domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, herunder dom af 8. december 2015 i sagen Mironovas and Others v.

Lithuania (applications nos. 40828/12, 29292/12, 69598/12, 40163/13, 66281/13, 70048/13 og 70065/13). Landsretten forstår i øvrigt Erstatningssøgendes anbringender således, at det gøres gældende, at Østre Landsrets dom af 3. september 2018 var afsagt i strid med et løfte, han havde fået fra Litauen om, at han kun skulle afsone 1/3 af sin straf. Afsoningen i Danmark strakte sig langt ud over dette tidsrum.

Danmark har efter EMRK en positiv forpligtelse til at sikre, at statsborgernes rettigheder ikke bliver krænket. I forbindelse med Danmarks overtagelse af straffuldbyrdelsen burde der således være sket en afkortning i straffen for at kompensere for de umenneskelige forhold under varetægtsfængslingen, og da dette ikke skete, er den danske stat forpligtet til at betale ham erstatning.

Hertil kommer, at de danske myndigheder, herunder den danske ambassade i Litauen, handlede ansvarspådragende ved ikke i højere grad at medvirke til, at han kunne overflyttes til et andet fængsel eller overføres til retsforfølgning i Danmark.

Anklagemyndigheden har for landsretten gjort gældende bl.a., at frihedsberøvelsen, som Erstatningssøgende har nedlagt påstand om erstatning for, var en del af en strafferetlig forfølgning, som fandt sted i Litauen på baggrund af kriminalitet begået i Litauen, hvor Erstatningssøgende boede, og uden nogen form for initiativ eller anden deltagelse fra de danske myndigheder.

De danske regler om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning i retsplejelovens kapitel 93 a kan derfor ikke medføre erstatning. Heller ikke behandlingen af straffesagen i Danmark, som endte med Østre Landsrets dom af 3. september 2018, kan medføre erstatning i medfør af retsplejelovens § 93 a.

Anklagemyndigheden har endvidere gjort gældende, at de danske myndigheder ikke har udvist et culpøst forhold, og at et evt. erstatningskrav som følge af en ambassades handlinger eller undladelser ikke kan rejses under en sag omfattet af retsplejelovens kapitel 93 a.

Landsrettens begrundelse og resultat

Indledningsvis bemærkes, at der ved Østre Landsrets dom af 3. september 2018 blev truffet endelig afgørelse om, at der ikke skulle ske afkortning i straffen på grund af karakteren af de varetægtsfængslingsforhold, Erstatningssøgende var underlagt i Litauen. Sagen har af Erstatningssøgende forgæves været forsøgt indbragt for Højesteret og forgæves søgt genoptaget i Den Særlige Klageret.

Spørgsmålet om et eventuelt erstatningsansvar for manglende afkortning af straffen kan herefter ikke tages under påkendelse.

Der ses ikke i retsplejelovens kapitel 93 a at være grundlag for, at Danmark ved at påtage sig fuldbyrdelsen af den straf, som Erstatningssøgende er idømt ved en litauisk domstol, også har påtaget sig erstatningsansvaret for de eventuelle krænkelser, som Erstatningssøgende måtte have været udsat for i Litauen. Forholdet falder derfor ikke ind under retsplejelovens kapitel 93 a.

Heller ikke et eventuelt erstatningskrav som følge af en ambassades handlinger eller undladelser, falder inden for området af retsplejelovens kapitel 93 a. Da det rejste erstatningskrav således ikke kan påkendes under en sag, der behandles efter retsplejelovens kapitel 93 a, tiltræder landsretten, at sagen er afvist, jf. herved U 1997.242 Ø.

Henset til, at sagen i henhold til landsrettens kendelse af 12. december 2023 burde have været truffet ved dom af byretten, og at det ikke kan udelukkes, at denne formalitetsmangel har været en medvirkende årsag til, at sagen er anket, findes sagsomkostningerne for landsretten at skulle afholdes af statskassen.

Thi kendes for ret

: Denne sag afvises. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.