BS-16632/2018-HJR

En adciteret havde i særlig grad givet anledning til sagsanlæg. Han blev derfor ikke tilkendt sagsomkostninger, selvom han blev frifundet i sin del af sagen. A kom i 2010 alvorligt til skade ved en knallertulykke. I 2014 underskrev B en erklæring om, at han havde været fører af knallerten, mens A havde været passager. Hvis oplysningerne var rigtige, skulle DFIM, som er en garantifond, der dækker skader forvoldt af bl.a. uforsikrede køretøjer, betale erstatning til A for de skader, han havde pådraget sig ved ulykken. DFIM afviste uanset erklæringen fra B at betale erstatning til A, som derfor anlagde en erstatningssag mod DFIM. DFIM adciterede B med påstand om, at han skulle friholde DFIM for ethvert beløb, som DFIM måtte blive dømt til at betale til A. B forklarede under sagen, at han ikke havde været fører af knallerten, og at han havde skrevet under på erklæringen, fordi han troede, at A dermed kunne undgå en fængselsstraf. I byretten fik A medhold i sin sag mod DFIM, mens DFIM fik medhold i sin sag mod B. I landsretten blev DFIM frifundet i sagen mod A. Som følge heraf blev B frifundet i sagen mellem B og DFIM. For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om sagsomkostninger i sagen mellem DFIM og B. Højesteret fandt, at B ved at afgive en bevidst urigtig erklæring om, at han havde været fører af knallerten, i særlig grad havde givet anledning til, at DFIM blev sagsøgt, at han selv blev adciteret, og at sagen som følge af udfaldet for byretten blev anket til landsretten. Der var på den baggrund grundlag for at fravige udgangspunktet om, at B som vindende part skulle have tilkendt sagsomkostninger, og i stedet bestemme, at DFIM ikke skulle betale sagsomkostninger til ham. Da DFIM i lyset af en aftale om omkostninger med B imidlertid havde nedlagt påstand om, at sagsomkostningerne skulle fastsættes til 40.000 kr., tog Højesteret denne påstand til følge. Landsretten var kommet til et andet resultat.