OLR — Østre Landsret
AM2022.04.19Ø
OL-2022-Ø-00021
[AM2022.04.19Ø] Retten i Glostrups
DOM
- 21. oktober 2021 - A1-11782/2021 - 0700-71281-00011-21
Anklagemyndigheden mod T , født januar 1991
Denne sag er behandlet som tilståelsessag.
Retsmødebegæring er modtaget den 30. september 2021.
T er tiltalt for overtrædelse af 1. overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer§ 27, stk. 2, jf.§ 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 66, ved den 17. maj 2021 ca. kl. 15.30 ud for adressen Adresse1 i Rødovre, at have besiddet 52,25 gram ko- kain med henblik på videreoverdragelse.
2. overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer§ 27, stk. 2, jf.§ 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 66, ved i tiden op til den 17. maj 2021 ca. kl. 15.30, i hvert fald siden november 2020, fra adressen Adresse1 i Rødovre og forskellige steder i Storkøbenhavn, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med pl. ukendte medgerningsmænd, at have solgt ikke under 350 gram kokain, hvorved sigtede blandt an- det havde en fortjeneste på 128.850 kr.
3. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § J, stk. 1, jf.§ 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer§ 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved den 17. maj 2021 ca. kl. 15.46 i Adresse2 i Brøndby Strand at have været i besiddelse af 16,87 gram hash til eget brug.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf på ikke under 2 år og 4 måneder.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 52,25 gram kokain, 16,87 gram hash, personbil Citroen C3 med reg nr. … , en iPhone 7, 362 salgsposer, 3 ikea-ziplockposer og 1 digitalvægt.
Der er endvidere nedlagt påstand om konfiskation af 128.850 kr. hos sigtede, jf. straffelovens § 75, stk. 2.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at sigtede udvises i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 1, og § 22, nr. 4 med et indrejseforbud gældende fra bestandig, jf. 32, stk. 4, nr. 7.
Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Sagens oplysninger
Tiltalte, T , har forklaret, at vedr. forhold 1 at kokainen blev fundet på hans hobbyværksted.
Vedr. forhold 2 har han forklaret, at han i en længere periode op til 17. maj 2021 har solgt kokain. Det gik til på den måde, at han fik besked via sin telefon fra en køber om, at denne ville handle. Han solgte typisk 1-2 poser ad gangen og handelen blev aftalt til at foregå enten hos køberen eller hos ham selv. Han kan godt erkende, at han har solgt 350 gram i denne periode og at han har tjent 128.850,- kr. på handlerne. Der var tale om mange handler og han har kørt meget. Pengene blev fundet hjemme hos ham i hans skab.
De 10.000,- kr., er penge som han har tjent ved at reparere biler på sit hobbyværksted og de skulle bl.a. bruges til at betale huslejen.
Vedr. forhold 3 har han forklaret, at hashen blev fundet i bilen ved håndbremsen. Han har i en længere pe- riode røget hash fordi han har været involveret i en bilulykke og har smerter i ryggen. Han bruger stoffet som smertelindring.
Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har i udtalelse af 15. september 2021 anført blandt andet følgende:
”… Opholdsgrundlag og længde T blev født i Danmark den 23. januar 1991 Idet hans forældre allerede var fast bosiddende i Dan- mark på dette tidspunkt, var T efter dagældende praksis fritaget for kravet om opholdstilladelse indtil sin 18 års dag.
Pågældendes opholdstilladelse er senest den 26. juni 2009 meddelt tidsubegrænset.
Længden af Ts lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 23. januar 1991, hvor pågældende blev tilmeldt CPR, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 1.
Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægts- fængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været underivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ- delse, der ville have medfør ubetinget frihedsstraf, ikke i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.
T har således - når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes - haft lovligt op- hold i Danmark i ca. 30 år.
Udvisningshjemmelen Udlændingestyrelsen er af den opfattelse, at opholdets karakter fører til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 22, nr. 4. … Efter udlændingelovens § 22, nr. 4 kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, ... udvises, hvis udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 290, når udbyttet er opnået ved overtrædelse af lov om euforiserende stoffer eller straf- felovens § 191, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medfør en straf af denne karakter.
§ 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af T med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politi- ets afhøringsrapport af 17. maj 2021.
Heraf fremgår at T blandt andet har oplyst, at han: • er født og opvokset i Danmark • hele hans omgangskreds er dansk • har en mekaniker uddannelse • arbejder som mekaniker på et hobbyværksted • taler og skriver dansk • har rygproblemer • ryger hash en gang imellem • ikke lider af nogen alvorlige sygdomme • er ugift og ikke har nogen børn • forældre, søskende og resten af familien i Danmark • ikke har nogen familiemedlemmer i Tyrkiet.
Associeringsaftalen mellem Tyrkiet og EU Det følger af artikel 14 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 (i det følgende benævnt Associeringsaftalen), at en tyrkisk statsborger, der er omfattet af Associeringsaftalen, alene kan udvises af værtsstaten, når det er begrundet i hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sund-
hed. Efter EU-domstolens praksis betyder dette, at en tyrkisk statsborger, der er omfattet af Associe- ringsaftalen, kun vil kunne udvises, hvis den pågældendes tilstedeværelse eller adfærd udgør en vir- kelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundshensyn. En beslutning om udvis- ning kan således ikke automatisk træffes efter en straffedom med generalpræventive formål.
Efter artikel 6 kan en tyrkisk arbejdstager, som har haft lovlig beskæftigelse hos samme arbejdsgiver i en medlemsstat i et år eller mere, have ret til at få fornyet sin arbejdstilladelse i samme medlems- stat.
Efter artikel 7 kan denne ret efter omstændighederne også udstrækkes til at omfatte familiemedlem- mer til den tyrkiske statsborger, som er omfattet af artikel 6. Efter artikel 7 kan det bl.a. have betyd- ning, hvor længe familiemedlemmet har haft lovligt ophold i værtslandet. For så vidt angår børn kan det desuden have betydning, om barnet har gennemført en erhvervsuddannelse i værtslandet, og om en af forældrene har været lovligt beskæftiget i værtslandet.
Associeringsretlige oplysninger T har oplyst, at: • han bor hjemme • han er udlært mekaniker • han har været uden lønnet beskæftigelse i 4-5 år • han arbejder i sin fritid på et hobbyværksted • hans far er selvstændig indehaver af en butik • hans mor er rengøringsassistent • hans forældre altid har været på arbejdsmarkedet.
Det fremgår af CPR, at T har boet på fælles adresse med sine forældre i perioden fra den 23. januar 1991 til den 15. juni 2001, samt fra den 23. april 2012 og fortsat er samboende.
Artikel 6 og 7 vurdering. Udlændingestyrelsen har på baggrund af foreliggende oplysninger vurderet at T umiddelbart ikke er omfattet af artikel 6 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at pågældende ikke forinden varetægtsfængsling eller anholdelsen, har arbejdet mere end 1 år hos samme arbejdsgiver, i mere en 10 timer om ugen. Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at pågæl- dende har været fraværende fra arbejdsmarkedet i en længere årrække. T kan dermed have for- tabt sin eventuelt optjente rettigheder efter artikel 6.
Det fremgår af sagens oplysninger at T har oplyst, at hans forældre altid har været i beskæftigelse. Udlændingestyrelsen har dog ikke modtaget tilstrækkelige oplysninger om pågældendes forældres tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Såfremt det kan lægges til grund, at Ts forældre har været økonomisk aktive tyrkiske statsborgere i Danmark i Associeringsaftalens forstand i en periode på 3 år, og at T i samme periode har boet sammen med forældrene, vurderer vi, at pågældende har optjent rettigheder efter artikel 7, stk. 1, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.
Udlændingestyrelsen tager imidlertid forbehold for, at der kan være oplysninger om Ts forældes tilknytning til det danske arbejdsmarked, der kan have betydning for, hvorvidt T vil være omfattet af artikel 7.
Udlændingestyrelse vurderer derudover, at T kan have optjent rettigheder efter artikel 7, stk. 2 i Associeringsrådets afgørelse nr. l /80. Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at tyrkiske arbejdstage- res børn, der har gennemført en erhvervsuddannelse i værtslandet, uafhængigt af varigheden af de- res ophold i medlemsstaten, kan modtage ethvert tilbud om beskæftigelse i den pågældende med- lemsstat, forudsat at forældrene har været lovligt beskæftiget i denne medlemsstat i mindst tre år.
Såfremt det kan lægges til grund, at T har optjent de i artikel 7 nævnte rettigheder, vurderer vi, at pågældende er omfattet af den i artikel 14 nævnte beskyttelse.
Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens§ 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22-24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Dan- marks internationale forpligtelser.
På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågæl- dende forventes idømt en frihedsstraf af 2½ - 3½ års varighed sammenholdt med de i udlændingelo- vens § 26, stk. 2 nævnte hensyn, kan Udlændingestyrelsen tiltræde, at anklagemyndigheden nedlæg- ger påstand om udvisning.
Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændin- gelovens § 22, nr. 1 (hvis minimum 3 års fængsel) og § 22, nr. 4.
Konsekvenser ved en eventuel udvisning Det følger af udlændingelovens§ 32, stk. 1, at der til en udvisning skal knyttet et indrejseforbud.
Fastsættelsen af indrejseforbuddets længde fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2 og nr. 4- 7.
Det bemærkes, at efter udlændingelovens§ 32, stk. 4, nr. 5 meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter§ 22, nr. 4 9 eller for de udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 6 år.
Det bemærkes endvidere, at indrejseforbuddet, efter stk. 5, nr. 1, kan meddeles af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnet i stk. 4, vil indebære, at udvisning med sikker- hed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. …”
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er født på Glostrup hospital og hans forældre er be- skæftiget fuld tid. Hans far har en restaurant i Ballerup og hans mor arbejder med rengøring.
Han er selv uddannet mekaniker fra X1 i Glostrup, hvor han arbejdede i 3 1/2 år under uddannelse, han blev færdig som mekaniker i 2016. Når han kommer ud efter sin afsoning, så vil han gerne arbejde med bi- ler, fuldtid på værkstedet, der er beliggende på Vej1 .
Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 18. maj 2021.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig og har forklaret om de enkelte forhold. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 2 år, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1 pkt, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste 8, nr. 66 og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1.
Ved straffens fastsættelse har retten tilagt det vægt i skærpende retning, at tiltalte har gennemført adskil- lige handler med narkotika over længere periode. Det er i formildrende retning tillagt vægt, at tiltalte ikke tidligere er straffet for lignende kriminalitet og at sagen er gennemført som tilståelsessag.
Betingelserne i udlændingelovens §§ 22, nr. 4, jf. § 26, stk. 1, for at udvise tiltalte er opfyldt. Da udvisning imidlertid med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. tildeles tiltalte alene en advarsel, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1.
Retten har herved lagt vægt på, at, T er omfattet af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, artkel 14, jf. artikel 7. Han er ikke tidligere straffet for alvorlig kriminalitet og han er ikke tidligere udvist betinget eller tildelt advarsel om udvisning. Han har haft sin opvækst og sit voksenliv i Danmark, hvor hele hans familie bor. Han har ikke nogen reel tilknytning til Tyrkiet i form af familie, fast ejendom eller andet. Henset til disse omstændigheder finder retten, at udvisning med indrejseforbud i den konkrete sag vil være upropor- tonalt og derved en krænkelse af Ts ret til privatliv.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Tiltalte T skal straffes med fængsel i 2 år.
Hos tiltalte konfiskeres 52,25 gram kokain, 16,87 gram hash, personbil Citroen C3 med reg nr. … , en iPhone 7, 362 salgsposer, 3 ikea-ziplockposer og 1 digitalvægt, samt 128.850 kr.
Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Anja Olsen retsassessor
:::::::::::::::::::::::::::
Østre Landsrets 6. afdelings
DOM
- 19. april 2022 - S-3080-21 (landsdommerne Sanne Kolmos, Julie Skat Rørdam og Alexander M. P. Johannessen (kst.) med doms- mænd).
Anklagemyndigheden mod T , født januar 1991, (advokat Tyge Trier, besk.)
Retten i Glostrups dom af 21. oktober 2021 (A1-11782/2021) er anket af anklagemyndigheden med på- stand om skærpelse, herunder at tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
T har påstået formildelse af straffen og stadfæstelse af byrettens afgørelse om, at tiltalte tildeles en advar- sel om udvisning.
Supplerende oplysninger Der er for landsretten fremlagt en mail af 17. april 2022, hvoraf fremgår, at tiltalte tilbydes fuldtidsjob som mekaniker fra den 20. april 2022. Der er endvidere fremlagt udaterede breve fra tiltaltes mor, far og hans to søskende om de familiemæssige relationer mv.
Forklaringer V1 har forklaret bl.a., at hun er tiltaltes søster. Hun er dansk statsborger. Hun kan vedstå det, hun har skrevet i det udaterede brev fra hende, som er fremlagt i sagen. Hele familien håber, at tiltalte får lov til at blive i Danmark. Han er meget knyttet til familien, og de er tæt knyttet til ham. Han hjælper deres forældre meget bl.a. i det store hus, de bor i, og klipper f.eks. hæk to gange årligt.
Tiltalte har også været med til at bygge udestue på forældrenes hus. Han hjælper deres mor meget med at køre til og fra arbejde og hjælper hende med at købe stort ind en gang om ugen. Deres mor har ikke kørekort. Tiltalte har også hjulpet hende, f.eks. med at samle skabe. Tiltalte hjælper også deres far i hans restaurant. Det er en italiensk restaurant.
Hun har besøgt tiltalte tre gange i fængslet med sin datter, der nu er ni måneder gammel. Tiltalte har talt med hende om, at han skal ud af det kriminelle, og at han skammer sig over det, han har gjort. Familien var meget overraskede og chokerede over det, der er sket. Tiltalte har været i praktik hos X2 . De var meget
glade for tiltalte, og han var meget glad for at være der. Hvis han fik muligheden, ville han gerne arbejde der. Da de var børn og tog på ferie med familien, har de bl.a. været i Konya i Tyrkiet. Dengang havde de i Tyrkiet deres bedsteforældre. Når de efter bedsteforældrenes død har besøgt Tyrkiet, har det været de gængse feriesteder, Alanya, Antalya og Bodrum. Det er måske 4-5 år siden, hun sidst var i Tyrkiet.
De kan ikke sproget. De taler dansk hjemme og på restauranten. Tiltalte har været i Tyrkiet i 2015 og 2019, vist i Alanya og Antalya, i højst 14 dage med venner. Hendes forældre taler kurdisk. I forældrenes hjem bliver der talt meget lidt kurdisk og mest dansk. Der bliver måske talt halvt kurdisk, halvt dansk, sådan at forstå at de begynder en sætning på kurdisk og afslutter på dansk eller omvendt.
Personlige forhold Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret bl.a., at han kører sin mor, når hun skal til læ- gen, og hjælper med at handle ind. Han hjælper med det, hun beder ham om. Han hjælper også sin far med det, han beder om, f.eks. at klippe hæk eller male. Hans far har ikke så meget tid, fordi han driver en re- staurant.
Tiltalte hjælper i restauranten med at lave forretter og pizza samt med rengøring og opvask. Han bor hjemme, fordi man bliver boende hjemme, indtil man bliver gift. Han har et tæt forhold til sine foræl- dre. Han var i praktik hos X2 , da han gik i folkeskolen. Han har også arbejdet der nogle gange og taget noget af sin uddannelse der. Det er en af hans onkels barndomsvenner, der har X2 .
Han har rodet meget med Mercedes-biler, både taxaer og ikke-taxaer, så det er han god til. Han prøvede at banke sit eget værk- sted op, men det var sværere, end han troede. Der var meget at holde styr på, og det giver stress. Han eg- ner sig bedre til at være ansat end selvstændig. Han har indset, at han har gjort noget forkert, og det skal ikke ske igen. Han vil sørge for ikke at komme ud i problemer.
Han blev presset til at komme af med stoffet. Han vil ikke nævne navne. Det ser ud som om, at det er løst, så han kan starte på en frisk. Han var i Alanya på ferie i 9 dage i 2015. I 2019 var han i Antalya i ca. 2 uger med en kammerat. Det var bare en hurtig be- slutning, at de skulle en tur til Antalya. Han har ikke noget familie tilbage i Tyrkiet. Hele familien bor i Dan- mark eller i Schweiz.
Tre af hans mors brødre bor i Schweiz med deres familier. Alle hans fars søskende – de er 6 i alt – er i Danmark med deres familier. Han har ikke tal på, hvor mange de er. Han har flere gange be- søgt sine bedsteforældre, der døde for 5-6 år siden. Han så dem også sidst for 5-6 år siden. Han var meget tæt på sine bedsteforældre. De talte dansk sammen.
Hans farfar kunne godt dansk, fordi han var i Danmark i 70’erne eller 80’erne. Tiltalte har besøgt familien i Schweiz, men det er længe siden. Han taler indimellem i telefon med dem. Han ved ikke, hvor i Schweiz de bor. Han taler kurdisk med dem. Han taler kurdisk. Hjemme taler de dansk og lidt kurdisk.
Efter en pause i retsmødet har tiltalte supplerende forklaret, at han ikke taler kurdisk fuldt ud – han kan de basale ord. Når han taler med familien i Schweiz, er hans mor ved siden af ham og videregiver, hvad der bli- ver sagt. Han kan ikke skrive kurdisk og kan ikke tale ret meget kurdisk.
Tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under anken.
Landsrettens begrundelse og resultat
Strafudmåling Straffen, der fastsættes efter straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 70 (dagældende bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 66) og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 2, stk. 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 59 (dagældende bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1), forhøjes til fængsel i 2 år og 3 måneder.
Landsretten har herved lagt vægt på omstændighederne ved den begåede kriminalitet, som har strakt sig over en længere periode, samt på arten og mængden af narkotika.
Udvisning Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 4, at tiltalte skal udvises, medmindre dette med sik- kerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Tiltalte er tyrkisk statsborger og er ubestridt omfattet af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen mellem EØF og Tyrkiet (associeringsafgørelsen). Spørgs- målet er herefter, om udvisning vil være i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1. Det er endvi- dere spørgsmålet, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Det følger af associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, at en tyrkisk statsborger, der er omfattet af afgørel- sen, alene kan udvises af opholdsstaten, når dette er begrundet i hensyn til den offentlige orden, den of- fentlige sikkerhed og den offentlige sundhed. Som fastslået af HR i bl.a.
UfR 2017.2728 H og UfR 2021.4721 H følger det af EU-domstolens dom af 8. december 2011 i sag C-371/08 (Ziebell), at foranstaltninger be- grundet i den offentlige orden eller sikkerhed i disse tilfælde kun kan træffes, hvis det efter de kompetente myndigheders konkrete vurdering i det enkelte tilfælde viser sig, at den pågældendes personlige adfærd aktuelt udgør en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
Ved denne vurdering skal myndighederne desuden påse, at såvel proportionalitetsprincippet som den be- rørte persons grundlæggende rettigheder overholdes, navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv. Udvisning begrundet i den offentlige orden og sikkerhed kan ikke træffes automatisk efter en straffedom eller med generalpræventive formål, der skal afholde andre udlændinge fra at begå lovovertrædelser.
Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv. Ifølge artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund bl.a. for at forebygge uro eller forbrydelse. Afgørel- sen af, om et indgreb er nødvendigt, beror navnlig på en proportionalitetsvurdering.
I bedømmelsen indgår bl.a. de samfundsmæssige behov for udvisning under hensyn til karakteren og alvoren af den begåede kri- minalitet. I bedømmelsen indgår ligeledes, hvor længe den pågældende har været i opholdslandet samt styrken af de familiemæssige, sociale og kulturelle bånd til opholdslandet og statsborgerskabslandet.
Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastbo- ende udlænding, der er født i landet eller indrejst som barn og har tilbragt det meste af sin barndom og
ungdom i landet. Der henvises bl.a. til Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, særligt præmis 75.
Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at længden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i retten til respekt for privatlivet og fami- lielivet, jf. bl.a. Maslov-dommen, præmis 98, samt dom af 22. april 2004 i sagen Radovanovic mod Østrig, præmis 37, og dom af 23. september 2010 i sagen Bousarra mod Frankrig, præmis 51.
Tiltalte er idømt fængsel i 2 år og 3 måneder for alvorlig narkotikakriminalitet, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. Ifølge hans egen forklaring har han i en længere periode solgt kokain. Han har erkendt at have været i besiddelse af 52,25 gram kokain med henblik på videresalg og derudover at have solgt 350 gram, hvorved han opnåede en fortjeneste på 128.850 kr.
Han blev kontaktet af køberne ved beskeder over telefonen og aftalte, at handlen skulle foregå enten hos køberen eller hos ham selv. Han solgte typisk 1-2 poser ad gangen og har haft mange handler og har kørt meget. Der har således ikke været tale om tilfældig- hedspræget kriminalitet, men om planlagt kriminalitet, der har stået på over en længere periode.
Under hensyn til karakteren af og omstændighederne ved den begåede kriminalitet finder landsretten, at tiltaltes adfærd – uanset at han ikke tidligere er straffet – aktuelt må anses for at udgøre en reel og tilstræk- keligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 14, stk. 1, i associerings- afgørelsen som fortolket af EU-Domstolen i Ziebell-dommen.
Tiltalte er født og opvokset i Danmark. Han har gennemført en uddannelse som mekaniker, men har ikke, ud over sit eget hobbyværksted, været tilknyttet arbejdsmarkedet. Hans forældre og to voksne søskende bor i Danmark. Han har ikke kæreste eller børn. Han har indtil for 5-6 år siden, hvor hans bedsteforældre døde, besøgt bedsteforældrene i Tyrkiet og har også flere gange været på ferie i Tyrkiet med venner. Det lægges efter de afgivne forklaringer til grund, at han ikke længere har familie i Tyrkiet. Det lægges endvi- dere til grund, at han forstår og taler kurdisk.
På denne baggrund lægger landsretten til grund, at tiltaltes tilknytning til Danmark er meget stærkere end hans tilknytning til Tyrkiet. Han har dog ud over statsborgerskabet en vis tilknytning til Tyrkiet og vil ikke være uden forudsætninger for at begå sig i Tyrkiet, hvis han udvises.
Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet finder landsretten efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Tyrkiet. Det be- mærkes, at hans familie vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved besøg i Tyr- kiet og ved at kommunikere via telefon og internet.
På baggrund af det ovenfor anførte om tiltaltes stærke tilknytning til Danmark vil varigheden af et indrejse- forbud have selvstændig betydning for, om udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forplig- telser. Varigheden af indrejseforbuddet fastsættes derfor i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 7.
Landsretten finder på denne baggrund, at udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke udgør et uproportionalt indgreb i strid med associeringsafgørelsens artikel 14, stk. 1, eller EMRK artikel 8, og at tiltalte derfor skal udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at T straffes med fængsel i 2 år og 3 måneder, og at T udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
