466/2007

Sælger af en fast ejendom skulle beskattes af avance ved salget A købte i 1996 en ejendom i Århus-området af sin fars daværende samleverske. I forbindelse med købet blev der udarbejdet et dokument, hvori A bl.a. erklærede, at hun trådte ind i skødet proforma, og at hun ikke kunne sælge eller afhænde ejendommen uden sin fars tilladelse. I de følgende år boede A i København, hvor hun også var tilmeldt folkeregisteret, og hun havde ikke på noget tidspunkt folkeregisteradresse på ejendommen, bortset fra i en periode op til salget, hvor hun ikke opholdt sig på ejendommen. I 1999 solgte A ejendommen til selskabet S, der var stiftet af hendes far og hendes søster. Som betaling for restkøbesummen udstedte selskabet et gældsbrev til A, der kunne indfries til enhver tid på A’s anfordring. A påstod over for skattemyndighederne, at fortjenesten fra salget var skattefri i medfør af ejendomsavancelovens § 8, stk. 1, idet hun havde benyttet ejendommen som bolig. Hun henviste bl.a. til, at hun i en periode i januar – februar måned i 1997 havde haft bolig der i forbindelse med et praktikophold. Skattemyndighederne undtog ikke fortjenesten for beskatning. Under retssagen påstod A ligeledes, at Skatteministeriet skulle anerkende, at hun ikke var skattepligtig af fortjenesten fra salget. Subsidiært påstod A sagen hjemvist til skattemyndighederne, idet A gjorde gældende, at gældsbrevets kursværdi skulle opgøres efter værdien i handel og vandel, mens skattemyndighederne havde ansat kursen til kurs 100. Højesteret fandt det efter bevisførelsen ikke godtgjort, at ejendommen havde tjent som bolig for A i en del af hendes ejertid, og fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes ansættelse af fortjenesten, idet gældsbrevet fandtes at være udstedt med så usædvanlige vilkår, at en værdiansættelse baseret på gældsbrevets værdi i handel og vandel ikke kunne lægges til grund. Landsretten var nået til samme resultat.