317/2009

Forpligtelse til at tilbagesælge aktier erhvervet gennem et investeringsprogram, der ikke var omfattet af funktionær- eller aktieoptionsloven, blev tilsidesat efter aftalelovens § 36 A, der var ansat i en lederstilling i MACH ApS, blev i 2005 tilbudt at deltage i et investeringsprogram (SMEIO), hvor han erhvervede aktier i MACH ApS’ moderselskab WP II. Aktierne blev erhvervet fra MACH-koncernens holdingselskab WP IV, og købet skete gennem et agentselskab i Luxembourg. I henhold til en aftale (Fiduciary Agreement) indgået mellem blandt andre investorerne, WP II, WP IV og agenten, bevarede agenten ejendomsretten til aktierne på investorernes vegne og udøvede visse rettigheder over disse. De økonomiske fordele tilfaldt investorerne. Aktierne skulle efter aftalen tilbagesælges, hvis investoren fratrådte sin stilling i MACH. I 2005 investerede A 8.780 € i 878 af WP II’s aktier. I december 2006 blev A opsagt. A anlagde sag mod MACH ApS med bl.a. påstand om, at han ikke var forpligtet til at tilbagesælge aktierne, men havde ret til at erhverve og beholde dem. Sagen rejste også spørgsmål om, hvorvidt det danske datterselskab var rette sagsøgte, om sagen kunne anlægges i Danmark, og om A kunne gøre de ufravigelige bestemmelser i funktionærlovens § 17 a, aktieoptionsloven samt aftalelovens § 36 gældende. Højesteret tiltrådte landsrettens afgørelse om, at tilbuddet om deltagelse i SMEIO-programmet udgjorde et sådan led i ansættelsesforholdet, at A’s krav kunne rettes mod MACH ApS, at sagen kunne anlægges i Danmark, og at A kunne påberåbe sig de ufravigelige bestemmelser i funktionærlovens § 17 a, aktieoptionsloven og aftalelovens § 36. Højesteret tiltrådte endvidere, at hverken aktieoptionsloven eller funktionærlovens § 17 a fandt anvendelse. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at anvende aftalelovens § 36. Herom udtalte Højesteret, at man ved vurderingen af, om tilbagesalgspligten skulle tilsidesættes efter aftalelovens § 36, måtte tage udgangspunkt i, at adgangen til investering i SMEIO-programmet var opnået i kraft af ansættelsen i MACH. Der måtte endvidere lægges vægt på, at medarbejderne var stillet en mulighed for betydelig gevinst i udsigt, og at investeringsprogrammet i første række var begrundet i et ønske om at fastholde medarbejderne. Højesteret fandt det på den baggrund urimeligt at gøre tilbagesalgspligten gældende i det konkrete tilfælde, hvor A var opsagt af virksomheden uden, at opsigelsen skyldtes misligholdelse fra A’s side, jf. herved principperne i og hensynene bag aktieoptionslovens § 5. Højesteret gav herefter A medhold i, at han var berettiget til at bevare sine aktier, som om han fortsat var ansat. Højesteret ændrede dermed landsrettens dom. (Dissens for at stadfæste landsrettens dom).