BR — Byretterne
AM2024.03.05B2
AM2024.03.05B2 Retten i Esbjergs
DOM
Dato: 5. marts 2024 Rettens sagsnr.: 98-4600/2023 Politiets sagsnr.: 3300-73316-00014-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 2005 Anklageskrift er modtaget den 8. november 2023. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1.(2) færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, § 16, stk. 3 og § 26, stk. 6, ved den 14. august 2023 ca. kl. 18.15 at have ført personbil med reg.nr. ”…” ad Gl.
Guldagervej i Esbjerg V i vestlig retning, under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og uden at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, idet tiltalte foretog svingning til venstre ad Gl. Guldagervej mod syd, uden at sikre sig, at køretøjet når det forlod krydset befandt sig til højre på Gl.
Guldagervej, idet tiltalte afkortede svingningen, ligesom tiltalte undlod at sikre sig, at manøvren kunne udføres så der ikke opstod fare eller forvoldtes skade eller ulempe for andre, idet der skete sammenstød med cyklist Forurettede, der førte sin cykel ad Hjertingparken i østlig retning i krydset med Gl.
Guldagervej. 2.(1) straffelovens § 249, uagtsom legemsbeskadigelse, ved under den i forhold 1 anførte kørsel uagtsomt at have tilføjet Forurettede betydelig skade på legeme og helbred, idet Forurettede ved sammenstødet blandet andet pådrog sig adskillige brud i kraniet, hjerneblødning, en kollapset lunge, flere brækkede ribben og et brækket brystben, alt med forventede varige kognitive og motoriske mén til følge.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte dømmes efter anklageskriftet og idømmes en bødestraf på mellem 6.000 - 10.000 kr. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte idømmes et kørselsforbud. Tiltalte, Tiltalte, har i det hele erkendt sig skyldig. Hun har taget bekræftende til genmæle over for påstanden om kørselsforbud.
Sagens oplysninger
Tiltalte har forklaret, at hun havde været i Tarp den pågældende eftermiddag og var på vej hjem. Hun kørte i sin mors bil, som hun havde benyttet mange gange tidligere. Den vej, som hun plejer at benytte, var spærret. Hun kørte i stedet ad Gl. Guldagervej i vestlig retning. Hun var kendt på stedet. Hendes plan var at svinge til venstre ad Gl. Guldagervej i sydlig retning.
Inden svingningen tog hun farten af og orienterede hun sig med hensyn til, om der kom modkørende trafikanter eller cyklister. Hun orienterede sig også i begge spejle med henblik på, om nogen ville overhale. Da hun ingen så, foretog hun sit venstresving. Umiddelbart herefter skete sammenstødet med cyklist Forurettede.
Foreholdt at bilinspektøren har konkluderet, at hun har afkortet sit sving, har tiltalte forklaret, at dette er korrekt. Den del af Gl. Guldagervej, som hun skulle ind på, er smal. Som følge heraf afkortede hun sit sving. Foreholdt skitse over uheldsstedet, sagens forhold 2, bilag 15 har tiltalte forklaret, at hun mener, at hun var længere fremme end markeret med pilen, inden hun påbegyndte sit venstresving.
Hun husker ikke præcist, hvor sammenstødet skete. Solen stod lavt i hendes kørselsretning den pågældende aften. Der var mange skygger fra træerne omkring vejen. Hun fik solen lige i øjnene, selv om hun havde solskærmen nede. Solen generede hende i forhold til, om der var andre trafikanter. Hun stoppede ikke helt op, inden hun foretog sit venstre sving.
Der har været foretaget dokumentation af dele af fotomapperne gengivet i sagens forhold 2, bilag 12 og forhold 2, bilag 13, ligesom der har været foretaget dokumentation af skitse, jf. sagens forhold 2, bilag 15. Af en politiattest af den 11. oktober 2023 fra OUH vedrørende undersøgelser af Forurettede den 14. august 2023 fremgår blandt andet følgende: "… 5. Det objektive fund: ......
Påvirket kognitivt pga traume og efterfølgende medicinering. Stor flænge i ansigtet omkring munden. Der ses kæbebrud og formentlig også andre brud i ansigtsskelettet. Normale pupiller ved ankomst til skadestuen, men de bliver senere asymetriske. Patienten er intuberet. Intet abnormalt at høre på hjerte og lunger. På venstre knæ ses tværgående flænge, hvor der er åbnet til knogle. Venstre håndled er løst.
Der ses også pulserende blødning fra en af underarmens arterier. ..... 7a Hvilken behandling blev foretaget? Intubering, lungedræn, operation pga de mange brud, samt reperation af ødelagte sener. ..... 10 Skønnes det efter det foreliggende, at tilskadekomne vil få (a) forbigående men ? ..... (b) varige mén ? .....
A: Ja B: Ja ..." Af en udtalelse af den 3. november 2023 fra ledende overlæge på Regionshospitalet Hammel Neurocenter fremgår blandt andet følgende: "... Forurettede har siden 19.09.23 været indlagt på Regionshospitalet Hammel Neurocenter (RHN) til højtspecialiseret neurorehabilitering efter at have pådraget sig en svær og diffus traumatisk hjerneskade i forbindelse med trafikuheld 14.08.23.
Forurettede er på nuværende tidspunkt i en for skadestypen karakteristisk forvirringstilstand foreneligt med sværhedsgrad og omfang af den diffuse hjernepåvirkning. Denne tilstand er karakteriseret ved nedsat orienteringsevne, hukommelse, opmærksomhed, sammenhæng i tankeproduktion og ændret bevidsthedsindhold.
Som tegn på en begyndende bedring er Forurettede begyndt i kortere perioder at kunne reflektere over egen situation og i konkrete plejemæssige sammenhænge at give udtryk for behov. Forurettede er i stand til at forstå og følge simple opfordringer men er fortsat ikke i stand til at forså mere kompleks information eller at planlægge og udføre selvstændige handlinger.
Forurettede har ikke indsigt i egen tilstand, baggrund herfor eller aktuelle begrænsninger det medfører. Der er fortsat behov for hjælp over hele døgnet til personlig pleje, ernæring og mobilisering. Forurettede har nedsat førlighed i højre side med begrænset funktion højre arm og ben. Der er endnu ikke selvstændig stand eller gangfunktion. Forurettede har behov for et langvarigt genoptræningsforløb.
Det er først et år efter skaden, at man med rimelig sikkerhed kan udtale sig om omfang af blivende mén, men med baggrund i sværhedsgrad af traume, forløb og den aktuelle tilstand må forventes ikke uvæsentlige blivende mén af både kognitiv og motorisk funktion. ..." Af en udskrift fra CRK fremgår, at tiltalte første gang har erhvervet kørekort til kategori B (alm. personbil) den 4. juli 2022.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Straffen fastsættes til 10 dagbøder á 800 kr, i alt en bøde på 8.000 kr., jf. straffelovens § 249 og færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, § 16, stk. 3 og § 26, stk. 6. Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte på uagtsom vis har tilføjet Forurettede betydelige skade på legeme og helbred med forventede svære kognitive og motoriske mén til følge. Tiltalte har ved sin kørsel ført personbil under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
Betingelserne for at frakende hende førerretten betinget er derfor opfyldt, jf. færdselslovens § 127, jf. § 125, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4. Da forholdet er begået inden for de første 3 år efter, at tiltalte første gang har erhvervet førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse, jf. færdselslovens § 127.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med 10 dagbøder á 800 kr., i alt en bøde på 8.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage. Tiltalte pålægges kørselsforbud. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
