BR — Byretterne
AM2022.02.25B
[AM2022.02.25B] Retten i Nykøbing F.’s
DOM
- 25. februar 2022 - 1-675/2022 - 1900-86320-00005-20
Anklagemyndigheden mod T , født marts 1969
Anklageskrift er modtaget den 9. februar 2022.
T er tiltalt for overtrædelse af
tatoveringslovens § 17, stk. 1, nr. 4, jf. § 10, stk. 1, ved den 29. maj 2020 ca. kl. 11.00 i Tatoo-forretning på Adresse i By , at have genoptegnet/tatoveret X på hendes kraveben, selv om X var under 18 år på tatoveringstidspunktet.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte.
Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har nægtet sig skyldig og har forklaret blandt andet, at han er indehaver af Tatoo-forretning , og at han den 4. december 2019 tatoverede X første gang. Hun kom ind i butikken med to personer, som hun præsenterede som pædagoger eller ledsagere fra det bosted, hvor hun boede. Hun oplyste, at hun var født den 12. september 2001. De to ledsagere reagerede ikke på den oplysning.
Hun havde i forvejen en tatovering, og han vurderede på baggrund af hendes udseeende og attitude, at hun var over 18 år. Han bad hende ikke om at se legitimation eller anden dokumentation for, at hun var 18 år. Han tatoverede hende for 16. gang den 29. maj 2020 som anført i anklageskriftet.
Retten lægger efter bevisførelse til grund, at tiltalte tatoverede X den 29. maj 2020 i Tatoo-forretning som anført i anklageskriftet, og at hun var under 18 år på det tidspunkt. Retten lægger endvidere til grund, at tiltalte hverken spurgte nærmere ind til X’s alder eller anmodede hende om at forevise legitimation. Herefter finder retten, at tiltalte har udvist en sådan uagtsomhed, at han har gjort sig skyldig i den rejste tiltale.
Straffen fastsættes til en bøde på 10.000 kr., jf. tatoveringslovens § 17, stk. 1, nr. 4, jf. § 10, stk. 1.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: T skal betale en bøde på 10.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Brit Frimann Dommer
