159/2009

Introduktionsydelse/starthjælp var lovlig Efter en ændring i 2002 af lov om aktiv socialpolitik var man ikke berettiget til kontanthjælp, men alene starthjælp, der svarede til SU-sat¬ser¬ne, hvis man ikke havde opholdt sig her i landet i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år. Udlændinge modtog efter integrationsloven i op til tre år introduktionsydelse, der efter lovændringen svarede til starthjælp. Efter begge regelsæt kunne der endvidere gives hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter. A fik i 2003 opholdstilladelse som flygtning og modtog introduktionsydelse på 5.266 kr. før skat. Senere samme år blev han familiesammenført med sin kone og deres 4 yngste børn. Senere fik også deres ældste barn opholdstilladelse. Hele familien boede i en af kommunen anvist lejlighed. Efter skat udgjorde de samlede offentlige ydelser til A og hans ægtefælle i årene 2004-2007 mellem 209.000 kr. og 265.000 kr. årligt. Efter A’s opfattelse var det i strid med Grundlovens § 75, stk. 2, samt forbuddet mod diskrimination i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med forskellige andre internationale konventioner, herunder navnlig Flygtningekonventionen, at han som flygtning ikke kunne opfylde opholdskravet for at modtage kontanthjælp. Højesteret udtalte, at det efter Grundlovens § 75, stk. 2, påhviler det offentlige at sikre et eks¬i¬stens¬minimum for personer, der som A er om¬fattet af bestemmelsen, og at de ved domsto¬le¬ne kan få prø¬¬vet, om kravet er op¬fyldt. Efter størrelsen af den intro¬duktions¬ydel¬se/starthjælp og de andre ydelser, som han og hans ægtefælle mod¬tog fra det of¬fent¬lige, var der dog ikke grundlag for at fastslå, at den hjælp, som A havde mod¬taget, ikke var i overensstemmelse med Grund¬lovens § 75, stk. 2. Højesteret fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at reglerne om introduktionsydelse og start¬hjælp, som blev gennemført ved lovændringen i 2002, og som bl.a. havde til formål at få flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse – og for udlændinges vedkommende – at styrke deres samlede integration i det danske samfund, i forhold til A indebar en indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet i strid med artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det var sagligt at anvende et indtjeningsprincip, hvorefter en person, hvad enten denne var dansk statsborger eller udlænding, skal have opholdt i Danmark i en vis periode, inden den pågældende kan modtage den højeste bistandsydelse fra det offentlige. Starthjælpen var ik¬ke den eneste ydelse, som en udlænding havde mulighed for at få. Herudover var der mulighed for enkeltydelser og boligsikring m.v., således som dette illustreres af de offentlige ydelser, som A og hans ægtefælle modtog. Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at lovændringen havde konsekvenser, der kan karakteriseres som uproportionale. De andre konventioner, herunder Flygtningekonventionen, som A havde påberåbt, kunne ikke føre til et andet re¬sultat. Højesteret frifandt herefter Egedal Kommune og Beskæftigelsesministeriet. Landsretten var kommet til samme resultat.