BS-2684/2011-OLR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 83.5px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

D O M

Afsagt den 31. maj 2012 af Østre Landsrets 6. afdeling (landsdommerne Ulla Langholz, Karsten Bo Knudsen og Anette Arnsted (kst.)).

6. afd. nr. B-2684-11: Appellant, tidligere Sagsøger (advokat Andreas Peter Bruun) mod Topdanmark Forsikring A/S (advokat Jens Andersen-Møller)

Odense Rets dom af 8. august 2011 (BS 6-183/2011) er anket af Appellant, tidligere Sagsøger med påstand om, at TopDanmark Forsikring A/S dømmes til at betale 317.058 kr. med procesrente fra sagens anlæg.

Indstævnte, TopDanmark Forsikring A/S, har påstået stadfæstelse, subsidiært at den påstå-ede erstatning fastsættes til et mindre beløb end påstået.

Der er mellem parterne enighed om den beløbsmæssige opgørelse af påstanden og forrent-ning heraf.

Procedure

- 2 -

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten vedrørende forældelse og har procederet i overensstemmelse hermed.

Topdanmark Forsikring A/S har endvidere i overensstemmelse med den indankede dom supplerende gjort gældende, at en eventuel tillægsfrist efter § 21, stk. 5, i lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven) senest kan regnes fra den 14. ja-nuar 2010.

Appellant, tidligere Sagsøger har til støtte for sit anbringende om successiv forældelse påberåbt sig Højesterets dom gengivet i UfR 2005, side 1594, og Østre Landsrets dom af 20. no-vember 2009 i sag B-891-08.

Retsgrundlaget

Forældelsesloven trådte i kraft den 1. januar 2008. Samtidig blev forældelsesloven af 1908 (1908-loven) ophævet, jf. dog forældelseslovens § 30, stk. 1, der har følgende ordlyd:

”Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordrin-gen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter denne lovs bestemmel-ser som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde an-vendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.”

Efter 1908-lovens § 1, stk. 1, nr. 5, var forældelsesfristen for fordringer på erstatning for skade tilføjet uden for kontraktsforhold 5 år, medmindre skaden var forvoldt ved en for-brydelse. Efter lovens § 2, stk. 1, regnedes forældelsesfristen fra den tid, da fordringen af fordringshaveren kunne kræves betalt. Lovens § 3 har følgende ordlyd:

”Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholds-sted, har været ude af stand til at gøre sit ret gældende, regnes den i § 1 om-handlede kortere forældelsesfrist først fra den tid, da fordringshaveren var eller ved særlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt.”

Forældelseslovens § 2, stk. 4, har følgende ordlyd:

”For fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for ko n-traktforhold regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden.”

- 3 -

Forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

”§ 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmel-ser. Stk. 2. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.”

Af bemærkningerne til § 2, stk. 4, jf. lovforslag nr. L 165 fremsat den 28. februar 2007, fremgår blandt andet:

”Ved bestemmelsen i stk. 4 videreføres gældende praksis med hensyn til fast-læggelsen af begyndelsestidspunktet ved erstatningskrav uden for kontrakt.

Det følger heraf, at hvis der ved personskade er forskel på tidspunktet for den skadelige påvirkning og tidspunktet for lidelsens opståen – dvs. hvor den ska-devoldende handling ikke umiddelbart resulterer i en konstaterbar skade – er det som udgangspunkt tidspunktet for lidelsens opståen, som er afgørende. Kravet kan ikke siges at være forfaldet, før der er opstået en skade.

Fristen løber i disse tilfælde fra det tidspunkt, hvor de følger, der kræves er-statning for, har vist sig på en sådan måde, at skadelidte havde rimelig anled-ning til og mulighed for at rejse et – eventuelt foreløbigt – erstatningskrav. Som eksempel kan nævnes senskader efter en piskesmældslæsion.

Den nøjagtige fastlæggelse af begyndelsestidspunktet efter § 2, stk. 4, vil imid-lertid i disse tilfælde på grund af suspensionsreglen i § 3, stk. 2, sjældent have selvstændig betydning. Hvis skadelidte var i undskyldelig uvidenhed om de omstændigheder, der begrunder erstatningskravet, indebærer § 3, stk. 2, at be-gyndelsestidspunktet udskydes til det tidspunkt, da skadelidte fik eller burde have fået kendskab hertil.”

Af bemærkningerne til § 3, stk. 2, fremgår blandt andet:

”Efter stk. 2 suspenderes forældelsesfristen på 3 år ved ukendskab til fordri n-gen eller skyldneren indtil det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. I forhold til den gældende bestemmelse i 1908-lovens § 3 foreslås en sproglig modernisering, men indholdsmæssigt foreslås den gældende suspensionsregel videreført stort set uændret.

Som en ændring i forhold til gældende ret foreslås det dog, at ukendskab til skyldnerens opholds-sted ikke skal være omfattet af suspensionsreglen, men i stedet af en generel regel om tillægsfrist ved uovervindelige hindringer for afbrydelse af forældel-sesfristen, jf. lovforslagets § 14.”

- 4 -

Under Folketingets behandling af lovforslaget anførte justitsministeren i et svar af 24. maj 2007 på spørgsmål nr. 27 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget blandt andet følgende vedrørende en henvendelse fra advokatfirmaet Elmer & Partnere:

”Advokaterne kommer også på ny ind på spørgsmålet om begyndelsestid s-punktet for den foreslåede 3-årige forældelsesfrist. Det er korrekt, at denne frist også i arbejdsskadesager som udgangspunkt vil løbe fra det tidspunkt, hvor skaden indtræder. Det er imidlertid afgørende at være opmærksom på, at ”s u-spensionsreglen” i lovforslagets § 3, stk. 2, medfører, at dette udgangspunkt i praksis vil blive fraveget i en lang række tilfælde. Efter § 3, stk. 2, vil forældel-sesfristen nemlig først blive regnet fra det tidspunkt, hvor skadelidte fik eller burde have fået kendskab til fordringen og skyldneren.

Advokaterne finder, at lovforslaget bør ændres med henblik på at videreføre den retstilstand, der følger af Højesterets dom i sagen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2005, side 1594 H.

Justitsministeriet skal hertil bemærke, at Høje-steret ved denne afgørelse fastslog, at en række krav ikke var forældet, fordi den skadelidte havde befundet sig i utilregnelig uvidenhed om sine krav på er-statning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for varigt men. Som anført går suspensionsreglen i lovforslagets § 3, stk. 2, netop ud på at videreføre den-ne retstilstand.

Der er således ikke behov for at ændre lovforslaget for at opnå den retstilstand, som advokaterne ønsker.”

Forældelseslovens § 21, stk. 5, har følgende ordlyd:

”Er der inden forældelsesfristens udløb indledt forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt under medvirken af en uaf-hængig tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at være afsluttet.”

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår blandt andet:

”For så vidt angår ”almindelige” forligsforhandlinger, dvs. f orhandlinger, der ikke foregår under medvirken af en uafhængig tredjemand, skal der være tale om egentlige forhandlinger mellem parterne om kravet eller grundlaget for det-te, således at kreditor har føje til at antage, at det ikke er nødvendigt at iværk-sætte retslige skridt for at undgå forældelse. Der tilsigtes ikke nogen ændring i forhold til gældende ret med hensyn til spørgsmålet om, hvornår der antages at være indledt sådanne forhandlinger mellem parterne.

…

Tillægsfristen på 1 år regnes fra forligsforhandlingernes afslutning. Mens kre-ditor som udgangspunkt har bevisbyrden for, at der er indledt forhandlinger, vil skyldneren som udgangspunkt have bevisbyrden for, at forhandlingerne er af-sluttet på et bestemt tidspunkt, og skyldneren bør derfor udtrykkeligt tilkende-give, hvornår den pågældende anser forhandlingerne for afsluttet. I praksis vil

- 5 -

det kunne forekomme, at forligsforhandlingerne blot glider ud og ikke afsluttes udtrykkeligt, og i et sådant tilfælde må fristen regnes fra den sidste kommuni-kation mellem parterne, der har karakter af egentlige forhandlinger. Det vil væ-re uden betydning for fristen, hvis kreditor kort før tillægsfristens udløb forsø-ger at få forhandlingerne genoptaget ved at skrive til debitor, medmindre debi-tor er enig i at genoptage forhandlingerne. Kreditor vil således ikke kunne opnå en fortsat udskydelse af fristen blot ved at henvende sig til debitor.”

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten finder hverken efter ordlyden af eller lovforarbejderne til forældelseslovens § 2, stk. 4, og § 3, stk. 1 – herunder henvisningen til gældende praksis i bemærkningerne til § 2, stk. 4 – belæg for, at krav på erstatning for tabt arbejdstjeneste skulle forældes successivt som påberåbt af appellanten.

Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at den uarbejdsdygtighed, som ligger til grund for det af Appellant, tidligere Sagsøger fremsatte krav om erstatning for tabt arbejdstje-neste, lå inden for rammerne af, hvad der allerede på ulykkestidspunktet eller kort herefter kunne påregnes.

Selv om kravet på erstatning for tabt arbejdstjeneste først langt senere kunne opgøres præcist, har Appellant, tidligere Sagsøger således ikke – eller i hvert fald kun i en kortere periode efter ulykken den 22. december 2005 – været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, og forældelsesfristen for kravet udløb derfor den 22. december 2010.

Landsretten finder det i lighed med byretten godtgjort, at der inden forældelsesfristens ud-løb blev indledt forhandlinger mellem Appellant, tidligere Sagsøger og Topdanmark Forsikring A /S om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, jf. Topdanmark Forsikring A/S’ brev af 5. maj 2009, hvor selskabet alene afviste at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til Appellant, tidligere Sagsøger som Stilling 2.

Landsretten tiltræder endvidere, at forhandlinger-ne må anses for afsluttet med den utvetydige tilkendegivelse i Topdanmark Forsikring A/S’ brev af 14. januar 2010 om, at selskabet ikke kunne tilbyde at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og at der således 1 år efter denne dato er indtrådt forældelse af Appellants, tidligere Sagsøger krav, jf. forældelseslovens § 21, stk. 5.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Appellant, tidligere Sagsøger skal betale sagsomkostninger for landsretten til Topdanmark Forsik-ring A/S med 35.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsæt-telsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

- 6 -

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal Appellant, tidligere Sagsøger inden 14 dage betale 35.000 kr. til Topdanmark Forsikring A/S.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

(Sign.)