SS-1704/2011-OLR

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 258.0px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

K E N D E L S E

Afsagt den 26. juli 2011 af Østre Landsrets 12. afdeling (landsdommerne Hedegaard Madsen, Kaspar Linkis og M. Lerche).

12. afd. kære nr. S-1704-11: Anklagemyndigheden mod Domfældte (CPR nr. (Født 1983)) (advokat Harry Tschernja, besk.)

Ved Københavns Byrets kendelse af 11. maj 2011 (SS 8819/2011) blev en anmodning fra Domfældte om ophævelse af den gældende foranstaltning om behandling på psy-kiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under ud-skrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse, ikke taget til følge.

Domfældte har kæret denne kendelse med påstand som for byretten om ophævelse af for-anstaltningen.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse med den ændring, at der fast-sættes en længstetid for foranstaltningen på 2 år fra den 11. maj 2011.

Domfældte har ikke fremsat bemærkninger til spørgsmålet om længstetid.

Kæremålet har været mundtligt forhandlet.

- 2 -

Domfældte har i landsretten supplerende forklaret, at han i tiden efter byrettens kendelse har fået kontakt med sin halvbroder Person, som han tidligere har haft et fjendt-ligt forhold til. De er nu kommet på talefod med hinanden. I næste uge får han besøg af nogle andre familiemedlemmer, som skal overnatte hos ham i bofællesskabet.

Han har un-dersøgt mulighederne for at flytte til et nyt opholdssted og skal i nær fremtid besøge et re-fugium i Roskilde med henblik på et vurdere, om det er et egnet opholdssted for ham. Det pågældende refugium har ikke forbindelse med det psykiatriske hospital. Han samarbejder med lægerne om sin medicinering, og han er for nylig efter forslag fra ham selv blevet sat op i dosis af Cisordinol.

Han følte ikke, at den hidtidige dosis var tilstrækkelig. Hvis foran-staltningen ophæves, vil han fortsætte med at tage den ordinerede medicin, idet han er klar over, at han ikke kan undvære medicinen.

Landsrettens afgørelse

Det fremgår af overlæge Læge 1s udtalelse af 4. februar 2011, at domfældte flere gange har afsløret en meget lav frustrations- og aggressionstærskel, og at han stedse har haft ønsker om ændring i medicin. Ifølge udtalelsen er det lykkedes at få en god alliance med domfældte og herigennem undgå, at han ved affektgennembrud har måttet indlægges. Overlægen skønner det derfor ikke nødvendigt at anmode om en skærpelse af foranstalt-ningen, men anbefaler, at den gældende foranstaltning opretholdes, da behandlingsallian-cen er klart funderet på domfældtes kendskab til, at han er underlagt foranstaltningen.

Som straffelovrådet har udtalt i betænkning 1372/1999, side 57, vil det stride mod princip-perne bag straffelovens § 16 at kræve proportionalitet mellem den begåede kriminalitet og foranstaltningens art og længde. Derimod er det i overensstemmelse med almindelige rets-principper at kræve proportionalitet mellem risikoen for ny kriminalitet (herunder krimina-litetens grovhed) og foranstaltningens art og længde.

Landsretten finder, at en afvejning af foranstaltningens art og længde over for risikoen for ny, personfarlig kriminalitet må føre til, at foranstaltningen skal opretholdes.

Byretten burde i kendelsen af 17. maj 2010 og kendelsen af 11. maj 2011 have fastsat en ny længstetid for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt.

- 3 -

Landsretten bestemmer, at der fastsættes en længstetid på 2 år for foranstaltningen gæl-dende fra den påkærede kendelse af 11. maj 2011.

Med den anførte ændring vedrørende længstetid stadfæster landsretten kendelsen.

T h i b e s t e m m e s:

Byrettens kendelse stadfæstes.

Længstetiden for foranstaltningen er 2 år regnet fra den 11. maj 2011.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

(Sign.)