63/2008

Ejendomsretlig strid afgjort af Højesteret Sagens parter driver begge undervisningsvirksomhed på adressen Hartmannsvej 22-24 i Hel-lerup. Ejendommen blev i 1964 af Gentofte Kommune overdraget til ”Hellerup Seminarium (K.F.U.M.’s Seminarium)”. Overdragelsen var af kommunen betinget af, at K.F.U.M.’s Se-minarium skulle oprette et studenterkursus. Studenterkurset betalte i de følgende år en del af ejendommens udgifter til Hellerup Seminarium. Efter en flytning af Hellerup Seminarium til Frederiksberg Seminarium i 1986 oprettede K.F.U.M. ’s Seminarium Gentofte Socialpædagogiske Seminarium, der overtog Hellerup Se-minariums aktiver og passiver og benyttede ejendommen Hartmannsvej 22-24 til undervis-ningen. I tingbogen blev som adkomsthaver til ejendommen lyst: ”KFUM’s Seminarium (Gentofte Socialpædagogiske Seminarium)”. I 1993 besluttede den selvejende institution K.F.U.M.’s Seminariums repræsentantskab at nedlægge K.F.U.M.’s Seminarium og etablere Hellerup Socialpædagogiske Seminarium samt Gentofte Studenterkursus som to selvstændige selvejende institutioner. Herefter opstod strid mellem Gentofte Socialpædagogiske Seminarium og Studenterkurset om, hvorvidt Studenter-kurset havde ejendomsret til en ideel anpart af bygningen på Hartmannsvej. Gentofte Socialpædagogiske Seminarium blev i 2006 sammenlagt med CVU København og Nordsjælland, der i 2008 blev sammenlagt med Professionshøjskolen UCC, University Col-lege Capital. Studenterkurset påstod under sagen, at det havde ret til en del af ejendommen, og gjorde bl.a. gældende, at der siden opløsningen af K.F.U.M.’s Seminarium i 1993 havde været tale om et de facto sameje. Endvidere gjorde Studenterkurset for Højesteret gældende, at der også ud fra billighedssynspunkter måtte foreligge sameje, idet et sameje om ejendommen måtte antages at være i overensstemmelse med K.F.U.M.’s repræsentantskabs vilje, hvis der var taget stilling til det ved opløsningen af repræsentantskabet, og idet Studenterkurset siden 1964 havde bidraget til ejendommens udgifter og vedligeholdelse. Over for dette påstod Professionshøjskolen, at den var eneejer af ejendommen. Højesteret fandt, at der i mangel af konkret vedtagelse om ejendommens ejerforhold ved re-præsentantskabsmødet i 1993 ikke var sket nogen ændring af ejerforholdet for bygningen, og at seminariet og siden Professionshøjskolen på baggrund forløbet fra 1964 til 1993 derfor må anses for eneejer af ejendommen. Billighedssynspunkter kunne heller ikke føre til et andet resultat. Dommen var en stadfæstelse af landsrettens dom.