Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2026.02.13V

OL-2026-V-00006

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
13-02-2026
Sagsemne
Tilståelse / § 82, stk. 1, nr. 9, beløb 100.000 - 500.000
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2026.01.13V Retten i Horsens

DOM

Dato: 8. september 2025 Rettens sagsnr.: 1927/2025 Politiets sagsnr.: 3700-76141-00169-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1991 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 21. august 2025.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af: straffelovens § 280, nr. 1, mandatsvig, ved i perioden fra den 24. juli 2023 til den 8. marts 2024 ved misbrug af sin adgang til at handle med retsvirkning for Virksomhed, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, at have påført Virksomhed et formuetab på 302.682,35 kr., idet sigtede videresolgte dæk og fælge uden om Virksomhed, hvorved Virksomhed led et tilsvarende formuetab.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf i 4 måneder. Tiltalte har erkendt sig skyldig. Virksomhed har påstået, at tiltalte skal betale 363.018,07 kr. i erstatning Tiltalte har anerkendt erstatningspligten, men bestridt erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte. Tiltalte har blandt andet forklaret, at han blev ansat ved Virksomhed i foråret 2023 som servicerådgiver. I sommerferien 2023 overtog han en midlertidig stilling som værkfører. Han fungerede således som daglig leder fra juli 2023 og frem. Han havde på det tidspunkt en stor gæld og var økonomisk presset. Han havde login til en portal, hvor han kunne bestille reservedele hjem.

Fra den 24. juli 2023 begyndte han at bestille reservedele hjem og sælge dem i privat regi. Han betalte aldrig Virksomhed for reservedelene. Køberne troede, at de købte reservedelene hos Virksomhed, men betalingen gik til ham privat. Det kan godt passe, at det samlet løb op i 302.682,35 kr. Den 8. marts 2024 fik han dårlig samvittighed og meldte sig selv til selskabets ledelse. Han blev bortvist.

Han underskrev den 11. marts 2024 gældsbrev pålydende 181.297,75 kr. Virksomhed opdagede senere flere forhold, og den 27. marts 2024 underskrev han et nyt gældsbrev pålydende 271.128,76. Af gældsbrevet fremgår, at der er modregnet løn for marts 2024, samt feriepenge. Han hørte først fra politiet i april 2025. Han blev lidt overrasket over, at der verserede en straffesag.

Han havde håbet, at Virksomhed ikke ville anmelde forholdene til politiet, når han nu selv havde meldt sig til ledelsen og underskrevet gældsbrevene. Han erkendte forholdet, da han blev afhørt af politiet. Tiltalte har bestridt erstatningskravets størrelse og anført, at der en sådan usikkerhed om opgørelsen, at spørgsmålet herom bør udskydes til civilt søgsmål.

Han har til støtte herfor blandt andet gjort gældende, at gældsbrevet pålydende 29.728.05 slet ikke er en del af denne verserende sag, ligesom posten "Skyld til Virksomhed" på 40.328.53 kr. heller ikke vedrører denne sag. Derudover er der i opgørelsen modregnet med feriepenge 2 gange. Dette er heller ikke korrekt.

Tiltalte er tidligere straffet ved: dom af 29. juni 2023 med 3 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for tyveri fra plads. Kriminalforsorgen har i udtalelse af 5. september 2025 oplyst, at tiltalte er egnet til en hel eller delvist betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og særvilkår om behandling mod ludomani, hvis Kriminalforsorgen finder det fornødent.

Tiltalte har om sine personlige forhold blandt andet forklaret, at han skal udredes for ADHD. Han har en tid i oktober 2025. Den seneste psykiater har vurderet, at han ikke lider af ludomani, men at det er hans ADHD og deraf følgende manglende impulskontrol, der har givet ham problemer med spillegæld.

Den manglende impulskontrol og manglende evne til konsekvensberegning er efter hans opfattelse også grunden til, at han begik kriminaliteten i nærværende sag.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger. der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale. Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 280, nr. 1.

Retten har i formildende retning lagt vægt på, at sagen efter anklagemyndighedens oplysninger har ligget stille hos politiet fra politianmeldelsen den 11. marts 2024, indtil afhøring af tiltalte den 15. april 2025.

Retten har i skærpende retning lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for berigelseskriminalitet begået mod en arbejdsgiver, at der er tale om enddog meget hurtig recidiv, at forholdene er begået over en lang periode, og det unddragne beløbs størrelse.

Retten finder herefter og efter anklagemyndighedens påstand, at straffen uden hensyn til en eventuel tilståelsesrabat skulle udmåles til ikke under 6 måneders fængsel. Tiltalte har efter sin egen forklaring meldt sig selv til ledelsen i Virksomhed og har tilstået forholdet overfor politiet og i retten, så sagen har kunnet afgøres som en tilståelsessag.

Tiltalte har ikke angivet sig selv til politiet, men har dog meldt sig selv til arbejdsgiveren, der på den baggrund kunne foretage politianmeldelse. Det foreliggende tilfælde er derfor omfattet af kategori 2.

Under hensyn hertil og efter en samlet vurdering finder retten, at der efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skal ske en reduktion svarende til 2 måneders fængsel, hvilket udgør 1/3 af den straf på 6 måneder, der ellers ville have været udmålt.

Der er en sådan usikkerhed om opgørelsen af erstatningskravet. at retten ikke tager den nedlagte påstand om erstatning under påkendelse, og kravet udskydes til eventuelt civilt søgsmål, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1 og stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 4 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 6. afdelings

DOM

(dommerne Astrid Bøgh, Thomas Elholm og Matthias Brorsen (kst.) med domsmænd) Dato: 13. februar 2026 Rettens sagsnr.: S–1626–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 1991, (advokat Jørgen Merrild Bie, Horsens) Retten i Horsens har den 8. september 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 1927/2025).

Påstande

Tiltalte har påstået formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Forklaringer Tiltalte har supplerende forklaret, at det ikke var Person fra Virksomhed, der konstaterede forholdene. Han meldte sig selv, fordi han fik dårlig samvittighed. Han kunne som ansat i virksomheden via en personaleportal bestille reservedele til eget brug til indkøbspris plus et tillæg.

Han bestilte første gang til sig selv i juli 2023. Han blev dog aldrig opkrævet pengene for bestillingen fra sin arbejdsgiver. Han bestilte derfor flere gange i den følgende tid uden at betale. I forbindelse med årsregnskabet nævnte Person for ham, at der var nogle uregelmæssigheder. Det var dog ikke møntet på ham. Han fik imidlertid dårlig samvittighed, navnlig på grund af en faktura på ca. 62.500 kr.

Han gik derfor til Person og fortalte, at han ikke havde betalt pengene. Han fortalte, at der også var andre bestillinger. Person sagde, at hun ville se nærmere på det. Det var om fredagen. Om mandagen havde han møde med Person og ejeren af virksomheden, som han kender godt. De talte om en afdragsordning. Han spurgte, om de ville anmelde ham til politiet, men han fik et tvetydigt svar.

Det var hans opfattelse, at de havde en god snak, og at de kunne finde en løsning. Han blev derfor meget overrasket, da han i april 2025 pludselig blev kontaktet af politiet. Han er uenig med Virksomhed om, hvilket beløb han skylder. Han er blevet trukket i løn og feriepenge. De har sendt deres krav til inkasso.

Han har tidligere lånt penge af ejeren af Virksomhed, og lånet er lagt oveni de øvrige krav sammen med andre ting. Det er svært for ham at afdrage gælden, når de ikke er enige om kravets størrelse. Han blev ked af det, da han opdagede, at sagen var anmeldt til politiet. Hans kæreste var gravid på det tidspunkt. Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han i 2023 troede, at han havde ludomani.

Han havde på det tidspunkt spillegæld. Han søgte hjælp og fik konsultationer ved Center for Ludomani. De fandt ud af, at han havde problemer med impulskontrol og konsekvensberegning. Han kom i ventekø ved det offentlige sundhedsvæsen for at få hjælp, men er nu startet på et forløb hos en privat praktiserende psykiater i Skanderborg, hvor han siden slutningen af oktober 2025 har været til 5 samtaler.

Han skal fortsætte udredningen i næste måned. Han er blevet far, siden sagen var for byretten, og han er på deltidsbarsel. Hans nuværende arbejde har han haft i snart 2 år. Han er villig til at udføre samfundstjeneste.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter en samlet vurdering af forholdets karakter, tiltaltes forstraf for ligeartet kriminalitet og hurtige recidiv finder landsretten, at straffen uden hensyntagen til en eventuel tilståelsesrabat vil skulle udmåles til fængsel i 8 måneder. Af de grunde, som byretten har anført, finder landsretten, at der er tale om en kategori 2 situation, jf. Højesterets dom gengivet i UfR 2025.3022 H.

Der skal herefter i medfør af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, ske en reduktion af straffen svarende til 2 måneders fængsel, hvilket udgør 25 % af den straf, der ellers ville have været udmålt. Straffen skal herefter udmåles til fængsel i 6 måneder.

Efter forholdets karakter og tiltaltes hurtige recidiv er der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 6 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2026.02.13V · TfK: TfK2026.45
Tiltalte har ikke angivet sig selv til politiet, men har dog meldt sig selv til arbejdsgiveren, der på den baggrund kunne foretage politianmeldelse. Tiltalte har tilstået forholdet overfor politiet og i retten, så sagen har kunnet afgøres som en tilståelsessag.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/05b681af-51f7-404e-83a8-a8c9e5da722c