42/2016

Beskæftigelsesministeriet var erstatningsansvarlig for ikke tilstrækkelig hurtigt at have bragt ferieloven i overensstemmelse med EU's arbejdstidsdirektiv, men der var ikke grundlag for erstatning i den konkrete sag Sagen angik, om Beskæftigelsesministeriet var erstatningsansvarlig over for A, fordi den ret til erstatningsferie ved sygdom opstået under ferie, som efter EU-Domstolens praksis følger af artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet, ikke var gennemført i dansk ret, inden han blev syg under sin ferie i sommeren 2010. Efter Domstolens praksis er det en betingelse for, at en medlemsstat ifalder erstatningsansvar, at overtrædelsen af fællesskabsretten er tilstrækkelig kvalificeret. Efter Højesterets opfattelse var det nærliggende at forstå præmisserne i Pereda-dommen, der blev afsagt af EU-Domstolen den 10. september 2009 i sag C-277/08, således, at dommen ikke kun tog stilling til sygdom opstået før ferie, men også omfattede tilfælde, hvor en lønmodtager bliver syg efter, at ferie er påbegyndt. Der var med dommen skabt en sådan tvivl om den danske ferielovs forenelighed med direktivets artikel 7, stk. 1, at der var pligt for de danske myndigheder til så hurtigt som muligt at afklare behovet for ændringer af den danske ferielov og til at gennemføre de nødvendige ændringer. Højesteret fastslog, at det var velbegrundet, at de danske myndigheder iværksatte og gennemførte et udredningsarbejde, der blev afsluttet med en rapport i september 2010, hvori det konkluderedes, at den dagældende danske ordning sandsynligvis ville blive underkendt, hvis den blev forelagt EU-Domstolen. Højesteret fandt herefter, at det i umiddelbar forlængelse af rapporten påhvilede de danske myndigheder at bringe ferieloven i overensstemmelse med den retstilstand, som blev fastslået ved Pereda-dommen, og at ændringen af ferieloven burde have været gennemført til ikrafttræden den 1. januar 2011. Loven blev imidlertid først ændret i april 2012. På baggrund heraf fastslog Højesteret, at de danske myndigheder havde tilsidesat fællesskabsretten på en tilstrækkelig kvalificeret måde og dermed havde pådraget sig erstatningsansvar ved ikke med virkning fra den 1. januar 2011 at have ændret ferieloven, således at sygdom opstået under ferie efter denne dato gav ret til erstatningsferie i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1. Da As sygdom under ferie indtrådte i sommeren 2010, havde han imidlertid ikke krav på erstatning. Landsretten var nået til det samme resultat.