42/2010

Om ophævelse af udvisning efter udlændingelovens § 50 og § 50a A blev i 2006 idømt behandling på retspsykiatrisk afdeling efter straffelovens § 68 og udvist med indrejseforbud i 10 år, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6 og § 32, stk. 2, nr. 3 for overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1-7 ved at have sendt en trusselsmail til partiet Venstre og for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 ved at have udøvet vold mod en sygeplejerske. Spørgsmålet for Højesteret var, om afgørelsen om udvisningen skulle ophæves. Højesteret fandt, at der ikke var indtrådt sådanne væsentlige ændringer i As forhold, at der var grundlag for at ophæve udvisningen i medfør af udlændingelovens § 50. Det at der for Højesteret var fremkommet nye oplysninger, således at det kunne lægges til grund, at A var statsløs, kunne ikke føre til et andet resultat. Højesteret lagde efter de foreliggende lægelige oplysninger til grund, at A til stadighed har behov for behandling med antipsykotisk medicin og intensiv opfølgning for at undgå tiltagende psykotiske symptomer med deraf følgende risiko for, at han begår ny kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet. Der forelå endvidere ikke nærmere oplysninger om, til hvilket land, A i givet fald skal udsendes, og hvad behandlingsmulighederne er i dette land. På denne baggrund – og under hensyn til kriminalitetens karakter og den tid, der var forløbet, siden for¬holdene blev begået – fandt Højesteret, at As helbredsmæssige forhold talte afgørende imod, at udsendelse finder sted, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 2. Landsretten var kommet til et andet resultat.