VLR — Vestre Landsret
AM2022.03.14V
OL-2022-V-00008
[AM2022.03.14V] Retten i Hjørrings
DOM
- 24. februar 2021 - TOO-3967/2020 - 5100-72392-00001-20
Anklagemyndigheden mod T , født februar 1973
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 26. august 2020.
T er tiltalt for overtrædelse af 1. overtrædelse af straffelovens § 236, stk. 7, jf. stk. 1, nr. 3 overtrædelse af besøgsforbud ved i perioden fra den 26. juni 2018 til den 30. januar 2020 på sin bopæl Adresse1 i By1 adskillige gange at have modtaget besøg af flere børn under 18 år, der ikke var ledsaget af en voksen, selvom tiltalte ved dom af 26. juni 2018 var idømt et besøgsforbud gældende frem til den 26. juni 2021, idet tiltalte - i perioden fra den 26. januar 2018 til den 30. januar 2020 adskillige gange modtog besøg af V1 , der er født september 2002 , - i perioden fra den 26. januar 2018 til den 30. januar 2020 adskillige gange modtog besøg af V2 , der er født juni 2002 , - i perioden fra den 26. januar 2018 til den 23. april 2019 adskillige gange modtog besøg af V3 , der er født april 2001 , - i perioden fra den 26. januar 2018 til den 6. juni 2019 adskillige gange modtog besøg af V4 , der er født juni 2001 og - i perioden fra den 26. januar 2018 til den 24. september 2019 adskillige gange modtog besøg af V5 , der er født september 2001 , uden at V1 , V2 , V3 , V4 og V5 var ledsaget af en voksen,
2. overtrædelse af straffelovens § 236, stk. 7, jf. stk. 1, nr. 3 - overtrædelse af besøgsforbud ved den 30. juli 2020 ca. kl. 16.05 på sin bopæl Adresse1 i By1 at have modtaget besøg af V1 , der er født september 2002 , og som ikke var ledsaget af en voksen, selvom tiltalte ved dom af 26. juni 2018 var idømt et besøgsforbud gældende frem til den 26. juni 2021.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf for, at tiltalte har modtaget besøg i strid med besøgsforbuddet i perioden fra den 23. april 2019 og frem af V1 , V2 og V5 , og frifindelse i øvrigt.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte T og af vidnerne V6 , V3 , V4 og V5 , V2 .
Tiltalte har forklaret, at han ved dom af 26. juni 2018 blev idømt et besøgsforbud, således at han ikke måtte få besøg af personer under 18 år i sit hjem gældende fra dommen. Indtil da fik han jævnligt besøg af drengene nævnt i anklageskriftet. Han kender de fleste af deres forældre, og han har eksempelvis kendt V1’s far, siden de selv var drenge. Efter dommen kom V1 fortsat hos ham, men aldrig alene.
Han fulgtes som regel sammen med V3 . De arrangerede selv besøgene, men spurgte altid først, om de måtte komme forbi. V3 er kommet hos ham, siden han var 12 år. I begyndelsen kom V3 sammen med en, der hedder X1 , og nogle gange også med X1’s storebror X2 . Han kendte deres forældre, og drengene ville gerne ud til ham. Drengene spillede som regel Playstation, når de var på besøg.
Han afsonede sin dom på Nr. Snede fra den 23. august 2018 og indtil den 27. marts 2019. Fra dommen blev afsagt, og indtil han begyndte afsoningen, kom V3 ikke hos ham. V3 begyndte efter, at være fyldt 18 år den 23. april 2019, at besøge ham igen. Ingen af drengene har besøgt ham uden at være fyldt 18 år eller uden at være i selskab med en, der var 18 år. Drengene kom hos ham, før han fik dom. Efter dommen, og indtil V3 fyldte 18 år, var der ingen af dem, der kom på besøg. Drengene arrangerede selv besøgene og han har ikke på nogen måde været med til at arrangere og derved sikre, at der altid var en over 18 år til stede.
Der var altid slik og sodavand, men han holdt fast i, at det kun var indtil kl. 17, da drengene skulle hjem og spise, medmindre de spiste med hos ham, hvilket skete engang imellem. Når drengene spillede inde i stuen, sad han som regel selv i et af de to computerværelser, han har indrettet. Drengene gav ham ofte et kram, når de kom eller gik, og nogle gange fik han et "tantekys", som vel nærmest er et nys.
Hvem der tog initiati- vet, kan han ikke huske. Det var langt fra altid, at han fik et kys, som det fremgår af forhold 1, bilag 15. Det er ham på billedet i kørestolen, og de to andre er V4 og V5 . Han har siddet i kørestol siden en ulykke i 2011.
Han kender drengenes forældre, og han er ikke i tvivl om, at de alle har kendskab til den tidligere sag og til besøgsforbuddet samt den nuværende sag. Han mener, at det er ham selv, der har talt med dem om sa- gerne.
V3 og V1 var på besøg hos ham samme dag, som han skulle til Nr. Snede for at afsone sin dom. De kom for at sige farvel. Han husker, at X3 , som er en ven, var til stede samtidig, da hun skulle køre ham til Nr. Snede.
V6 har forklaret, at han var 14-15 år, da han begyndte at komme hos tiltalte. Han kom jævnligt hos til- talte med undtagelse af perioden, hvor tiltalte sad i fængsel. Han husker ikke, hvornår han besøgte tiltalte sidste gang, inden tiltalte begyndte afsoningen, heller ikke om han besøgte ham i perioden fra dommen og
indtil afsoningen. Efter afsoningen fortalte V3 , at de kun måtte besøge tiltalte, hvis der samtidig var en person over 18 år. De begyndte at besøge tiltalte igen efter, at V3 var fyldt 18 år. Han besøgte kun til- talte, hvis der var en person over 18 år. De arrangerede selv besøgene hos tiltalte. Hans mor kendte til dommen, men ikke noget til besøgsforbuddet før denne sag.
Han taler ikke med sin far, der ikke kender no- get til sagen. Hun ville ikke have, at han besøgte tiltalte alene. Når de besøgte tiltalte, spillede de Playsta- tion, computer eller backgammon. Der var altid slik og sodavand, og nogle gange spiste de også med hos tiltalte.
Når de kom og gik, fik tiltalte som regel et kram, og nogle gange kunne tiltalte finde på at spørge, om han måtte stjæle et kys, hvilket var helt frivilligt. Han gav en gang i mellem tiltalte et "tantekys" på mun- den. Han har kendt V2 altid, og de er kommet hos tiltalte sammen. Han ved, at V2 aldrig har været på besøg hos tiltalte alene, inden han fyldte 18 år.
V3 har forklaret, at han var 14 år, da han begyndte at komme hos tiltalte. Hans mor kendte tiltalte i for- vejen. Han besøger tiltalte jævnligt, og det gjorde han også inden, at tiltalte fik sin dom. Han besøgte sam- men med V1 tiltalte samme dag, som han skulle begynde afsoningen, for at sige farvel. Det var lige inden, at tiltalte blev hentet, og de var der måske 10 minutter.
Han husker ikke, om de var indenfor, eller om de stod udenfor. De tog derover, selvom tiltalte havde skrevet, at de ikke måtte komme på besøg, inden han skulle til Nr. Snede. Der var ikke andre til stede. Han husker ikke, om han besøgte tiltalte i øvrigt i perioden fra dommen og indtil afsoningen. Han fyldte 18 år kort tid efter, at tiltalte havde afsonet, og han besøgte ikke tiltalte inden.
Hans mor kendte både til tiltaltes dom og til besøgsforbuddet. Det var dem selv og ikke tiltalte, der arrangerede besøgene. Tiltalte havde umiddelbart efter dommen skrevet til dem på messenger, at de ikke kunne besøge ham i perioden, indtil han skulle begynde afsoningen, og at de derefter kun måtte besøge ham, hvis der samtidig var en person over 18 år til stede.
Når de besøgte tiltalte, var der altid slik og sodavand. De gav ofte tiltalte en krammer, og tiltalte spurgte nogle gange, om de gav et kys. Hvis de ikke havde lyst, var det ok.
V4 har forklaret, at han har kendt tiltalte nogle år. Han kom der i begyndelsen med sin far, der er kamme- rat med tiltalte, som han har arbejdet med. Han kom ikke hos tiltalte i perioden fra 26. juni 2018 og indtil den 23. august 2018. Han besøgte tiltalte efter, at tiltalte havde afsonet sin dom. Han har dog ikke besøgt tiltalte uden sin far, inden han selv fyldte 18 år.
Han kendte ikke det store til tiltaltes tidligere dom, men han vidste godt, at tiltalte ikke måtte få besøg af personer under 18 år uden en voksen ledsager. Han fik det sandsynligvis at vide af sin far. Han har været på besøg hos tiltalte sammen med V1 og en sjælden gang sammen med V2 . Han har også været der sammen med V3 og V5 . Han er sikker på, at både de og deres forældre kendte til besøgsforbuddet.
Når de var på besøg, spillede de Playstation. Det deltog tiltalte ikke i, og han har sikkert i stedet været inde på computerværelset. Når de besøgte tiltalte, var der slik og sodavand, som de kunne forsyne sig af. Engang imellem gav han tiltalte et kram eller et kys som hilsen, hvis han havde lyst. Foreholdt bilag 15, forklarede vidnet, at det er ham og V5 , der er på billederne, hvor de laver sjov.
V5 har forklaret, at han ikke kan huske, hvornår han besøgte tiltalte første gang, men det har måske væ- ret, da han gik i 9. klasse. Han kom der sammen med V4 , der er hans kammerat, der kendte tiltalte i for- vejen. Når han var på besøg hos tiltalte, hvilket måske var et par gange om ugen, var han der altid sammen med andre. Hos tiltale var der altid slik og sodavand.
Han fik kendskab til tiltaltes dom og besøgsforbuddet fra V1 . Han kan ikke huske, om han besøgte tiltalte fra domstidspunktet og indtil, at tiltalte begyndte af- soningen. Han besøgte sammen med V3 , der var fyldt 18 år, tiltalte et stykke tid efter, at han var kommet
hjem fra fængslet. Mens han var 17 år, kom han hos tiltalte måske en gang om ugen, og det var altid sam- men med V3 . De aftalte det indbyrdes, inden de besøgte tiltalte, og det var ikke sådan, at tiltalte var med til at arrangere besøgene. Hans forældre vidste, at han kom hos tiltalte, hvilket de ikke sagde noget til. For- ældrene var bekendt med tiltaltes dom og besøgsforbuddet.
De spillede spil og snakkede sammen, når de besøgte tiltalte. Nogle gange deltog tiltalte, andre gange holdt han sig for sig selv. Han kyssede og kram- mede ikke tiltalte udover den ene gang, som ses i bilag 15. Han ved ikke, om de andre drenge gjorde. Han vidste, at tiltalte havde overvågning og det var derfor ikke andet end sjov, da han trak bukserne ned og vi- ste sin numse.
V2 har forklaret, at han kender tiltalte gennem sin kammerat V3 . Han gik i 6. klasse, da han begyndte at komme hos tiltalte. Han tog derover efter skole for at spille brætspil og computerspil, og det fungerede lidt som en klub hos tiltalte. Der var altid slik og sodavand, som de måtte tage af. Han kommer stadig jævnligt hos tiltalte.
Han besøgte ikke tiltalte fra, at tiltalte fik sin dom, og indtil han begyndte afsoningen. Efter af- soningen gik der et stykke tid, inden han igen besøgte tiltalte. Det var omkring, at V3 fyldte 18 år eller senere. Han har ikke besøgt tiltalte uden, at V3 var med. Det var altid dem selv, der arrangerede besø- gene hos tiltalte, og det var som regel V3 , der spurgte, om han ville med.
Han var bekendt med grunden til, at tiltalte skulle i fængsel. Han var også bekendt med, at tiltalte havde fået et besøgsforbud, hvilket til- talte selv havde fortalt. Hans forældre var også bekendt med tiltaltes besøgsforbud og havde ikke et pro- blem med, at han besøgte tiltalte.
Tiltalte er tidligere dømt ved dom af 27. september 2016 med fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelo- vens § 225, jf. § 226, stk. 1, nr. 1, og § 216, stk. 2, samt § 232, 2. led. Der blev samtidig fastsat et besøgsfor- bud i 5 år fra endelig dom i medfør af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 3. Vestre Landsret stadfæstede ved dom af 26. juni 2018 byrettens dom med den ændring, at besøgsforbudsperioden blev nedsat til 3 år fra landsrettens dom.
Kriminalforsorgen har udarbejdet personundersøgelse af 14. september 2020. Det fremgår således af kon- klusionen:
"Det er Kriminalforsorgens vurdering, at T ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste. Finder ret- ten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen."
Rettens begrundelse
og afgørelse Efter bevisførelsen kan det lægges grund, at tiltalte i perioden fra den 23. april 2019 ikke har modtaget be- søg på sin bopæl af V1 , V2 og V5 uden, at der samtidig har været en person over 18 år til stede.
Det må efter de afgivne forklaringer endvidere lægges til grund, at vidnerne alene besøgte tiltalte efter ind- byrdes aftale for derefter at høre, om de kunne komme på besøg. Det kan således lægges til grund, at besø- gene ikke er arrangeret på tiltaltes foranledning.
Retten finder derfor, at V1’s , V2’s og V5’s besøg hos tiltalte i perioden fra den 23. april 2019, og indtil de selv hver især fyldte 18 år, alle er sket under ledsagelse af en voksen.
Herefter og efter anklagemyndighedens påstand i øvrigt frifindes tiltalte i den rejste tiltale.
Thi kendes for ret
: Tiltalte T frifindes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger.
:::::::::::::::::::::::::::::
Vestre Landsrets 2. afdelings
DOM
- 14. marts 2022 - S-0487-21 (dommerne Henrik Twilhøj, Astrid Bøgh og Mikkel Bensby Nøhr (kst.) med domsmænd)
Anklagemyndigheden mod T født februar 1973 (advokat Jens Christian Christensen, Hjørring)
Retten i Hjørring har den 24. februar 2021 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. TOO3967/2020).
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med den berigtigede tiltale i 1. instans.
Tiltalte har påstået stadfæstelse.
Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget tiltalen, således at tiltalen i forhold 1 er:
"Overtrædelse af straffelovens § 236, stk. 7, jf. stk. 1, nr. 3 overtrædelse af besøgsforbud ved i perio- den fra den 23. april 20 19 til den 30. januar 2020 på sin bopæl Adresse1 i By1 adskillige gange at have modtaget besøg af flere børn under 18 år, der ikke var ledsaget af en voksen, selvom tiltalte ved dom af 26. juni 2018 var idømt et besøgsforbud gældende frem til den 26. juni 2021, idet tiltalte • i perioden fra den 23. april 2019 til den 30. januar 2020 adskillige gang modtog besøg af V1 , der er født september 2002 , • perioden fra maj 2019 til den 30. januar 2020 adskillige gange modtog besøg af V2 , der er født juni 2002,
• i perioden fra den 23. april 20 19 til den 24. september 20 19 adskillige gange modtog besøg af V5 , der er født september 2001, uden at V1 , V2 og V5 var ledsaget af en voksen."
Forklaringer Tiltalte og vidnerne V6 , V2 , V5 og V3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han kender V3 gennem X1 , hvis storebror X2 også er kommet hos tiltalte. Tiltalte har arbejdet sammen med X2 og X1’s far. V1 kom også hos tiltalte. V1 er kam- merat med nogle af de andre, der kom hos ham. Tiltalte kender V1’s far og har arbejdet sammen med ham. Han kender ikke V1’s mor. Tiltalte kender også V2’s forældre, der er skilt. De er begge kommet hos tiltalte.
De har nogle gange været indenfor, når de har kørt V2 over til tiltalte, og når de har hentet ham. Tiltalte har talt med V2’s mor ude i byen i den periode, tiltalen angår. Tiltalte kender også V5’s far. V4 gik vist i klasse med V5 .
Når V1 , V2 og V5 besøgte tiltalte, var V3 med, og tiltalte orienterede ikke deres forældre. Dren- gene fandt selv ud af, hvornår de ville komme. Drengene havde et frirum hos ham og hyggede sig. De spil- lede bold udenfor eller playstation indenfor.
Tiltalte stillede slik og sodavand til rådighed for drengene. Han havde bl.a. en regel om, at drengene skulle være der i 5 minutter, før de måtte tage en sodavand. Der var ikke tale om nogen belønning.
V1’s mor kendte til tiltaltes dom. V4’s far har efter hans opfattelse orienteret de andres forældre om tiltaltes dom. Tiltalte har enkelte gange inviteret drengene til julefrokost og pakkespil samt til sin fødsels- dag, men ellers har han ikke taget kontakt til dem for at få dem på besøg.
Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han for 1½ år siden blev akut indlagt på grund af problemer med sit blodtryk. Han har siden da fået stigende problemer med sit helbred og blev ind- lagt akut igen for nylig. Han er tilknyttet Vestdansk Center for Rygmarvsskade og går til en række undersø- gelser. Han kan ikke få rejsning på grund af sin skade, og viagra virker ikke på ham. Han vil få svært ved at udføre samfundstjeneste.
V6 har supplerende forklaret, at han kender tiltalte gennem V3 . Hos tiltalte snakkede de og spillede playstation. Det var lidt ligesom en klub hos tiltalte. Han fortalte af og til sin mor, at han tog over til tiltalte, men hun vidste ikke altid, at han var der. Fra april 2019 til januar 2020 kom han måske hos tiltalte et par gange om ugen, men det er svært for ham at huske.
Han kan ikke huske, hvor længe besøgene varede. I den periode, hvor man skulle være der med en voksen, var han der vel en gang om måneden og kun, når V3 også var der. Så mødtes de inden eller ventede på V3 uden for tiltaltes hus, indtil V3 kom. De smuttede også derfra samtidig. Tiltalte havde selv fortalt dem, at hvis de skulle besøge ham, skulle der være en person over 18 sammen med dem.
V2 har supplerende forklaret, at han fra maj 2019 til den 30. januar 2020 kom hos tiltalte. I den periode kom han dog ikke så meget, som han tidligere havde gjort. Han har på et tidspunkt i perioden boet på samme vej som tiltalte. Han besøgte tiltalte, fordi han havde lyst til at komme der. Han hyggede sig hos til- talte. Han og hans venner havde det sjovt der, men de kunne også tage hjem til hinanden.
Han har gået i klasse og parallelklasse med V3 siden 2. klasse, og de aftalte ofte at besøge tiltalte efter skoletid. Vidnet har været på besøg hos tiltalte uden V3 , men han har ikke besøgt tiltalte, uden at der var en af de andre, som var 18 år f.eks. V5 . Vidnets forældre kendte til tiltaltes dom, og de vidste godt, at når han ikke var hjemme, var han hos sine kammerater eller hjemme hos tiltalte sammen med dem.
Han er taget over til tiltalte sammen med V3 og har forladt stedet sammen med V3 .
V5 har supplerende forklaret, at han kender tiltalte gennem V4 . Vidnet kom muligvis hos tiltalte fra april til september 2019. Han kom hos tiltalte, fordi han gerne ville være sammen med de andre, der samle- des hos ham. De kunne også være taget hjem til hinanden. Han kender V3 gennem V2 og V1 .
Vidnets forældre kender godt V3 , der er kommet i vidnets hjem. Vidnets forældre vidste godt, når han tog over til tiltalte. Han sagde til dem, at han tog derhen sammen med V3 . Det gjorde han altid. Baggrun- den var, at V3 var over 18 år. V1 havde fortalt, at det skulle være sådan på grund af tiltaltes besøgsfor- bud. Det var klart for dem alle sammen.
V3 har supplerende forklaret, at han kender tiltalte gennem sin mor. Han er kommet en del hos tiltalte, fordi hans egen far ikke var der så meget for ham. Tiltalte bestemte ikke over vidnet. Han kan ikke nu hu- ske, hvor ofte han kom hos tiltalte. Det var ikke dagligt, men måske en gang om ugen. Det var sammen med V2 , V5 og V1 . Han kender ikke deres forældre supergodt.
Han talte ikke med dem, inden de tog over til tiltalte. Han og de andre kammerater havde ingen indbyrdes regler om, hvornår vidnet skulle tage hjem. De kunne også have besøgt hinanden. Han ville ikke kalde forholdene hos tiltalte for klubagtige. Han spil- lede ikke så meget playstation hos tiltalte, som de andre gjorde. De spillede også bold udenfor.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det af de grunde, som byretten har anført, at V6 , V2 og V5 ikke har besøgt tiltalte i perioden fra den 23. april 2019 til den 30. januar 2020 og den 30. juli 2020, uden at der har været en person over 18 år til stede, og at de alene besøgte tiltalte efter forudgående ind- byrdes aftale med hinanden og en person over 18 år og med tiltaltes efterfølgende accept.
Spørgsmålet er herefter, om tiltalte har overtrådt besøgsforbuddet ved dommen af 26. juni 2018, hvorefter det er forbudt "tiltalte at modtage besøg af børn under 18 år, der ikke er ledsaget af en voksen" i tre år fra endelig dom.
Der er ikke i straffelovens § 236 nogen nærmere definition af, hvorledes "en voksen" skal forstås.
I forarbejderne til ændringen af § 236 med ikrafttræden fra 1. juli 2013 (LFF 2013-02-06 nr. 141) er det un- der pkt. 9.2.6. blandt andet anført:
"Straffelovrådet finder i lyset heraf, at mest taler for alene at give mulighed for at give pålæg om, at domfældte ikke selv modtager besøg af børn i sit hjem, uden at barnet er ledsaget af en voksen. Dette betyder, at domfældte gerne må modtage besøg af børn, der er ledsaget af deres forældre el- ler andre voksne, der har ansvaret for barnet, og at andre medlemmer af domfældtes husstand, her- under husstandens børn, gerne må modtage besøg af børn, også når børnene kommer på besøg alene."
Det fremgår endvidere af pkt. 9.2.10. i samme lovforslag, at Justitsministeriet var enig i Straffelovrådets overvejelser og forslag, og lovforslaget blev udformet i overensstemmelse med rådets lovudkast.
5 voterende udtaler herefter: Efter ordlyden af forbuddet sammenholdt med, at den almindelige forståelse af ordet "voksen" er en per- son, der er myndig og dermed fyldt 18 år, finder vi, at der ikke er tilstrækkelig klar hjemmel i straffelovens § 236, stk. 7, jf. stk. 1, nr. 3, til at straffe tiltalte for at have overtrådt det udstedte forbud.
Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens dom.
1 voterende udtaler: Efter bevisførelsen finder jeg, at anklagemyndigheden har løftet bevisbyrden for, at tiltalte har haft besøg af V6 , V2 og V5 uden ledsagelse af en voksen, idet det ikke kan lægges til grund, at V3 har fået overladt ansvaret for sine næsten jævnaldrende kammerater under de omtalte besøg og dermed kan anses for en voksen omfattet af straffelovens § 236, stk. 1, nr. 3.
Jeg stemmer derfor for at anse tiltalte for skyldig i den rejste tiltale.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom stadfæstes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
