142/2015

Finansiel Stabilitet skulle ikke anses som en offentlig myndighed i retsafgiftslovens forstand i forbindelse med Finansiel Stabilitet dispositioner i forbindelse med nogle selvskyldnerkautioner, idet Finansiel Stabilitet ikke havde disponeret anderledes, end en bank i samme situation normalt ville have disponeret. A og B havde i forbindelse med investeringer i nogle selskaber i Spanien i 2007 optaget lån i ebh bank a/s, og havde hver afgivet selvskyldnerkautioner over for ebh bank a/s. ebh bank a/s blev efterfølgende opløst ved spaltning, og aktiviteterne blev overdraget til FS Finans A/S, som senere blev opløst i forbindelse med en fusion med Finansiel Stabilitet. ebh bank a/s var omfattet af den garantiordning, der blev etableret i medfør af lov nr. 1003 af 10. oktober 2008 om finansiel stabilitet. I denne forbindelse skiftede ebh bank a/s navn til EBH Bank A/S. EBH Bank A/S opsagde den 22. december 2009 lånene, og gjorde i den forbindelse A og B opmærksom på, at selvskyldnerkautionerne ville blive kaldt, såfremt lånene ikke blev indfriet. Finansiel Stabilitet kaldte den 9. september 2011 selvskyldnerkautionerne. Ved byretten blev A og B dømt til at betale i henhold til selvskyldnerkautionerne. A og B klagede for landsretten over afgiftsberegningen og gjorde gældende, at Finansiel Stabilitet skulle anses som en offentlig myndighed i retsafgiftslovens forstand. Højesteret fandt, at Finansiel Stabilitets krav udsprang af de to selvskyldnerkationer. Højesteret fandt endvidere, at Finansiel Stabilitets omtvistede dispositioner ikke var udslag af særlige forvaltningsmæssige beføjelser, men alene af beføjelser der også ville have tilkommet ebh bank a/s. Landsretten var nået til samme resultat.