15705/2025

Statens regreskrav blev nedsat, selv om kravet vedrørte forsætlig vold I 2007 blev A idømt 3 måneders betinget fængsel for vold, ulovlig tvang og vidnetrusler begået over for B. Forholdene bestod i bl.a., at A havde tildelt B flere knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, revet hende i håret, så hun faldt ned på jorden, hvor A tildelte B et spark på kroppen. B fik en flænge over højre øje og et bøjet ribben. B gennemgik herefter et flerårigt forløb i kommunalt regi med henblik på udredning af sin arbejdsevne. Som følge af overfaldet fik B udbetalt en erstatning fra staten på ca. 4 mio. kr. for navnlig et erhvervsevnetab på 85 %, der i det væsentlige kunne henføres til, at hun var blevet diagnosticeret med PTSD. Staten rettede et regreskrav mod A for den erstatning, der var blevet udbetalt til B. For Højesteret angik sagen, om der var grundlag for at nedsætte regreskravet eller at lade det bortfalde efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan erstatningsansvar nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt. Højesteret udtalte, at det indgår i vurderingen af om et erstatningsansvar vil virke urimeligt tyngende, om skaden er forvoldt ved et forsætligt strafbart forhold, f.eks. vold, men at dette ikke i alle tilfælde udelukker, at erstatningsansvaret kan lempes. Det måtte efter oplysningerne om A’s økonomiske forhold antages, at hun ikke havde udsigt til at kunne betale regreskravet på ca. 4 mio. kr. Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at det ville virke urimeligt tyngende at lade A bære det fulde erstatningsansvar, og at A’s ansvar derfor skulle lempes. Højesteret lagde vægt på omstændighederne ved det strafbare forhold, som var begået i 2007, da A var 19 år, og på at de umiddelbare følgeskader for B var begrænsede, at det endelige erhvervsevnetab på 85 % var betydeligt større end normalt i forhold til karakteren af den skadevoldende adfærd, og at der ikke var grundlag for at antage, at skaderne, der lå til grund for regreskravet, var tilsigtet. Højesteret nedsatte herefter regreskravet til 250.000 kr. Landsretten var nået til et andet resultat