195/2015

Retningslinjer for fastsættelse af acontosalærer til beskikkede advokater i civile sager Kæremålet angik Østre Landsrets fastsættelse af acontosalærer til 4 beskikkede advokater i en verserende sag, der var anlagt af Finansiel Stabilitet med et foreløbigt erstatningskrav på 250 mio. kr. mod 8 sagsøgte i anledning af deres varetagelse af hvervene som henholdsvis bestyrelsesmedlemmer, direktion og revision i perioden 2005-2010 i den nu opløste Eik Bank Danmark A/S. Sagen forventedes berammet til hovedforhandling á ca. et års varighed med gennemsnitligt 2½ ugentlige retsdage i 2019/2020. Højesteret fandt, at det måtte bero på en konkret vurdering, om en anmodning om acontosalær skulle imødekommes, men at det generelt måtte kræves, at der er tale om en stor og langvarig sag, at det endelige salær utvivlsomt vil blive betydeligt, at der på det tidspunkt, hvor anmodningen fremsættes, er udført et betydeligt arbejde, hvis relevans der ikke er grundlag for at betvivle, og at der ved fremsættelsen af anmodningen om acontosalær er lang tid til sagens forventede afslutning i den pågældende instans. Højesteret fandt endvidere, at det ved fastsættelsen af acontosalærets størrelse gælder, at der må tages udgangspunkt i det oplyste hidtidige tidsforbrug og den sædvanlige timetakst for beskikkede advokater, at der skal foretages en forhåndsvurdering af, hvordan det endelige salær må antages at skulle fastsættes, og at størrelsen af acontosalæret må fastsættes forsigtigt, så det utvivlsomt ligger inden for rammerne af det forventelige endelige salær. Højesteret fandt, at en forsvarlig udførelse af den foreliggende sag nødvendiggjorde et betydeligt tidsforbrug, som alt efter omstændighederne med passende mellemrum burde honoreres ud fra de foran nævnte principper. Når man lagde den gældende timetakst for beskikkede advokater til grund, svarede det til, at landsretten ved den påkærede afgørelse havde fastsat acontosalærerne på grundlag af et tidsforbrug, der var reduceret med mere end 80 % i forhold til det, advokaterne havde oplyst. Landsretten havde ikke nærmere begrundet, hvorfor den ved fastsættelsen af acontosalærerne ikke tilnærmelsesvis havde honoreret det oplyste tidsforbrug. Herefter og efter sagens omfang og kompleksitet havde Højesteret ikke grundlag for at foretage en nærmere vurdering af, om – samt på hvilket grundlag – der ved fastsættelsen af acontosalærerne eventuelt var anledning til ikke tilnærmelsesvis at honorere det oplyste tidsforbrug med sædvanlig timetakst. Højesteret hjemviste derfor sagen til landsretten til fornyet stillingtagen til anmodningerne om tilkendelse af acontosalær i lyset af de anførte retningslinjer for fastsættelse af acontosalær til beskikkede advokater i civile sager.