BS-41118/2020-HJR

Ankestyrelsens afgørelse om frigivelse af et barn til adoption var gyldig og ikke i strid med EMRK Barnet, B, blev kort efter fødslen anbragt i pleje hos en plejefamilie som følge af M’s og F’s manglende forældreevne. I forbindelse med anbringelsen havde M og F samvær med B, uden at dette ændrede på M’s og F’s forældreevne. Da B var ca. halvandet år, traf Ankestyrelsen afgørelse om frigivelse af barnet til adoption uden samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 3. Efter at en egnet adoptivfamilie var fundet, blev B anbragt hos adoptivfamilien efter adoptionslovens § 32 a. M søgte samtidig om samvær med B efter forældreansvarslovens § 20 a. Under sagen for Højesteret blev det oplyst, at der efter 13 måneder endnu ikke var truffet afgørelse om samvær efter forældreansvarslovens § 20 a. Sagen for Højesteret angik, om betingelserne for adoption uden samtykke var opfyldt, herunder om afgørelsen og den efterfølgende placering af barnet hos adoptivfamilien efter adoptionslovens § 32 a var i strid med Menneskerettighedskonventionen. Højesteret fandt, at forældrene med en høj grad af sandsynlighed varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, og at adoptionen var bedst for barnet under hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst. Om adoptionslovens § 32 a fandt Højesteret, at bestemmelsen ikke medførte begrænsninger af muligheden for ved en efterfølgende domstolsprøvelse at ophæve en afgørelse om adoption, hvis betingelserne for afgørelsen ikke var opfyldt. Bestemmelsen var dermed i overensstemmelse med artikel 8 og rejste ikke i øvrigt spørgsmål i forhold til konventionens artikel 6. Højesteret bemærkede også, at adoptionslovens § 32 a efter forarbejderne var begrundet i behovet for at skabe en tryg og stabil opvækst for børn, der adopteres uden samtykke, og undgå, at disse børn bliver fastholdt i en uhensigtsmæssig venteposition under domstolsbehandlingen af adoptionssager. Højesteret bemærkede herudover, at det i almindelighed må kræves, at en afgørelse om fremtidigt samvær efter forældreansvarslovens § 20 a træffes i så nær tidsmæssig tilknytning til adoptionen som muligt, og at dette efter praksis kan indgå i proportionalitetsvurderingen ved afgørelsen af, om en adoption er forenelig med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Højesteret fandt imidlertid, at hensynet til barnet indebar, at det ikke kunne føre til ophævelse af adoptionen, at der endnu ikke var truffet afgørelse efter forældreansvarslovens § 20 a om spørgsmålet om samvær. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.