315/2009

Om afskrivning på udlejede bygninger Klaus Nielsen og Ken Flemming Røge Rasmussen var interessenter i I/S Fjeldhammervej 15, som i 2001 købte en ejendom af Sjælsø Entreprise A/S. En del af ejendommens bygning (3.941 m2) var udlejet på købstidspunktet. En anden del (3.761 m2) var ikke færdigindrettet til lejemål og heller ikke udlejet. Som en del af aftalen forpligtede Sjælsø Entreprise sig til at finde en lejer til de uudlejede lokaler og færdigindrette dem til lejeren. Hvis der på overtagelsesdagen var uudlejede arealer, var Sjælsø Entreprise forpligtet til selv at leje disse på en tidsbegrænset lejekontrakt, som inden for tidsbegrænsningen skulle ophøre, når et permanent lejemål med tredjemand trådte i kraft. På denne baggrund lejede Sjælsø Entreprise i 2001 de 3.761 m2 af interessentskabet, og dette lejemål var fortsat i kraft i 2003. Skatteforvaltningen godkendte interessenternes afskrivning på den del af bygningen, der var udlejet på købstidspunktet. Sagen handlede om interessenternes afskrivning i 2001-2003 på den del af bygningen, der var udlejet til Sjælsø Entreprise. På baggrund af bl.a. en besigtigelse ansatte skatteforvaltningen skønsmæssigt den anvendte del af de lokaler, der var udlejet til Sjælsø Entreprise, til 25 %. På den baggrund nedsatte skatteforvaltningen de foretagne afskrivninger for 2001-2003 på disse lokaler med 75 %. Højesteret frifandt Skatteministeriet for interessenternes påstand om, at deres skatteansættelser for 2001-2003 skulle nedsættes med et beløb principalt svarende til fuld afskrivning på de lokaler, der var lejet ud til Sjælsø Entreprise. Højesteret udtalte bl.a., at det er en forudsætning for ret til afskrivning på udlejede bygninger, at bygningen er taget i brug af lejeren. Med henvisning til nærmere bestemte grund måtte det på baggrund af det samlede aftalekompleks anses for hovedformålet med den indgåede lejeaftale midlertidigt at sikre interessentskabet huslejeindtægter, og der måtte herefter påhvile interessenterne en skærpet bevisbyrde for, at de udlejede lokaler var taget i brug af lejeren, jf. afskrivningslovens § 14. Af nærmere anførte grunde fandt Højesteret, at interessenterne ikke havde godtgjort, at de var berettiget til afskrivning i videre omfang end de 25 %, der var anerkendt af skattemyndighederne. Landsretten var nået til samme resultat.