BR — Byretterne
AM2023.08.10B
AM2023.08.10B Retten i Aalborgs
DOM
Dato: 10. august 2023 Rettens sagsnr.: 8-2917/2023 Politiets sagsnr.: 5100-71281-00078-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1980 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 14. april 2023.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3 og § 2, stk. 4, jf. nugældende bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 218, jf. dagældende bekendtgørelse om euforiserende stoffer 27, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 205, ved i tidsrummet mellem den 5. oktober 2021 og den 4. januar 2022, at have været i besiddelse af og blandt andet i Nordjylland at have videreoverdraget ikke under ca. 600 gram metamfetamin under følgende nærmere omstændigheder: Den 27. oktober 2021 videre overdrog tiltalte i Aalborg ca. 500 gram metamfetamin til Vidne1 og Person1, ligesom han i samme forbindelse fra de nævnte personer mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder modtog ikke under 50 gram metamfetamin, i perioden mellem den 5. oktober 2021 og den 4. januar 2022 solgte tiltalte yderligere ikke under 50 gram metamfetamin for 36.000 kr.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte frifindes for i perioden mellem den 5. oktober 2021 til den 4. januar 2022 at have solgt ikke under 50 gram metamfetamin, og at tiltalte i øvrigt kendes skyldig efter anklageskriftet og idømmes frihedsstraf.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 4, og § 32, stk. 4, udvises med indrejseforbud i et tidsrum, som retten fastsætter. Tiltalte har nægtet sig skyldig og påstået frifindelse for påstanden om udvisning.
Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte, Tiltalte, og af vidnet Vidne1. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte er tidligere straffet af betydning for sagen ved dom af 22. november 2013 blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, med fængsel i 2 år og 6 måneder. Straffen var udmålt som en fællesstraf med betinget dom af 29. marts 2012.
Tiltalte blev prøveløsladt den 7. november 2014 med en prøvetid på 2 år og en reststraf på 305 dage, udeblivelsesdom af 2. marts 2017 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer med bøde på 4.000 kr. dom af 12. december 2018 for overtrædelse af straffelovens § 244 med fængsel i 60 dage.
Tiltalte blev tildelt en advarsel i medfør af udlændingelovens § 24B. ankedom af 18. december 2020 med fængsel i 60 dage og ankedom af 21. december 2021 med fængsel i 20 dage. Tiltalte afsonede dommene fra den 9. november 2021 og blev løsladt den 27. januar 2022. Udlændingestyrelsen har den 20. april 2023 udtalt følgende: "...
Opholdsgrundlag og længde Tiltalte indrejste i Danmark den 23. august 1990, hvor han søgte asyl. Den pågældende fik den 7. december 1990 opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Pågældendes opholdstilladelse er senest den 20. august 1999 meddelt tidsubegrænset.
Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 7. december 1990, hvor pågældende fik opholdstilladelse i Danmark, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 2.
Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.
Tiltalte har således når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes haft lovligt ophold i Danmark i 30 år, 3 måneder og 10 dage. Udvisningshjemmelen Udlændingestyrelsen vurderer, at opholdets karakter fører til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 22, nr. 4.
Efter udlændingelovens § 22, nr. 4 kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, udvises, hvis udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 290, når udbyttet er opnået ved overtrædelse af lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.
Udlændingestyrelsen skal henlede opmærksomheden på, at pågældende ved Retten i Hollæk den 12. december 2018, blev tildelt en advarsel.
Ifølge udlændingelovens § 24 a, stk. 1, nr. 5 skal der ved en afgørelse om udvisning ved dom lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet på grund af, at udlændingen er tildelt en advarsel efter § 24 b. § 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politiets afhøringsrapport af 4. april 2023.
Heraf fremgår at Tiltalte blandt andet har oplyst, at han: er ugift, uden børn og har ingen kæreste, har en far og en lillesøster i Danmark, har været ansat som rengøringsmand, primært inden for erhvervsrengøring, har afsluttet HG, HF og har gået på pædagogisk seminarium, taler og skriver dansk, engelsk og persisk, er ved godt helbred og får kun medicin for allergi.
Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22-24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 3½ år til 4 års varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 2 nævnte hensyn, kan Udlændingestyrelsen tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning.
Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 4. Konsekvenser ved en eventuel udvisning Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der til en udvisning skal knyttes et indrejseforbud. Fastsættelsen af indrejseforbuddets længde fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2 og nr. 4-7.
Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5 meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-8 eller for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 6 år.
Det bemærkes endvidere, at indrejseforbuddet, efter stk. 5, nr. 1, kan meddeles af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk. 4, vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for udsendelse af en udlænding, som har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og som er udvist ved dom, jf. § 49, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker i udsendelsen.
En afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, skal tillige indeholde afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter § 7. ..." Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at politiet har afhørt ham om sine personlige forhold. Afhøringen gik meget hurtigt. Han er enig i, at han skal ud af Danmark, hvis domsmandsretten mener, at han har solgt metamfetamin.
Han vil frivilligt tage afsted, hvis han rejse uden involvering af de iranske myndigheder, da der er dødsstraf for 25 gram og over. Han vil i så fald ikke være nervøs for sit liv, og han vil ikke mangle noget i Iran. Han føler sig dansk. Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den19. december 2022.
Rettens begrundelse
og afgørelse I forbindelse med politiets ransagning af Adresse i Aalborg den 28. oktober 2021 kl. 00.55 - 02.49 og igen fra kl. 12.11 blev i en bærepose fundet flere poser med metamfetamin med samlet 448,83 gram.
Det fremgår af overvågningen fra Virksomhed den 27. oktober 2021, at Vidne1 den 27. oktober 2021 lige før kl. 19.00 til boksen medbringer en bærepose, der kan svare til den bærepose, hvor metamfetamin blev fundet i. Vidne1 har forklaret, at den fundne metamfetaminen var blevet leveret samme dag i kolonihavehuset.
Det lægges til grund, at der på Telegram var korrespondance mellem Vidne1 og sælgeren af metamfetaminen med profilen Brugerprofil. Tiltalte har forklaret, at han har skrevet nogle af beskederne, men ikke dem alle, og at beskederne ikke vedrører metamfetamin, men hash.
Tiltalte og Vidne1 har afgivet indbyrdes uoverensstemmende forklaringer, og Vidne1 har på flere punkter fragået sin tidligere afgivne forklaring i retten.
Henset til korrespondancen på Telegram, herunder beskeden den 26. oktober 2021 kl.14:54:26 fra profilen Brugerprofil "Jeg kommer med det imorgen bror", overførslerne fra Vidne1 til tiltalte samt at der på en af poserne med metamfetamin var skrevet "…" finder retten det med den fornødne sikkerhed bevist, at det var tiltalte, der den 27. oktober 2021 leverede den fundne metamfetamin til Vidne1.
Tiltalte findes i dette omfang skyldig i tiltalen. Det kan efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at tiltalte i forbindelse med leveringen af ovennævnte metamfetamin fik tilbageleveret ikke under 50 gram metamfetamin.
Efter bevisførelsen og i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand frifindes tiltalte for i perioden 5. oktober 2021 til den 4. januar 2022 at have solgt ikke under 50 gram metamfetamin for 36.000 kr.
Strafudmåling Straffen fastsættes til fængsel i 3 år, jf. straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3 og § 2, stk. 4, jf. nugældende bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 218, jf. dagældende bekendtgørelse om euforiserende stoffer 27, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 205.
Retten har lagt vægt på omfanget og karakteren af narkotikaen, og at tiltalte tidligere er straffet for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1. Udvisning Tiltalte, der er iransk statsborger, indrejste i 1990 som 10-årig i Danmark og har på nuværende tidspunkt haft lovligt ophold i mere end 30 år.
Han er nu idømt fængsel i 3 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, ved videreoverdragelse af ca. 450 gram metamfetamin. Betingelserne for udvisning i udlændingelovens § 22, nr. 4, er derfor opfyldt, og efter karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet skal der i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, som udgangspunkt fastsættes et indrejseforbud for bestandig.
Tiltalte skal udvises, med mindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, hvilket i denne sag rejser spørgsmål om, hvorvidt udvisning af tiltalte vil være uproportional med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for privatliv og familieliv. Tiltalte er i dag 43 år.
Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn. Tiltalte har en lillesøster og sin far i Danmark, og tiltalte boede ved anholdelsen samme sted som sin far. Tiltalte har gået i folkeskole og har afsluttet HG og HF i Danmark, og han har gået på pædagogisk seminarium. Han har haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Tiltalte taler og skriver dansk, engelsk og persisk.
Han er ved godt helbred og får kun medicin for allergi. Han har været på ferie i Iran. Tiltalte har som følge af sit langvarige ophold i Danmark en stærk tilknytning til Danmark, men er ikke uden forudsætninger for at begå sig i Iran, hvis han udvises.
Tiltalte er tidligere flere gange straffet; herunder i 2013 med fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, og tiltalte blev ved dom af 12. december 2018 tildelt en advarsel efter udlændingelovens § 24b.
Efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet finder retten efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, der som følge af hans lange ophold i Danmark taler imod udvisning.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 7, skal en udlænding, der udvises efter § 22 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneders varighed, meddeles et indrejseforbud som udgangspunkt for bestandig.
Der kan dog meddeles et indrejseforbud af kortere varighed, hvis udlændingen udvises efter § 22, og et indrejseforbud fastsat efter stk. 4 vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 32, stk. 5, nr. 1.
Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder, herunder navnlig tiltaltes langvarige ophold i Danmark, hvor hans far og søster bor, finder retten, at udvisning med et indrejseforbud for bestandig vil udgøre et uproportionalt indgreb og dermed være i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen.
Navnlig henset til kriminalitetens art og grovhed, finder retten, at udvisning af ham med et indrejseforbud af en varighed på 12 år ikke vil udgøre et uproportionalt indgreb.
Thi kendes for ret
: Tiltalte, Tiltalte, skal straffes med fængsel i 3 år. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 12 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal delvist betale sagens omkostninger.
