119/2009

SAS havde overtrådt forskelsbehandlingsloven ved at stoppe med indbetaling af pensionsbidrag til ansatte, når de var fyldt 60 år. I 2004 blev lov om forbud mod forskelsbehandling (forskelsbehandlingsloven) ændret, idet alder blev indsat som et diskriminationskriterium. Kabinepersonalet i SAS, hvor A, B og C var ansat, havde indtil da haft en pligtig afgangsalder på 60 år. Efter lovændringen blev kabinepersonalet tilbudt at fortsætte deres ansættelse, men SAS ville ophøre med pensionsindbetalingen ved det fyldte 60. år. A, B og C valgte at fortsætte. SAS og fagforeningen CAU drøftede SAS’ overenskomstmæssige forpligtelse med hensyn til at fortsætte pensionsbidragsbetalingen. Da parterne ikke kunne nå til enighed, blev sagen indbragt for faglig voldgift. I august 2008 afsagde opmanden kendelse om, at SAS i henhold til den mellem parterne gældende overenskomst var forpligtet til at indbetale pensionsbidrag til de ansatte, der fortsatte deres ansættelse efter det fyldte 60. år. SAS, der havde ophørt med deres indbetaling, til spørgsmålet var afklaret, efterbetalte de skyldige pensionsbidrag til A, B og C. FTF anlagde efterfølgende sag ved domstolene med påstand om, at SAS til A, B og C skulle betale en godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven i medfør af lovens § 7, stk. 1. FTF gjorde navnlig gældende, at SAS havde gjort sig skyldig i en direkte forskelsbehandling, der var egnet til at skræmme ældre medarbejdere væk, og at en undtagelse i forskelsbehandlingslovens § 6 a for pensionsordninger var uden betydning. SAS gjorde heroverfor gældende, at det ikke var forskelsbehandling at ophøre med pensionsbidragsbetalingerne, indtil det var afklaret, om SAS var overenskomstmæssigt forpligtet hertil, at forholdet i øvrigt var omfattet af lovens § 6 a, og at forholdet i øvrigt var undskyldeligt. Landsretten kom med dissens frem til, at SAS skulle betale en godtgørelse til A, B og C. Med bemærkning om, at forbuddet mod aldersbetinget forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår tillige omfatter pensionsbidragsbetaling, tiltrådte Højesteret, at SAS’ manglende betaling af pensionsbidrag til medarbejdere, blot fordi de var fyldt 60 år, udgjorde en direkte aldersbetinget forskelsbehandling. Højesteret udtalte endvidere, at idet SAS’ arbejdsmarkedspension var fastlagt i en kollektiv overenskomst indgået med CAU, og idet parterne var enige om, at der ikke heri var fastlagt en aldersgrænse, var SAS’ ensidige håndhævelse af aldersgrænsen på 60 år ikke omfattet af undtagelsen i lovens § 6 a. Højesteret fandt imidlertid ikke grundlag for at pålægge SAS at betale godtgørelse. Højesteret lagde vægt på, at der var tale om et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål vedrørende SAS’ overenskomstmæssige forpligtelser efter lovændringen som fra starten havde været lagt åbent frem for og forhandlet med CAU under den udtrykkelige tilkendegivelse fra SAS’ side, at der i givet fald ville ske regulering med tilbagevirkende kraft, at A, B og C alle tre var bekendt med drøftelserne med CAU, og at de alle tre efter opmandskendelsen var blevet stillet som om, SAS løbende havde betalt pensionsbidrag. Med dissens for begrundelsen ændrede Højesteret herefter landsrettens dom og frifandt SAS.