BR — Byretterne
AM2024.02.09B
AM2024.02.09B2 Retten i Glostrups
DOM
Dato: 9. februar 2024 Rettens sagsnr.: S4-923/2024 Politiets sagsnr.: 0700-74135-00001-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født oktober 1986 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 25. januar 2024.
Tiltalte er tiltalt for Forhold 1 menneskehandel efter straffelovens § 262 a, stk. 1, nr. 3, og nr. 5, ved i perioden fra primo 2022 til den 13. december 2022, at have rekrutteret, transporteret, overført, huset eller modtaget de rumænske statsborgere Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3 og Forurettede4 med henblik på udnyttelse af de pågældende kvinder til prostitution i Danmark, idet kvinderne ved ankomsten blev placeret på flere forskellige adresser i det storkøbenhavnske område, herunder på ejendommen Adresse1 i Hvidovre, hvor den tiltalte, ved anvendelse af trusler efter straffelovens § 266, benyttede den i situationen underliggende trussel om vold, idet tiltalte havde et voldeligt rygte, ligesom han var i besiddelse af en attrappistol, hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for kvindernes liv, helbred eller velfærd samt ved anden utilbørlig fremgangsmåde og under udnyttelse af kvindernes betydelige økonomiske og personlige vanskeligheder, idet tiltale udnyttede kvindernes sårbare position, ligesom tiltalte fastholdt dem i et afhængighedsforhold, alt hvorved den tiltalte formåede kvinderne til at yde adskillige kunder seksuelle ydelser på forskellige ejendomme rundt i Danmark, herunder hjemme hos kunderne, hvortil tiltalte havde chauffører ansat til at køre dem, samt kvinderne skulle aflevere hovedparten af de penge de tjente til tiltalte.
Forhold 2 rufferi efter straffelovens § 233, stk. 1, ved i perioden fra primo 2022 til den 13. december 2022, i forening, efter aftale eller efter fælles forståelse med Person1, Person2 og Person3, hvis sager behandles særskilt, på adressen Adresse1 i Hvidovre og andre adresser i det storkøbenhavnske område, at have drevet virksomhed med, at Forurettede5, Forurettede6, Forurettede7, Forurettede8, Forurettede9, Forurettede10, Forurettede11, Forurettede12, Forurettede13 samt flere pt. uidentificerede kvinder mod betaling eller løfte om betaling har haft seksuelt forhold til kunder, hvor den tiltalte har modtaget op til halvdelen af kvindernes indtjente penge.
Forhold 3 (frafaldet) Forhold 4 (frafaldet) Forhold 5 (frafaldet)
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf i 2 år og 9 måneder. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 2 og nr. 6 og § 24, nr. 2, med et indrejseforbud gældende for bestandigt jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7. Tiltalte har erkendt sig skyldig. Tiltalte har påstået rettens mildeste dom og har henvist til, at der foreligger formildende omstændigheder, da han har medvirket til sagens opklaring og hurtige gennemførelse af hovedforhandlingen som en tilståelsesag.
Sagens oplysninger
Tiltalte, Tiltalte, har til retsbogen afgivet følgende forklaring ad forhold 1 og 2: "… Sigtede Tiltalte forklarede ad forhold 1 og 2, at han kom til Danmark i starten af januar 2022. Han kom fra Spanien. Han er oprindeligt fra Rumænien, men han bor i Spanien. Han arbejdede i Spanien. Han flyttede til Danmark.
Han var blevet kontaktet af Forurettede3 og Person4, fordi de ikke var tilfredse med de forhold, de arbejdede under, og de havde behov for en, der skulle beskytte dem. De arbejdede med prostitution. Forurettede3 havde været her i 7 måneder, og Person4 havde været her i 3 måneder. Han kom til Danmark for at kunne styre forholdene i huset. Det var på Adresse1 i Hvidovre. På det tidspunkt havde de kun 1. sal.
Der boede nogle andre i stueetagen. Der var kun de to kvinder, da han ankom til Danmark. Han vil ikke sige, hvem de to kvinder arbejdede sammen med der. Sigtede skulle overtage opgaverne fra ham den anden mand. En af opgaverne var at beskytte kvinderne, hvis de f.eks. havde problemer med en klient.
En anden opgave var at virke som chauffør for kvinderne og samtidig beskytte dem, hvis de havde problemer med klienterne. De havde aftalt, at de skulle dele halvt-halvt, således at han fik halvdelen af det, kvinderne tjente. Da han kom, overtog han opgaverne fra ham den anden mand, hvorefter den anden mand tog væk. Da sigtede efter ca. 1 måned så, at arbejdet gik godt, gik han på jagt efter flere huse.
Person4 fik sin kusine og en anden pige, som hun kendte, til at komme. De fik en anden adresse i nummer … eller … , og da der kom flere piger, var de på Adresse2 I takt med tiden fik de flere adresser i København, hvor der blev drevet prostitution fra. Men det var ikke hele tiden, fordi kvinderne kom og gik.
Der kom flere kvinder til ved, at nogle kontaktede sigtede, og nogle kvinder kom gennem de to kvinder Forurettede3 og Person4. I den branche siger det sig selv, at hvis det gik godt, og der kom flere kvinder, vidste kvinderne, at han gav dem gaver i form af smykker mv. Hvis det gik godt for ham, gik det også godt for dem. Nogle af de kvinder, der havde hjulpet ham, havde han et forhold til.
Hierarkisk fik de kvinder, der havde et forhold til ham, en lidt højere plads end andre kvinder. Det indebar, at de havde mere frihed, og nogle gange fik de lov til at styre de andre kvinder. Hvis han var på rejse, fik de lov til at rejse med ham.
Forespurgt, om det var ham, der styrede, hvor meget kvinderne arbejdede, forklarede han, at det siger sig selv, at der ikke var en plan, men kvindernes interesse var at arbejde så meget som muligt, så de fik flere penge. Når de havde modellen halvt-halvt, var kvinderne i huset, og han tog sig af beskyttelse, var chauffør, betalte huset og annoncer. Når han var chauffør, var han til rådighed hele tiden.
Hvis de var ude at shoppe, var han også chauffør. De kvinder, der var på modellen halvt-halvt, skrev til ham hver gang de skulle ud til en kunde. De lavede regnskab om morgenen. Kvinden tog halvdelen af det, hun tjente. Det var ikke alle pigerne, hvor ordningen var en halv-halv deling.
Der var også nogle prostituerede, der kun betalte et fast beløb om dagen i husleje mv., som var enten 500 kr. eller 1.000 kr. afhængigt af adressen. Disse penge var kun for husleje og protektion på den adresse. Forurettede4 betalte ikke noget i starten, da hun var hans ven. Det eneste, hun betalte, var annoncering. Hun delte ikke det, hun tjente på prostitution.
På et tidspunkt var de i forhold, og der var alle pengene til fælles mellem dem. Forurettede5 var på modellen halvt-halvt i den første måned, efter at hun kom til Danmark. Efter denne måned lærte hun, hvordan man tog sig af hjemmesiden, og betalte kun husleje. Forurettede6 var allerede i Danmark og arbejdede på en adresse, da tiltalte kom til Danmark, men hun kendte ikke til hjemmesider.
Hun kom til Adresse3 og arbejdede efter modellen halvt-halvt. Ca. en måned efter ville hun hellere gå til den anden model, hvor hun betalte husleje. Så blev hun flyttet til en lejlighed til Nørrebro. Hun blev imidlertid slået af en kunde på Nørrebro. Hendes mand kunne ikke beskytte hende. Hun kom derfor tilbage til sigtede og overgik til modellen halvt-halvt. Forurettede7 kender han fra tidligere.
Hun kom her til Danmark som receptionist for at tage imod opkald for dem. Sigtede kendt hende fra England. Hun havde stillingen som receptionist i tre uger. Da hun så, at der var penge i branchen, ville hun også arbejde med prostitution. Han kender hendes ekskæreste. Hun betalte 10.000 kr. i husleje på Adresse1, hvor hun arbejdede og boede. Hun betalte ikke yderligere, men hjalp med at være receptionist.
Forurettede8 har været i Danmark i to perioder. I starten betalte hun 500 kr. om dagen i husleje. Efterfølgende begynde sigtede og hun en form for forhold, hvorefter hun ikke betalte husleje. Forurettede9 havde modellen halvt-halvt. Forurettede10 havde modellen halvt-halvt. Forurettede12 betalte 500 kr. om dagen i husleje. På Adresse3 var de piger, som han havde en form for forhold til.
Når de havde et forhold, var der ikke længere modellen halvt-halvt. Så var det ligesom mand og kone. De havde en følelsesmæssig relation. Hun var hans kvinde, og han styrede hende. Hvis hun ikke ville give pengene, var han ikke i forhold med hende. Han var i forhold med Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3 og Forurettede4. Det på samme tid, og kvinderne var i samme hus. Han havde rådigheden over pengene.
Der var altid en boks i huset med 40.000,00-50.000,00 kr., og når kvinderne havde behov for penge, tog de af den kasse. Hver dag skulle de lave regnskab. De kvinder, der var i forhold med ham, lagde pengene i boksen. Der var ingen, som han var i forhold med, der stjal fra ham. De tog det, de havde behov for. De måtte tage så meget, som de ville. Hvis en af kvinderne tog det hele, ville det være dumt.
Så ville han ikke være i forhold med hende. Det ville havde været unormalt, at en kvinde tog alle pengene og gik. Pengene i kassen gik også til chauffører og hjemmesider. Han har betalt rejser for Forurettede1 og Forurettede3. Han har købt en masse guldsmykker for 12-14.000 kr. til Forurettede3. I Rumænien er det manden, der styrer økonomien uanset, at det ikke er prostitution.
De her kvinder ville gerne være i forhold med ham. Det var deres eget valg. De ville gerne prostituere sig for at tjene penge. Det var en normal ting for dem. I stedet for at finde et almindeligt job med 20.000,00-30.000,00 kr. i løn pr. måned, så hellere være prostitueret, hvor de på en dag kunne tjene 10.000,00 kr. Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3 og Forurettede4 var prostituerede i forvejen.
Forurettede3 havde været prostitueret siden hun var 18 år gammel blandt andet i Tyskland og Spanien. Forurettede1 var også prostitueret i forvejen og havde blandt andet arbejdet i Tyskland og Spanien. Sigtede kendte Forurettede1s´ mand fra Spanien. Manden ringede til sigtede og sagde, at Forurettede1 havde behov for arbejde.
Sigtede lavede en aftalte med Forurettede1s´ mand, om at Forurettede1 skulle komme og arbejde i Danmark. Oprindelig var det planen, at Forurettede1 skulle bo hos sin søster. Men søsteren boede i 1-værelses lejlighed. Manden sagde, at Forurettede1 manglede et sted at arbejde, og så begyndte hun at arbejde efter modellen halvt-halvt på Adresse1. Efter tre uger skiltes hun fra sin mand, da han brugte pengene på speed.
I starten havde sigtede og Forurettede1s et venskab, og så udviklede det sig til et forhold. Han var ikke forelsket i hende. Så længe som hun gav ham penge, så hvorfor ikke? Forurettede3 var det det samme med. Forurettede4 havde været prostitueret i England blandt andet. Forurettede3 var der i forvejen på Adresse3, da han kom til Danmark. Nogle af kvinderne hentede han i lufthavnen, og andre kom med deres mænd i bil.
Han ved ikke, om kvinderne var forelsket i ham. Hans forhold til kvinderne byggede på, at de skulle have følelser for ham. Han skulle simulere følelser for dem. Kvinderne vidste ikke, at han ikke havde følelser for dem, og at han simulerede det. Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3 og Forurettede4 var alle kvinder, som han lod som om, at han havde følelser for, så de kunne tjene penge til ham.
Han sagde, at han ikke ville være i forhold med dem, hvis de ikke tjente penge til ham. Når de ikke tjente nok, sagde han, at han ikke ville være i forhold med dem. Alle kvinderne tog stoffer. Nogle gange gav kvinderne deres krop til narkosælgere. Nogle gange gav kvinderne stoffer til kunderne, så de ikke fik erektion, og så kunne kvinderne være sammen med dem i flere timer og tjene penge.
Det var ikke noget han sagde, at de skulle gøre. Det var en metode, de kendte i forvejen. Når de var hans kvinder, opfordrede han dem ikke til det. Det sagde sig selv, at jo længere de var sammen med kunderne, jo mere tjente de. Han har aldrig tvunget kvinderne til at tage stoffer tværtimod.
Forurettede1 havde brugt stoffer en gang hos en kunde, og så var de nødt til at køre ud at hente hende, da hun havde paranoia og var bange for, at kunden ville tage hende om halsen. Han ville ikke have, at de kvinder, der arbejdede for ham, tog stoffer. De var ikke i hans interesse i at de tog stoffer, for så ville de tage fra den fælles kasse. Han har på et tidspunkt givet Forurettede4 en flad.
Hun talte grimt til ham, hvilket han ikke ville tolerere. Hun brugte ordet penis mod ham. Han har ikke slået Forurettede1 i Danmark. Han har slået hende i Tyskland. Han husker ikke, om der var andre kvinder til stede. Det var normalt, at hvis en talte grimt til ham, var der en reaktion fra hans side. Der var ikke andre episoder med dem.
Han vil gætte på, at kvinderne var bange for ham, da han har et lidt voldeligt rygte. De er voldelige i Rumænien. Det er en normal ting. Der var en attrappistol og to luftgeværer på adressen Adresse1, hvilket han og mændene i huset vidste. De brugte pistolen, hvis der var problemer. Han gik ikke rundt med pistolen. Han var ikke dum. Han blev stoppet af politiet 12 gange. Pistolen lå ved et vinduet i huset.
Det var ikke hans pistol. Der var ejeren af husets pistol. De havde pistolen for at beskytte sig. Hvis der kom nogen, der ville tage deres penge, havde de pistolen. Han truede ikke nogen med den pistol. En gang, hvor han var påvirket af stoffer, tog han pistolen og begyndte at skyde. Han skød ikke nogen. Der var de andre, der også havde taget stoffer. Der var nogle prostituerede, to venner og en kunde.
Luftgeværerne lå i skuret. Han har ikke overbevist nogen af kvinderne om, at de skulle komme. De ringede til ham, ligesom man ringer til et hotel. I prostitution kan man ikke købe et menneske, ligesom man kan købe et dyr. I hans sag var det ham, der tog beslutningen, om der kom en kvinde på arbejde eller ikke.
Hvis kvinde kontaktede en prostitueret kvinde og sendte billeder, spurgte den prostituerede kvinde ham, om den pågældende kvinde måtte komme, hvorefter han så, om hun så godt ud, og besluttede, om hun må komme. De var prostituerede og vidste, hvad der foregik. De, der ejede arbejdshuse, kendte hinanden.
Hvis en kvinde ville til København, vidste hun, at der var arbejdshuse, og så kontaktede de ham eller andre kvinder. I prostitutionsbranchen er der kontakter, og de kender hinanden også over landegrænser. De kvinder, der kom, kom fra nogle forhold, hvor de havde det meget dårligt økonomisk. De havde som regel et lavt uddannelsesniveau. Der var dog nogle kvinder, der havde gået 2 år på universitet.
Forurettede5 havde gået på gymnasium og universitet. Han valgte de kvinder, han var i forhold til. Det var dem, der gav mest i resultat i økonomisk, hvis hun accepterede forholdet. Han valgte ikke en kvinde efter, om han han kunne lide hende. Han har haft et forhold til f.eks. Forurettede8 og Forurettede9, men da han så, at de ikke ville følge måden, han kørte det på, har de stoppet forholdet.
Så fortsatte de bare med at betale. Den ene betalte 500 kr. pr. dag, og den anden havde modellen halvt-halvt. Forholdt afhøringsrapport af 15. januar 2024, fil 2, side 21: ”… Antallet af prostituerede var så højt i dag, at man skulle være "fuldstændig skør i bolden" for, at bruge vold mod dem.
I stedet brugte man den "psykofølelsesmæssige kontrol, og bruger det man kalder "Loverboy" hvor man udvalgte de prostituerede, der var lettest af påvirke og som havde et lavt selvværd, og omdanner dem til de såkaldte hustruer”, forklarede sigtede, at det var rigtigt. Hvis kvinden blev forelsket i ham, var hun let at styre. Han tog ikke id-papirer fra kvinderne.
Nogle gange efterlod de id-papirer hjemme, hvis det var en besværlig kunde, de skulle ud til. Kvinderne havde adgang til deres id-papirer. De kvinder, der var hans hustruer, boede som hovedregel Adresse1, men nogle gange på Vej. På Adresse1 var der godt for dem. De havde en minilejlighed på 1. sal. De andre havde værelser i stueetagen. Han boede ikke på Adresse1. Kun de gange, hvor han var meget træt, boede han der.
Om morgen, hvor han tog til sig selv, tog en eller måske to kvinder med ham. Hver gang der kom en ny kunde, skulle kvinderne dække sengen med et sengetæppe. Kvinderne vendte madrassen om aftenen og sov i samme seng om natten. Der var nogle kunder, der ville have samleje på sofa eller i køkkenet. Der boede normalt fire kvinder på Adresse1. Nogle gange boede der fem eller seks kvinder.
Det er inklusiv dem, der tog hjem til ham og sov. Det var noget, de gerne ville. En gang tog han ikke Forurettede3 med hjem i tre dage, hvorefter hun blev sur og tog til Rumænien. Det var fordi, at han ikke havde lyst til, at hun kom med hjem, da han havde fået nok af hende. Hun kom tilbage igen.
En periode var de ikke sammen, hvor hun tog til Odense og arbejdede, hvorefter hun sagde undskyld og gerne ville arbejde for ham igen. Forurettede6 tog til sin mand. Nogle gange blev chaufførerne også på Adresse1, hvis de var meget trætte.
Forespurgt om der var steder, hvor kvinderne kunne sove, hvor der ikke blev betjent kunder, forklarede sigtede, at f.eks. hvis en kvinde ikke havde lyst til at arbejde, havde menstruation eller havde ondt, kørte en af chaufførerne hende til en anden adresse, hvor der ikke var prostitution. Det gjaldt for alle kvinderne.
På Adresse1 var der i stueetagen et badeværelse med brusekabine, og i kælderen boede ejeren af huset, og der var et andet badeværelse og en vaskemaskine, som kvinderne havde adgang til. De havde et godt forhold til ejeren af huset, der tog sig af rengøring, som de betalte for. Det var ikke et bestemt antal kunder om dagen.
Der var dage, hvor en kvinde havde to kunder og dage, hvor hun havde otte kunder, eller dage hvor en klient blev i otte timer. Der var faste åbningstider fra kl. 10, 11 eller 12 om formiddagen, hvor arbejdsdagen startede. Når kvinderne ikke arbejdede, var deres telefon på ”mute-knap”. Når de var klar, tog kvinderne de opringninger, der var.
Nogle gange var kvinderne færdige med at arbejde om natten og nogle gang næste morgen. Der var dage, hvor kvinderne arbejdede i 6 timer og i nogle dage i 16 timer. Kvinderne havde fri som regel om mandagen eller om tirsdagen. De kvinder, der valgte at arbejde i fritiden, skulle selv aftale tid med chaufføren og betale chaufføren 300,00 kr. pr. tur. Kvinderne beholdt så selv alle pengene for deres arbejde.
Kvinderne skulle bruge en chauffør til at tage på besøg hos kunderne. Der var stadig en del af kvinderne, der havde lyst til at arbejde på deres fridag. Hvis de arbejdede på deres fridag, skulle de ikke betale husleje eller andet. Hvis kvinderne var i et forhold med ham og havde fri, så tog de over på hans bopæl eller gik i byen.
Der var ikke noget med, om de kunne beholde pengene, da pengene var til fælles mellem dem. Alle ventede på fridage for at høre musik og for at feste. Der var nogle gange, hvor der ikke var på arbejde i tre dage, fordi de festede og grillede og hørte musik. De kvinder, der var i forhold med ham, arbejdede ikke i deres fritid.
Nogle fridage var han sammen med en af de kvinder, han var i forhold med, og de andre kvinder, han var i forhold med, tog i byen. Han har ikke været i forhold med Forurettede13. Forurettede13 startede med at være telefonist. Så blev hun prostitueret. Hun var på samme model som Forurettede7. Hun betalte kun for værelset, og til gengæld hjalp hun med at tage nogle opkald. Der var et hierarki kvinderne imellem.
Forurettede2 kunne rigtig godt lide ham. Hun var hans ”ører” i huset i forhold til de andre kvinder. Mange gange skete der alvorlige ting mellem kvinderne, hvor en af kunderne ringede og sagde, hvad der skete. Da Forurettede2 rejste til Rumænien, var han i Spanien. Det var Forurettede1, der styrede i den periode. Forurettede2 havde ikke en anden rolle i forhold til prostitution end de andre hustruer.
Hun hjalp med betaling af annoncer, og hun tog sig af at lave hjemmesiden. Når han ikke havde penge på sit kort, brugte hun et Revolut kort. De andre kvinder havde bankkonti, som han købte af andre personer. Det var konti, som han og hustruerne havde adgang til. På hans telefon havde han kun en konto, som han havde købt af Person5 for 500 kr. Der er folk, der laver konti og sælger det med app og det hele.
Hvis det er Revolut, er prisen 500 Euro. Hvis der er Nordea, er det 3.000 Euro. Hvis det er MobilePay, koster det 15 eller 20 procent af beløbet. Disse konti er til brug for betaling fra kunder. Kunder betalte enten kontant, og var kvinden ordningen halvt-halvt, fik hun det halve.
Hvis kunden betalte med MobilePay kom personen, der havde MobilePay, og gav ham pengene bortset fra de 15 eller 20 procent af beløbet, hvorefter han og kvinden delte resten. Når en klient betalte med MobilePay, tog kvinden et billede med sin mobiltelefon af betalingen og sendte billedet til sigtede, så han vidste det, hvorefter han lavede regnskabet og fik betalingen. Det var som regel sigtede, der tog sig af det.
Hvis han ikke var der, var det en af chaufførerne, der tog sig af det. Han betalte for husleje, der er dyr i Danmark, chauffører og vedligeholdelse af biler mv. Hans udgifter pr. måned var lidt over 100.000 kr. til husleje og hjemmesider, afhængig af antal kvinder, der var. Han betalte ca. 4.000 kr. pr. kvinde pr. uge pr. hjemmeside, og han betalte ca. 17.000 kr. pr. kvinde pr. måned pr. hjemmeside.
Hertil kom udgifter til chauffører og andre små udgifter. Hans udgifter var omkring 300.000-350.000 kr. pr. måned. 60-70 procent af hans indtjening gik til udgifter. De tjente ikke en mio. kr. pr. måned. De tal, han har givet, er maksimum. Efter udgifter fik han til sig selv gennemsnitligt et sted mellem 40.000-60.000 eller 70.000 kr. pr. måned. Der var også måneder, hvor han gik i minus.
Det afhang af, hvor mange kvinder, der var. Person1s rolle var at være chauffør for kvinderne. Person2 var ikke kun chauffør for kvinderne. Han har hjulpet sigtede med penge og har sat sin egen MobilPay i spil og har hjulpet med at opnå en lejlighed på Amager. Person2 er god til computer. Person3 var chauffør for kvinderne. Sigtede ansatte chaufførerne. Person5 var en af hans venner fra tidligere.
Person5 var i en meget svær situation i Rumænien. Person5 begyndte at tale dårligt om sigtede efterfølgende, hvorefter sigtede bad ham om at holde op. Person5 har ikke kørekort og havde ikke nogen rolle. Person5 var nogle gange med i bilen, så sigtede ikke skulle kede sig. Hvis sigtede var ude at rejse, tog hans chaufførerne sig af at samle pengene fra MobilePay.
Chaufførerne vidste, hvem der havde modellen halvt-halvt, og hvem der var sigtedes kvinder. Nogle af kvinderne brugte hans chauffører på egen hånd og betalte selv 300 kr. pr. tur. Her fik sigtede ikke nogen penge. …" Tiltaltes personlige forhold Tiltalte har om sine peronslige forhold forklaret, at han ikke har tilknytning til Danmark. Han bor i Spanien. Han har to børn på henholdsvis 17 år og 13 år.
Hans ene barn bor i Rumænien, og hans andet barn bor i Italien sammen med sin mor og tiltaltes mor. Tiltalte blev på grundlag af europæisk arrestordre af 3. november 2022 fra de danske myndigheder anholdt og blev den 14. december 2022 varetægtsfængslet i Frankrig, og ved Appelretten i Paus afgørelse af 23. december 2022 blev det besluttet, at tiltalte skulle udleverers til de danske myndigheder.
Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet i Danmark fra den 3. januar 2023.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Straffen fastsættes til fængsel i 2 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 233, stk. 1, og § 262 a, stk. 1, nr. 3, og nr. 5.
Retten har ved straffastsættelsen i skærpende retning lagt vægt på tiltaltes meget centrale rolle i forhold til menneskehandel af fire rumænske kvinder, herunder med hensyn til rekruttering, husning og udnyttelse til prostitution, herunder tiltaltes indtjening herved og tidsperioden herfor.
Der er i den forbindelse lagt vægt på de tiltaltes benyttelse af den i situationen underliggende trussel om vold og tiltaltes kyniske anvendelse af en kombination af omsorg og autoritet over for de fire kvinder, der var i en særlig sårbar situation, da de ikke kunne tale dansk og havde meget begrænsede midler til rådighed.
Retten har i skærpende retning endvidere lagt vægt på tiltaltes ledende rolle i forbindelse med planlægningen og organiseringen af rufferiet, herunder at der var tale om indtjening på mange prostituerede, tiltaltes fortjeneste herved og tidsperioden herfor. Retten har i formildende retning lagt vægt på tiltaltes medvirken til sagens opklaring.
Der skal ske afkortning i straffen for den tid, tiltalte har været anholdt og varetægtsfængslet i Frankrig, jf. straffelovens § 86, stk. 5. Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, § 22, nr. 2 og nr. 6 og § 24, nr. 2.
Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte er rumænsk statsborger med bopæl i Spanien, at han ikke har tilknytning til Danmark, og på at forbrydelsernes karakter og grovhed udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor en udvisning ikke er i strid med opholdsdirektivet.
Tiltaltes udvises med et indrejserforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 7.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 2 år og 6 måneder. Der skal ske afkortning i straffen for den tid, tiltalte har været anholdt og varetægtsfængslet i Frankrig. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud for bestandigt. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
