15/2014

Om forholdet mellem EU-retten og den dagældende § 2 a, stk. 3, i funktionærloven i en tvist mellem en arbejdstager og en privat arbejdsgiver om ret til fratrædelsesgodtgørelse A blev i maj 2009 som 60-årig opsagt af Ajos A/S efter godt 25 års ansættelse. Før han fyldte 50 år, var han indtrådt i en pensionsordning, der gav ham ret til at oppebære en alderspension. A tiltrådte en ny stilling i en anden virksomhed, uden at han aktiverede sin alderspension. Ajos udbetalte ikke fratrædelsesgodtgørelse, idet den dagældende § 2 a, stk. 3, i funktionærloven indeholdt en bestemmelse om, at fratrædelsesgodtgørelse bortfaldt, ”hvis funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren, og hvis funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50. år”. I en dom afsagt af EU-Domstolen den 12. oktober 2010 i sag C-499/08 (Ole Andersen) blev det i en tvist mellem en arbejdstager og en offentlig arbejdsgiver fastslået bl.a., at den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, i nærmere angivet omfang var i strid med beskæftigelsesdirektivet (Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv). I marts 2012 rejste Dansk Formands Forening på vegne af A krav mod Ajos om fratrædelsesgodtgørelse. Kravet blev afvist af Ajos, og tvisten blev indbragt for domstolene. Højesteret har under sagens behandling stillet spørgsmål til EU-Domstolen, der har besvaret disse ved dom af 19. april 2016 (C-441/14). For Højesteret angik sagen, om Ajos efter den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, var fritaget for at betale den fratrædelsesgodtgørelse, som A, nu hans bo, efter lovens § 2 a, stk. 1, som udgangspunkt havde krav på. Afgørelsen heraf ville i første omgang bero på, om det var muligt at fortolke de dagældende regler i funktionærloven på en måde, der var i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet som fortolket af EU-Domstolen i Ole Andersen-sagen, eventuelt ved at anvende de regler i forskelsbehandlingsloven, der er fastsat til gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet. Hvis dette ikke var muligt, skulle Højesteret – som følge af EU-Domstolens praksis – tage stilling til, om et EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder kunne føre til, at Ajos ikke kunne støtte ret på den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3. Ved afgørelsen af, om såkaldt direktivkonform fortolkning var mulig, fandt Højesteret, at der forelå en klar retstilstand, og at det ikke ville være muligt ved anvendelse af de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i dansk ret, at anlægge en fortolkning af funktionærlovens dagældende § 2 a, stk. 3, som kunne bringe bestemmelsen i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet som fortolket ved EU-Domstolens dom i Ole Andersen-sagen. Højesteret bemærkede i tilknytning hertil, at der ikke var grundlag for at anvende forskelsbehandlingslovens § 1 med forrang for funktionærlovens § 2 a, stk. 3, og på den måde opnå en direktivkonform fortolkning. Der forelå således en ”contra legem” situation, hvilket indebar, at det ikke var muligt at fortolke den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet. Ved afgørelsen af, om et EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder kunne føre til, at Ajos ikke kunne støtte ret på den dagældende bestemmelse i § 2 a, stk. 3, udtalte et flertal i Højesteret bl.a., at tiltrædelsesloven ikke indeholder hjemmel til i en tvist mellem private at lade det uskrevne princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fortrænge den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3. Danske domstole kunne således ikke undlade at anvende den dagældende § 2 a, stk. 3, og Ajos kunne derfor støtte ret på bestemmelsen. Højesteret frifandt herefter arbejdsgiveren. Sø- og Handelsretten var nået til det modsatte resultat.