263/2011

Tysk taxichauffør idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af udlændingeloven, idet det blev lagt til grund, at det fornødne forsæt forelå Tiltalte (T) var tysk statsborger og taxivognmand. Han havde ingen tilknytning til Danmark. Som led i sit erhverv kørte han i december 2007 fra Hamborg til Danmark med 3 afghanske statsborgere, der ikke havde lov til at indrejse og opholde sig i Danmark. T var tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, hvorefter den, der forsætlig bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i eller rejse gennem landet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. I by- og landsret blev han idømt fængsel i 40 dage herfor. Højesteret udtalte, at udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1, måtte forstås således, at bestemmelsen også finder anven¬delse på en taxichauffør, der forsætligt bistår en ud¬lænding med ulovligt at ind¬rejse i eller rej¬se gennem lan¬det. Dette gælder, selv om bistan¬den skete gen¬nem en sæd¬vanlig per¬sonbefor¬dring som led i erhvervs¬ud¬øvelsen. Højesteret kunne ikke efter¬prøve den kon¬kret foretagne be¬visbedømmelse vedrørende skylds¬spørgs¬målet, jf. rets¬ple¬jelovens § 933, stk. 2, sam¬men¬¬holdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsæt¬ningsvis. Højesteret kunne imid¬ler¬tid tage stil¬ling til, om landsretten havde anvendt forsætsbe¬gre¬bet rigtigt, og om de faktiske omstændig¬he¬der, som var lagt til grund af lands¬ret¬ten, herunder vedrø¬ren¬¬de Ts sub¬jek¬tive for¬hold, kunne begrunde, at der fore¬lig¬ger for¬¬sæt, jf. rets¬ple¬je¬lo¬vens § 933, stk. 2, sam¬¬men¬¬holdt med § 912, stk. 1, nr. 3. Uanset landsrettens udtalelse om, at det var ”ubetænkeligt at fastslå, at det for tiltalte var en nærliggende mulighed, at passagererne ikke lovligt kunne indrejse i Danmark”, an¬fø¬rtes det ikke i landsrettens begrundelse, at landsretten havde lagt til grund, at T indså, at det var overve¬jende sandsynligt, at passagererne ikke lovligt kunne ind¬rejse i Danmark (sand¬synlighedsforsæt). Det kunne derfor ikke lægges til grund, at landsretten har antaget dette. Landsrettens præmisser måtte herefter forstås såle¬des, at det for¬nød¬ne forsæt var baseret på for¬sætsformen dolus eventu¬alis i den variant, som betegnes ”positiv ind¬vil¬li¬gel¬se”. Det er en be¬tin¬gelse for, at der fo¬religger for¬sæt i form af po¬si¬tiv indvilligelse, at T ind¬så, at det var mu¬ligt, at de tre udlæn¬din¬ge ik¬ke lov¬¬ligt kun¬ne indrejse i Dan¬¬mark, og at han psykolo¬gisk forholdt sig ac¬cep¬terende til denne mulig¬hed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne må¬¬¬de. Højesterets flertal fandt udtalte herefter, at selv om betingelserne for dolus eventualis i form af po¬sitiv indvilligelse ikke var kommet klart til udtryk i lands¬rettens præmisser, måtte landsrettens bevisresultat forstås så¬ledes, at landsretten fandt det godt¬gjort, at T havde det fornødne for¬sæt i form af positiv indvilligelse. Højesteret fandt såle¬des, at der efter landsret¬tens be¬vis¬re¬¬sul¬tat kunne ses bort fra den mulighed, at han hand¬le¬de i tillid til, at pas¬sa¬gerer¬ne lovligt kunne indrejse i Dan¬mark, således at der alene skul¬¬¬¬le foreligge bevidst uagt¬som¬¬¬hed. Ts på¬stand om fri¬fin¬delse kunne derfor ikke tages til følge. (Dissens). Højesteret fandt i øvrigt ikke grundlag for at nedsætte straffen på ubetinget fængsel i 40 dage. Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.