BS-10072/2018-GLO

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 181.2px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

RETTEN I GLOSTRUP

DOM

afsagt den 24. juni 2019

Sag BS-10072/2018-GLO

Domea.dk s.m.b.a. (advokat Claus Rosenkilde)

mod

Skatteministeriet (advokat Steffen Sværke)

Denne afgørelse er truffet af dommerne Dommer 1, Dommer 2 og Dommer 3.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 22. marts 2018 og drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, Do-mea.dk s.m.b.a. (”Domea”), er berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgif-ter til sagkyndig bistand, som er ydet af Advokatfirma) i forbindelse med en klagesag i Landsskatteretten vedrørende retten til fradrag for grundforbedringer.

Sagsøgeren, Domea.dk s.m.b.a., har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet (”Ministeriet”), skal anerkende, at sagsøgeren er berettiget til omkostningsgodt-gørelse med 50 % af 17.500 kr. inklusiv moms.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a. Der er i øvrigt ikke afgivet forklaringer under sagen.

2

Oplysningerne i sagen

SKAT har den 18. januar 2017 meddelt Domea afslag på godtgørelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

SKATs afgørelse blev efterfølgende indbragt for Landsskatteretten, som den 22. december 2017 stadfæstede SKATs afgørelse. Af Landsskatterettens afgø-relse, der også indeholder en udtømmende beskrivelse af sagens faktum, fremgår blandt andet:

”… Klager:Domea.dk s.m.b.a.

Klage over:SKATs afgørelse af 18. januar 2017 …

Klagerens repræsentant har på vegne af klageren ansøgt om acontogodtgø-relse med 50 % af 17.500 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten.

SKAT har ikke imødekommet klagerens ansøgning om acontogodtgørelse, da klageren ikke er anset for at være forpligtet til at betale det ansøgte be-løb.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse. …

Faktiske oplysninger Klageren underskrev den 18. marts 2005 en kontrakt om køb af konsulentydel-se med Virksomhed ApS. Af kontrakten fremgik blandt andet følgende:

”[…]

Baggrund

og formål Virksomhed ApS har identificeret en række områder, hvor privatperso-ner og erhvervsdrivende, der ejer bolig- og erhvervsgrunde, lov-mæssigt har krav på at få reduceret ejendomsskatten. En reduk-tion i ejendomsskatten, der ikke senere efterbeskattes og som har effekt i op til 30 år frem i tiden.

Formålet med konsulentydelsen er, på kundens vegne at frem-skaffe nødvendig dokumentation og argumentation med henblik på at opnå det lovbestemte fradrag, samt at gennemføre sagsbe-handlingen således at fradraget realiseres.

Ydelsen omfatter udelukkende lovbestemte anliggender og følger gældende dansk lovgivning. Der er ikke tale om spekulation, risi-

3

ko, udskydelse af skatter eller andre skjulte hensigter, som senere kan bringe kunden i et tilbagebetalingsforhold. Ydelsen skal sik-re, at kunden udelukkende betaler det, der er lovbestemt.

Omfang At få ejendomsskatten fastsat korrekt er en større proces, der in-deholder følgende hovedaktiviteter:

1. Indhente informationer om den eksisterende situation, her-under:

a. Indsamle baggrundsmateriale, f.eks. oplysninger fra skøde, ejendomsskattebillet, tilslutningsafgifter m.m. b. Sammenligne grundværdier med andre områder. c. Foretage beregninger og vurderinger af materialet.

2. Forberede procesmateriale til myndighederne.

a. Udarbejde dokumenter og bilagsmateriale til sagsop-start. b. Beregne nyt vurderingsgrundlag, herunder identificere argumenter.

3. Gennemføre procesbehandling med myndighederne.

a. Afholde møder med myndighederne. b. Evt. anke sag til højere instans. c. Sikre at ankefrister overholdes.

4. Opfølgning på resultatet, herunder sikre, at fradrag realise-res.

Virksomhed ApS forpligter sig gennem denne kontrakt til at gennem-føre ovennævnte proces med henblik på at identificere og realise-re en potentiel ejendomsskattebesparelse.

Ressourcer Virksomhed ApS' konsulenter, advokater og revisorer vil forestå udfø-relsen af opgaven. Konsulentydelsen iværksættes umiddelbart ef-ter kontraktens indgåelse, og vil tage 12-18 måneder afhængig af, hvor hurtigt myndighederne ekspederer sagen.

Med henblik på at kunne dokumentere omkostninger afholdt i forbindelse med en byggemodning, forpligter kunden sig til at gi-ve Virksomhed ApS adgang til materiale, som måtte være relevant for processen. Kunden er kun forpligtet til at give adgang til materia-le, som kunden er i besiddelse af og som kunden ikke betragter som fortrolig.

4

Af hensyn til overholdelse af eventuelle klagefrister forpligter kunden sig desuden til snarest efter modtagelsen at fremsende al korrespondance, der er relevant for processen til konsulenterne.

Alt materiale behandles fortroligt.

Honorar Honoraret for konsulentydelsen udgør første hele års ejendoms-skattebesparelse til amt og kommune i det år afgørelsen/kendel-sen foreligger hos kunden. Såfremt ejendomsskattebesparelsen også omfatter tidligere år, endvidere 25 % af ejendomsskattebe-sparelsen for de tidligere år (den skat, der gennem tiden er betalt for meget).

Honoraret skal tillægges 25 % moms.

Opnås ingen ejendomsskattebesparelse medfører dette, at intet honorar opkræves.

Beregningsgrundlaget for honoraret er til stede når vurde-ringsmyndighedens/klageinstansens afgørelse/kendelse foreligger hos kunden eller senest når reguleringen fra kommunen finder sted.

Som følge af at boligselskabet er medlem af Boligselskabernes ForretningsFører Forening (BFFF), er nærværende kontrakt un-derlagt rammeaftalen af 11.03.2005. Rammeaftalen er en rabataf-tale, som BFFF har indgået med Virksomhed ApS på vegne af med-lemmerne.

Kunden faktureres, når regulering af ejendomsskatten er foreta-get af kommunen. Det er en forudsætning for fakturering, at belø-bet kan indeholdes i kundens realiserede besparelser.

Kunden er administrator for en lang række boligselskaber i Danmark. Det enkelte boligselskabs ejendomme omfattes af nærværende aftale når kunden har informeret bestyrelsen i det enkelte boligselskab og efterfølgende oplyst Virksomhed ApS om at projektet kan igangsættes for boligselskabets ejendomme. Virksomhed ApS informeres pr. email af kunden.

Til nærværende kontrakt eksisterer et tilhørende bilag indeholdende en liste med ejendomme, som kunden ønsker, at Virksomhed ApS skal gennemgå ejendomsskattematerialet for.

Eventuelle nye ejendomme (dato for ibrugtagningstilladelse ef-ter 1. april 2005) behandles efter særskilt aftale. Virksomhed ApS vil afholde et mindre seminar hos kunden, hvor kunden oplyses

5

om hvordan registreringer skal foretages med henblik på at ha-ve nem adgang til informationen ved fremtidige fastsættelser af fradrag.

Nærværende kontrakt er uopsigelig og gældende indtil honorar-afregning med Virksomhed ApS har fundet sted eller vurderingsmyn-digheden/klageinstansens afgørelse/kendelse medfører, at der ik-ke kan opnås en ejendomsskattebesparelse. […]”

Virksomhed ApS anmodede på klagerens vegne SKAT om genoptagelse af ejen-domsvurderingerne for ejendommen beliggende Adresse 1 for årene fra 2004 og frem med henblik på at få forhøjet fradraget i grundværdien for forbedringer på ejendommen. Virksomhed ApS opgjorde det samlede fradrag for forbedringer til 1.037.519 kr.

SKAT afslog ved afgørelse af 10. oktober 2008 klagerens anmodning om gen-optagelse. SKAT anførte, at der ikke var fremsendt dokumentation for, at der var afholdt udgifter til foranstaltning af materiel karakter, som kunne beretti-ge til yderligere fradrag for forbedringer. SKAT fastholdte sin afgørelse, hvor man opgjorde de fradragsberettigede udgifter til 238.800 kr.

Virksomhed ApS påklagede på klagerens vegne SKATs afgørelse til vurderingsan-kenævnet. Virksomhed ApS klagede over størrelsen for fradrag for internt og ek-sternt vejanlæg, stianlæg, projektering og tilsyn (10 % af godkendt FFF), klo-akforsyningsnet/tilslutningsafgift til kloak, parkeringspladser samt genopta-gelsestidspunkt.

Den 23. september 2009 udstedte klageren en fuldmagt til Virksomhed ApS. Af fuld-magten fremgik blandt andet følgende:

”[…] Hermed befuldmægtiges Virksomhed ApS (Cvr.nr.[udeladt]) til, på vegne af undertegnede, at uddelegere procesfuldmagt i den eller de skattesager, hvor Virksomhed ApS er eller har været partsrepræsen-tant, til tredjemand.

Med procesfuldmagt menes retten til at repræsentere undertegnede i det administrative klagesystem og ved domstolene.

Som en del af fuldmagten indgår tillige retten til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnede.

Det er en betingelse for benyttelse af fuldmagten, at tredjemand en-ten er advokat eller beskæftiger sig med juridisk rådgivning. […]”

6

Vurderingsankenævnet traf afgørelse den 22. januar 2012 [2013]. Vurderings-ankenævnet godkendte fradrag i grundværdien for forbedringer med 286.100 kr.

Virksomhed ApS sendte den 18. februar 2013 et brev til klagerens repræsentant (her-efter benævnt Advokatfirma). Af brevet fremgik blandt andet følgende:

”[…] Vedrørende oversendelse af sag Vi har på vegne af vor klient Domea ført sag om ejendomsvurderin-gen for ejendommen beliggende Adresse 1.

Klienten har den 23. september 2009 befuldmægtiget os til at over-drage sagen til eksternt advokatfirma med henblik på den videre førelse af sagen ved Landsskatteretten og eventuelt ved domstole-ne, såfremt dette måtte blive nødvendigt.

De har mundtligt indvilliget i at føre sagen videre for klienten, og jeg skal på denne baggrund oversende sagen samt sagens akter til Deres videre foranstaltning.

Idet oversendelsen af sagen sker som led i en generelfuldmagt ud-stedt til Virksomhed ApS skal jeg bede Dem rette henvendelse til klienten og sikre Dem dennes skriftlige samtykke til, at De overtager parts-repræsentationen i den konkrete sag og at De alene repræsenterer klienten i den konkrete sag fremadrettet.

Jeg skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at vi har givet klienten tilsagn om tilskud til sagsførelsen, såfremt Deres honorar ikke dækkes – eller ikke dækkes fuldt ud – af Staten i henhold til reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Såfremt sagens udfald indebærer, at der ikke ydes fuld omkost-ningsgodtgørelse, og at en del af Deres honorar derved skal betales af klienten, skal jeg bede Dem om at rette henvendelse til underteg-nede med oplysning om skyldigt beløb (vedlagt kopi af Deres salærnota til klienten), idet det for såvel Virksomhed ApS som klien-ten må anses for mest praktisk, at tilskuddet ydes direkte ved, at vi indfrier Deres krav mod klienten, frem for, at De skal opkræve ho-norar fra klienten, som efterfølgende skal have overført tilskuddet fra os.

De bedes bekræfte modtagelsen af nærværende brev samt fremsen-de kopi af kundens skriftlige samtykke, når dette foreligger. […]”

7

Advokatfirma har i forbindelse med sagens behandling ved Skatteankestyrelsen fremlagt e-mail af 21. september 2017, som er afsendt af Virksomhed ApS til Advokatfirma, vedrørende Virksomhed ApS' tilsagn til klageren om tilskud til sagsførelsen.

Af e-mailen fremgår blandt andet følgende:

”[…] Du har spurgt ind til om der foreligger et tilskudsbrev eller lignen-de i forbindelse overdragelse af sagen vedr. Adresse 1 til jer i 2015. Det gør der ikke.

Boligselskabet underskrev en generel fuldmagt til os i 2008 og siden da har der alene været mundtlig kommunikation om overdragelse af nye sager til jer. Det har været underforstået, at vi skulle give til-skud, hvilket også fremgår af vores oversendelsesskrivelser til jer. […]”

Advokatfirma sendte den 28. februar 2013 et brev til klageren. Heraf fremgik blandt andet følgende:

”[…] Vedrørende aftale om advokatbistand Virksomhed ApS har oplyst, at De ønsker, at Advokatfirma fører Deres skattesag vedrørende ejendommen belig-gende Adresse 1 ved Landsskatteretten, jf. det ved-lagte brev fra Virksomhed ApS.

Forinden vi påbegynder vores arbejde med sagen, skal vi venligst anmode Dem om at underskrive og returnere den vedlagte aftale om advokatbistand.

Aftalen er vedlagt i 2 eksemplarer. Begge eksemplarer er underskrevet af Advokatfirma. De bedes ven-ligst underskrive aftalen og returnere et eksemplar til os pr. e-mail til [udeladt] eller med post til Adresse 2, København.

Såfremt den vedlagte aftale om advokatbistand måtte give anled-ning til spørgsmål, er De naturligvis velkommen til at rette henven-delse til os. […]”

Af den ved brevet vedlagte aftale af 28. februar 2013 fremgik blandt andet føl-gende:

”[…] AFTALE OM ADVOKATBISTAND

8

Advokatfirma (herefter Advokatfirma) og Domea (herefter klienten) indgår herved aftale om, at Advokatfirma antages af klienten som advokat med henblik på at indbringe vurderingsanke-nævnets afgørelse af 22. januar 2013 vedrørende ejendommen Adresse 1 for Landsskatteretten.

Medmindre der træffes særskilt aftale om honoraret er parterne eni-ge om, at Advokatfirmas salær afregnes efter afholdt tid i overensstem-melse med Advokatfirmas standardtimetakster. Klienten er informeret om, at der må forventes afholdt mellem 20 og 30 timer på en normal sag om ejendomsvurdering ved Landsskatteretten, men at dette i øvrigt kan variere alt efter sagens omfang – herunder i hvor høj grad Landsskatteretten inddrager Advokatfirma i sagsbehandlingen ved forhandlings- og retsmøder.

Parterne har endvidere aftalt, at Advokatfirma løbende informerer klien-tens ejendomsrådgiver Virksomhed ApS om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til klienten. […]”

Klageren underskrev aftalen den 18. april 2013 og returnerede den til Advokatfirma.

Den 22. april 2013 påklagede Advokatfirma på klagerens vegne vurderingsanke-nævnets afgørelse til Landsskatteretten. Advokatfirma nedlagde følgende påstande:

”Principalt:

I henhold til vurderingslovens §§ 17-18 forhøjes klagers fradrag i grundværdien for grundforbedrende udgifter med 145.154 kr. fra 286.100 kr. til 431.254 kr. Fradraget indsættes med virkning fra den 1. januar 2003 og fremefter.

Subsidiært:

Klagers fradrag i grundværdien for grundforbedrende udgifter for-højes mest muligt efter Landsskatterettens skøn.”

Den 6. juni 2016 har Advokatfirma på klagerens vegne ansøgt SKAT om acontogodt-gørelse med 50 % af 17.500 kr., inkl. moms, for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med klagen til Landsskatteretten. Det fremgår af ansøgningen, at kravet på acontogodtgørelse er overdraget til Advokatfirma.

Ansøgningen er blandt andet vedlagt en salærnota udstedt til klageren af Advokatfirma den 24. maj 2016 på 18.300 kr. samt en transporterklæring, der er underskrevet af klageren den 1. juni 2016, hvori klageren overdrager kravet på acontogodtgørelse til Advokatfirma. Endvidere er ansøgningen vedlagt en erklæring, som er underskrevet af kla-geren den 8. april 2015. Erklæringen har følgende ordlyd:

9

”Det anerkendes herved, at der består et direkte advokat/klient-forhold mellem Advokatfirma og undertegnede, enten som direkte part i en skattesag eller som befuldmægtiget repræsentant for boligor-ganisationen, der er direkte part i sagen, og at vi eller boligorga-nisationen hæfter overfor Advokatfirma i relation til deres honorar.

Der er adgang til omkostningsgodtgørelse, der enten dækker 50% eller 100% af honoraret til Advokatfirma. Virksomhed ApS giver i henhold til aftale tilskud til dækning af eventuelt honorar, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse. Herved dækkes Advokatfirmas fulde ho-norar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud.

Som klient hæfter vi eller boligorganisationen overfor Advokatfirma, hvis Virksomhed ApS som følge af konkurs ikke er i stand til at honore-re sin tilskudsforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.

Ovenstående erklæring gælder for alle skattesager, der fremgår af vedhæftede liste.”

Nærværende sag fremgår af den i citatet nævnte vedhæftede liste.

Skatteankestyrelsen har ved brev af 7. november 2017 anmodet Advokatfirma om at oplyse, hvorvidt Virksomhed ApS har givet bankgaranti til klageren i forbindelse med, at klageren underskrev aftalen om advokatbistand med Advokatfirma. Advokatfirma har ved e-mail af 13. november 2017 til Skatteankestyrelsen oplyst føl-gende:

”I forlængelse af nedenstående sender jeg vedhæftet print af e-mail af 12. november 2017 fra chefjurist [navn udeladt], der oplyser, at Virksomhed ApS ikke har foranlediget udstedt bankgarantier i forbindel-se med behandlingen af disse sager.”

SKATs afgørelse SKAT har afslået klagerens ansøgning om acontogodtgørelse.

Af SKATs afgørelse fremgår blandt andet følgende:

”Afgørelse – begrundelse Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1. at det er en be-tingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberet-tigede skal betale udgifterne til sagkyndig bistand. Det fremgår endvidere af bekendtgørelse nr. 791 af 26. juni 2014 § 2 stk. 3, at det er en betingelse for at opnå omkostningsgodtgørelse, at regningen fra den sagkyndige er udarbejdet på grundlag af sædvanlig fakture-ring.

10

I SKM2015.479HR fandt Højesteret, at A ikke hæftede for betalingen af Advokatfirmas salær, hvorefter betingelserne for at opnå omkostnings-godtgørelse ikke var opfyldt. Det er ved vurderingen af, om grun-dejeren opfylder lovens krav om hæftelse, naturligt at tage ud-gangspunkt i de kriterier, der opstilles i denne dom.

Vurderingen af, om der påhviler Domea.dk en reel hæftelse for Advokatfirmas salærkrav, skal ske på baggrund af de dokumenter, der ud-gør aftalegrundlaget mellem Domea.dk og henholdsvis Virksomhed ApS og Advokatfirma.

SKAT tager udgangspunkt i, at det oprindelige aftalegrundlag i din klagesag baserer sig på en uopsigelig aftale mellem Domea.dk og Virksomhed ApS på vilkår om no cure no pay, hvor Virksomhed ApS' honorar beregnes som en procentdel af provenuet i klagesa-gen, og hvor Virksomhed ApS eksklusivt har rådighed over sagen, ligesom det var tilfældet i Højesteretssagen.

SKAT har modtaget indsigelse til det udsendte forslag til afgørelse den 24. november 2016, her oplyser Advokatfirma, at oversendelsen af foreningens sag til Advokatfirma er sket med standardoversendelsesbrev som i det 3. aftalegrundlag.

Advokatfirma oplyser, at der er faktureret for medgået tid i overensstem-melse med den mellem grundejerne og Advokatfirma indgået aftale om advokatbistand.

Advokatfirma henviser endvidere i sin indsigelse, til deres indlæg af 27. oktober 2016 vedrørende 3 prøvesager der verserer i Landsskatte-retten.

Advokatfirma oplyser om ’erklæringens Betydning’:

at erklæringen er en klar fravigelse af den mellem grundejeren og Virksomhed ApS indgående aftale, og der er ikke grundlag for at udlede andet af erklæringen end det, der eksplicit frem-går af den.

at uanset motivet er faktum, at grundejeren skriftligt bekræfter det direkte advokat/klientforhold og hæftelsen for betaling af Advokatfirmas honorar. Endvidere er det et faktum, at der kun er faktureret for anvendt tid efter at grundejeren positivt og skrift-ligt har bekræftet at hæfte for Advokatfirmas honorarkrav.

at erklæringen udgør præcis det skriftlige aftalegrundlag som manglen på samme af var helt afgørelsen for udfaldet af Hø-jesteretssagen. Det bør i den sammenhæng tillægges afgørende vægt, at der alene faktureres for anvendt tid efter, at grundeje-

11

ren skriftligt har bekræftet klientforholdet og positivt tilkende-givet at hæfte for betalingen af Advokatfirmas honorar.

Ifølge erklæringen, dækkes Advokatfirmas honorar af omkostningsgodt-gørelse og /eller tilskud fra Virksomhed ApS. Domea.dk hæfter overfor udgifterne til Advokatfirma, hvis Virksomhed ApS i tilfælde af konkurs ik-ke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtigelse med den del af honoraret som ikke dækkes af omkostningsgodtgørelse.

De dokumenter, der udgør aftalegrundlaget i denne sag adskiller sig fra det, der forelå i Højesteretssagen ved, at der i denne sag fore-ligger en aftale om advokat bistand og en erklæring underskrevet af Domea.dk til Advokatfirma. Erklæringen er givet lang tid efter påklagen til Landsskatteretten. SKAT er ikke i besiddelse af ’aftale om advo-katbistand’, så vi ved ikke hvornår denne aftale er underskrevet.

Advokatfirma påpeger i sin indsigelse, at det forhold, at erklæringen er underskrevet bestyrker, at det er grundejeren, der råder over sagen. Vi finder ikke, at erklæringen medfører, at Virksomhed ApS afgiver råderetten over sagen.

Sammenfattende er det derfor SKATs vurdering, at de dokumenter, der udgør aftalegrundlaget i aftalen mellem Virksomhed ApS og grunde-jeren i al væsentlighed svarer til det aftalegrundlag, der forelå i Hø-jesteretssagen. Vi finder det ikke godtgjort, at grundejeren hæfter for advokatudgiften, hvorfor grundejeren efter SKATs opfattelse ik-ke er berettiget til omkostningsgodtgørelse.

Af den oprindelige salæraftale mellem Virksomhed ApS og Domea.dk fremgår det, at foreningen ikke under nogen omstændigheder skal betale salær til Virksomhed ApS eller andre, udover hvad der kan opnås i ejendomsskattebesparelse i forbindelse med en klagesagsbehand-ling samt at aftalen er uopsigelig.

Indgåelsen af en ’aftale om advokatbistand’, hvoraf det alene frem-går, at grundejeren antager Advokatfirma som advokat, samt at salæret afregnes i overensstemmelse med Advokatfirmas standardtimetakster, er ikke tilstrækkeligt til at ændre på den oprindeligt indgåede kon-trakt med den virkning, at grundejeren hæfter for Advokatfirmas salær i tilfælde af Virksomhed ApS' konkurs.

Vi peger især på, at der foreligger en aftale mellem Virksomhed ApS og grundejeren om, at de aldrig vil komme til at betale mere end oprindeligt aftalt i kontrakten inde-holdende et vilkår om no cure no pay. Et kontraktsvilkår som Advokatfirma er bekendt med.

Domea.dk har ingen som helst grund til at forvente/mene, at de skulle betale mere for sagens førelse, herunder til at pådrage sig risikoen for at hæfte for advokatomkostninger i til-fælde af, at Virksomhed ApS ikke kunne eller ville betale Advokatfirma.

12

Indgåelsen af en ’Erklæring’, hvoraf det fremgår, at grundejeren an-erkender, at der består et direkte advokat/klient forhold mellem Advokatfirma og grundejeren, samt at grundejeren hæfter overfor Advokatfirma, hvis Virksomhed ApS som følge af konkurs ikke er i stand til at ho-norere sin tilskudsforpligtelse, er ikke tilstrækkeligt til at ændre på den oprindeligt indgåede kontrakt med den virkning, at grundeje-ren hæfter for Advokatfirmas salær i tilfælde af Virksomhed ApS' konkurs.

Vi påpeger, at der foreligger en aftale mellem Virksomhed ApS og Domea.-dk om, at Domea.dk aldrig vil komme til at betale mere end oprin-deligt aftalt i kontrakten indeholdende et vilkår om no cure no pay. Et kontrakts vilkår som Advokatfirma er bekendt med.

SKAT vurderer, at Domea.dk ikke har motiver til, at ændre det oprindelige aftale-grundlag og påtage sig risikoen for at hæfte for advokatomkostnin-ger i tilfælde af, at Virksomhed ApS' konkurs.

Det er SKATs vurdering, at Virksomhed ApS og Advokatfirma ikke har dokumenteret og godtgjort, at det oprindelige aftalegrundlag og vilkårene mellem Virksomhed ApS og grundejeren er blevet ændret ved grundejerens underskrift af aftale om advokatbistand og af er-klæringen, længe efter påklagen til Landsskatteretten. Betingelsen om, at den godtgørelsesberettigede reelt hæfter for udgifterne, hvil-ket er en betingelse for, at der kan ydes omkostningsgodtgørelse, anses dermed ikke for opfyldt.

SKAT finder ud fra en samlet vurdering af de faktiske oplysninger jf. sagsfremstillingen, ikke salæret på 17.500 kr. for godtgørelsesbe-rettiget, jf. skatteforvaltningslovens § 52 stk. 1, idet Domea.dk ikke er forpligtiget til at betale advokatfirmaets regninger vedrørende sagkyndig bistand.”

…

Landsskatterettens afgørelse Af dagældende skatteforvaltningslovs § 52, stk. 1, § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1, (lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015) fremgår føl-gende:

"§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

§ 54. Godtgørelsesberettigede er følgende udgifter, når de ifølge reg-ning skal betales eller er betalt: 1) Udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er an-sat hos den godtgørelsesberettigede.

§ 55. Godtgørelse ydes i følgende tilfælde:

13

1) Ved klage, hvor et skatteankenævnet eller Landsskatteretten træf-fer afgørelse."

Der ydes således som udgangspunkt omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og § 55, stk. 1, nr. 1.

Der kan ydes omkostningsgodtgørelse, selvom klagesagen ikke er afsluttet på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, jf. skatteforvaltningslovens § 52a. Da udfaldet af sagen i sådan et tilfælde endnu ikke kendes, udbetales der acontogodtgørelse med 50 % af de godtgørelsesberettigede udgifter.

Af en dom fra Højesteret af 30. juni 2015, offentliggjort som SKM2015.479.HR, fremgår blandt andet følgende:

"

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om S opfylder betingelserne for at få omkostnings-godtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52 for [advokatfirma-ets] honorar.

Det fremgår udtrykkeligt af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 52, at omkostningsgodtgørelse er betinget af, at den skattepligti-ge ’skal betale eller har betalt’ rådgiverhonoraret.

Forarbejderne understøtter klart bestemmelsens ordlyd. Dette gælder også for så vidt angår mandatarsager, hvorom det frem-går, at det er en betingelse, at udgifterne til rådgiverbistand på-hviler den skattepligtige og ikke mandataren, jf. betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen, s. 204-207, og Folketingstidende 1999-200, tillæg A, lovforslag nr. L 267, s.7485.

Det er således en betingelse for at få omkostningsgodtgørelse, at den skattepligtige hæfter for udgifterne til rådgiverbistand.

Det, som S har anført om, at der i administrativ praksis, herunder i mandatar sager, ikke stilles krav om en betalingsforpligtelse, kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi en praksis som den påståede ville være i klar modstrid med lovens udtrykkelige betingelse for udbetaling af omkostningsgodtgørelse.

Højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at S ikke hæftede for betaling af Advokatfirmas honorar for at behandle hans klagesag ved Landsskatteretten.

S opfylder derfor ikke betingelserne for at få omkostningsgodtgø-relse efter skatteforvaltningslovens § 52, og SKAT er berettiget til at kræve den udbetalte omkostningsgodtgørelse tilbagebetalt.

14

Højesteret stadfæster herefter dommen."

Den dom fra landsretten, som Højesteret henviser til, er offentliggjort som SKM2014.399.VLR. Af dommen fremgår følgende:

”Landsrettens begrundelse og resultat Der skal, som byretten har anført, lægges vægt på aftalegrundla-get mellem B ApS og S. Aftalegrundlaget, som D kendte, indebar bl.a., at D's varetagelse af S' skattesag aldrig ville medføre, at S kom til at betale mere end fastsat i den oprindelige kontrakt. Det har også betydning, at inddragelsen af D skete på foranledning af B ApS og havde tilknytning til et forretningsmæssigt samarbejde mellem B ApS og D.

På denne baggrund har S - uanset forklaringerne om retsforholdet mellem D og S afgivet med henblik på spørgsmålet om omkost-ningsgodtgørelse - ikke været forpligtet til at betale de tre salær-notaer udstedt af D Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52 om, at der skal være tale om udgifter, som en person omfattet af § 53, her S, ifølge regning skal betale eller har betalt, er således ikke opfyldt.

Herefter, og da S' anbringende vedrørende en administrativ prak-sis ikke kan føre til et andet resultat, stadfæster landsretten dom-men. [...]”

Det er således en grundlæggende betingelse for, at der kan ydes omkost-ningsgodtgørelse, at den godtgørelsesberettigede ifølge regning har betalt udgifterne til sagkyndig bistand mv., eller er forpligtet til at skulle betale udgifterne på et senere tidspunkt, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, og ovennævnte dom fra Højesteret.

Det er Landsskatterettens klare opfattelse, at der skal være tale om en reel hæftelse.

Bevisbyrden for, at den godtgørelsesberettigede reelt hæfter for betalingen af den omhandlede faktura, påhviler som udgangspunkt den godtgørelses-berettigede eller bistandsyderen, hvis kravet er overdraget til denne.

Klageren har overdraget kravet på acontogodtgørelse til Advokatfirma, jf. trans-porterklæringen af 24. maj 2016. Bevisbyrden for, at klageren er forpligtet til at skulle betale salærnotaen af 24. maj 2016, påhviler derfor Advokatfirma.

Advokatfirma har fremlagt brev af 18. februar 2013, hvor Virksomhed ApS overdrager sagen til Advokatfirma.

15

Advokatfirma har endvidere fremlagt brev af 28. februar 2013 fra Advokatfirma til kla-geren, der er vedlagt aftalen om advokatbistand af 28. februar 2013. Endvi-dere har Advokatfirma fremlagt en erklæring, som er underskrevet af klageren den 8. april 2015.

Hverken aftalen om advokatbistand eller erklæringen blev fremlagt i hø-jesteretssagen.

Landsskatterettens flertal har i en utrykt afgørelse af 27. marts 2017 med journalnummer 15-3230363 anført, at et aftalegrundlag som i højesteretssa-gen suppleret med en aftale om advokatbistand ikke medfører, at betingel-sen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om hæftelse er opfyldt.

Klageren har ved underskrivelsen af erklæringen anerkendt at hæfte for Advokatfirmas honorar, herunder hvis Virksomhed ApS som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskudsforpligtelse.

Hæftelsen i erklæringen anses ikke for at være reel, og Advokatfirma har derfor ikke løftet bevisbyrden for, at klageren hæfter for betalingen af den omhandlede salærnota.

Der er herved henset til det samlede aftalegrundlag mellem klageren, Virksomhed ApS og Advokatfirma. Inddragelsen af Advokatfirma sker på foranledning af Virksomhed ApS, jf. procesfuldmagten af 23. september 2009 og oversen-delsesbrevet fra Virksomhed ApS til Advokatfirma af 18. februar 2013, og kontrakten mellem klageren og Virksomhed ApS var uopsigelig, indtil skat-tesagen havde fundet sin afslutning. Forholdene i nærværende sag sy-nes således ikke at afvige sig væsentligt fra forholdene i dommen fra Højesteret, offentliggjort som SKM2015.479.HR.

Af de grunde som Højesteret har henvist til, jf. herved landsrettens dom, kan klageren derfor ikke anses for at hæfte for betalingen af den omhandlede salærnota.

Der er således ikke tale om, at klageren reelt skal betale eller har be-talt den omhandlede salærnota.

Betingelsen i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, om, at den skat-tepligtige skal betale eller har betalt det beløb, som ansøgningen ved-rører, er dermed ikke opfyldt, og der kan derfor ikke ydes omkost-ningsgodtgørelse.

SKAT har således med rette afslået at behandle den omhandlede an-søgning om acontogodtgørelse, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor. …”

Parternes synspunkter

16

Domea.dk s.m.b.a. har anført blandt andet, at det fremgår af skatteforvaltnings-lovens § 52, stk. 1, at der ydes en godtgørelse på 50 % af de udgifter, som en person omfattet af lovens § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sag-kyndig bistand med videre, som nævnt i lovens § 54 i de sager, der er nævnt i lovens § 55, og at der ydes en godtgørelse på 100 %, hvis den pågældende per-son i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.

Af skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 1, fremgår, at udgifter til sagkyndig bistand, medmindre den sagkyndige er ansat hos den godtgørelsesberettigede, er godtgørelsesberettigede, når de ifølge regning skal betales eller er betalt.

Endelig fremgår af skatteforvaltningslovens § 55, stk. 1, nr. 1, at godtgørelse ydes ved klage, hvor et skatteankenævn eller Landsskatteretten træffer afgørel-se.

Det følger heraf, at der som udgangspunkt ydes omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten.

Det følger endvidere, at det er en betingelse for omkostningsgodtgørelse, at der foreligger en regning, som den godtgørelsesberettigede skal betale eller har be-talt. Den godtgørelsesberettigede skal altså hæfte for betalingen af den sagkyn-dige bistand.

Det gøres overordnet gældende, at Domea hæfter for betalingen af Advokatfirmas ho-norar, hvorfor Domea er berettiget til omkostningsgodtgørelse, idet det er ube-stridt, at der er udført godtgørelsesberettiget arbejde i en godtgørelsesberettiget sag af en sagkyndig bistandsyder.

Landsskatteretten fandt, at Advokatfirma ikke havde løftet bevisbyrden for, at Domea hæfter for betalingen af Advokatfirmas honorar, hvorfor der ikke er adgang til om-kostningsgodtgørelse.

Landsskatteretten lagde herved vægt på det samlede af-talegrundlag mellem Domea, Virksomhed ApS (”Virksomhed ApS”) og Advokatfirma, at inddragelsen af Advokatfirma skete på foranledning af Virksomhed ApS, at det ikke frem-går direkte af aftalen om advokatbistand, at Domea hæfter for betalingen af Advokatfirmas honorar, at hæftelsen i erklæringen ikke kan anses for at være reel, og at forholdene ikke ses at adskille sig væsentligt fra forholdene i Højesterets dom i U2015.3383H.

Domea er for så vidt enig i, at man skal se på tingene i deres helhed, og at man derfor bliver nødt til at se på det samlede aftalegrundlag mellem Domea, Virksomhed ApS og Advokatfirma, når det skal vurderes, om Domea hæfter for betalingen af Advokatfirmas honorar. Domea er derimod ikke enig i, at en samlet vurdering af afta-legrundlaget kan føre til, at Domea ikke hæfter for betalingen af Advokatfirmas ho-

17

norar. Domea er heller ikke enig i, at forholdene i den foreliggende sag ikke ad-skiller sig væsentligt fra forholdene i Højesterets dom. Der er helt afgørende forskelle og kun få ligheder. Heller ikke det forhold, at Advokatfirma inddrages i sa-gen på foranledning af Virksomhed ApS med henvisning til den af Domea udstedte fuldmagt kan føre til, at Domea ikke hæfter for betalingen af Advokatfirmas honorar.

For det første, er der ikke tale om, at Virksomhed ApS med henvisning til fuldmagten antager Advokatfirma som Domeas partsrepræsentant. Fuldmagten er alene løfte-stang for henvendelsen til Advokatfirma, og det er Domea selv, der med aftalen om advokatbistand antager Advokatfirma som partsrepræsentant. Domea kunne have valgt ikke at lade sig repræsentere af Advokatfirma.

For det andet, følger det af helt grundlæggende obligationsretlige regler om fuldmagtsforhold, at Domea fuldt ud hæfter for Virksomhed ApS' handlinger som fuldmægtig, så længe denne handler inden for rammerne af fuldmagten.

For så vidt angår den nævnte højesteretsdom, var der hér tale om en konkret bevisvurdering, og præjudikatværdien af dommen er begrænset til sager, hvor aftalegrundlaget er det samme, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

Domea har i den foreliggende sag indgået en honoraraftale med Virksomhed ApS, der er tilsvarende den, som grundejeren i højesteretssagen havde indgået med Virksomhed ApS. Domea har ligeledes udstedt en fuldmagt til Virksomhed ApS, hvis ind-hold er tilsvarende den fuldmagt, grundejeren i højesteretssagen udstedte til Virksomhed ApS efter sagens overdragelse til Advokatfirma. Så vidt er aftalegrundlaget i højesteretssagen og aftalegrundlaget i den foreliggende sag ens. Men her hører lighederne til gengæld op.

I højesteretssagen sendte Virksomhed ApS således et orienteringsbrev til grundejeren efter sagens overdragelse til Advokatfirma og efter, at Advokatfirma havde indbragt sagen for Landsskatteretten. Det var af dette brev – og ikke af honoraraftalen – at det fremgik, at grundejeren aldrig ville kunne komme til at betale mere i honorar, end det der fremgik af aftalen med Virksomhed ApS. I den foreliggende sag er der ik-ke et sådant orienteringsbrev.

Brevet i den foreliggende sag af 18. februar 2013 fra Virksomhed ApS til Advokatfirma ad-skiller sig også fra det tilsvarende brev i højesteretssagen, hvoraf det fremgik, at Virksomhed ApS havde mulighed for at tilbagekalde sagen til egen fortsat behand-ling. En sådan mulighed for tilbagekaldelse fremgår ikke af brevet i den forelig-gende sag.

Derimod fremgår det, at Virksomhed ApS opfordrer Advokatfirma til at rette henvendelse til Domea med henblik på at sikre dennes skriftlige samtykke til sagens overdragelse, og at Advokatfirma herefter alene repræsenterer Domea i den fremadrettede behandling af sagen. Endvidere fremgår det, at Virksomhed ApS har

18

påtaget sig at yde et tredjemandstilskud i det tilfælde, at Advokatfirmas honorar ikke dækkes fuldt ud af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

Efter modtagelsen af Virksomhed ApS' brev rettede Advokatfirma skriftlig henvendelse til Domea med fremsendelse af en aftale om advokatbistand, som Domea accepte-rede.

Denne aftale, som er indgået direkte mellem Domea og Advokatfirma forud for Advokatfirmas påbegyndelse af arbejdet, er en helt afgørende forskel i forhold til højeste-retssagen. Heraf fremgår det netop, at det henset til aftaleforholdet mellem grundejeren og Virksomhed ApS, herunder særligt orienteringsbrevet fra Virksomhed ApS til grundejeren, hvoraf det fremgik, at grundejeren aldrig ville komme til at be-tale mere end fastsat i honoraraftalen med Virksomhed ApS, i særlig grad påhvilede grundejeren at dokumentere, at dette aftaleforhold var fraveget.

I den foreliggende sag er der forud for Advokatfirmas påbegyndelse af arbejdet – og som betingelse herfor – indgået en skriftlig aftale om advokatbistand, hvor op-draget kvalificeres ligesom der gives oplysninger om, hvorledes honoraret fast-sættes. Der foreligger altså lige præcis den dokumentation for – eller formalise-ring af – retsforholdet mellem Domea og Advokatfirma, som der ikke var i højeste-retssagen.

Det følger af helt grundlæggende aftaleretlige regler, at Domea som følge af den indgåede aftale om advokatbistand hæfter for betaling af Advokatfirmas honorar. Advokatfirma er herefter forpligtet til at levere den ydelse, som fremgår af aftalen – konkret indbringelse af vurderingsankenævnets afgørelse for Landsskatteret-ten. Omvendt er Domea forpligtiget til at betale for den leverede ydelse i over-ensstemmelse med aftalens honorarbestemmelser.

Eftersom Advokatfirma har leveret den aftalte ydelse, er Domea forpligtet til at betale honorar til Advokatfirma i overensstemmelse med aftalen. Dette er implicit i aftalen, og der kan ikke stilles krav om, at det skal fremgå udtrykkeligt, hvilket ellers Landsskatteretten og Ministeriet lægger vægt på.

At det er Domeas egen opfattelse, at Domea hæfter for betalingen af Advokatfirmas honorar, fremgår endvidere af en erklæring underskrevet af Domea den 8. april 2015.

Landsskatteretten affejer erklæringens betydning med ordene ” Hæftelsen i erklæ-ringen anses ikke for at være reel […]” uden i øvrigt at gøre sig bare den mindste ulejlighed med at begrunde, hvorfor hæftelsen i erklæringen ikke anses for at være reel.

19

Af erklæringen fremgår det, at Domea anerkender, at der består et direkte ad-vokat-/klientforhold mellem Advokatfirma og Domea, og at Domea hæfter over for Advokatfirma for betaling af Advokatfirmas honorar.

Erklæringen er sammen med særligt aftalen om advokatbistand en klar fravi-gelse af den mellem Domea og Virksomhed ApS indgåede aftale, og der er ikke grundlag for at udlede andet af erklæringen end det, der eksplicit fremgår af den.

Det fremgår klart af Landsskatterettens præmisser i den foreliggende sag, at flertallet af Landsskatterettens medlemmer har lagt helt afgørende vægt på, at det ikke af aftalegrundlaget mellem Domea og Advokatfirma eksplicit fremgår, at Do-mea hæfter for betalingen af Advokatfirmas honorar.

Der stilles altså større krav til grundejere, der har været repræsenteret af Virksomhed ApS, end der gør til andre grundejere, der ikke har været repræsenteret af Virksomhed ApS, når det kommer til spørgsmålet om hæftelse for betaling af den sagkyndiges honorar. Erklæringen udgør imidlertid netop en sådan udtrykkelig dokumentation for hæftelsen.

Do-mea bekræfter således positivt, at denne hæfter for betalingen af Advokatfirmas ho-norar.

Det forhold, at der i Domeas aftale med Virksomhed ApS er en passus om uopsigelig-hed, medfører ikke, at Domea ikke hæfter for betalingen af Advokatfirmas honorar i henhold til aftalen om advokatbistand. Vilkåret medfører ikke en eksklusiv ret for Virksomhed ApS til at være den eneste repræsentant for Domea, ligesom det ikke begrænser Domea til kun at lade sig repræsentere af Virksomhed ApS.

Videre strider det i mod helt grundlæggende obligationsretlige regler om fuld-magtsforhold, at Domea ikke skulle hæfte for betalingen af Advokatfirmas honorar, fordi henvendelsen fra Virksomhed ApS til Advokatfirma om overtagelse af sagen sker med henvisning til den udstedte fuldmagt.

Det skal i den forbindelse understreges, at fuldmagten ikke er udnyttet af Virksomhed ApS til på vegne af Domea at antage Advokatfirma som repræsentant. Det er alene den indledende henvendelse til Advokatfirma, der sker med henvisning til fuldmag-ten. Selve aftaleindgåelsen sker direkte mellem Domea og Advokatfirma forud for og som betingelse for Advokatfirmas overtagelse af sagen.

Fuldmagten – der altså ikke er udnyttet – medfører heller ikke, at Domea ikke rådede over sagen. Det var Domea selv, der antog Advokatfirma som partsrepræsen-tant, og Domea kunne have valgt ikke at lade sig repræsentere af Advokatfirma. Dette forhold viser om noget, at Domea selv rådede over sagen. Det forhold, at Do-mea har udstedt en fuldmagt til Virksomhed ApS, ændrer ikke på adgangen til at ind-gå i et direkte aftaleforhold med Advokatfirma. Fuldmagten har derfor heller ikke be-tydning for den hæftelse, der følger af det direkte aftaleforhold mellem Domea

20

og Advokatfirma. Eftersom det er Domea selv, der direkte har indgået aftale med Advokatfirma, kan Virksomhed ApS heller ikke tilbagekalde sagen med henvisning til fuld-magten. Det fremgår i øvrigt intet sted af fuldmagten, at denne er uigenkalde-lig.

Selv hvis det lægges til grund, at fuldmagten var udnyttet, og Virksomhed ApS på Domeas vegne havde antaget Advokatfirma til føre sagen i Landsskatteretten – hvil-ket altså ikke er tilfældet – er det fortsat uden betydning for vurderingen af Do-meas hæftelse. I et fuldmagtsforhold handler den befuldmægtigede på vegne af fuldmægtigen og ikke på egne vegne.

Ministeriet gør gældende, at såfremt Domea har påtaget sig en hæftelse for be-talingen af Advokatfirmas honorar, så er en sådan forpligtelse uden betydning. Hen-set til, at der ses at være enighed om, at det er helt afgørende for retten til om-kostningsgodtgørelse, at Domea hæfter for betalingen af Advokatfirmas honorar, er det imidlertid ganske mærkværdigt, at Ministeriet hævder, at lige netop hæftel-sesforholdet er uden betydning.

Ministeriet anfører, at en forpligtelse for Domea til at betale Advokatfirmas honorar må frakendes enhver retlig betydning over for staten. Dette sker med henvis-ning til, at der er tale om et forsøg på omgåelse i klar modstrid med reglernes formål. Omgåelse må imidlertid forudsætte en konstruktion, der medfører, at omkostningsgodtgørelse udbetales, hvor Ministeriet ellers ikke ville være for-pligtet hertil.

Der er hér tale om en i øvrigt godtgørelsesberettiget sag, hvor der er udført godtgørelsesberettiget arbejde af en sagkyndig bistandsyder. Såfremt Domea ik-ke tidligere havde været kunde hos Virksomhed ApS og havde indgået aftale med en hvilken som helst anden sagkyndig bistandsyder om førelse af sagen i Lands-skatteretten, ville der utvivlsomt have været adgang til omkostningsgodtgørel-se.

Ydermere, hvis Virksomhed ApS havde ført sagerne for Domea i Landsskatteret-ten, ville Domea have været berettiget til omkostningsgodtgørelse for den del af Virksomhed ApS' honorar, der kunne henføres til sagens førelse i Landsskatteretten.

Der er i den foreliggende sag ikke et tab for Ministeriet, hvis omkostningsgodt-gørelsen udbetales. De eneste, der taber noget, er Domea (og de øvrige grunde-jere), der ikke opnår den omkostningsgodtgørelse, som de har et lovmæssigt krav på.

Ordningens fornemste formål er i øvrigt at øge borgernes retssikker-hed ved at staten helt eller delvist betaler en skatteyders udgifter til sagkyndig bistand i skatte- og afgiftssager for derved at sikre, at sager, der normalt ellers ikke ville blive ført ud fra almindelige procesøkonomiske overvejelser, alligevel bliver ført, hvilket også fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningslovens § 52.

21

Ministeriets bemærkning om, at: ” Omkostningsgodtgørelsesordningen har ikke til hensigt at tilgodese et sådant set-up som i nærværende sag, hvor aftaleforholdet mellem Virksomhed ApS og Domea ligger fast og opgavefordelingen er klar” , viser, at Ministe-riet kun ser på enkeltelementer i aftalegrundlaget i stedet for at se tingene i hel-hed.

Man kan ikke, som Ministeriet vælger at gøre det, se bort fra aftaleforholdet mellem Domea og Advokatfirma. Man kan heller ikke se bort fra erklæringens ind-hold. Advokatfirma har i overensstemmelse med den indgåede aftale om advokatbi-stand udført godtgørelsesberettiget arbejde i en godtgørelsesberettiget sag og for en godtgørelsesberettiget person. Der er således på ingen måde tale om et forsøg på at omgå reglerne i strid med omkostningsgodtgørelsesordningens for-mål.

Det er heller ikke Virksomhed ApS, der søger om at få statskassen til at betale for Virksomhed ApS' udgifter til Advokatfirma.

For det første har Virksomhed ApS ingen udgifter til Advokatfirma allerede af den grund, at Advokatfirma ikke er antaget af Virksomhed ApS. Virksomhed ApS har derimod en udgift til Domea i form af det lovede tredjemandstilskud for den del af Advokatfirmas ho-norar, der ikke måtte blive dækket af reglerne om omkostningsgodtgørelse.

For det andet er det Advokatfirma, der som sagkyndig bistandsyder på vegne af sin klient ansøger om omkostningsgodtgørelse akkurat som andre sagkyndige bi-standsydere gør det på vegne af deres klienter i tusindvis af andre skattesager, hvor der er adgang til omkostningsgodtgørelse.

Det er heller ikke Virksomhed ApS, der har ændret i Advokatfirmas aftalegrundlag med grundejerne for ”at aftale sig ind i en model, der gav tilskud” .

Som enhver ansvarlig advokatvirksomhed, hvis forretningsgrundlag er centre-ret omkring skatterådgivning, er reglerne om omkostningsgodtgørelse centrale.

Da SKAT i 2011 begyndte at stille spørgsmålstegn ved Advokatfirmas klienters beret-tigelse til omkostningsgodtgørelse og begyndte at afvise anmodninger herom grundet klientens manglende direkte aftale med Advokatfirma, blev der selvsagt ta-get forholdsregler til beskyttelse af klienternes lovmæssige krav på omkost-ningsgodtgørelse, herunder fordi udsigterne til en afklaring af korrektheden af SKATs afslag var lange.

Det var i den forbindelse, at Advokatfirma introducerede en egentlig aftale om advokatbistand, som klienterne, herunder Domea, blev præ-senteret for og skulle acceptere og underskrive, forud for Advokatfirmas påbegyndel-se af arbejde på en sag.

22

Skatteministeriet har heroverfor anført blandt andet, at Domea ikke hæfter for Advokatfirmas faktura, hvorfor der ikke er hjemmel til at udbetale omkostningsgodt-gørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1.

Hvis den sagkyndige ikke kan kræve sit salær betalt af den godtgørelsesberetti-gede, indebærer det, at omkostningsgodtgørelse er udelukket. Bevisbyrden for, at Domea er retligt forpligtet til at betale den omhandlede faktura, påhviler den, der påstår at have ret til omkostningsgodtgørelse, det vil sige enten Advokatfirma, da det eventuelle krav er overdraget til Advokatfirma, og/eller Domea, og denne bevis-byrde er ikke løftet.

Aftalegrundlaget i nærværende sag svarer til det, der var til prøvelse i tre sager ved Landsskatteretten. I disse tre sager slog Landsskatteretten ved afgørelser af 27. marts 2017 fast, at dette aftalegrundlag ikke opfyldte lovens betingelser for at opnå omkostningsgodtgørelse. To af disse afgørelser er indbragt for domsto-lene - Retten på Frederiksbergs dom af den 25. januar 2019 i sagen BS-9167/2017 (M53) og Retten i Viborgs dom af 11. april 2019 i sagen BS 1-716/2017 (M97).

Såvel Retten på Frederiksberg som Retten i Viborg gav Ministeriet medhold i, at den sagsøgende boligforening ikke hæftede for Advokatfirmas regninger. Der er i præmisserne blandt andet lagt vægt på den klare underliggende forudsætning om, at boligforeningerne ikke ville kunne komme til at betale mere end fastsat i den oprindelige aftale indgået med Virksomhed ApS på no cure no pay-vilkår. Do-mea har anmodet om Procesbevillingsnævnets tilladelse til anke af Retten på Frederiksbergs dom. Sagen har i øvrigt betydning for et sagskompleks, der om-fatter et meget stort antal sager.

Den eneste forskel mellem nærværende sag og dommene i de ovenfor nævnte sager er, at Domea i nærværende sag den 8. april 2015 har underskrevet en er-klæring forud for anmodningen om omkostningsgodtgørelse. Tilsvarende er-klæringer i de andre sager var derimod underskrevet af sagsøgerne efter an-modningen om omkostningsgodtgørelse. I alle tre sager er erklæringerne afgi-vet efter Advokatfirma påbegyndte arbejdet med klagesagen for Landsskatteretten.

Uanset hvornår erklæringen er underskrevet, ændrer erklæringen ikke på det allerede foreliggende aftalegrundlag. Domea har dermed ikke ret til omkost-ningsgodtgørelse, uanset om arbejdet, der ansøges om omkostningsgodtgørelse for, er udført før eller efter erklæringens underskrift. Det er desuden ikke godt-gjort, om og i givet fald i hvilket omfang der er udført arbejde efter erklærin-gens underskrivelse.

Ved vurderingen af, om der i nærværende sag foreligger en reel hæftelse, er det afgørende at se tingene i helhed, herunder at Virksomhed ApS – da det, efter at SKAT i 2011 begyndte at undersøge forholdet nærmere, gik op for selskabet, at dets

23

model var problematisk i relation til at opnå omkostningsgodtgørelse, jf. herved Højesteret dom i U2015.3383H – har forsøgt at ændre enkeltelementer.

Virksomhed ApS har siden prøvet at aftale sig ind i en model, der gav tilskud, men uden at miste det kommercielt meget stærke kort – no cure no pay-modellen. SKAT har således i nogle sager konstateret, at nogle klienter ikke ville påtage sig den reelt teoretiske risiko for at ende med at hænge på advokatregningen. Disse klienter fik derfor en bankgaranti betalt af Virksomhed ApS, der skulle dække, hvis Virksomhed ApS gik konkurs.

I denne sag sker forsøget på at aftale sig ind i en model, der skal sikre Virksomhed ApS, at statskassen betaler for selskabets underleverandør, på et tidspunkt, hvor der mellem Virksomhed ApS og Domea er en uopsigelig aftale indgået i marts 2005. Brevene af 18. og 28. februar 2013 samt erklæringen af 8. april 2015 har alene til formål at søge at opnå, at statskassen betaler Virksomhed ApS' udgifter til selskabets underleverandør, Advokatfirma.

En række grunde viser, hver for sig eller i hvert fald tilsammen, at betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse ikke er opfyldt.

Virksomhed ApS og Domea har indgået en uopsigelig aftale, hvoraf det blandt andet fremgår, at: ” Virksomhed ApS' konsulenter, advokater og revisorer vil forestå udførelsen af opgaven.”

Virksomhed ApS fik ved fuldmagt af 23. september 2009 ret til at ”uddelegere” sel-skabets procesfuldmagt til Advokatfirma. I fuldmagten hedder det videre blandt an-det at: ” Som en del af fuldmagten indgår tillige retten til at tilbagekalde en uddelegeret procesfuldmagt på vegne af undertegnede.” Tilbagekaldelsesretten viser, at Advokatfirma ikke er advokat for klienten, men for Virksomhed ApS, der således også har mulig-hed for at tilbagekalde sagen fra Advokatfirma.

Når klienten ikke har råderet over processen efter den uigenkaldelige aftale, og Virksomhed ApS har en ret til at indsætte en advokat, Advokatfirma, og tilbagekalde denne underleverandøraftale, er betalingen af Advokatfirma ikke en forpligtigelse for Virksomhed ApS' klient, men udelukkende for hvervgiveren, nemlig Virksomhed ApS.

At Advokatfirma er en underleverandør understreges af, at det blandt andet fremgår af den fremlagte aftale mellem Domea og Advokatfirma, at ” Parterne har […] aftalt, at Advokatfirma løbende informerer klientens ejendomsrådgiver Virksomhed ApS om sagens forløb og fremsender kopi af processkrifter med videre hertil og ikke direkte til klienten.”

Domea er desuden blevet opfordret til at oplyse, om Domea forud for modta-gelsen af denne såkaldte ”aftale om advokatbistand” både var blevet informeret om det forventede tidsforbrug på en normal sag og havde aftalt, at Virksomhed ApS

24

løbende skulle informeres om sagens forløb med videre. Domea har hertil op-lyst, at Domea har modtaget information om tidsforbruget, men dette er udoku-menteret og må i så fald være sket mundtligt.

Hverken den såkaldte ”aftale om advokatbistand” eller erklæringen af 8. april 2015 medfører, at Domea hæfter for Advokatfirmas salær.

Det er i øvrigt ganske naturligt, at erklæringen efter sin ordlyd er bagudrettet i tid. Erklæringen er således underskrevet på et tidspunkt, hvor sagen i U2015.3383 H endnu ikke var afgjort. Det var i øvrigt samme situation som med erklæringerne i sagerne fra retterne på Frederiksberg og i Viborg.

Erklæringen er heller ikke udtryk for, at der hæftes. Det fremgår således af er-klæringen blandt andet, at: ”Som klient hæfter vi eller boligorganisationen overfor Advokatfirma, hvis Virksomhed ApS som følge af konkurs ikke er i stand til at honorere sin tilskud-sforpligtelse, og der måtte være en del af honoraret, der ikke dækkes af omkostningsgodt-gørelse. ” Det vil sige, at erklæringen alene ”gælder ” ved Virksomhed ApS' konkurs. Den gælder ikke, hvis Virksomhed ApS af andre årsager ikke honorerer sin betalings-forpligtelse – eksempelvis ved uenighed.

At der på tidspunktet for erklæringens underskrivelse forelå en uopsigelig afta-le mellem Virksomhed ApS og Domea samt den foreliggende procesfuldmagt medfø-rer, at Domea ikke med underskrivelsen af erklæringen kan anses for at have påtaget sig en hæftelsesforpligtelse.

En sådan påtagelse af en hæftelse over for Advokatfirma vil også være i strid med det aftalegrundlag, der allerede foreligger mellem Domea og Virksomhed ApS, hvorfor Domea heller ikke med erklæringen kan bekræfte en eksisterende hæftelse for Advokatfirmas salær.

Domeas aftale med Virksomhed ApS er således ikke ændret, sådan at Domea kan komme til at hænge på advokatregningen. Domea har også på opfordring op-lyst, at honorarbestemmelsen i aftalen også gælder efter inddragelsen af Advokatfirma. Ligesom Domea har betalt honorar til Virksomhed ApS i sager, hvor der er sket nedsættelse af grundskylden som resultatet af Advokatfirmas arbejde med sagen. Det har desuden formodningen imod sig, at Domea ville påtage sig en yderligere hæftelse, og at dette i givet fald skulle ske uden forudgående skriftlig eller mundtlig rådgivning herom.

Underskrivelsen af erklæringen er derimod sket på foranledning af, at SKAT begyndte at vise interesse for Virksomhed ApS' forretningsmodel og ligeledes efter opstart af højesteretssagen.

25

SKAT har under sagens behandling ved Landsskatteretten opfordret Domea til at redegøre for samt fremlægge korrespondancen mellem henholdsvis Virksomhed ApS, Advokatfirma og Domea vedrørende den rådgivning, der lå til grund for under-skrivelsen af erklæringen. Domea har imidlertid ikke fremlagt nogen korre-spondance, men har derimod oplyst, at Domea hverken har modtaget mundtlig eller skriftlig rådgivning fra Virksomhed ApS eller Advokatfirma om konsekvenserne ved Domeas underskrift af aftalen om advokatbistand eller erklæringen.

Som det også fremgår af Domeas indlæg af 8. november 2017 for Landsskatte-retten, blev både aftalen om advokatbistand og erklæringen underskrevet på Advokatfirmas foranledning. En sådan efterfølgende erklæring medfører derfor ikke, at betingelserne for at opnå omkostningsgodtgørelse er opfyldt, jf. U2015.3383H samt retterne på Frederiksberg og i Viborgs domme.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at det ikke fremgår af sagens bilag, hvornår det ar-bejde, der er ansøgt om omkostningsgodtgørelse for, og som sagen angår, blev udført.

Det bemærkes endelig, at en sådan eventuel påtagelse af en forpligtelse for Do-mea under alle omstændigheder må frakendes enhver retlig betydning over for staten, da der er tale om et forsøg på at omgå reglerne i klar modstrid med ord-ningens formål, jf. eksempelvis Højesteret dom i U2014.2742H. To parter kan ik-ke aftale, at en tredjemand – her staten – skal betale en udgift, som aftaleforhol-det mellem de to parter udløser.

Omkostningsgodtgørelsesordningen har ikke til hensigt at tilgodese et sådan set-up som i nærværende sag, hvor aftaleforholdet mellem Virksomhed ApS og Do-mea ligger fast, og opgavefordelingen er klar. Det er Virksomhed ApS, der skal udfø-re arbejdet, eventuelt ved brug af underleverandører, og Domeas opgave er at ”betale” , hvis det bliver en succes. Domeas teoretiske risiko for at ”hænge” på advokatregningen skulle jo efter sit indhold også gælde ved ”fiasko” , altså hvor der ikke opnås succes.

Set-uppet - når der som her foreligger en uigenkaldelig aftale - er et forsøg på misbrug af en ordning, hvis fornemme formål er at øge borgernes retssikker-hed, derved at staten betaler en stor del af de ofte betydelige udgifter til rådgi-verne, herunder advokater, der er ved at føre skattesager. Og vinder borgeren sagen overvejende, betaler staten hele udgiften.

Ordningen var selvsagt ikke tiltænkt den anvendelse, som er tilfældet i nærvæ-rende sag. Dette understreges også af den senere lovændring, hvor Folketinget afskaffede muligheden for repræsentanter til at yde skattefri tredje-mandstilskud til deres klienter, når der var indgået honoraraftaler baseret på sagens udfald, også kaldet no cure no pay-vilkår, jf. lov nr. 1501 af 23. december 2014 om ændring af ligningsloven. Folketinget har således taget stilling til ord-

26

ningen og afskaffet muligheden for, at repræsentanter kan yde skattefri tredje-mandstilskud til deres klienter, når der er indgået honoraraftaler, der er baseret på sagens udfald, de såkaldte no cure no pay-vilkår.

Parternes hensigt med underskrivelsen af erklæringen har været at aftale sig ind i retten til omkostningsgodtgørelse (hvis retten modsat ministeriet antager dette), dog uden at ændre de grundlæggende vilkår i det foreliggende aftale-grundlag, herunder no cure no pay-vilkåret.

Retsgrundlag

Skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, har følgende ordlyd:

”§ 52. Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfat-tet af § 53 ifølge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v. som nævnt i § 54 i de sager, der er nævnt i § 55. Dog ydes en godtgørelse på 100 pct., hvis den pågældende person i sagen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad.”

Reglerne om omkostningsgodtgørelse fandtes oprindeligt i lov nr. 233 af 23. maj 1984 om omkostningsdækning af udgifter til sagkyndig bistand i skattesager, der i § 1 bestemte: ” Udgifter betalt til bistand i skattesager dækkes…” .

Ved lov nr. 238 af 2. april 1997 blev bestemmelserne om omkostningsgodtgørel-se overført til skattestyrelsesloven §§ 33 A-33 C, og den centrale tekst i § 33 A, stk. 1, blev affattet således: ” Der ydes tilskud til dækning af udgifter, som den skat-tepligtige har betalt for sagkyndig bistand…” .

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget anføres bl.a., at tilskudsberettiget er ” alene den skattepligtige, som sa-gen vedrører…” (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, lovforslag nr.

L 121, side 2802), og i de specielle bemærkninger til § 33 A anføres blandt andet, at tilskud-det ” ydes alene til udgifter, der er afholdt og betalt af den skattepligtige, som skattesa-gen vedrører” (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, lovforslag nr. L 121, side 2807).

Af betænkning nr. 1382/2000 om omkostningsdækningsordningen side 179 fremgår blandt andet:

” Kapitel 8. Udvalgets overvejelser om kredsen af tilskudsberettigede Tilskudsberettiget efter skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1 er den skattepligti-ge, som har afholdt udgifterne til den sagkyndige bistand, og som sagen ved-rører.

Udvalget har overvejet om den nugældende retstilstand bør opretholdes, eller om kredsen af tilskudsberettigede med fordel kan udvides til også at omfatte andre end den skattepligtige, som sagen vedrører.

27

Set i et retssikkerhedsmæssigt og administrativt perspektiv vil det være mest hensigtsmæssigt, at tilskudsordningen indrettes på samme måde som i dag, dvs. at kredsen af tilskudsberettigede forholdsvis nemt skal kunne afgrænses. Dette fremmer borgernes mulighed for at forudsige, om de vil kunne få om-kostningsdækning til udgifter ved klage over en afgørelse, ligesom det letter administrationen af ordningen, jf. kapitel 3, afsnit 3.3. …

Udvalget har ved sine overvejelser lagt til grund, at det fortsat skal være en betingelse for, at den tilskudsberettigede kan få tilskud, at udgifterne til den sagkyndige bistand påhviler den pågældende skatte- eller afgiftspligtige.”

Af betænkningen side 196-197 fremgår blandt andet:

” 8.4. Mulighed for at yde et skattefrit ikke fradragsberettigede tilskud til skatte- og af-giftspligtige, der fører en sag …

Der er, som beskrevet i kapitel 3, afsnit 3.5.3.1., mulighed for, at f.eks. en faglig forening støtter et medlem ved som mandatar at føre medlemmets sag, uden at dette får skattemæssige konsekvenser for medlemmet. I den situation kan der efter de gældende regler ikke ydes omkostningsdækning til medlemmet, fordi den pågældende ikke har afholdt udgifterne til den sagkyndige bistand i sagen (det gør foreningen, som mandatar), og der kan heller ikke ydes om-kostningsdækning til foreningen, fordi foreningen ikke er det subjekt, som sa-gen vedrører.

Hvis foreningen i stedet for at optræde som mandatar, yder et tilskud til det pågældende medlem til betaling af udgifter for sagkyndig bistand i f.eks. en skattesag, kan medlemmet efter de gældende regler få omkostningsdækning, men foreningens tilskud er skattepligtigt for medlemmet, hvis der er tale om, at foreningen har betalt medlemmets private udgifter. Tilskuddet fra forenin-gen fragår i beregningsgrundlaget for omkostningsdækning.”

Af betænkningen side 204-207 fremgår blandt andet:

” 8.4.2.

Sammenfatning – mulighed for at yde et skattefrit ikke fradragsberettiget til-skud til en skatte- eller afgiftspligtig, der afholder udgifter til sagkyndig bistand i en sag Omkostningsdækningsudvalget anbefaler, at det skal være muligt for en tred-jemand at yde et skattefrit ikke fradragsberettiget tilskud til en skatte- eller af-giftspligtig, der fører en sag, og som i den forbindelse afholder omkostnings-dækningsberettigede udgifter til sagkyndig bistand.

Udvalget anbefaler, at et sådant tilskud ikke fragår i beregningsgrundlaget for omkostningsdækning. Der skal selvsagt alene kunne ydes et tilskud, der dækker de udgifter til sag-kyndig bistand, der resterer, efter at omkostningsdækning er udbetalt.

28

…

Konsekvensen af udvalgets anbefalinger kan illustreres ved følgende eksemp-ler:

Eksempel 1 I eksemplet er der regnet med en omkostningsdækningsprocent på 50. Se ud-valgets overvejelser herom i kapitel 11.

En skatteyder fører en skattesag, og afholder 100.000 kr. i udgifter til sagkyn-dig bistand, der er omkostningsdækningsberettigede efter skattestyrelseslo-ven. Skatteyderen søger om omkostningsdækning, og får dækning for 50% af udgifterne, dvs. i alt kr. 50.000.

Skatteyderens fagforening ønsker at støtte skatteyderen økonomisk, fordi det har vist sig, at sagen har betydning for en lang række af foreningens medlem-mer. Fagforeningen kan yde skatteyderen et skattefrit tilskud, der ikke er fradragsberettiget for foreningen, på maksimalt 50.000 kr., der udgør den re-sterende del af skatteyderens regning for sagkyndig bistand i den pågældende sag.

Efter de gældende regler ville et tilskud fra skatteyderens fagforening på 50.000 kr. være skattepligtigt for skatteyderen, og det ville skulle fragå i bereg-ningsgrundlaget for omkostningsdækning, således at omkostningsdækningen skulle beregnes af 50.000 kr. Med den nuværende omkostningsdækningspro-cent på 38 ville skatteyderen således opnå omkostningsdækning på 19.000 kr.

Eksempel 2 En fagforening indtræder som mandatar for et medlem i medlemmets skat-tesag ved landsretten, fordi foreningen finder, at sagen har betydning for en lang række af foreningens medlemmer. Foreningen afholder 100.000 kr. til sagkyndig bistand i sagen.

De 100.000 kr. er ikke skattepligtige for det medlem, hvis skattesag foreningen fører, jf. kapitel 3, afsnit 3.5.3.1.

Der kan ikke efter de gældende regler, og hel-ler ikke efter Omkostningsdækningsudvalgets forslag, udbetales omkost-ningsdækning til medlemmet, fordi medlemmet ikke selv har afholdt udgif-terne til den sagkyndige bistand i sagen, og der kan ikke udbetales omkost-ningsdækning til foreningen, fordi foreningen ikke er klageberettiget, eller an-erkendt som part i sagen.

Det skal i den forbindelse erindres om, at en manda-tar ikke er part i den sag, der føres. Det er derimod den person, på hvis vegne mandataren optræder.

8.5. Sammenfatning Omkostningsdækningsudvalget anbefaler herefter, at kredsen af tilskudsbe-rettigede ændres, således at tilskudsberettigede bliver

1) den klageberettigede,

29

2) den, der anerkendes som part i en sag, 3) den kreds af skattepligtige med ensartede skattesager, der går sammen om at afholde udgifterne ved at få prøvet en af skattesagerne i det administrative system eller ved domstolene, 4) tredjemand, som Landsskatteretten involverer i en sag.

Det er forudsat, at der kun kan opnås tilskud i det omfang, udgifterne til den sagkyndige bistand påhviler og afholdes af en af de nævnte personer.”

Udvalgets anbefalinger blev gennemført ved lov nr. 464 af 31. maj 2000. Den centrale tekst i skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1, blev affattet således: ” Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 33 B har betalt til sagkyndig bistand m.v.…” . Der blev endvidere i ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, indført en adgang til under visse betingelser at yde et skattefrit tilskud til en godtgørelsesberettiget skatteyder. Af de specielle bemærkninger til denne be-stemmelse fremgår bl.a. (jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, lovforslag nr. L 267, side 7485):

”Det forekommer, at en faglig organisation eller forening indtræder som man-datar for et medlem i medlemmets skattesag, fordi foreningen finder sagen principiel og af betydning for den pågældende faggruppe. Dette kan efter den gældende praksis ske uden skattemæssige konsekvenser for medlemmet. Det skyldes, at foreningen i denne situation varetager medlemmernes generelle in-teresse, og det kan bero på en tilfældighed, at netop dette medlems sag bliver ført som ”prøvesag” .

Efter de gældende regler er det alene medlemmet, hvis sag foreningen fører som mandatar, der er tilskudsberettiget og kun i relation til de bistandsudgif-ter, der påhviler medlemmet. Foreningen som sådan er ikke tilskudsberettiget med hensyn til de udgifter, foreningen afholder som mandatar for et medlem.

Hvis medlemmet selv afholder udgifterne til sagkyndig bistand m.v., men for-eningen yder et tilskud til medlemmet, er dette tilskud efter de gældende reg-ler skattepligtigt for medlemmet og fragår i beregningsgrundlaget for omkost-ningsdækning.

Det findes ikke rimeligt, at der er forskel på den skattemæssige behandling af den støtte, som en forening yder til et medlem, når foreningen optræder som mandatar, og den støtte, foreningen yder, når den økonomisk støtter et med-lem, der selv har afholdt udgiften til sagkyndig bistand.

Forslaget ophæver denne forskelsbehandling. Samtidig får foreningen ”del” i omkostningsgodtgørelsen på den måde, at den godtgørelse, der udbetales til medlemmet, vil have betydning for størrelsen af det tilskud, foreningen skal udbetale til medlemmet for at holde den pågældende skadesløs.”

30

Ved lov nr. 388 af 6. juni 2002 blev omkostningsgodtgørelsen forhøjet til 100 %, hvis skatteyderen har fået fuldt medhold eller medhold i overvejende grad, og den centrale tekst i skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 1, blev affattet således: ” Der ydes en godtgørelse på 50 pct. af de udgifter, som en person omfattet af § 33 B iføl-ge regning skal betale eller har betalt til sagkyndig bistand m.v.…” .

Af de specielle bemærkninger til ændringen af skattestyrelseslovens § 33 A fremgår blandt andet. (jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, lov-forslag nr. L 54, s. 1402):

”Efter de gældende regler kan omkostningsgodtgørelse alene ydes, såfremt den skatte- eller afgiftspligtige kan godtgøre, at denne har betalt de godtgørel-sesberettigede udgifter til sagkyndig bistand mv.

Efter forslaget er det ikke længere en betingelse, at udgifterne faktisk er betalt. Efter forslaget er det tilstrækkeligt, at det kan dokumenteres, at udgifterne skal betales ifølge regning. Baggrunden for denne ændring af godtgørelses-ordningen er, at det ikke forekommer rimeligt at påføre den skatte- eller af-giftspligtige udgifter til og eventuelt besvær med finansiering af udgifterne til den sagkyndige bistand mv., når disse udgifter – som udgangspunkt – allige-vel vil blive godtgjort – i hvert fald med 50 pct.”

Ved lov nr. 427 af 6. juni 2005 blev bestemmelserne om omkostningsgodtgørelse overført uændret fra skattestyrelseslovens §§ 33 A-33 C til skatteforvaltningslo-vens §§ 52-54.

Ligningslovens § 7 Q, stk. 1 nr. 2, er ændret ved lov nr. 1501 af 23. december 2014, og hele bestemmelsens stk. 1 har nu følgende ordlyd:

Ӥ 7 Q. Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:

1) Godtgørelse efter skatteforvaltningslovens § 52 samt renter efter samme lovs § 57, stk. 2 og 5.

2) Beløb, som betales til en godtgørelsesberettiget person efter skatteforvalt-ningslovens kapitel 19 til dækning af dennes udgifter til sagkyndig bistand mv. Det gælder dog ikke, i det omfang beløbet med tillæg af omkostnings-godtgørelsen og andre godtgjorte udgifter overstiger personens samlede ud-gifter til sagkyndig bistand mv. i sagen, eller hvis beløbet ikke må anses for ydet som følge af yderens retlige interesse i sagen, eller hvis det er aftalt, at den godtgørelsesberettigede persons honorar til yderen for bistand i sagen ud-gør en andel af den økonomiske gevinst, som den godtgørelsesberettigede op-når i sagen.”

Af de almindelige bemærkninger til ændringen af ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, fremgår blandt andet, (jf. lovforslag nr. L 42 af 30. oktober 2014 om æn-

31

dring af skatteforvaltningsloven, opkrævningsloven og forskellige andre love pkt. 3.7.2., side 13-14):

”Forslaget går ud på at opstille yderligere en betingelse for at kunne yde et skattefrit tredjemandstilskud efter ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2.

I dag kan tilskuddet ikke ydes skattefrit, i det omfang det overstiger sagens samlede ud-gifter til sagkyndig bistand m.v. efter fradrag af omkostningsgodtgørelse og andre godtgjorte udgifter, og i det omfang tilskuddet ikke er ydet som følge af yderens retlige interesse.

Efter forslaget stilles nu som en yderligere betingel-se, at det ikke må være aftalt, at den godtgørelsesberettigede persons honorar til yderen for bistand i sagen udgør en andel af den økonomiske gevinst, som den godtgørelsesberettigede opnår i sagen.

På baggrund af udviklingen i praksis som … tager forslaget i særlig grad sigte på repræsentanter, der yder tilskud til deres klienters skatte- eller afgiftssager, når størrelsen af yderens honorar fra den godtgørelsesberettigede udgør en andel af den økonomiske gevinst, som den godtgørelsesberettigede opnår i sa-gen. Sådanne aftaler som baserer sig på sagens udfald betegnes i almindelig-hed som aftaler indgået på no cure no pay-vilkår.

Omkostningsdækningsudvalget advarede i sin betænkning nr. 1382/2000 mod, at godtgørelsesreglerne blev udformet på en sådan måde, at de kunne føre til en uønsket udvikling i retning af en ordning med no cure no pay, som den kendes fra andre lande. Aftaler om no cure no pay kan typisk være udfor-met således, at honoraret udgør f.eks. 30 pct. af den økonomiske gevinst, som klienten opnår.

Taber klienten sagen, modtager repræsentanten modsat intet vederlag. No cure no pay-ordninger kan føre til, at repræsentanter tager alle sager, de kan få ind, for at reservere så lidt tid som muligt til hver sag og satse på, at en af dem bliver gennemført til gunst for klienten.

Sådanne vilkår kan føre til, at klienten opnår en dårligere rådgivning og behandling af repræsen-tanten, end hvis repræsentanten havde anvendt mere almindelig afregnings-metoder som timebetaling eller fast pris. …

Formålet med forslaget er at afskære muligheden for at yde skattefrie tredje-mandstilskud, hvor yder har indgået en honoraraftale med klienten på no cu-re no pay-vilkår. Baggrunden herfor er, at skatte- og afgiftslovgivningen ikke bør understøtte indgåelsen af sådanne aftaler ved at tillade, at tredje-mandstilskuddet kan ydes skattefrit.”

Rettens begrundelse og resultat

Det følger af skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, at Domeas ret til omkost-ningsgodtgørelse for Advokatfirmas honorar for den bistand, som er ydet i forbindel-se med klagesagen i Landsskatteretten, er betinget af, at Domea ” skal betale eller har betalt” rådgiverhonoraret.

32

Domea skal bevise, at de opfylder betingelserne for omkostningsgodtgørelse.

Domea har ikke betalt honorar i sagen, og spørgsmålet er derfor, om det efter aftalegrundlaget i øvrigt kan lægges til grund, at Domea skal betale rådgiverho-noraret.

Domea har i denne sag den 22. marts 2005 indgået aftale med Virksomhed ApS om bistand til at få reduceret sin ejendomsskatteforpligtelse.

Det fremgår af aftalen blandt andet, at arbejdet under aftalen skal udføres af Virksomhed ApS' konsulenter, advokater og revisorer. Det fremgår videre, at der ik-ke opkræves honorar, hvis der ikke opnås en ejendomsskattebesparelse. Ende-lig fremgår det, at aftalen er uopsigelig og gældende frem til, at der er afregnet honorar med Virksomhed ApS, eller at der foreligger en endelig afgørelse fra vurde-

ringsmyndigheden eller klageinstansen om, at der ikkeopnås ejendomsskatte-

besparelse.

Domea har på baggrund af denne aftale den 23. september 2009 meddelt Virksomhed ApS fuldmagt til at uddelegere procesfuldmagt til Advokatfirma. Det fremgår af meddelelsen, at Virksomhed ApS efter fuldmagten også kan tilbagekalde en proces-fuldmagt, som er uddelegeret på vegne af Domea.

Højesteret fastslog i U2015.3383H, at en part, som havde indgået tilsvarende af-taler med Virksomhed ApS, som Domea har i denne sag, og på den baggrund ligele-des var repræsenteret af Advokatfirma under en klagesag for Landsskatteretten, ikke opfyldte betingelserne for at få omkostningsgodtgørelse. Højesteret fandt, at den pågældende part ikke hæftede for betalingen af Advokatfirmas honorar.

I den foreliggende sag har Domea, til forskel for parten i højesteretsdommen, den 18. april 2013 indgået direkte aftale med Advokatfirma om advokatbistand. End-videre har Domea den 8. april 2015 overfor Advokatfirma erklæret blandt andet, at ” det anerkendes” , at der består et direkte advokat- og klientforhold meIlem Do-mea og Advokatfirma, enten med Domea som direkte part i en skattesag eIler som re-præsentant for en boligorganisation, og at Domea eIler den pågældende boli-gorganisation hæfter for Advokatfirmas honorar.

Retten finder imidlertid, at Domea ikke herved har fået en reel forpligtelse til at

betale – eller hæftelse for – Advokatfirmas honorar, hvorved situationen ikke adskiller sig afgørende fra dén i U2015.3383H.

Aftalen om advokatbistand er således indgået mellem Domea og Advokatfirma efter, at sagen den 18. februar 2013 er oversendt fra Virksomhed ApS til Advokatfirma, og det fremgår direkte af oversendelsesbrevet, at det sker ” som led i en generalfuldmagt udstedt til Virksomhed ApS” , og at Domea efterfølgende blot skal samtykke i, at

33

Advokatfirma overtager partsrepræsentationen. Det fremgår videre af oversendelsesbre-vet, at Virksomhed ApS yder tilskud til Domea til dækning af Advokatfirmas honorar, i det omfang det ikke dækkes af staten efter reglerne om omkostningsgodtgørelse, og at salærnotaen ønskes sendt sendes direkte til Virksomhed ApS til betaling i det om-fang, at tilskudsforpligtelsen aktualiseres. Retten bemærker i den forbindelse, at det ikke fremgår af den salærnota af 24. maj 2016 fra Advokatfirma til Domea, som er fremlagt under sagen, hvordan eller hvornår, der skal ske betaling.

I selve aftalen om advokatbistand, som er udfærdiget af Advokatfirma, hedder det vi-dere blandt andet, at Advokatfirma løbende skal informere Virksomhed ApS om sagens forløb, og at kopi af processkrifter skal sendes til Virksomhed ApS og ikke til Domea.

I den senere erklæring af 8. april 2015 om advokat- og klientforhold et, som i øv-rigt er afgivet få måneder før Højesterets dom i U2015.3383H, gentages det, at Virksomhed ApS, som det også fremgår af oversendelsesbrevet af 18. februar 2013, yder tilskud til dækning af Advokatfirmas honorar. Det hedder i erklæringen direkte, at: ” Herved dækkes Advokatfirmas fulde honorar af omkostningsgodtgørelse og/eller tilskud.”

Den omstændighed, at det af samme erklæring fremgår, at Domea hæfter for betalingen af Advokatfirmas honorar, hvis Virksomhed ApS som følge af konkurs ikke kan honorere sin tilskudsforpligtelse, eller at erklæringen er afgivet, inden der blev ansøgt om omkostningsgodtgørelse, kan ikke føre til et andet resultat.

Der er i øvrigt på samme baggrund heller ikke grundlag for at fastslå, at Virksomhed ApS på noget tidspunkt har opgivet den reelle rådighed over sagen, som fulgte af den uopsigelige aftale 22. marts 2005, eller at Domea skulle have frasagt sig aftalevilkåret ”no cure no pay” i henhold til samme aftale.

Da det herefter ikke er bevist, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 52, stk. 1, for omkostningsgodtgørelse er opfyldt, frifindes Ministeriet.

Efter sagens udfald skal Domea betale sagsomkostninger til Ministeriet.

Sagsomkostningerne er fastsat til 20.000 kr., som skal dække Ministeriets udgif-ter til advokatbistand inklusive moms. Retten har herved lagt vægt på sagens værdi, forløb, karakter og betydning. Retten har herunder lagt vægt på, at der er tale om en sag, som efter det oplyste har betydning for et større antal lignen-de sager, og som af denne grund har været behandlet under medvirken af tre dommere. Retten har dog også lagt vægt på, at flere af de øvrige sager er af-gjort, alle med samme resultat, og at der kun har været begrænset bevisførelse i den foreliggende sag. Ministeriet er ikke momsregistreret.

T H I K E N D E S F O R R E T :

34

Skatteministeriet frifindes.

Domea.dk s.m.b.a. skal inden 14 dage betale sagsomkostninger med 20.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.