Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2025.05.26V

OL-2025-V-00033

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
26-05-2025
Sagsemne
skydevåben, forsøg / §§ 21-24, EU-opholdsdirektivet, skældsord eller anden fornærmelig tiltale
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.05.26V Retten i Viborgs

DOM

Dato: 29. januar 2025 Rettens sagsnr.: 15/2025 Politiets sagsnr.: 4100-71289-00009-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1966 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 30. december 2024.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. færdselslovens § 117 c, stk. 1, nr. 3, jf. § 53, stk. 1, og færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, ved den 1. december 2024 ca. kl. 14.20, at have ført lille knallert, stel.nr. ..., ad Bjerrevej i Bjerringbro efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 i promille, samt at have undladt at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen ikke unødigt hindres eller forstyrres, idet tiltalte i krydset ved Bjerrevej og Bjerringbrovej påkørte en lygtepæl, 2. straffelovens § 119, stk. 4, ved den 1. december 2024 ca. kl. 14.40, på samme sted som det i forhold 1 beskrevne, at have lagt hindringer i vejen for politiets udførelse af deres arbejde, idet tiltalte modsatte sig anholdelse ved at spænde op i sine arme, 3. straffelovens § 121, ved den 1. december 2024, på samme tid og sted som det i forhold 2 beskrevne, med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltalte, at have overforfaldet de tjenestegørende politibetjente Forurettede1 og Forurettede2, idet tiltalte kaldte Forurettede1 og Forurettede2 for "racister", "nazister" og "fascister" eller lignende, ligesom tiltalte til Forurettede2 udtalte: "puta" eller lignende, 4. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, jf. våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved den 1. december 2024 ca. kl. 15.20, på skadestuen ved Viborg Sygehus, Heibergs Alle 4 i Viborg, på offentligt tilgængeligt sted og under særligt skærpende omstændigheder, at have forsøgt at sætte sig i besiddelse af et skydevåben, idet tiltalte i forbindelse med udtagelse af blodprøve på sygehuset flere gange forsøgte at gribe fat i politiassistent Forurettede2s skarpladte pistol, hvorunder han flere gange havde fat om pistolhylsteret, hvilket imidlertid mislykkedes.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § § 24, nr. 2 og nr. 1, jf. § 22, nr. 8, med et indrejseforbud gældende for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7. Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 129, stk. 3, nr. 1. Tiltalte har efter sin endelige påstand nægtet sig skyldig i forhold 4.

Sagens oplysninger

Der blev afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring politibetjent Forurettede2, politiassistent Forurettede1 og Vidne, der var gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. [FORKLARINGER UDELADT] Der blev den 1. december 2024 kl. 15.28 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 2,22 promille alkohol.

Af § 26-afhøring af 17. december 2024 fremgår bl.a.: "… Ad udlændingens tilknytning til det danske samfund 1. Varigheden af udlændingens samlede (lovlige og ulovlige) ophold i landet Var i Danmark for 12 år siden, hvor han opholdt sig i landet i halvanden måned. Han har boet i Danmark siden 2020, hvor han fik opholdstilladelse. 2.

Varighed af tidligere frihedsberøvelser i Danmark Har ikke tidligere været frihedsberøvet. 3. Integration i det danske samfund og i andre medlemsstater Ingen 4. Opvækst, skolegang og uddannelsesforløb Opvokset i Rumænien i en bt ved navn Krajova. Har gået i folkeskole og 10. klasse, hvorefter han gik på en erhvervsskole som VVS-mand. 5.

Arbejde i Danmark og i andre medlemsstater Har arbejdet på en møbelfabrik i By ved navn Virksomhed fra 2020 til 2023. 6. Fagbevægelse Medlem af 3F siden 2021. 7. Skriftlige/mundtlige danskkundskaber Intet 8. Aktiv deltagelse i foreningsliv Intet Ad udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold 9. Alder 58 år. 10. Helbredstilstand, herunder misbrug af euforiserende stoffer Har dårligt helbred.

Lider af sukkersyge, dårlig blodcirkulation i benene. Opereret i hoften, hvor der nu sidder skruer. Har en prolabs og kan ikke gå uden krykker. Får hjælp til at tage sko på. Kan ikke trække vejret ordentligt. Får diverse medicamenter som insulin, blodfortyndende medicin, hjertemedicin, nervemedicin og smertestillende medicin. 11.

Sygdom som ikke kan behandles i hjemlandet Nej Ad udlændingens tilknytning til herboende personer 12. Ægteskab/registreret partnerskab Han er skilt, men har en kæreste i Rumænien. De har boet sammen. 13. Fast samlivforhold/kæreste Har været sammen med sin kæreste i 4-5 år. 14. Børn Har to børn. En dreng på 33 år og en pige på 30 år. 15.

Forældre, øvrig familie og omgangskreds her i landet Han har sin bror og søn i Danmark. Ad udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære slægtninge 16. Ægtefælles/registreret partner/mindreårige børns tilknytning til Danmark Søn arbejder med at grave kabler ned og broderen arbejder ved Selskab. 17.

Vil ægtefælle mv. følge med til hjemlandet i tilfælde af udvisning, og er der årsager til, at de vil have særligt vanskeligt at følge udviste til hjemlandet Broderen vil ikke rejse med tilbage til Rumænien. Han ved ikke om sønnen vil, idet han jo er en voksen mand. Ad udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet 18.

Har udlændingen opretholdt kontakten til familien i hjemlandet Han har sin mor på 82 år i Rumænien, som han snakker med hver dag. Hans kæreste snakker han også med hver dag. 19. Har udlændingen et nationalitetspas eller mulighed for at få et udstedt Nej. Har ikke haft tid til at få et pas. I Rumænien bruger man id-kort i stedet for pas. 20. Aftjening af værnepligt i hjemlandet Ja 21.

Oplysninger om udlændingens eller pårørendes ejendom i hjemlandet Han har ingen bankkontoer i Rumænien. Hans mor ejer en lejlighed og hans kæreste bor i sine forældres hus, som hun skal arve. 22.

Oplysninger om udlændingens skriftlige og mundtlige kundskaber De er gode. …" Udlændingestyrelsen har den 14. januar 2025 udtalt bl.a.: "… Opholdsgrundlag og længde Den 11. november 2020 fik pågældende udstedt registreringsbevis efter EU-opholdsbekendtgørelsen som arbejdstager. Samme dato blev pågældende tilmeldt Det Centrale Personregister (CPR).

Længden af Tiltaltes lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 11. november 2020, hvor den pågældende fik registreringsbevis og blev tilmeldt CPR, jf herved udlændingelovens § 27, stk. 1.

Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes ikke den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller har været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der villa have medført ubetinget frihedsstraf, i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.

Tiltalte har således når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes haft lovligt ophold i Danmark i ca. 4 år. SIRI skal til ovenstående bemærke, at pågældende ifølge opslag i indkomst har modtaget kontanthjælp (ressourceforløb) siden september 2023.

Såfremt pågældende ikke bliver udvist, vil SIRI tage stilling til, hvorvidt der skal påbegyndes en ophørssag med henblik på at vurdere, hvorvidt pågældende reelt opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-reglerne.

Udvisningshjemlen SIRI er af den opfattelse, at opholdets karakter fører til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 8 samt § 24, nr. 2.

Personlige forhold og tilknytning til Danmark Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte kan ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, skal SIRI henvise til politiets afhøringsrapport af 17. december 2024.

Heraf fremgår, at Tiltalte blandt andet har oplyst at: han har sin bror og sin voksne søn på 33 år i Danmark han har også en voksen datter på 30 år han har sin mor og sin kæreste i Rumænien, med hvem han er i kontakt med hver dag han har dårligt helbred, idet han lider af sukkersyge og dårlig blodcirkulation i benene. Han er opereret i hoften og har en prolaps, hvorfor han ikke kan gå uden krykker.

Han får insulin, blodfortyndende, hjertemedicin, nervemedicin samt smertestillende. han ikke har sygdom, der ikke kan behandles i hjemlandet Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26 b, at for udlændinge som er omfattet af EU-reglerne, kan udvisning kun ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.

SIRI skal i øvrigt bemærke, at det følger af udlændingelovens § 2, stk. 3, at de begrænsninger, der følger af kapitel 3-5 kun finder anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler, samt at det følger af EU-domstolens praksis, at udvisning af en EU/EØS-statsborger kun er berettiget, såfremt den pågældendes tilstedeværelse eller adfærd udgør en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundshensyn.

SIRI skal endelig henlede opmærksomheden på § 37 i bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 (EU-opholdsbekendtgørelsen).

På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af ikke under 2 års varighed sammenholdt med EU-reglerne, herunder de personlige forhold og tilknytning til Danmark, kan SIRI tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning.

Efter SIRls vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 8 samt § 24, nr. 2. SIRI skal henlede opmærksomheden på, at pågældende skal tildeles en advarsel i medfør af udlændingelovens § 24 b, hvis der ikke findes at være tilstrækkeligt grundlag for at udvise den pågældende efter §§ 22-24.

Konsekvenser ved en eventuel udvisning Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der til en udvisning skal knyttes et indrejseforbud. Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 2, at der fastsættes alene indrejseforbud i forhold til udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, hvis den pågældende er udvist af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.

Fastsættelsen af indrejseforbuddets længde fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2 og nr. 4-7. Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5 meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-8 eller for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 6 år.

Det bemærkes endvidere, at indrejseforbuddet, efter stk. 5, nr. 1, kan meddeles af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk. 4, vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. …" Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 1. december 2024.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i spirituskørsel på knallert. Efter oplysningerne i sagen, herunder oplysningerne om stedet og de fremlagte fotos, er det også bevist, at tiltale påkørte en lygtepæl. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 1. Forhold 2 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af sagens øvrige oplysninger.

Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 2. Forhold 3 Tiltalte har erkendt at have kaldt betjentene racister og nazister. Efter vidnet, politibetjent Forurettede2s troværdige forklaring, finder retten det bevist, at tiltalte har udtalt sig som angivet i tiltalen. Tiltalte findes derfor skyldig i forhold 3.

Forhold 4 Tiltalte har benægtet at have forsøgt at sætte sig i besiddelse af betjentens tjenestepistol. I retten har han forklaret, at han kortvarigt mistede balancen, men at han ikke har rørt ved betjenten eller pistolen. I grundlovsforhøret har han forklaret bl.a., at han rørte hende for at få hende til at forstå, at hun ikke skulle råbe ad ham.

Forurettede2 har troværdigt forklaret, at tiltalte to gange rakte ud efter hendes pistol, at han fik fat i hylsteret, og at hun måtte vride sig fri af tiltaltes greb på pistolen. Hun er sikker på, at tiltalte ville have fat i pistolen. Forklaringen er støttet af vidnet, politiassistent Forurettede1’s og Vidnes forklaringer om forløbet.

Retten finder efter en samlet vurdering af forklaringerne og oplysningerne i sagen, herunder også, at tiltalte efterfølgende tog vidnet politiassistent Forurettede1’s politistav, at det er bevist, at tiltalte forsøgte at sætte sig i besiddelse af pistolen. Tiltalte findes derfor skyldig i forhold 4.

Straffen fastsættes til fængsel i 2 år, jf. færdselslovens § 117 c, stk. 1, nr. 3, jf.§ 53, stk. 1, § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, og straffelovens§ 119, stk. 4, § 121, og § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, jf. våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 21. Retten har navnlig lagt vægt på karakteren og grovheden af forhold 4.

Betingelserne i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 8 og § 24, nr. 2, jf. 26, stk. 1, for at udvise tiltalte er opfyldt. Retten finder, at den udøvede kriminalitet må anses at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004.

Efter de foreliggende oplysninger om tiltaltes forhold, herunder at tiltalte har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 4 år, og at han har familie i både Danmark og Rumænien, har tiltalte ikke en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning kan anses for at stride mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.

Opholdsdirektivet kan derfor ikke antages at være til hinder for, at der sker udvisning, jf. herved artikel 33, stk. 1, og udlændingelovens § 26 b, jf. § 2, stk. 3.

Da udvisning med et indrejseforbud for bestandigt, jf. efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, derfor ikke med sikkerhed er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, tages påstanden om udvisning i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt. Tiltalte frakendes retten til at føre lille knallert, i 2 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 129, stk. 3, nr. 1.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 2 år. Tiltalte skal frakendes retten til at føre lille knallert, i 2 år fra endelig dom. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud for bestandig. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 7. afdelings

DOM

(dommerne Lisette Ørnskov Top, Hanne Aagaard og Kristian Torp (kst.) med domsmænd) Dato: 26. maj 2025 Rettens sagsnr.: S-0248-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1966, (advokat Bjarne Overmark, Randers) Retten i Viborg har den 29. januar 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 15/2025).

Påstande

Tiltalte, Tiltalte, har påstået frifindelse i sagens forhold 4, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Forklaringer Tiltalte og vidnerne politibetjent Forurettede2, politiassistent Forurettede1 og Vidne har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har supplerende forklaret, at han ikke sagde pistol, pistol. Han ved ikke, hvordan man siger det på engelsk.

Han tog ikke politimandens stav. Staven faldt på gulvet, og han samlede den op. Han er enig i, at der er forskel på hans forklaring under grundlovsforhøret og forklaringen under hovedforhandlingen i byretten. Det er forklaringen fra hovedforhandlingen, der er den rigtige. Han var forvirret under grundlovsforhøret. Han har ikke rørt ved betjentens pistol eller pistolhylstret.

På skadestuen var der ham, to betjente og en sygeplejerske til stede. Han sad ned, og der var ca. 1½ meter mellem ham og den kvindelige betjent. Han fik ikke taget fingeraftryk eller DNA-prøve. Han fik taget en blodprøve. Da han samlede politimandens stav op, sad han ned. Da han havde samlet den op, rejste han sig, og den kvindelige betjent tog politistaven. Han prøvede ikke at slå nogen med politistaven.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har fået konstateret prostatakræft. Han ved ikke, hvor alvorligt det er. Han skal til nogle nærmere undersøgelser. Da han på grund af sin hofte havde været sygemeldt i 22 uger, overgik han til ressourceforløb. Han har gået med krykke i ca. 2 år og kan ikke holde balancen uden. Hans søn bor i Danmark.

Han ved ikke, hvorfor det i gengivelsen af hans forklaring i grundlovsforhøret er anført, at både hans søn og datter bor i Rumænien. Han havde bestilt tid til en operation i Rumænien i december 2024, men det blev ikke til noget. Politibetjent Forurettede2 har supplerende forklaret, at hun mener, at der kan være 16 patroner i pistolens magasin. Pistolen var ladt.

Tiltalte sad ned, men lettede lidt fra stolen, da han rakte ud efter pistolen. Hun stod ½-1 meter fra tiltalte, da han lænede sig frem. Tiltalte tog fat i pistolhylstret. Det var hendes fornemmelse, at tiltalte havde fat om pistolhylstret med 4 eller 5 fingre. Tiltalte rykkede pistolhylstret mod sig. Hun var nødt til at bruge hele sin kropsvægt for at rykke sig fri.

Tiltalte nåede kun at have fat i pistolhylstret i et par sekunder, inden hun fik rykket sig fri. Tiltalte fastholdt blikket på pistolen, og efter ca. 5 sekunder tog tiltalte fat om pistolhylstret igen. Hun følte sig truet, da tiltalte forsøgte at rykke pistolen til sig. Tiltalte tog herefter fat i hendes kollegas politistav, og hun er helt overbevist om, at tiltalte hev staven op af hylsteret.

Staven kan ikke falde ud af hylstret af sig selv. Det var vagtcentralen, der besluttede, at tiltalte skulle med på stationen efter endt blodprøveudtagning. Politiassistent Forurettede1 har supplerende forklaret, at han stod med siden til vidnet Forurettede2 med ca. 1 meters afstand, da Forurettede2 sagde, at tiltalte havde forsøgt at tage hendes pistol.

Da han kiggede derover, så han, at tiltalte var på vej til at sætte sig ned igen. Da tiltalte tog vidnets stav, kørte tiltalte den hen foran vidnets øjne, inden Forurettede2 fik taget staven fra tiltalte. Vidnet stod oprejst, og det kan derfor ikke lade sig gøre at tabe den. De kontaktede vagthavende, da de var lidt i tvivl om, hvad der skulle ske efterfølgende.

Han og Forurettede2 syntes umiddelbart, at det var lidt ukvalificeret, hvad der var sket. Han har ikke haft noget at gøre med eventuelle overvejelser om optagelse af fingeraftryk eller DNA-spor på pistolhylstret. Vidne har supplerende forklaret, at hun stod i hjørnet ved døren og ventede på, at hun kunne komme til at tage blodprøve. De to politifolk stod foran tiltalte.

Betjentene stod således mellem hende og tiltalte, og hun havde ikke helt frit udsyn til tiltalte. Hun så ikke, om tiltalte havde gjort noget forinden, hun hørte den kvindelige betjent sige, at han forsøgte at tage hendes pistol. Hun hørte ikke, om tiltalte sagde pistol. Hun mener ikke, at hun så tiltalte læne sig frem. Den kvindelige betjent sagde to gange, at tiltalte forsøgte at tage pistolen.

Hun så, at tiltalte tog den mandlige betjents politistav op af hylstret.

Landsrettens begrundelse og resultat

Vidnet politibetjent Forurettede2 har for landsretten supplerende forklaret, at hun fornemmede, at tiltalte havde fat om pistolhylstret med 4 eller 5 fingre. Hun har endvidere forklaret, at tiltalte rykkede pistolhylstret mod sig, og at hun var nødt til at bruge hele sin kropsvægt for at rykke sig fri.

Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, finder landsretten det bevist, at tiltalte havde forsæt til at sætte sig i besiddelse af politibetjent Politibetjent2s skarpladte tjenestepistol, hvilket dog mislykkedes, da hun rykkede sig fri. Det tiltrædes herefter, at tiltalte er fundet skyldig som sket i forhold 4.

Efter strafskærpelsen ved lov nr. 494 af 22. maj 2017 om ændring af straffeloven mv. forudsættes straffe for bl.a. besiddelse af skydevåben med ammunition, der kan affyres med skydevåbnet, på offentligt tilgængeligt sted i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 2 år og 6 måneder.

Da der er tale om et forsøg på besiddelse af en tjenestepistol, tiltræder landsretten, at straffen er udmålt som sket til fængsel i 2 år. Som anført af byretten har udvisning hjemmel i udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 8, og § 24, nr. 2.

Da tiltalte er EU-statsborger, kan udvisning dog kun ske, hvis det er i overensstemmelse med de principper, der efter EU-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. Efter EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, skal en begrænsning i retten til fri bevægelighed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden og sikkerhed.

Efter artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.

Endvidere følger det af EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 1, at værtsmedlemsstaten, før den træffer afgørelse om udsendelse, bl.a. skal tage hensyn til varigheden af den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt sociale og kulturelle integration i værtsmedlemsstaten og tilknytning til hjemlandet.

Landsretten tiltræder efter en samlet vurdering, at tiltaltes adfærd under de foreliggende omstændigheder udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kan begrundes i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2. Det gælder, selv om tiltalte ikke tidligere er straffet.

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det endvidere, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke vil være i strid med proportionalitetsprincippet. Landsretten stadfæster derfor dommen. Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.05.26V
T blev derudover dømt for bl.a. strfl. § 121 og spirituskørsel på knallert.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/226b18e2-e583-4daf-ad46-12357c5f4697