60/2016

Advokat havde ikke handlet ansvarspådragende ved ikke af egen drift at rejse spørgsmål om tilpasning af en betalingsgaranti. I 2005 overdrog A ApS aktierne i selskab F til en bank, G. Betalingen bestod dels af et kontantbeløb, dels af aktier i G. Som led i aftalen blev det bestemt, at A ApS først måtte afstå aktierne i 2010, at hovedaktionæren i G, fonden D, i medfør af en salgsoption var forpligtet til at købe aktierne af A i 2010, og at et pengeinstitut, H, skulle stille en betalingsgaranti for Ds forpligtelser. A ApS fik desuden en forkøbsret til aktierne i F. I december 2007 ønskede G at sælge F til en tredjemand, og G indledte derfor forhandlinger med A ApS vedrørende forkøbsretten. Ejeren af A ApS forestod selv forhandlingerne, idet advokat C rådgav denne i forbindelse med forhandlingerne. Aftalekomplekset blev ændret således, at A ApS gav afkald på forkøbsretten og fik ændret salgsoptionen til to salgsoptioner, der begge kunne udnyttes i 2008. Der blev ikke rettet henvendelse til H for at få ændret betalingsgarantien i overensstemmelse hermed. Efter at den første option var blevet udnyttet, men før udnyttelsen af den anden option var blevet effektueret, standsede D betalingerne i november 2008 og blev erklæret konkurs i november 2009. I oktober 2010 fastslog Østre Landsret, at H var forpligtet til at anerkende, at garantien var gældende. Tvisten for Højesteret angik, hvorvidt advokat C havde handlet ansvarspådragende over for A ApS ved ikke af egen drift at have gjort selskabet opmærksom på muligheden for eventuelt at få ændret vilkårene i garantien i overensstemmelse med fremrykningen af tidspunkterne for udnyttelsen af salgsoptionerne. A ApS havde anført, at værdien af garantien var blevet reduceret ved, at garantien ikke blev koordineret med de ændrede optionsterminer. Højesteret fastslog, at advokat C ikke havde handlet ansvarspådragende. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at ejeren af A ApS var en erfaren bankuddannet forretningsmand med betydelig viden om finansielle forhold, og at han havde valgt at forestå forhandlingerne med G og D på egen hånd og kun havde gjort brug af advokat Cs rådgivning, når han vurderede, at der var behov herfor. Han havde indgående kendskab til garantien og lagde i 2007 ikke afgørende vægt på den, hvilket advokat C var bekendt med. Endelig fastslog Højesteret, at en ændring af garantien for at bringe den i overensstemmelse med de ændrede optionsvilkår i øvrigt ikke ville have haft betydning for bestemmelserne om garantiens forfaldstidspunkt. Højesteret fastsatte endvidere sagsomkostningerne for landsretten til 3,5 mio. kr. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom med den ændring, at A ApS skulle betale yderligere 1,2 mio. kr. i sagsomkostninger for landsretten.