OLR — Østre Landsret
AM2021.11.26Ø3
OL-2023-Ø-00065
AM2021.11.26Ø3 Retten i Glostrups
DOM
Dato: 17. marts 2021 Rettens sagsnr.: A3-3/2020 Politiets sagsnr.: 0700-76405-00008-18 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1978 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 27. december 2019.
Tiltalte er tiltalt for socialbedrageri efter straffelovens§ 289 a, stk. 1, ved i perioden fra den 12. juni 2015 til den 29. februar 2016, med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, at have fortiet oplysninger af betydning for afgørelse om udbetaling af dagpenge, idet tiltalte undlod at oplyse Fagforenings A-Kasse, Adresse1 i København V, om, at hun havde været i lønnet beskæftigelse hos Selskab, hvorved tiltalte bestemte Fagforenings A-Kasse til uberettiget at udbetale dagpenge på samlet set på 60.870,92 kr.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. Tiltalte har nægtet sig skyldig og påstået frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom.
Sagens oplysninger
Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnet Vidne. [FORKLARINGER UDELADT] Sagens øvrige oplysninger Følgende dokumenter er dokumenteret under hovedforhandlingen og til dels oplæst: Fagforenings plan af 23. juni 2015 for jobsøgning (bilag 4-3), Fagforenings brev af24.juni 2015 til tiltalte (bilag 4-2), tiltaltes ledighedserklæring af 19. juni 2015 (bilag 4-15), tiltaltes løbende dagpengekort (bilag 4-12) samt frivilligt forlig af 6. december 2016 (bilag 4-11).
Tiltaltes personlige forhold Kriminalforsorgen har den 5. november 2019 foretaget en § 808-undersøgelse og konkluderet, at tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.
Rettens begrundelse
og afgørelse Det er ubestridt, at tiltalte i perioden fra den 12. juni 2015 til den 29. februar 2016 samlet modtog dagpenge på 60.870,92 kr. Tiltalte har forklaret, at hun modtog, hvad hun dengang mente, at hun var berettiget til. Under behandlingen af sagen er det dog ikke bestridt, at udbetalingen af dagpenge til tiltalte objektivt set skete med urette.
Tiltalte afgav den 19.juni 2015 omkring kl. 22 en ledighedserklæring, hvori tiltalte erklærede ikke at have lønnet arbejde, selv om tiltalte var ansat hos Selskab. Tiltalte har om erklæringen forklaret, at det var en Fagforening-medarbejder, der udfyldte den for hende, da hun ikke forstod, hvad det handlede om, og at Fagforening var bekendt med, at hun var ansat hos Selskab.
Vidnet Vidne har herom forklaret, at ledighedserklæringen er indsendt uden for Fagforenings åbningstid, og at erklæringen i øvrigt ikke kan være udfyldt af en Fagforening-medarbejder, da det kræver, at medlemmet logger ind med sit Nem ID. Videre har vidnet Vidne forklaret, at sagen ikke indeholder nogen oplysninger om, at Fagforening skulle være bekendt med, at tiltalte var ansat hos Selskab.
På baggrund af vidnet Vidnes forklaring, der bekræftes af sagens dokumenter, lægger retten til grund, at det er tiltalte selv, der har udfyldt og afgivet erklæringen, og at Fagforening ikke var bekendt med tiltaltes ansættelse hos Selskab. Retten har herved tilsidesat tiltaltes forklaring herom som utroværdig.
Retten finder herefter, at det for tiltalte må have været i hvert fald overvejende sandsynligt, at hun ved i ledighedserklæringen at undlade at oplyse om ansættelsen i Selskab uberettiget ville modtage dagpenge. Tiltalte findes således at have haft det til domfældelse fornødne forsæt, hvorfor tiltalte er skyldig efter anklageskriftet.
Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. I. Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på omfanget af socialbedrageriet, men også den særdeles lange sagsbehandlingstid, som tiltalte findes at skulle kompenseres for.
Henset til tiltaltes personlige forhold finder retten det ikke påkrævet, at straffen fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf straffelovens § 56, stk. I. Sagsomkostninger Ved første retsmøde den 13.januar 2021 mødte ingen fra anklagemyndigheden, hvorfor sagen måtte udsættes.
Af den grund finder retten, at statskassen skal betale salæret til den beskikkede forsvarer for det forgæves fremmøde. Henset til sagsbehandlingstiden finder retten det passende, at statskassen og tiltalte i øvrigt hver betaler halvdelen af sagens omkostninger.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 60 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke begår noget strafbart i en prøvetid på I år fra endelig dom. Tiltalte og statskassen skal hver betale halvdelen af sagens omkostninger, dog således at statskassen betaler salæret til den beskikkede forsvarer for retsmødet den 13.januar 2021. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 16. afdelings
DOM
(landsdommerne Dorthe Wiisbye, Janni Christoffersen og Kasper Madsen (kst.) med domsmænd). Dato: 26. november 2021 Rettens sagsnr.: S-963-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1978, (advokat Steen Petersen, besk.) Glostrup Rets dom af 17. marts 2021 (A3-3/2020) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse.
Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet Vidne. Tiltalte har forklaret blandt andet, at hun ikke selv har udfyldt ledighedserklæringen af 19. juni 2015. Hun sad over for en Fagforening-medarbejder, der udfyldte erklæringen på en pc. Hun fik ikke forklaret, hvad det gik ud på.
Det meste foregik på dansk, og når Fagforening-medarbejderen ind i mellem talte engelsk, forstod hun det heller ikke. På daværende tidspunkt hverken talte eller forstod hun dansk, og hun behersker heller ikke engelsk. Hun sagde gentagne gange til Fagforening, at hun ikke forstod dansk. Hun var blevet afskediget fra et job på grund af sprogvanskeligheder.
Hun havde møder med mindst to kvindelige medarbejdere hos Fagforening. I starten var hun ikke klar over, at hun havde fået løn fra Selskab, og senere blev hun ikke spurgt om det. Hun var til stede, da dagpengeblanketten for uge 21-26 i 2015 blev udfyldt, men det var Fagforening, der sørgede for at indsende den.
Senere indsendte hun selv dagpengeblanketter, blandt andet for uge 52-03 i 2015/2016, som er indsendt den 24. januar 2016 kl. 23.18, men hun udfyldte den på samme måde, som hun tidligere havde fået at vide af Fagforening. Fagforening havde sagt, at hun ikke behøvede at komme ind på kontoret; hun kunne bare bruge NemID og gøre, som de havde fortalt, hun skulle.
Hun har ikke forstået, hvad teksten på dagpengeblanketten betød, herunder det med ”tro og love-erklæring”, og ingen har forklaret hende herom. Det er højst to af dagpengeblanketterne, som hun selv har udfyldt. Hun fik det frivillige forlig tilsendt med posten og ringede til Fagforening for at høre, hvad det drejede sig om.
Hun talte med en mand, der krævede, at hun underskrev, for ellers ville sagen blive sendt til politiet. Hun fik ikke forklaret nærmere om indholdet. Hun kan ikke ud fra navnene på to Fagforening-medarbejdere på bilag i sagen genkalde sig at have mødt de pågældende.
Vidnet Vidne har forklaret blandt andet, at en sagsbehandler i Fagforening ikke vil gøre notat om, at et medlem får hjælp til at udfylde en ledighedsblanket, og det vil foregå sådan, at Fagforening-medarbejderen oplæser spørgsmålene, og medlemmet skriver svaret ind elektronisk.
Fagforening-medarbejderen kan ikke udfylde svarrubrikkerne og dernæst sende blanketten frem til medlemmets efterfølgende godkendelse, for medlemmet skal være logget ind på Fagforening’s hjemmeside med NemID for at besvare spørgsmålene, der bliver vist ét efter ét.
Til sidst får medlemmet vist den fulde blanket med afkrydsninger og skal derefter på tro og love ”hakke af” og så med et klik afsende blanketten til Fagforening. Tidspunktet på blanketten er for modtagelsen hos Fagforening. Det er samme fremgangsmåde med dagpengeblanketterne. Fagforening kan heller ikke udfylde blanketter på vegne af medlemmet.
Medlemmet skal logge ind med NemID, vælge ”dagpengekort” og besvare spørgsmålene et efter et. Hvis medlemmet svarer nej på spørgsmålet om, hvorvidt man har haft arbejde eller indtægt, vises næste spørgsmål. Hvis medlemmet svarer ja, vises et andet spørgsmål.
Planen for jobsøgning (bilag 4-3), dateret 23. juni 2015, er udfyldt digitalt på Jobnets hjemmeside, og der vil normalt ikke være blanke felter under angivelse af sprogfærdigheder, hhv. tale, læse, skrive, inden for de konkrete oplyste sprog, som i tiltaltes tilfælde er dansk, engelsk og igbo.
Der findes ingen notater i Fagforening’s sag om, at der har været sprogvanskeligheder, herunder på en tidligere arbejdsplads, eller at der har været tolk til stede under Fagforening’s møder med tiltalte. Kutymen er, at medlemmet skal kontakte Fagforening, hvis den pågældende har sprogvanskeligheder. Tiltalte har overholdt det frivillige forlig, og gælden er aktuelt på 44.145,70 kr. inkl. renter.
Personlige oplysninger Der er dokumenteret resumé, konklusion og begrundelse fra Kriminalforsorgens personundersøgelse, dateret 5. november 2019, i henhold til retsplejelovens § 808. Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at hun nu arbejder som sosuhjælper. Hun bor med sin mand og deres 3 børn i lejebolig.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte har for landsretten ikke bestridt, at hun i den anførte periode uberettiget har modtaget dagpenge med det beløb, der er anført i den rejste tiltale, men hun har nægtet at have haft forsæt til bedrageri. Det er oplyst, at tiltalte i henhold det indgåede frivillige forlig fortsat afdrager på arbejdsløshedskassens krav på tilbagebetaling af de udbetalte dagpenge.
Landsretten tiltræder efter bevisførelsen, herunder forklaringen fra Vidne, at det må lægges til grund, at tiltalte selv har udfyldt og afgivet ledighedserklæringen og de fremlagte dagpengeblanketter.
På denne baggrund og i øvrigt efter bevisførelsen tiltrædes det, at tiltalte i alt fald må have anset det for overvejende sandsynligt, at hun ved at undlade at oplyse om ansættelsen hos og indtægterne fra Selskab uberettiget fik udbetalt dagpenge fra Fagforening’s A-kasse. Landsretten tiltræder således, at tiltalte er fundet skyldig i den rejste tiltale som sket.
Af de grunde, som byretten har anført, og endvidere henset til, at tiltalte afdrager på gælden, tiltræder landsretten, at straffen i medfør af straffelovens § 289 a, stk. 1, er passende fastsat til fængsel i 60 dage, og at straffen er gjort betinget på vilkår som fastsat i dommen. Da landsretten tillige tiltræder byrettens afgørelse om sagsomkostninger, stadfæstes dommen i det hele.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
