493/2007

Overvejende sandsynlighed talte imod, at en senere udviklet psykisk lidelse var en følge af en arbejdsulykke i 1996 A, der var kommet til Danmark fra Chile i 1990, blev i efteråret 1996 udsat for en arbejdsulykke, der medførte en amputation af A’s venstre ben under knæet. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte skaden som en arbejdsskade, og styrelsen fastsatte i april 1998 A’s méngrad til 30 %. A’s erhvervsevnetab blev midlertidigt fastsat til 25 %, idet man afventede udfaldet af A’s revalideringsforløb. Der blev iværksat forskellige revaliderings- og omskolingsforanstaltninger, men trods disse blev A i 2005 tildelt førtidspension. A havde fra 2001 udviklet en psykisk lidelse i form af lettere depression, og ifølge en erklæring udarbejdet af en speciallæge i psykiatri i 2005 til brug for pensionssagen led A af en ”uspecificeret belastningsreaktion”. Efter, at A var tildelt førtidspension, vurderede Arbejdsskadestyrelsen A’s samlede erhvervsevnetab til 80 %. Ankestyrelsen tiltrådte, at det samlede tab var 80 %, men fandt samtidig, at alene halvdelen kunne tilskrives arbejdsulykken. A’s erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden blev herefter opgjort til 40 %. A anlagde sag ved domstolene, men landsretten og Højesteret fandt under henvisning til bl.a. erklæringer indhentet fra Retslægerådet, at A’s erhvervsevnetab ikke i sin helhed kunne tilskrives arbejdsulykken. Retslægerådet henviste i sine erklæringer til, at A siden 2001 havde haft koncentrationsbesvær, irritabilitet og lette depressive symptomer, og at han i 2005 fik stillet diagnosen uspecificeret belastningsreaktion. Da A’s tilstand ikke tidsmæssigt var direkte relateret til arbejdsulykken, vurderede Rådet, at tilstanden ikke var en direkte følge heraf. Det vurderedes derimod sandsynligt, at tilstanden kunne henføres til A’s øvrige forhold. Erklæringen måtte efter Højesterets opfattelse forstås således, at Rådet fandt, at en overvægt af sandsynlighed talte for, at A’s psykiske lidelse var en følge af andre forhold end arbejdsskaden. Ankestyrelsen havde herefter godtgjort, at overvejende sandsynlighed talte imod, at A’s psykiske lidelse var en følge af arbejdsskaden, hvorfor Højesteret tiltrådte, at der ikke var det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens bedømmelse af, at følgerne af arbejdsskaden havde medført et erhvervsevnetab på 40 %. Med dissens for at tage A’s påstand til følge stadfæstede Højesteret dermed landsrettens dom.