14/2022

[AM2023.01.27H] Højesterets

KENDELSE

- 27. januar 2023 - 14/2022 I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen og Søren Højgaard Mørup.

Kærende1 A/S ved advokat Michael Clemmensen, Tiltalte ved advokat Karsten Hjort Larsen og Kærende2 ved advokat Keld Frederiksen kærer Vestre Landsrets afgørelse i sagen: Anklagemyndigheden mod Tiltalte

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Holstebro den 6. september 2021 (7-1756/2021) og af Ve- stre Landsrets 1. afdeling den 26. november 2021 (S-1970-21, S-1974-21 og S-2211-21).

Påstande

Kærende1 A/S har nedlagt påstand om, at beslaglæggelsen ophæves, subsidiært at beslaglæggelsen opret- holdes i forhold til Tiltalte og Kærende2 med henblik på straksudlevering af bilen til Kærende1. Kærende1 har derudover nedlagt påstand om, at anklagemyndigheden skal anerkende, at beslaglæggelse og konfiska- tion af den af Kærende1 tilhørende bil ikke kan ske uden samtidig fuld erstatning til Kærende1 af bilens værdi på beslaglæggelsestidspunktet.

Tiltalte har nedlagt påstand om, at beslaglæggelsen ophæves.

Kærende2 har nedlagt påstand om, at beslaglæggelsen ophæves, og at bilen tilbageleveres til ham, subsidi- ært til bilens ejer. Subsidiært har han nedlagt påstand om, at anklagemyndigheden skal anerkende, at be- slaglæggelse af bilen ikke kan ske uden samtidig betaling af bilens værdi til ham, subsidiært bilens ejer.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Der er fremlagt årsopgørelse for 2021 for Kærende2, hvoraf fremgår bl.a., at hans indkomst var ca. 80.000 kr.

Om Tiltalte er det for Højesteret oplyst bl.a., at han siden juni 2021 har været varetægtsfængslet i en straf- fesag om besiddelse af 8-10 kg heroin og brandstiftelse med skader for angiveligt 1,8 mio. kr., og at han forud for varetægtsfængslingen var arbejdsløs.

Anbringender

Kærende1 har anført navnlig, at der ikke kan ske beslaglæggelse af bilen efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., da betingelserne for en eventuel konfiskation ikke kan antages at være opfyldt, idet konfiskatio- nen vil være uforholdsmæssigt indgribende over for selskabet og vil krænke dets grundlæggende rettighe- der.

Konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., kan kun ske med respekt af de grundlæggende ret- tigheder, som Kærende1 har efter bl.a. artikel 17, stk. 1, jf. artikel 52, stk. 1, i EU’s Charter om grundlæg- gende rettigheder, således som disse bestemmelser er fortolket af EU-Domstolen.

Det følger bl.a. af EU- Domstolens afgørelse af 12. juli 2019 Kommissionen mod Ungarn (sag C-235/17), at der i sager om konfi- skation af tredjemands ejendom skal foreligge effektive midler for tredjemand til at kunne rette et krav mod skadevolderen, og at en medlemsstat ikke ved at henvise til, at den krænkede part blot kan søge sig fyldestgjort hos skadevolder ved et civilt erstatningssøgsmål, kan undgå at krænke EU-retten.

Dette udgør endvidere et kriterium i vurderingen af Kærende1s rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskeret- tighedskonvention, hvor fordringshaverens effektive mulighed for at rette krav mod tredjemand efter Men- neskerettighedsdomstolens praksis er afgørende for, at der ikke foreligger en krænkelse af ejendomsretten i sager om konfiskation af tredjemands ejendom.

I tilfælde af konfiskation må Kærende1 antages at lide økonomisk tab, idet hverken Tiltalte eller Kærende2 kan eller har udsigt til at kunne erstatte selskabets tab.

Selskabets mulighed for effektivt at rette krav mod tredjemand i anledning af konfiskationen bestrides derfor, og byrden ved at skulle søge selskabets økono- miske tab dækket hos Tiltalte og Kærende2 kan ikke overvæltes på selskabet uden, at det vil indebære en krænkelse af selskabets grundlæggende rettigheder.

En eventuel konfiskation vil derudover medføre en krænkelse af Kærende1s rettigheder efter grundlovens § 73, idet konfiskationen savner et pønalt formål og dermed reelt udgør et ekspropriativt indgreb. Konfiskationen kan derfor ikke ske uden fuld erstatning fra staten til Kærende1.

Kærende1 har derudover ikke optrådt uforsigtigt i leasingforholdet. Selskabet har indgået en leasingkon- trakt med Kærende2 og har ikke noget aftaleretligt forhold til Tiltalte. Ifølge leasingkontraktens betingelser måtte Kærende2 ikke fremleje, udlåne eller overlade bilen til tredjemand.

Kærende1 har desuden taget alle rimelige skridt for at sikre sin økonomiske stilling og foretog forud for indgåelsen af leasingkontrakten med Kærende2 en grundig gennemgang af hans økonomi. Kærende2 var på leasingtidspunktet i stand til at be- tale de løbende ydelser i leasingkontrakten. Selskabet overholdt i den forbindelse kreditaftalelovens be- stemmelser om kreditvurdering.

Den målestok, der forudsættes i bemærkningerne til færdselslovens § 133 a, stk. 2, for ejeren af bilen til at sikre sin økonomiske stilling, kan ikke uden nærmere regulering gå videre end den eksisterende pligt efter kreditaftalelovens § 7 c om kreditvurderingspligten for kreditgivere, og da selskabet har opfyldt denne, må det lægges til grund, at selskabet har taget alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling.

Tiltalte har anført navnlig, at der ikke kan ske beslaglæggelse af bilen, da betingelserne for beslaglæggelse efter retsplejelovens § 805 ikke er opfyldt. Det kan ikke lægges til grund, at han har kørt med over 100 km i timen, idet hastighedsmålingen er forbundet med usikkerhed. Overgivelse af bilen til rette ejer må være tilstrækkeligt, hvorfor beslaglæggelse ikke er nødvendig. Konfiskation af bilen vil derudover krænke hans

grundlæggende rettigheder efter bl.a. EU’s charter, og som følge heraf vil betingelserne for beslaglæggelse efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., heller ikke være opfyldt.

Kærende2 har anført navnlig, at der ikke kan ske beslaglæggelse af bilen efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., da betingelserne for beslaglæggelse ikke er opfyldt. Tiltalte havde brugsstjålet bilen, hvorfor han allerede derfor ikke kan være strafferetlig eller økonomisk ansvarlig for, hvad Tiltalte uberettiget havde fo- retaget sig med bilen.

Det vil være en krænkelse af hans grundlæggende rettigheder, hvis bilen beslaglæg- ges og eventuelt konfiskeres, idet der vil være tale om et uforholdsmæssigt indgreb over for ham.

Formålet og hensynet bag færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., opfyldes allerede ved, at Tiltalte ikke længere råder over bilen, og når der henses til omstændighederne omkring tyveriet og de økonomiske konsekvenser ved en eventuel konfiskation, vil det derudover ikke være proportionalt, hvis beslaglæggelsen opretholdes.

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at beslaglæggelsen bør opretholdes, idet betingelserne for be- slaglæggelse efter retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 2, er opfyldt. Henset til bl.a. oplysningerne i anmeldel- sesrapporten og oplysningerne i kontrol- og måleskemaet er der begrundet mistanke om, at Tiltalte har gjort sig skyldig i forhold som nævnt i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., og det må antages, at betingel- serne for konfiskation efter denne bestemmelse vil være opfyldt.

Efter Kærende2s og Tiltaltes forklaringer og sagens omstændigheder i øvrigt er der ikke grundlag for at anse bilen for brugsstjålet, og konfiskation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., kan derfor ikke undlades med henvisning til, at bilen var stjålet.

Det må derudover antages, at beslaglæggelsen ikke vil være uforholdsmæssigt indgribende over for bilens ejer, idet Kærende1 i forbindelse med en eventuel konfiskation ikke kan antages at ville lide et økonomisk tab, da selskabet vil kunne få dækket et eventuelt tab gennem et erstatningskrav mod Tiltalte eller Kæ- rende2.

I forhold til Kærende2 forudsættes der at gælde et erstatningsansvar på aftaleretligt grundlag, idet Kærende2 har misligholdt leasingkontrakten mellem parterne, og der ses ikke at være grund til at antage, at han ikke over tid vil kunne betale af på et sådant krav.

Dertil kommer, at Kærende1 på baggrund af de til- gængelige økonomiske oplysninger om Kærende2s økonomi ved indgåelsen af leasingkontrakten måtte på- regne, at der ville være en betydelig risiko for, at Kærende2 ikke ville kunne betale et erstatningskrav i til- fælde af, at han misligholdt leasingkontrakten.

Beslaglæggelsen og en eventuel efterfølgende konfiskation af køretøjet kan ikke antages at indebære en krænkelse af Kærende1s grundlæggende rettigheder.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Den 14. maj 2021 blev Tiltalte standset af Midt- og Vestjyllands Politi og sigtet for overtrædelse af færdsels- lovens § 42, stk. 1, ved at have ført en personbil ad Thorsvej i Holstebro med mindst 117 km i timen, uanset at hastigheden ikke måtte overstige 50 km i timen. Bilen blev samtidig beslaglagt.

Bilen tilhører Kærende1 A/S, der havde leaset den til Kærende2.

Ved byrettens kendelse af 6. september 2021 blev beslaglæggelsen godkendt og opretholdt, jf. retsplejelo- vens § 802, stk. 1, med henvisning til, at der er grund til at antage, at bilen skal konfiskeres efter færdselslo- vens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Ved landsrettens kendelse af 26. september 2021 blev byrettens kendelse stad- fæstet.

Sagen angår, om der er grundlag for at godkende og opretholde beslaglæggelsen, eller om bilen skal udle- veres til Kærende1. Højesteret bemærker herved, at Kærende1 har ophævet leasingaftalen med Kærende2, og at der allerede derfor ikke er grundlag for at imødekomme hans påstand om udlevering af bilen til ham.

Retsplejelovens regler om beslaglæggelse Efter retsplejelovens § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslaglægges, så- fremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Efter retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt., kan genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådig- hed over, beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og der skal således ikke ved denne afgørelse tages endeligt stil- ling til, om bilen skal konfiskeres, men om der ud fra de oplysninger, som foreligger på nuværende tids- punkt, er grund til at antage, at bilen bør konfiskeres i forbindelse med straffesagen mod Tiltalte for over- trædelse af færdselsloven.

Færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., skal der i tilfælde af såkaldt vanvidskørsel ske konfiskation af køretøjet, selv om køretøjet ejes af en anden end den person, der har ført det.

Det gælder dog ikke, hvis konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til eje- rens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en sådan kørsel, og for at tage alle ri- melige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden per- son.

Bestemmelsen blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 534 af 27. marts 2021 (Folketingstidende 2020-21, tillæg A, lovforslag nr. L 127).

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med lovændrin- gen er at forhindre meget alvorlige færdselsforseelser, der i særlig grad kan udsætte andre mennesker for livsfare, og forslaget skal ses i lyset af, at såkaldt vanvidskørsel kan have – og gennem en årrække har haft – særdeles alvorlige og i værste tilfælde fatale konsekvenser, at det i praksis er tæt på umuligt for almindelige borgere at sikre sig herimod, og at problemets omfang er væsentligt.

Dertil kommer de praktiske vanske- ligheder, der var forbundet med at forhindre vanvidskørsel efter den tidligere regulering.

Af forarbejderne (Folketingstidende 2020-21, tillæg B, lovforslag nr. L 127, betænkning af 15. marts 2021, s. 4 f. og s. 8) fremgår, at der ved bedømmelsen af, om konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgri- bende, skal anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede omstændigheder. Det forudsættes, at der er tale om en snæver undtagelse, idet udgangspunktet er, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren. Endvidere er det nær- mere beskrevet, i hvilke tilfælde betingelserne for at undlade konfiskation skal anses for opfyldt.

Med hensyn til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, fremgår bl.a., at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne måde. Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed.

Sådanne forhold vil eksempelvis kunne være oplysninger om, hvorvidt den person, der ønsker køretøjet overdraget til sig, tidligere har begået flere eller grovere færdselslovsovertrædelser eller andre relevante lovovertrædelser.

Det må således normalt tale for, at det er påregneligt for ejeren, at køretøjet vil blive an- vendt ved en eller flere af de omfattede lovovertrædelser, hvis den person, der ønsker køretøjet overdra- get til sig, tidligere har begået flere eller grovere færdselslovsovertrædelser eller andre relevante lovover- trædelser.

Med henblik på at indhente oplysninger herom kan ejeren bl.a. udbede sig førerens private straffeattest. Ejeren kan dermed undersøge, om den person, køretøjet overdrages til, tidligere er straffet for f.eks. vanvidskørsel eller andre grovere overtrædelser af færdselsloven.

Ejeren kan også anmode den person, køretøjet overdrages til, om en tro og love-erklæring på, at vedkommende ikke tidligere har begået bestemte relevante lovovertrædelser.

Hvis en privatperson har udlånt køretøjet, formodes ejeren som udgangspunkt at have tilstrækkeligt kend- skab til den person, som ejeren vælger at låne køretøjet ud til, til at kunne vurdere, om der er risiko for, at køretøjet vil blive anvendt på en sådan måde, at det kan medføre konfiskation. Hvis det dokumenteres, at køretøjet har været stjålet på gerningstidspunktet, skal der ikke ske konfiskation.

For så vidt angår ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling fremgår bl.a., at udgangspunktet om konfiskation skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre erstat- ningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholds- mæssigt indgribende. Dette kan efter forarbejderne f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk.

Det anføres, at det kan være relevant for ejeren af køretøjet at undersøge lejerens eller leasingtagerens økonomiske forhold med henblik på at sikre en mulighed for at tage forholdsregler over for førerens poten- tielle manglende betalingsevne, og at den person, køretøjet overdrages til, er den reelle bruger af køretøjet og ikke f.eks. en stråmand.

Et leasingselskab bør f.eks. så vidt muligt sikre sig, eksempelvis gennem eSkat- Data, at de oplysninger om leasingtagers indkomstforhold, der afgives i forbindelse med indgåelsen af en leasingkontrakt, er korrekte.

Har ejeren ikke adgang til eSkatData, kan den pågældende anmode lejeren el- ler leasingtageren om på anden vis at belyse sine økonomiske forhold, f.eks. gennem fremlæggelse af års- opgørelser, lønsedler eller lignende.

Endelig fremgår det, at det er forudsat, at leasing- og udlejningsselskaber ved indgåelse af kontrakter og eventuelt ved tilpasning af deres forretningsmodel har mulighed for at indrette sig på den risiko, der følger af, at køretøjer kan konfiskeres.

Højesteret bemærker, at en person, der har ført et køretøj på en sådan måde, at der er grundlag for at kon- fiskere køretøjet i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, som udgangspunkt vil være erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler over for den, der lider et økonomisk tab, hvis køretøjet konfiskeres. Er der tale om lån, vil låntageren som udgangspunkt være erstatningsansvarlig på objektivt grundlag efter DL 5-8-1 over for den, der har udlånt køretøjet, hvis køretøjet konfiskeres, og låntageren har lånt køretøjet i egen interesse.

Højesteret har ved kendelse af 5. oktober 2022 i sag 102/2021 (UfR 2023.228) fastslået, at konfiskations- ordningen efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., ikke kan antages at være i strid med artikel 17, stk. 1, i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og artikel 52, stk. 1, eller med artikel 1 i den første tillægspro- tokol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller Menneskerettighedsdomstolens praksis. Det beror på en konkret vurdering, om konfiskation i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., er forene- lig med disse bestemmelser, herunder om konfiskation er uforholdsmæssigt indgribende.

Den konkrete sag Spørgsmålet om konfiskation af bilen skal pådømmes under straffesagen mod Tiltalte, og det er først i denne sag, der skal tages stilling til, om konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende. På nuværende tidspunkt skal der alene tages stilling til, om der er grundlag for at beslaglægge bilen ud fra en antagelse om, at der vil være grundlag for at konfiskere bilen under straffesagen.

Højesteret tiltræder af de grunde, landsretten har anført, at der er begrundet mistanke om, at Tiltalte har gjort sig skyldig i kørsel som nævnt i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. (vanvidskørsel). Højesteret tiltræ- der endvidere, at der ikke er grundlag for at anse bilen for brugsstjålet, således at konfiskation af den grund vil være uforholdsmæssigt indgribende.

Spørgsmålet er herefter, om konfiskation må antages at være uforholdsmæssigt indgribende ud fra en hel- hedsvurdering. Højesteret bemærker, at denne vurdering skal foretages både i forhold til Kærende1 som ejer af bilen og Kærende2, der på tidspunktet for beslaglæggelsen havde leaset bilen. Vurderingen skal fore- tages, selv om leasingaftalen efterfølgende blev ophævet.

Højesteret bemærker endvidere, at det ved denne vurdering må lægges til grund, at der efter årsagen til, at bilen påstås konfiskeret, og de økonomiske følger af en konfiskation ikke er grundlag for at antage, at konfi- skation vil medføre erstatningspligt for staten over for Kærende2 eller Kærende1 efter grundlovens § 73.

Som nævnt fremgår det af forarbejderne, at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel.

Ved vurderingen af Kærende2s forhold og adfærd, herunder om han har udvist agtpågivenhed og hans mu- lighed for at vurdere, om der var risiko for, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel, lægger Højesteret til grund, at han har udlånt bilen til Person1 med henblik på, at Person1 skulle sørge for, at bilen kom fra By1 til By2.

Højesteret lægger endvidere til grund, at Person1 aftalte med Tiltalte, at han skulle køre Kærende2s bil til By2, idet Person1 fulgte med i sin egen bil. Det er herefter ikke godtgjort, at det var helt upåregneligt for Kærende2, at bilen – eventuelt efter at den var blevet udlånt til en tredje person – ville blive anvendt til vanvidskørsel.

Efter forarbejderne skal udgangspunktet om konfiskation bl.a. fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det må ved vurderingen af ejerens økonomiske stilling i tilfælde af konfi- skation også tages i betragtning, om ejeren har andre muligheder for at få dækket sit tab.

Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser for Kærende2 i tilfælde af konfiskation lægger Højesteret til grund, at han er blevet afkrævet ca. 213.000 kr. af Kærende1, der har ophævet leasingaftalen under hen- visning til, at bilen var beslaglagt som følge af vanvidskørsel, og at han havde lånt bilen ud. Højesteret læg- ger endvidere til grund, at Tiltalte siden juni 2021 har været varetægtsfængslet i en sag om besiddelse af en større mængde heroin og brandstiftelse. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at det er behæf- tet med betydelig usikkerhed, om Tiltalte vil kunne erstatte bilens værdi.

Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der på nuværende tidspunkt foreligger, navnlig om det ovenfor anførte om Kærende2s overdragelse af bilen til Person1, finder Højesteret, at der ikke er grund til at antage, at konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende over for Kærende2.

Ved vurderingen af Kærende1s forhold og adfærd, herunder om selskabet har udvist agtpågivenhed og sel- skabets mulighed for at vurdere, om der var risiko for, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel, lægger Hø- jesteret til grund, at Kærende1 har undersøgt Kærende2s økonomiske forhold, inden leasingaftalen blev indgået i marts 2021, og har stillet som vilkår i aftalen, at bilen ikke må udlånes til personer uden for Kæ- rende2s husstand.

Det fremgår imidlertid af en mail fra Kærende1 til Kærende2, at Kærende1 i forbindelse med en skade på en anden bil havde påtalt, at han ifølge leasingaftalen ikke måtte udlåne bilen. Højesteret finder på den baggrund, at det ikke er godtgjort, at det var helt upåregneligt for Kærende1, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel.

Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser for Kærende1 i tilfælde af konfiskation lægger Højesteret til grund, at tabet svarer til det rejste krav over for Kærende2 på 213.000 kr., og at han i 2019, 2020 og 2021 havde en indkomst på henholdsvis 232.000 kr., 63.000 kr. og 80.000 kr. og en negativ formue på henholds- vis 117.000 kr., 56.000 kr. og 80.000 kr.

Højesteret finder, at det ikke er godtgjort, at Kærende2 ikke vil være i stand til at erstatte Kærende1s tab, eventuelt over en længere periode. Højesteret bemærker endvidere, at Kærende1 ved vurderingen af risi- koen ved at lease bilen til Kærende2 har kunnet tage hans evne til om nødvendigt at betale erstatning i be- tragtning. Endelig havde og har Kærende1 som erhvervsdrivende med leasing af biler som forudsat i lovens forarbejder mulighed for at fastsætte leasingydelserne, således at de samlede indtægter kan dække tab som følge af konfiskation, der skyldes, at enkelte leasingtagere kører vanvidskørsel.

Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der på nuværende tidspunkt foreligger, finder Højesteret, at der ikke er grund til at antage, at konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende over for Kærende1.

Der er herefter heller ikke grund til at antage, at konfiskation af den omhandlede personbil vil være i strid med artikel 17, stk. 1, i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder eller artikel 1 i den første tillægsproto- kol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hverken i forhold til Kærende2 eller Kærende1.

Konklusion Højesteret tiltræder, at betingelserne for beslaglæggelse er opfyldt, og stadfæster landsrettens kendelse.

Thi bestemmes

: Landsrettens kendelse stadfæstes.