68/2010

6 - års fristen for ændring af skatteansættelse var anvendelig for et mellemværende mellem moder og datterselskab. Anvendelsesområdet for Ligningslovens § 2. Skattemyndighederne ændrede i juni 2005 for indkomstårene 1999 og 2000 skatteansættelsen for GE Frankona Reinsu¬rance Holding ApS (nu Swiss Re Denmark Services A/S). I for¬bindelse med selskabets køb af en aktiebeholdning af moderselska¬bet i USA opstod der et tilgodehavende for moderselskabet. Selskaberne indgik herefter en aftale om et lån, der blev underskrevet af GE Frankona Reinsurance Holding den 15. oktober 1999. Mellemværendet skulle ifølge låneaftalen ikke forrentes (nulku¬pon-vilkår), men tilbagebetales med et højere beløb end mellemværendet. Selskabet gjorde gældende, at ændringen af skatteansættelsen var foretaget for sent, idet den udvi¬dede ansættelsesfrist på 6 år i § 34, stk. 5, i den dagældende skattestyrelseslov (nu skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5) forudsætter, at skatte¬ansættelsen er sket i medfør af ligningslovens § 2, stk. 1, som kun omfatter ændringer af ”pri¬ser og vilkår”. Højesteret udtalte bl.a., at det i skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, er angivet, hvilke skattepligtige der er omfattet af be¬stemmelsen, og det fremgår, at der ved kontrollerede transaktioner forstås handelsmæssige eller økonomiske transaktioner mellem de pågældende interesseforbundne selskaber mv. Højesteret tiltrådte, at 6 års-fristen i overensstemmelse med ordlyden omfatter enhver ansæt¬telsesændring vedrørende de pågældende skattepligtiges kontrollerede transaktioner. Den ændrede ansættelse af GE Frankona Reinsurance Holdings indkomst for skatteårene 1999 og 2000, var herefter sket rettidigt. Højesteret bemærkede, at bestemmelsen i ligningslovens § 2, stk. 1, hvorefter der ved opgørel¬sen af den skattepligtige indkomst for så vidt angår kontrollerede transaktioner skal anvendes priser og vilkår, der er i overensstemmelse med ”armslængdeprincippet”, ifølge bestemmel¬sens forarbejder omfatter alle forbindelser mellem de interesseforbundne parter. Efter bestemmelsen kan skattemyndighederne foretage korrektion af transaktio¬ner mellem interesseforbundne parter, når en transaktion ikke er i overensstemmelse med, hvad der ville være opnåeligt mellem uafhængige parter. Korrektionsadgangen omfatter alle økonomiske elementer og øvrige vilkår af relevans for beskatningen, herunder også f.eks. for¬faldstid, periodisering af renter og kurstab samt den retlige kvalifikation af transaktionen. En aftale om lån på nulkupon-vilkår indgået mellem interesseforbundne parter med tilbagevir¬kende kraft vil således kunne korrigeres af skattemyndighederne med hjemmel i ligningslo¬vens § 2, stk. 1. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.