Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2025.01.09Ø

OL-2025-Ø-00001

Kendelse
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
09-01-2025
Sagsemne
varetægtsfængsling / rpl § 762-770 og § 771-779
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.01.09Ø Østre Landsrets 4. afdelings

KENDELSE

Som dommere fungerede landsdommerne Olaf Tingleff, Mikael Friis Rasmussen og Marie Sejthen (kst.), førstnævnte som rettens formand. Dato: 9. januar 2025 Rettens sagsnr.: S-3404-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1994, (advokat Kim Bagge, besk.) Der fremlagdes retsbogsudskrift af 26. november 2024 fra Retten i Holbæk indeholdende den kærede kendelse og rettens fremsendelsesbrev af 26. november 2024.

De modtagne bilag var til stede. For anklagemyndigheden mødte anklager Nina Aavatsmark og senioranklager Pernille Bach Fredin. Som beskikket forsvarer mødte advokat Kim Bagge. Tiltalte var fremstillet.

Tiltalte, der har været frihedsberøvet fra den 8. august 2024 som sigtet og nu tiltalt for bl.a. overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. stk. 4, jf. våbenloven, har kæret kendelse afsagt af Retten i Holbæk den 26. november 2024 (60-1915/2024) om fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, indtil der er afsagt dom i sagen, jf. retsplejelovens § 767, stk. 2.

Kæremålet har været undergivet mundtlig forhandling i medfør af retsplejelovens § 767, stk. 4. Anklageren forelagde kæresagen under fornøden dokumentation. Forsvareren havde lejlighed til at supplere forelæggelsen. Anklageren nedlagde påstand om stadfæstelse, subsidiært varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Forsvareren nedlagde påstand om løsladelse. Kæresagen procederedes.

Tiltalte havde lejlighed til at udtale sig. Retten optog sagen til kendelse, der vil blive afsagt og meddelt parterne senere i dag. Dørene åbnedes. Tiltalte ført ud. Retten hævet kl. 10.52. Retten sat på ny kl. 13.00. Ingen var indkaldt eller mødt.

Efter votering afsagdes følgende kendelse: Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, herunder navnlig medtiltalte Person forklaring og påvisning af en pistol samt fund på bl.a. pistolen og ammunition af biologiske spor, hvis dna-profil med den højeste beregnelige sandsynlighed stammer fra Tiltalte frem for en anden person, at der er begrundet mistanke om, at Tiltalte har gjort sig skyldig i forhold 1.

Landsretten finder, at der er betydelig risiko for, at Tiltalte på fri fod vil have såvel lejlighed som anledning til på afgørende vis at vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at påvirke medtiltalte Person.

Landsretten har herved lagt vægt på Person forklaring om den længerevarende indbyrdes relation imellem dem op til anholdelsen, Person frygt for Tiltalte, og at Tiltalte flere gange har øvet vold overfor Person. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at Tiltalte opsøgte Person den 31. juli 2024.

Under disse omstændigheder og de øvrige oplysninger om det omhandlede kriminelle miljø kan det ikke føre til en anden bedømmelse, at Person flere gange har afgivet forklaring, herunder indenretligt, og at politiafhøringen den 4. november 2024 er fonetisk optaget.

Det kan heller ikke føre til en anden bedømmelse, at Tiltalte har været på fri fod i ca. 1½ måned efter sigtelsen, og at Person har været på fri fod den sidste måned før anholdelsen af Tiltalte. Betingelserne for fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, er således opfyldt.

På denne baggrund, og da bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 3, ikke er til hinder for varetægtsfængsling, indtil der er afsagt dom i sagen, jf. retsplejelovens § 767, stk. 2, stadfæster landsretten byrettens kendelse.

Thi bestemmes

: Byrettens kendelse stadfæstes. Tiltalte var ikke til stede. Parterne underrettes om landsrettens afgørelse.

AM2025.01.09Ø
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/f7dd493f-22c6-4207-8d38-a3daa79854b7