SAG 24/2024

Der kunne ikke ske udvisning af somalisk statsborger, der var straffri på grund af utilregnelighed som følge af sindssygdom. Sagen handlede om A, der var fundet skyldig i trussel om vold efter straffelovens § 119, stk. 1, idet han under indlæggelse på Psykiatrisk Center X med en nøgle mellem fingrene truede med at stikke nøglen i halsen på en medarbejder. Han var endvidere fundet skyldig i vidnetrussel efter straffelovens § 123, stk. 1, idet han i anledning af medarbejderens forklaring til politiet eller i retten udtalte, at han i retten ville slå medarbejderen ihjel. I byretten erkendte A forholdene, og han blev i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. For Højesteret angik sagen ligesom for landsretten alene spørgsmålet om udvisning. Højesteret udtalte herom bl.a., at der efter Menneskerettighedsdomstolens praksis skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet. Menneskerettighedsdomstolen har i dom af 9. april 2024 i sag 2116/21 (Nguyen mod Danmark) anset en ca. 46-årig udlænding, der kom til Danmark som 13-årig, for at have tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her i landet. Særligt med hensyn til tilfælde, hvor udlændingen er frifundet for straf som følge af utilregnelighed, fremgår det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at det skal tages i betragtning ved vurderingen af karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, at den blev begået på et tidspunkt, hvor den pågældende var sindssyg, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark) og dom af 30. maj 2023 i sag 8757/20 (Azzaqui mod Holland). Om proportionalitetsvurderingen i den konkrete sag anførte Højesteret, at efter en samlet afvejning ville udvisning af A være uproportional og dermed i strid med artikel 8. Der forelå således ikke sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kræves for at kunne udvise i en situation som den foreliggende, hvor A kom til Danmark som 11-årig. Højesteret lagde vægt på navnlig, at A i de foreliggende trusselsforhold var fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. De fremsatte trusler var ikke planlagte, men udtryk for spontane reaktioner under anbringelse på psykiatrisk afdeling. Forholdene blev begået tilbage i december 2020 og februar 2021, og A havde ikke siden gjort fysiske udfald mod ansatte eller medpatienter. Siden 2010 var han ved tidligere begået kriminalitet ligeledes fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Han havde en stærk tilknytning til Danmark og en svag tilknytning til Somalia. Højesteret tildelte herefter A en advarsel om udvisning. Landsretten var nået til et andet resultat.