Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2025.11.27Ø

OL-2025-Ø-00065

Afgørelse
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
27-11-2025
Sagsemne
skydevåben, Tilståelse / § 82, stk. 1, nr. 9
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.11.27Ø Retten i Næstveds

DOM

Dato: 18. juni 2025 Rettens sagsnr.: 2557/2025 Politiets sagsnr.: 1900-71289-00001-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1989 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 18. juni 2025. Tiltalte er tiltalt for Overtrædelse af overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved på ukendt tidspunkt i første halvår af 2025 på ukendt sted at have været i besiddelse af et oversavet jagtgevær.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte, Tiltalte, har forklaret, at politiet har fundet et oversavet jagtgevær. Han har ikke overdraget jagtgeværet til nogen, og han kender ikke de øvrige sigtede i sagen. Han er bekendt med, al hans dna er fundet på aftrækkeren på jagtgeværet. Han har holdt geværet og haft det i hænderne. Han har ikke brugt det, men alene holdt det. Det er formentlig 6 måneder siden.

Det var ikke hans gevær, men han havde det i hænderne. Geværet var en andens, og det har skiftet hænder. Han vil ikke sige, hvor han holdt geværet. Da han holdt geværet, var det ikke oversavet, men kolben var skåret over. Han vil ikke tro, at personen, som var i besiddelse af geværet, havde rent mel i posen. Han ved ikke, hvad geværet skulle bruges til, men formentlig til selvforsvar.

Det var i et miljø, hvor man lavede ting, hvor man kunne blive røvet. Tasken var tiltaltes, og geværet har nok ligget i tasken. Han mistede tasken samme dag. Tiltalte kender ikke Person1 og Person2, men han kender Person1’s far, fordi han tidligere har købt cigaretter af ham og har lånt hans bil for mange år siden. Han så sidst Person1’s far for ca. 8 måneder siden. Han ved, at Person3 har haft tasken liggende.

Person3 har ikke været i besiddelse af våbnet, men alene tasken. Person4 er tiltaltes kæreste. Person4 har været i kontakt med tasken, men ikke geværet. Tiltalte husker ikke Person3’s efternavn, og han ønsker ikke at oplyse yderligere om Person3.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Udgangspunktet for strafudmåling i sager om overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1 på et ikke offentligt tilgængeligt sted er fængsel i to år, og strafferammen er fængsel i 2 til 8 år.

Tiltalte har afgivet fuldstændig tilståelse under 24 timer efter sin anholdelse, og udgangspunktet efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9 og Højesterets dom af 15. maj 2025 i sag 99/2024 er, at en sådan tilståelse skal medføre en reduktion af straffen. Højesteret har ved dom af 15. maj 2025 opstillet retningslinjer for tilståelsesrabatter med baggrund i ændringen af straffelovens§ 82, stk. 1, nr. 9.

Det fremgår af dommen, at: "… Kategori 3 Lovbemærkningerne indeværer, at der i tilståelsessager, hvor politiet ikke spares for en længere efterforskning, ikke kan gives samme tilståelsesrabat som i kategori 2. Højesteret finder, at der i sådanne tilfælde som udgangspunkt kan ske en reduktion af straffen på mellem ca. 10 og ca. 20 %.

Som eksempel kan nævnes de narkotika- og våbensager, hvor det erkendte forhold svarer til politiets/und hos den pågældende. …" Dommen angiver ikke, hvorledes tilståelsesrabatten harmonerer med lovbestemte minimumsstraffe, men våbensager nævnes eksplicit som et tilfælde, hvor der kan ske en reduktion af straffen under omstændigheder svarende til denne sag (kategori 3).

Retten tinder herefter, at Højesterets dom af 15. maj 2025 sammenholdt med de hensyn, som begrunder ændringen af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, må forstås således, at tilståelsen under disse omstændigheder medfører, at andre forhold afgørende taler for, at straffen nedsættes under den foreskrevne strafferamme, jf. straffelovens§ 83.

Straffen fastsættes derfor til fængsel i 1 år og 9 måneder, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 1 år og 9 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 23. afdelings

DOM

(landsdommerne Steen Mejer, Julie Skat Rørdam og Claus Peter Hansen (kst.) Dato: 27. november 2025 Rettens sagsnr.: S-1789-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1989, (advokat Mads Thrue Fossing, besk.) Dom afsagt af Retten i Næstved den 18. juni 2025 (1585/2025) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse. Tiltalte har påstået stadfæstelse.

Personlige forhold Tiltalte har under anken været fortsat frihedsberøvet. Forklaringer Tiltalte har forklaret bl.a., at hans personlige forhold ikke har ændret sig – han har siddet varetægtsfængslet siden byrettens dom. Han blev far kort efter retssagen og har forbindelse til mor og barn.

Landsrettens begrundelse og resultat

Tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, ved besiddelse af et oversavet jagtgevær. Tiltalte blev anholdt i sagen den 17. juni 2025 og fremstillet i grundlovsforhør den 18. juni 2025, hvor han tilstod det påsigtede. Sagen blev straks fremmet som tilståelsessag, og tiltalte blev idømt en straf af fængsel i 1 år og 9 måneder.

Efter bemærkningerne til den strafskærpelse for overtrædelse af straffelovens § 192 a, der fandt sted ved lov nr. 494 af 22. maj 2017, er normalstraffen for et tilfælde som det foreliggende, hvor et våben af den omhandlede karakter er besiddet på ikke offentligt sted uden tilhørende ammunition, fængsel i to år.

Spørgsmålet er herefter, hvilken betydning straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, og Højesterets dom af 15. maj 2025 i sag 99/2024, trykt i UfR 2025.3022, har for udmåling af straffen i et tilfælde som det foreliggende, hvor en strafrabat vil betyde, at straffen skal udmåles under den i loven foreskrevne strafferamme.

Efter straffelovens § 82, stk. 1, skal en række oplistede forhold, herunder at gerningsmanden har aflagt tilståelse, i almindelighed indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse. Efter straffelovens § 83, 1. pkt., kan straffen nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor.

Denne bestemmelse fik sin affattelse ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse m.v.). Af de specielle bemærkninger til lovforslaget (§1, nr. 2 i lovforslag nr. 99 af 26. november 2003) fremgår bl.a.: ”… § 83 er ikke begrænset til omstændigheder, der foreligger ved den strafbare handlings foretagelse.

Også senere indtrådte omstændigheder kan bevirke strafnedsættelse eller strafbortfald, jf. eksempelvis de forhold, der nævnes i den foreslåede bestemmelse i § 82, nr. 9-14.

Spørgsmålet om, hvorvidt formildende omstændigheder ved gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold bør føre til reduceret straf eller som følge af forholdets særlige karakter til strafbortfald, vil som hidtil bero på en konkret vurdering.

Vejledende ved denne vurdering kan være den opregning af formildende omstændigheder, som indgår i § 82 i lovforslaget. …” Fire voterende udtaler: Disse voterende finder, at der ikke ud over tilståelsen er oplysninger i sagen, der taler for nedsættelse af straffen.

Henset hertil og til karakteren af tilståelsen, der i det væsentlige alene angår tiltaltes egne forhold, findes der ikke at foreligge sådanne forhold, der afgørende taler for at nedsætte straffen under den foreskrevne strafferamme, jf. straffelovens § 83. Disse voterende stemmer derfor for at fastsætte straffen til fængsel i 2 år.

To voterende udtaler: Disse voterende stemmer af de grunde, der er anført af byretten, for at stadfæste byrettens dom. Der gives dom efter stemmeflertallet, jf. retsplejelovens § 216, stk. 1. Straffen, der fastsættes efter de af byretten anførte bestemmelser, forhøjes således til fængsel i 2 år.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres, således at Tiltalte straffes med fængsel i 2 år. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.11.27Ø
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/cda4151f-be98-4fc5-ad1c-da7a907fed23