Tilbage til sager

BRByretterne

AM2020.12.11B

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
11-12-2020
Sagsemne
færdsel / færdselsloven, frakendelse af førerretten / §§ 125-126
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

1 RETTEN I AALBORG Udskrift af dombogen D O M afsagt den 11. december 2020 Rettens nr. 18-4872/2020 Politiets nr. 5100-81020-00485-19 Anklagemyndigheden mod T Født april 1941 Anklageskrift er modtaget den 18. juni 2020.

T er tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1, ved den 22. juni 2019 ca. kl. 1430 under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden at have ført personbil med reg.nr. ... ad ... ved ... og fremkaldt fare for skade på person og ting, idet han undlod at efterkomme de anvisninger for færdslen, som var givet ved færdselstavle C19, indkørsel forbudt, og efterfølgende fortsatte mod ensretningen ind på et aflukket område, hvor der blev afviklet lovligt motorløb.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bøde. Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1. T har nægtet sig skyldig.

2

Sagens oplysninger

Forklaring fra hovedforhandling den 6. november 2020: ” T har forklaret navnlig, at at han kørte bil den pågældende dag. Han kørte ved ... i sin egen bil. Han var kendt i området, men han kendte ikke navnet på vejen, hvor han kørte. Han skulle aflevere noget post til menighedsrådsformanden, der boede på vejen. Der var cykelløb den pågældende dag. Der var ikke motorløb. Han så ingen skilte overhovedet.

Han blev standset af en mand, der gjorde ham bekendt med, at der var løb, og at han ikke måtte køre ind på strækningen. Tiltalte svarede, at han bare lige skulle ind og aflevere noget.

Manden vandte ryggen til, og tiltalte tolkede det, som om han måtte køre ind og fortage sit ærinde, hvilket han gjorde." Forklaringer afgivet under hovedforhandling den 4. december 2020: "V1 har som vidne forklaret navnlig, at han havde tilknytning til motorløbet, der blev afholdt den 22. juni 2019. Han var ansvarlig for, at der var officials på banen, og at der var spærret af til banen.

Løbet var en rallysprint for historiske biler. De kørte på landevej på en strækning fra et punkt til et andet. Banen var 1,7 km. lang. Løbet var godkendt af politiet. De fulgte standardreglerne for aflukning til løbet. I følge reglementet må bilerne have en gennemsnitshastighed på 80 km/t. Der er chikaner på banen, men også lige strækninger, hvor bilerne kørte mere end 80 km/t.

Løbsdeltagerne har en forventning om, at der ikke er andre på banen end dem og officials. Det var kun vidnet som løbsansvarlig, der måtte give andre tilladelse til at køre ind på området. Bilerne kørte ikke samlet, men bliver sendt afsted med 3 minutters mellemrum. Der var afspærring ved start, dog med en åbning til de biler, som deltog i løbet. Der var afspærring og stopskilt ved målområdet.

Vejen var spærret med et skilt med kørsel forbudt og tekst om, at der var motorløb. På grund af skiltet skulle man over i venstre vejbane for at komme ind på området. Der var også skilte med oplysning om, at der blev afholdt motorløb i området og i hvilket tidsrum. Vidnet modtog under løbet besked om, at en official viste rødt flag, fordi der var en fremmed bil på banen, som kørte mod kørselsretningen.

Vidnet kørte ned til den pågældende bil og parkerede midt på vejen, så den fremmede bil ikke kunne passere. Vidnet oplyste føreren om, at føreren skulle forlade banen. Tiltalte svarede ikke. Vidnet bad igen tiltalte om at forlade området. Vidnet endte med at gå hen foran bilen og gestikulerede at han skulle vende om og køre fra banen. Vidnet gik endnu en gang hen til førerren og bad ham om at forlade området.

Tiltalte sagde, at vidnet var nødt til at bakke, så han kunne vende sin bil. Vidnet bakkede sin bil ca. 10 meter. Tiltalte vendte herefter sin bil og kørte fra stedet. Vidnet mener, at det tog ca. 15 minutter, før løbet var i gang igen. Vidnet kan genkende tiltalte som føreren af bilen den pågældende dag. V2 har som vidne forklaret, at han var official på motorløbet den pågældende dag. Han stod i målområdet.

Bilerne skulle stoppe hos ham og køre stille og roligt ud på offentlig vej. Han skulle også stoppe biler fra offentlig vej, så de ikke kørte ind på området. Der var et stopskilt og et skilt, hvor det fremgik, at der var motorløb. Skiltet forhindrede udefrakommende i at køre ind på løbsstrækningen, idet udefrakommende skulle passere skiltet. Vidnet stod ca. 25-30 meter fra skiltningen.

Vidnet bemærkede en sort bil med et ældre ægtepar, som kom fra offentlig vej. Vidnet gik hen til føreren og sagde, at der var spærret, og at de ikke kunne komme ind på området. Der kom samtidig en rallybil, som vidnet så sig nødsaget til at gå hen til. Da vidnet gik fra stedet, kørte ægteparrets bil ind på banen, hvorfor vidnet var nødt til at vinke med det røde flag.

Vidnet tilkendegav tydeligt over for tiltalte, at der var motorløb, og at de skulle forlade banen. Den ældre herre var opsat på at komme ind på området, og han var ikke tilfreds med, at området var

3 lukket. Vidnet mener, at tiltalte ikke kunne være i tvivl om, at området var lukket på grund af motorløb. Vidnet mener ikke, at han vil kunne genkende tiltalte i dag, da det er længe siden. Vidnet tilkendegav ikke med sin adfærd, at tiltalte godt måtte køre kortvarigt ind på området."

Rettens begrundelse

og afgørelse Retten lægger til grund, at der lørdag den 22. juni 2019 blev afviklet lovligt motorløb i området omkring .... Efter vidnernes forklaring i sagen lægger retten endvidere til grund, at løbsstrækningen var afspærret ved brug af skiltning, hvoraf det fremgik, at gennemkørsel var forbudt for uvedkommende.

Det er i sagen ubestridt, at løbsofficial V2 oplyste mundtligt til tiltalte, som var fører af en udefrakommende personbil, at han ikke måtte køre ind på løbsstrækningen. Det er også ubestridt, at tiltalte fortsatte sin kørsel ind på løbsstrækningen.

Under disse omstændigheder finder retten, at der trods tiltaltes benægtelse foreligger det til domfældelse fornødne bevis for, at tiltalte er skyldig i ikke at have efterkommet de anvisninger for færdslen, som blev givet ved færdselstavler og på anden måde, jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1.

Retten har herved også lagt på V2's forklaring om, at han ikke gav tiltalte samtykke til at, tiltalte kunne fortsætte sin kørsel. Straffen fastsættes til en bøde på 2.500 kr., jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 4, stk. 1. Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Retten finder, at det er forbundet med fare, at færdes på en motorløbsstrækning, og at tiltalte ved at køre ind på løbsstrækningen under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har fremkaldt fare for skade på person eller ting. Tiltalte frakendes derfor retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert.

Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes, jf. færdselslovens § 125, stk. 5, jf. § 125, stk. 1, nr. 1.

Thi kendes for ret

: T skal betale en bøde på 2.500 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 6 dage. Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert.

4 Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke igen inden for 3 år fra endelig dom fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Iben Gjessing dommerfuldmægtig /jkn Udskriftens rigtighed bekræftes. RETTEN I AALBORG, den 11. december 2020 Natalie Fredsgaard Jensen retsassistent

AM2020.12.11B
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/e3afd663-e86b-4212-a5b1-9448eadac503