189/2008

Professionelle parter i et løbende forretningsforhold fortabte retten til at gøre krav gældende mod hinanden efter flere års passivitet mht. fremsættelse af kravene. Mobilix (nu TeliaSonera Danmark A/S) og Tele Danmark A/S (nu TDC A/S) indgik i oktober 1999 en aftale om samtrafik mellem de to selskaber. Aftalen indeholdte bl.a. regler for prissætning og ændringer heraf samt selve de afgifter, som parterne skulle betale for de såkaldte termineringer i hinandens netværk. I juli 2000 fik TeliaSonera tilladelse til at etablere et nyt 2. generations mobilnet. Der var i vilkårene for tilladelsen fastsat maksimalpriser for, hvad terminering i netværket skulle koste, og det fremgik, at eksisterende aftaler om terminering skulle udvides til også at omfatte det nye netværk. I marts 2002 konstaterede Telestyrelsen, at TeliaSonera ikke tilbød terminering til de fastsatte maksimalpriser, og påbød selskabet at tilbyde terminering til såvel eksisterende som fremtidige kunder på de anførte vilkår. TeliaSonera tilbød herefter TDC terminering til de fastsatte maksimalpriser, idet det samtidig oplystes, at selskabet overvejede, hvorvidt man ville klage over Telestyrelsens påbud. TDC accepterede tilbuddet om ændrede priser. I august 2002 omgjorde Teleklagenævnet Telestyrelsens påbud, hvorefter TeliaSonera meddelte TDC, at man ville regulere termineringspriserne med tilbagevirkende kraft. Dette afslog TDC, og der fulgte en længere periode med uenighed mellem parterne om termineringspriserne. I januar 2005 meddelte TDC, at TeliaSonera ikke havde noget tilgodehavende hos TDC for 2002. I december 2003 aftalte TeliaSonera og TDC ved en tillægsaftale nye termineringspriser, uden at nogen af dem tog forbehold for et eventuelt efterbetalingsspørgsmål for den forudgående periode. Først i februar 2007 indgav TeliaSonera stævning mod TDC, og TDC fremsatte krav mod TeliaSonera. På baggrund af forløbet i sagen og den fremlagte korrespondance mellem TeliaSonera og TDC fandt Højesteret, at begge parter havde kunnet tage begivenhedsforløbet som udtryk for, at modparten havde besluttet ikke at forfølge et eventuelt krav yderligere. Ved først i 2007 at foretage retslige skridt mod hinanden havde begge parter derfor ved passivitet fortabt retten til at gøre noget krav gældende mod den anden part. Ved vurderingen måtte det tillægges væsentlig betydning, at der var tale om et løbende forretningsforhold mellem professionelle parter om store økonomiske værdier. Begge parter blev derfor frifundet for den andens krav. Højesteret ændrede dermed landsrettens dom.