BR — Byretterne
AM2020.06.16B
[AM2020.06.16B] Retten i Randers’
DOM
– 16. juni 2020 – 7-5861/2019 - 4200-84111- 00176-19
Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1999
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 6. december 2019
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af
1. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved natten til den 7. juli 2019 på Adresse i Randers NV, at have været i besiddelse af 21,12 g hash og 26,86 g skunk, der var pakket i pølsemandsposer med henblik på videreoverdragelse, ligesom han kort forinden havde overdraget yderligere mindst 60 gram hash/skunk, og
2. færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 2, ved den 7. juli 2019 ca. kl. 00.45 at have ført personbil …, senest ad Vej i Randers NV, selvom hans blod under eller efter kørslen indeholdt tetrahydrocannabinol (THC) i et sådant omfang, at indholdet i blodet oversteg 0,001 mg THC pr. kilogram blod, og som ikke var indtaget i henhold til en lovlig recept.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 21,12 gram hash, 26,86 gram skunk og 3.300 kr. hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, og stk. 1.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Tiltalte har protesteret mod påstanden om konfiskation.
Sagens oplysninger
Sagen er fremmet i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4.
Der er afgivet forklaring af vidnet politibetjent Vidne. Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
En blodprøve, der blev udtaget den 7. juli 2019 kl. 01.38 påviste en koncentration for stoffet tetrahydrocannabinol (THC) i blodet på mindst 0,0020 mg pr. kilogram blod.
Det fremgår af skrivelse af 16. januar 2020 fra Kriminalforsorgen, at det ikke har været muligt for Kriminalforsorgen at udarbejde en personundersøgelse, idet tiltalte ikke er mødt op til møde i Kriminalforsorgen og ikke har besvaret telefoniske henvendelser.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 Efter vidnet politibetjent Vidne’s forklaring lægger retten til grund, at tiltalte var i besiddelse af 21,12 gram hash og 26,86 gram skunk, da han blev standset i bil natten til den 7. juli 2019. Henset til vidnets forklaring om, at de euforiserende stoffer primært blev fundet under passagersædet i bilen pakket i flere pølsemandsposer og dernæst i poser, der havde et logo som indikerende, at de var lugtfri, og da tiltalte samtidig blev fundet i besiddelse af to mobiltelefoner, finder retten det bevist, at tiltalte har besiddet de 21,12 gram hash og 26,86 gram skunk med henblik på videreoverdragelse.
Vidnet har endvidere forklaret, at tiltalte blev fundet i besiddelse af 3.300 kr. i kontanter. Retten finder det ikke herved bevist, at tiltalte kort forinden havde overdraget yderligere mindst 60 gram hash/skunk.
Tiltalte findes således i forhold 1 skyldig i det beskrevne omfang.
Forhold 2 Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at tiltalte blev standset som fører af bilen … natten til den 7. juli 2019. Herefter og på baggrund af resultatet af den retskemiske erklæring af 15. juli 2019 findes tiltalte skyldig i forhold 2.
Straffen fastsættes til fængsel i 14 dage og en bøde på 1.500 kr., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 1, jf. § 54, stk. 1, nr. 2.
Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på mængden af de euforiserende stoffer, som tiltalte er fundet skyldig i besiddelse af. Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte er fundet skyldig i besiddelse med henbilk på videreoverdragelse. Retten har ved fastsættelsens af bøden lagt vægt på det oplyste om tiltaltes indtægtsforhold.
Retten har ikke fundet grundlag for at gøre dommen betinget.
Retten tager påstanden om konfiskation af 21,12 gram hash og 26,86 gram skunk til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1. Da det efter bevisførelsen ikke findes bevist, at de 3.300 kr. i kontanter er udbytte fra en strafbar handling, tager retten ikke påstanden om konfiskation af 3.300 kr. til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Tiltalte, Tiltalte, straffes med fængsel i 14 dage og en bøde på 1.500 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 6 dage.
Hos tiltalte konfiskeres 21,12 gram hash og 26,86 gram skunk.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
