66/2015

Sagen angik, om den ansatte, der havde været beskæftiget med annoncesalg hos De Gule Sider A/S, havde fået tilstrækkelig kompensation for den manglende indtjening af provision i sin sommerferie i perioden 11. juli til 7. august 2011. Efter det aftalegrundlag, der var gældende for A i den periode, hvor han afholdt sin ferie, bestod hans løn af en fast månedlig grundløn på 30.000 kr. og en provisionsdel. Grundlønnen kom til udbetaling uafhængigt af den faktiske indtjening, mens provision først blev optjent, hvis As indtjening i en måned oversteg grundlønnen. Var indtjeningen i en måned mindre end grundlønnen, blev der beregnet et negativt provisionsbeløb, som blev overført til den følgende måned, og provision kom herefter først til udbetaling, når det negative beløb var indtjent i den eller de følgende måneder. Et negativt beløb kunne ikke føre til afkortning i grundlønnen. A havde modtaget den faste grundløn under ferieafholdelsen i sommeren 2011 og han var i tillæg hertil blevet kompenseret med et beløb svarende til 12,5 % af den optjente provision i 2010 i feriegodtgørelse i overensstemmelse med aftalegrundlaget og ferieloven. Højesteret bemærkede herved, at der intet grundlag var for at fastslå, at den del af As aflønning, der bestod i et fast månedligt beløb på 30.000 kr., reelt havde karakter af aconto provision med den virkning, at A kunne kræve feriegodtgørelse med 12,5 % også af denne del af aflønningen. Højesteret bemærkede endvidere, at der i aftalegrundlaget ved fastsættelsen af mål for provisionsindtjening (targetsætning) var taget højde for, at der bl.a. ville være feriedage. Ordningen var dermed baseret på, at den manglende mulighed for at indtjene provision i ferieperioder skulle udlignes i årets løb. Højesteret fandt på den baggrund, at det ikke var afgørende, om negative provisionsbeløb, der eventuelt var opstået i måneder, hvor der var afholdt ferie, var større end feriegodtgørelsen på 12,5 % af det forudgående års provisionsindtægter. Højesteret fandt også, at den kompensation, som den ansatte havde modtaget, var i overensstemmelse med artikel 7 i arbejdstidsdirektivet (Europaparlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden), jf. præmis 24 og 35 i EU-domstolens dom af 22. maj 2014 i sagen Z.J.R. Lock mod British Gas Trading Limited, sag C-539/12. Herefter stadfæstede Højesteret landsrettens dom.