84/2022

[AM2023.02.08H] Retten på Frederiksbergs

DOM

- 6. januar 2022 - 9928/2021 - 0100-70831-00074-21

Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født 1954 (1)

Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 22. oktober 2021.

Tiltalte er tiltalt for 1.-12. (0100-76404-00041-21, 0100-76404-00055-21, 0100-76404-00056-21,0100-76404-00057-21,0100-76404- 00058-21, 0100-76404-00059-21, 0100-76404-00060-21, 0100-76404-00061-21, 0100-76404-00062-21, 0100-76404-00063-21, 0100-76404-00064-21, 0100-76404-00065-21) overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, ved i perioden fra den 5. marts 2012 til den 30. november 2020 med forsæt til at opnå uberettiget udbeta- ling af særlig grov karakter af dagpenge og efterløns- og flexsydelsesbidrag, over for FOA, beliggende Stau- nings Plads 1 i København V, at have afgivet urigtige oplysninger, idet tiltalte i forbindelse med optagelse i FOA urigtigt oplyste sin identitet som værende Forurettede med dansk statsborgerskab, hvorved tiltalte, der på det urigtige grundlag blev optaget i FOA og efter optagelsen løbende fik udbetalt dagpenge og efter- løns- og flexsydelsesbidrag, uberettiget i perioden formåede FOA til at udbetale sig samlet 1.518.051 kr.

13. (0100-70811-00444-21) dokumentfalsk efter straffelovens § 171, stk. 1 og stk. 3, jf. § 172, ved den 21. februar 2019 ca. kl. 11.20 i Københavns Borgerservice beliggende Nyropsgade 7 i København V, med forsæt til at skuffe i retsforhold, over for en ukendt medarbejder ved Københavns Borgerservice, at have underskrevet en ansøgning om dansk pas under navnet Forurettede.

14. (0100-70811-00445-21) dokumentfalsk efter straffelovens § 171, stk. 1 og stk. 3, jf. § 172,

ved den 1. februar 2021 på et ikke nærmere angivet tidspunkt i Københavns Borgerservice beliggende Ny- ropsgade 7 i København V, med forsæt til at skuffe i retsforhold, over for en ukendt medarbejder ved Kø- benhavns Borgerservice, at have underskrevet en ansøgning om folkepension under navnet Forurettede.

15. (0100-70831-00074-21) overtrædelse af straffelovens § 174, jf. til dels § 21, ved den 30. juli 2021 ca. kl. 09.10 på Adresse, i København NV, at have gjort brug af et ægte dokument, som vedrører en anden, idet tiltalte over for pa. Vidne foreviste tre danske pas tilhørende Forurettede, ligesom tiltalte var i besiddelse af to sygesikringsbeviser og et Danske Bank hævekort tilhørende Forurettede.

16. (0100-84142-00377-21) overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i perioden fra den 30. maj 1987 til den 30. juli 2021 ca. kl. 09.10, at have opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres tre danske pas (koster 1-2), to sygesikringsbeviser (koster 6) og et Danske Bank hævekort (koster 7) i sagens forhold 15.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om frakendelse af dansk statsborgerskab i medfør af indfødsretslovens § 8 A, samt udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 24, nr. 2, og § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1, nr. 1, med indrejseforbud for bestandig.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Tiltalte har protesteret mod konfiskationspåstanden.

Tiltalte har påstået frifindelse for påstandene om frakendelse af dansk statsborgerskab og udvisning.

Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnet politiassistent Vidne.

[FORKLARINGER UDELADT]

Oplysningerne i sagen Der er under sagen dokumenteret fra omslag "fremstillingsrapport"

bilag 6, ransagningsrapport bilag 8, fotorapport bilag 9, fotorapport, flybilletter, pengeoverførsler bilag 10, fotorapport, Guinea konatkt bilag 11, Rapport visitation bilag 12, foto fra fotoalbum

og

fra omslag 1

bilag 2-3, retsanmodning af 16. april 2020 bilag 2-5, ansøgning om dansk statsborgerskab fra 1995, afslag 27. marts 1998. akt. 10 meddelelse som statsborgerskab 20. december 1999. bilag 4-2, Rapport kontakt indfødsretskontoret, afhøringsrapport 29/6-, og bilag 93 ansøgning om dansk pas bilag 95 ansøgning om folkepension

Der er endvidere dokumenteret afgørelse af 16. september 2021 fra Udlændinge- og Integrationsministe- riet, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, anmodning af 14. oktober 2021 fra Udlæn- dinge- og Integrationsministeriet om inbringelse af spørgsmålet om frakendelse af statsborgerskab og udta- lelse af 15. november 2021 fra Udlændinge- og Integrationsministeriet vedrørende spørgsmålet om udvis- ning.

Det fremgår af de foreliggende oplysninger blandt andet, at tiltalte, der er født i Guinea og angivet at være statsborger i Guinea, den 21. juli 1987 ansøgte om opholdsregistreringsbevis i Danmark, og at han i den for- bindelse oplyste sin identitet som den franske statsborger, Forurettede født … 1954. Som dokumentation fremlagde han fransk pas, gyldig fra 3. september 1986 til 3. september 1996. Han fik den 23. juli 1987 ud- stedt opholdsbevis som EU-borger. Den 8. juni 1993 fik han meddelt tidsubegrænset opholdsret efter EU- opholdsbekendtgørelsen som Forurettede.

Med virkning fra den 27. december 1999 blev han ved lov meddelt dansk statsborgerskab. Det fremgår af sagens oplysninger, at tiltalte ved ansøgningen om statsborgerskab og afhøring legitimerede sig som Foru- rettede ved fransk pas udstedt den 3. januar 1986. Af ansøgningen fremgår, at fødestedet er angivet som Martinique, og at ansøger har fransk statsborgerskab.

På baggrund af en henvendelse fra fransk politi konstaterede politiet den 9. august, at den person, der i Danmark er registret under identiteten Forurettede, født 1954 (2) er identisk med tiltalte, født 1954 (1), der er statsborger i Guina.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 30. juli 2021.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har forklaret, at han er født i Guinea og kom til Frankring som ung. Han har endvidere forklaret, at han via uidentificerede personer, som han mødte på Gare du Nord, anskaffede sig en fødselsattest lydende på den franske statsborger Forurettedes navn, hvorefter han fik udstedt identitets papirer vedrørende på- gældende. Han har erkendt, at han efter indrejse i Danmark har levet under denne identitet, og at han ved ansøgning om opholdstilladelser i Danmark og dansk statsborgerskab har benyttet id-oplysninger vedrø- rende fransk statsborger, Forurettede.

Retten lægger herefter til grund, at tiltalte med forsæt svigagtig, har opnået opholdstilladelser og dansk statsborgerskab, som statsborger i et EU-land, idet han svigagtigt har benyttet sig af identitet som fransk statsborger Forurettede, idet dette denne oplysning har været bestemmende for afgørelserne.

Tiltaltes opholdsgrundlag i Danmark under identitet som Forurettede, hviler derfor på svigagtigt forhold, og tiltalte er herefter skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 16 for overtrædelse af udlængelovens § 59, stk. 2 ved at have opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse

Ved at benytte den falske identitet som Forurettede til at opnå udbetaling af ydelser fra FOA og ved ansøg- ning om dansk pas og ansøgning om folkepension finder retten, at tiltalte er skyldig i forhold 112, og 13 og 14. Det fremgår videre af vidnet pa. Vidnes forklaring, at tiltalte, som beskrevet i forhold 15, oplyste sin identitet som Forurettede og fremviste dansk pas, som dokumentation herfor. Tiltalte er herefter tilllige skyldig i forhold 15 i overenstemmelse med tiltalen.

Tiltalte har i perioden fra 5. marts 2012 til 30. november 2020 kontinuerligt fået udbetalt dagpenge og se- nere efterløns- og flexsydelsesbidrag fra FOA, kun afbrudt af enkelte kortere perioder. Der foreligger heref- ter en fortsat forbydelse, således at ingen del af forhold 12 er forældet.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, § 171, stk. 1 og stk. 3, jf. § 172, jf. § 174, jf. til dels § 21, og udlændingelovens § 59, stk. 2.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på forholdets grovhed, herunder særligt værdien af det i forhold 1.12 uretmæssige udbetalte beløb.

Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt

Påstanden om frakendelse af dansk statsborgerskab tages efter den påberåbte bestemmelse til følge. Ret- ten bemærker herved, at det følger af indfødsretslovens § 8 A, at den, der i forbindelse med erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold ved dom kan frakendes indfødsretten, hvis det udviste for- hold har været bestemmende for erhvervelsen.

Det lægges som ovenfor anført til grund, at tiltalte ved er- hvervelse af opholdstilladelser og dansk statsborgerskab har udvist svigagtigt forhold ved at afgive urigtige oplysning om sin identitet ved at udgive sig som fransk statsborger. Retten lægges til grund, at dette har været bestemmende for erhvervelsen.

Der skal efter forarbejderne til § 8 A som hovedregel ske frakendelse af indfødsret, når lovens betingeler er opfyldt. Det følger samtidig af forarbejderne, at der skal foretages en proportionalitetsvurdering, hvorefter der på den ene side skal lægges vægt på forholdenes grovhed og på den anden side, hvor indgribende be- tydning en frakendelse vil have for den pågældende.

Tiltalte har efter oplysningerne fra Udlændingestyrelsen opholdt sig i Danmark i omkring 35 år, efter han indrejste i 1987 fra Frankring. Han er vokset op i Guinea. Han er ugift og har et barn i Afrika. Han har ikke børn eller familie i Danmark. Han har flere gang været i Guinea, men har ikke kontakt med famile der. Han kan læse dansk, men ikke rigtig skrive. Han kan tale, læse og forstå fransk.

Det fremgår videre af sagens op- lysninger, at tiltalte har arbejdet i Danmark fra 1987 til starten af 2012, og at han efterfølgende hovedsaglig har modtaget arbejdsløshedsdagpenge og efterløns- og flexydelses-bidrag. Det er rettens vurdering at til- talte kun i meget begrænset omfang taler og forstår dansk. Tiltalte er efter det oplyste statsborger i Guinea. Han har aldrig lovligt opnået unionsstatsborgerskab i EU.

Henset til forholdets grovhed finder retten efter en samlet vurdering af de foreliggende forhold, at propor- tionalitetsvurderingen ikke fører til, at hovedreglen om frakendelse af indfødsretten efter indfødsretslovens § 8 A skal fraviges. Retten bemærker herved tillige, at § 8 A i henhold til § 3, stk. 2 i ændringsloven fra 2002 finder anvendelse, selv om dansk statsborgerskab er erhvervet før lovens ikræftræden, således at § 8 A har tilbagevirkende kraft. Det er ved Højesterets dom gengivet i UFR 2017.694H fastslået, at det ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at § 8 A har tilbagevirkendt kraft.

Påstanden om frakendelse af tiltaltes danske statsborgerskab tages herefter til følge.

Påstanden om udvisning tages i medfør af de påberåbte bestemmelser tillige til følge som nedenfor be- stemt, idet retten efter de foreliggende oplysninger ikke finder, at dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Retten har herved lagt vægt på, at

tiltalte ikke har haft lovligt ophold i landet og oplysningerne om hans personlige forhold, som anført i afgø- relsen om frakendelse af dansk statsborgerskab. Tiltalte meddeles i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1, nr. 1, indrejse forbud for bestandig.

Thi kendes for ret

: Tiltalte skal straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder.

Hos tiltalte konfiskeres tre danske pas (koster 1-2), to sygesikringsbeviser (koster 6) og et Danske Bank hæ- vekort (kortser 7) i sagens forhold 15.

Tiltalte frakendes dansk statsborgerskab.

Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud for bestandig.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

:::::::::::::::::::::::::::::::::

Østre Landsrets 1. afdelings

DOM

- 8. juni 2022 - S-128-22 (landsdommerne Annette Dam Ryt-Hansen, Peter Thønnings og Jørgen Jørgensen (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født 1954 (1), (advokat Poul Hauch Fenger, besk.)

Retten på Frederiksbergs dom af 6. januar 2022 (sagsnr. 9928/2021) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Anklagemyndigheden har korrigeret tiltalen i forhold 1-12, således at det med urette modtagne beløb ned- sættes og samlet udgør 1.507.300 kr. Tiltalte har ikke haft bemærkninger til dette.

Forklaringer Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.

Den i byretten af vidnet politiassistent Vidne afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

[FORKLARINGER UDELADT]

Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret blandt andet, at han ikke er bekendt med, at han har et an- det statsborgerskab end dansk. Han har ikke haft pas eller andre identifikationspapirer fra Guinea. Han an- ser sig udelukkende som dansk statsborger.

Han har besøgt Guinea nogle gange. Han har ikke længere familie i Guinea. Hans helbred er ikke godt. Hans syn er nedsat, og han har ikke længere syn på sit venstre øje. Han har diabetes og for højt blodtryk. Han tror, at der ikke vil være mulighed for at få en ordentlig lægebehandling i Guinea.

Han har ikke en ide om, hvilke personer i Guinea, der er ført gentagne telefonsamtaler med fra hans mobil- telefon i dagene op til hans anholdelse i juli 2021. Han har efter oplysninger i sagens bilag i 2007 og igen i september 2020 overført pengebeløb til en person ved navn Person1 i Guinea. Den pågældende er ikke et familiemedlem, men blot en gammel ven, som han lærte at kende under sit ophold i Frankrig.

Den pågæl- dende handler med brugte varer. Tiltalte havde i sin besiddelse ved anholdelsen visitkort fra en læge, en tandlæge og en vekselerer med adresser i Conakry, Guinea. Det er personer, han har mødt for mange år siden eller har været i sporadisk kontakt med. Det er ikke familiemedlemmer. Han har foretaget rejser til Guinea i 2018 og 2019 – hver af 1½-2 måneders varighed.

Han besøgte i den forbindelse nogle folk i Guinea.

Tiltalte har under anken fortsat været frihedsberøvet.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter det korrigerede anklageskrift i forhold 1-12 og i forhold 1316.

Landsretten tiltræder herunder, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at tiltalte henset til omstæn- dighederne ved købet af en fransk fødselsattest nogen tid efter sin ankomst til Frankrig – med et andet navn end hans fødenavn – og den efterfølgende udstedelse af fransk id-kort var vidende om, at han herved etablerede sig som fransk statsborger under en falsk identitet. Det bemærkes i tilknytning til dette, at der i sagen ikke er underbyggede oplysninger om, at tiltalte har ansøgt franske myndigheder om opnåelse eller anerkendelse af statsborgerskab i Frankrig under sit fødenavn.

Vedrørende forhold 1-12 tiltrædes endvidere, at tiltalte ved i den omhandlede periode kontinuerligt som medlem over for FOA at have benyttet den falske identitet for den nu danske statsborger Forurettede for- sætligt har afgivet urigtige oplysninger til FOA med forsæt til at opnå uberettigede udbetalinger til sig. Der er ikke indtrådt forældelse for overtrædelserne i forhold 1-12, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 3.

Vedrørende forhold 13-14 bemærkes desuden, at det fremgår af ansøgningerne, at tiltalte underskrev disse under navnet Forurettede, uagtet dokumentet reelt ikke hidrørte fra personen Forurettede.

Landsretten finder, at straffen, der fastsættes med hjemmel som anført af byretten – dog at straffelovens § 174 citeres direkte – bør forhøjes til fængsel i 1 år og 9 måneder. Landsretten har herved henset til de for- hold, som byretten har anført.

Landsretten tiltræder byrettens bestemmelser om frakendelse af dansk statsborgerskab og udvisning med indrejseforbud for bestandig. Landsretten har henset til de grunde og de proportionalitetsafvejninger, som byretten har anført. Det bemærkes, at det efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold ved proporti- onalitetsafvejningen i begge henseender tillige må lægges til grund, at tiltalte fortsat har aktiv kontakt til personer i Guinea.

Byrettens afgørelse om konfiskation tiltrædes.

Landsretten stadfæster derfor dommen med den anførte ændring vedrørende straffens fastsættelse.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 1 år og 9 måneder.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

::::::::::::::::::::::::

Højesterets 2. afdelings

DOM

- 8. februar 2023 - 84/2022 I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmus- sen og Rikke Foersom.

Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Georg Lett, beskikket)

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på Frederiksberg den 6. januar 2022 (9928/2021) og af Østre Landsrets 1. afdeling den 8. juni 2022 (S-128-22).

Påstande

Dommen er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse for en del og/eller formil- delse og/eller bortfald af en eller flere retsfølger (fortabelse af statsborgerskab og/eller udvisning).

Anklagemyndigheden har påstået frifindelse i forhold 1-12, formildelse af straffen og indrejseforbuddets længde og i øvrigt stadfæstelse af landsrettens dom.

Supplerende sagsfremstilling

Vedrørende forhold 15 Det fremgår af Københavns Politis rapport af 30. juli 2021, at Tiltalte samme dag blev sigtet og anholdt på sin bopæl. Af rapporten, der er underskrevet af politibetjent ..., fremgår bl.a.:

”Jeg gjorde manden bekendt med at vi havde en ransagningskendelse på adressen, og grundlaget herfor.

Han fik mulighed for at se den, hvilket han ikke ønskede.

Han blev kl. 09.10 sigtet for overtrædelse af straffelovens § 289 a, og han blev i den forbindelse gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at udtale sig til politiet. Han blev endvidere gjort bekendt med, at han havde mulighed for at få beskikket en forsvarer. Dette ønskede han ikke.

Han blev kl. 09.10 anholdt til sagen. Han blev gjort bekendt med tidspunktet og grundlaget for anhol- delsen.

Han blev herefter bevis- og sikkerhedsvisiteret, hvilket ikke frembragte noget af interesse.

Jeg bad manden identificere sig, hvorefter han oplyste, at han hed Forurettede. Jeg spurgte ham, om det var hans rigtige identitet, hvilket han fastholdt. Jeg spurgte ham flere gange, om det var hans rig- tige navn, hvorefter han gik ind lejlighedens soveværelse. Fra et rum i sengen bag ved hovedpuden fremtog han en taske. Han åbnede tasken, hvorfra han fremtog flere pas, som han gav til mig. Han tilkendegav, at det var bevis for hans identitet.

Der var tale om tre danske pas, hvoraf de to var annulleret ved, at der var klippet hul i dem. Det sid- ste danske pas var gyldigt. Alle pas var tilhørende Forurettede med generalia som anført i anmeldel- sesrapporten. Mellem passene lå flere forskellige boardingkort. …

Jeg konfronterede ham med min mistanke om, at hans rigtige identitet ikke var Forurettede. Han fastholdt i et kort stykke tid, hvorefter han oplyste, at han rigtigt hed "Tiltalte" og var fra Guinea.

Han blev herefter sigtet for overtrædelse af straffelovens § 174 og ulovligt ophold efter udlændinge- loven. Han blev igen gjort bekendt med sine rettigheder.”

Oplysninger fra udlændingemyndighederne Udlændinge- og Integrationsministeriet anmodede den 14. oktober 2021 Københavns Politi om at indbringe spørgsmålet om frakendelse af statsborgerskab for retten. Af anmodningen fremgår bl.a.:

”Forurettede, cpr. nr. …1154-[…], erhvervede dansk statsborgerskab ved lov nr. 938 af 20. december 1999 om indfødsrets meddelelse med virkning fra den 27. december 1999. Han oplyste ved ansøg- ningen om dansk statsborgerskab, at han var fransk statsborger.

Udlændinge- og Integrationsministeriet er efterfølgende blevet bekendt med, at Forurettede er iden- tisk med Tiltalte, cpr. nr. …1154[…], der er guineansk statsborger, og at han ved erhvervelsen af op- holdstilladelse i Danmark og ved erhvervelsen af dansk statsborgerskab har opgivet en anden per- sons identitet. Det er ministeriets vurdering, at oplysningerne om hans franske statsborgerskab har været bestemmende for hans erhvervelse af dansk statsborgerskab, der således er opnået ved svig.

Ministeriet skal på den baggrund anmode om, at spørgsmålet om frakendelse af Forurettedes (Tiltal- tes) danske statsborgerskab indbringes for retten, jf. indfødsretslovens § 8 A. … Den pågældendes statsborgerretlige forhold Det bemærkes, at der som nævnt ikke er et krav om dobbelt statsborgerskab ved frakendelse af dansk statsborgerskab i medfør af indfødsretslovens § 8 A.

Udlændinge- og Integrationsministeriet kan oplyse, at der ved Forurettedes (Tiltaltes) erhvervelse af dansk statsborgerskab den 27. december 1999 ikke blev stillet krav om, at han skulle give afkald på sit franske statsborgerskab. Baggrunden herfor var, at ministeriet var bekendt med, at man automa- tisk fortabte sit franske statsborgerskab ved frivillig erhvervelse af fremmed statsborgerskab.

Justitsministeriet, der var ressortmyndighed på tidspunktet for erhvervelsen af dansk statsborger- skab, var ikke bekendt med, at Forurettede (Tiltalte) var statsborger i Guinea og har derfor heller ikke stillet krav om, at han skulle give afkald på dette statsborgerskab.

Det er således Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at Forurettede (Tiltalte) fortsat er statsborger i Guinea.”

Udlændingestyrelsen har den 15. november 2021 afgivet udtalelse om mulig udvisning af Tiltalte. Af udta- lelsen fremgår bl.a.:

”Opholdsgrundlag og længde

Tiltalte fik den 23. juli 1987 udstedt registreringsbevis som EU-borger, idet han oplyste og dokumen- terede sin identitet som værende den franske statsborger Forurettede og blev registeret i CPR som indrejst i Danmark den 30. maj 1987.

Den 8. juni 1993 blev Tiltalte meddelt tidsubegrænset opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen som Forurettede.

Den 5. februar 1995 søgte Tiltalte om dansk indfødsret som værende den franske statsborger Foru- rettede.

Ved lov nr. 938 af 20. december 1999 om indfødsrets meddelelse blev Tiltalte meddelt dansk ind- fødsret som værende Forurettede med virkning fra den 27. december 1999.

Københavns Politi anmodede den 4. juni 2020 Udlændinge- og Integrationsministeriet om aktindsigt i Forurettedes sag om naturalisation, og oplyste i den forbindelse, at denne person ikke med rette kan anses for at være statsborger i Danmark, og at statsborgerskabet antages at være opnået ved svig.

Københavns Politi har ved mail af 9. august 2021 oplyst til Udlændinge- og Integrationsministeriet, at den person der i Danmark er registeret under identiteten Forurettede er identisk med Tiltalte.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har på baggrund heraf anmodet om, at spørgsmålet om fra- kendelse af Forurettedes (Tiltaltes) danske statsborgerskab indbringes for retten, jf. indfødsretslo- vens § 8 A.

Efter udlændingelovens§ 18 a, stk. 1, bortfalder en opholdstilladelse, når en udlænding erhverver dansk indfødsret.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration har den 16. september 2021 truffet afgørelse om, at Tiltalte ikke har opfyldt betingelserne for udstedelse af et opholdsregistreringsbevis som ar- bejdstager og tidsubegrænset opholdsbevis, da han ikke er EU/EØS-statsborger eller schweizisk stats- borger, og opholdsretten dermed er ophørt.

Det følger af udlændingelovens§ 27, stk. 4, at ophold med en opholdstilladelse, der er opnået ved svig, ikke anses for lovligt ophold. Dette indebærer, at en udlænding, der har opnået sin opholdstilla- delse på denne måde, altid vil kunne udvises af landet.

Såfremt Tiltalte måtte blive frakendt sit danske statsborgerskab på baggrund af svig, har han således efter Udlændingestyrelsens vurdering ikke haft lovligt ophold i Danmark i udvisningsbestemmelser- nes forstand, jf. herved bestemmelsen i udlændingelovens § 27. … § 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte med sikkerhed kan anta- ges at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politiets afhøringsrapport af 30. juli 2021.

Heraf fremgår at Tiltalte blandt andet har oplyst, at han:

• Har opholdt sig i Danmark i 35 år, • Er opvokset i Guinea, men kun har gået 3 år i skole, • Arbejder som rengøringspersonale i København • Tidligere har arbejdet 11 år for ISS • Kan læse dansk, men ikke rigtig kan skrive, • Er ugift og har et barn som er i Afrika, • Ikke har familie i Danmark, • Flere gange har været i Guinea, men ikke har kontakt med familie der, • Kan tale, læse og skrive fransk,

Det fremgår af CPR, at Forurettede (Tiltalte):

• Indrejste i Danmark fra Frankrig den 30. maj 1987, • Aldrig har været gift, og • Ikke har familie i Danmark.”

Personlige oplysninger Der er for Højesteret fremlagt journalmateriale fra Rigshospitalet vedrørende perioden fra december 2020 til maj 2022, hvoraf det fremgår, at Tiltalte har været i behandling for glaukom (grøn stær).

Der er endvidere fremlagt en erklæring af 19. december 2022 fra Tiltaltes praktiserende læge Person2, hvoraf fremgår:

”Jeg har kendt [patienten] siden 2001. Det drejer sig om en patient med flere behandlingskrævende kroniske sygdomme: Kendt med sukkersyge og forhøjet blodtryk siden 2003. Sygdommene har været særdeles vanskelige at regulere. Protein i urinen siden 2004 og moderat nedsat nyrefunktion siden 2010.

Mod forhøjet blodtryk gives 3og nogen gange 4 stofsbehandling Mod sukkersyge gives 3 stofsbehandling herunder Insulin Rigshospitalets øjenklinik har fulgt hans grønne stær og der er ordineret 3 forskellige slags øjendrå- ber herfor, hvilket er en forudsætning for at synet ikke pludseligt forringes. De anbefaler at han fort- sætter kontrol hos privat øjenlæge da grå stær også er under udvikling.

Jeg er ikke i stand til at udlede af lægebrevene fra Rigshospitalet hvor nedsat hans aktuelle syns- styrke er.”

Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 30. juli 2021 til den 30. september 2022.

Retsgrundlag Indfødsretslovens § 8 A, stk. 1, og § 8 C er sålydende:

”§ 8 A. Den, som i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysnin- ger, skal ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for er- hvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”

”§ 8 C. En person kan ikke støtte ret på at have haft dansk indfødsret, når den pågældende er fra- kendt eller frataget indfødsretten i medfør af § 8 A eller § 8 B. Det gælder dog ikke, i det omfang rets- forholdet vedrører tiden før frakendelsen.”

§ 8 A blev indsat i indfødsretsloven ved lov nr. 193 af 5. april 2002 om ændring af indfødsretsloven og ud- lændingeloven (Frakendelse af dansk indfødsret erhvervet ved svig). Den dagældende bestemmelse i § 8 A var sålydende:

”8 A. Den, der i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, her- under ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, kan ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhver- velsen. Stk. 2. En person kan ikke støtte ret på at have haft dansk indfødsret, når den pågældende er fra- kendt indfødsretten i medfør af stk. 1. Det gælder dog ikke, i det omfang retsforholdet vedrører tiden før frakendelsen.”

Ved samme lovændring blev bestemmelsen i § 18 a indsat i udlændingeloven:

”§ 18 a. En opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding erhverver dansk indfødsret. Stk. 2. En ud- lænding, hvis danske indfødsret er blevet frakendt ved dom efter § 8 A i lov om dansk indfødsret, kan generhverve den opholdstilladelse, der er bortfaldet efter stk. 1. Stk. 3. Generhvervelse efter stk. 2 er betinget af, at der ikke ville være grundlag for at inddrage den opholdstilladelse, der er bortfaldet efter stk. 1, jf. § 19.”

Det fremgår af § 3, stk. 2, i lov nr. 193 af 5. april 2002, at loven finder anvendelse, selv om dansk indfødsret er erhvervet før lovens ikrafttræden.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a. (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 33, s. 655 ff.):

”3. Lovforslagets udformning 3.1. Frakendelse af indfødsret, som er erhvervet ved svig 3.1.1. Det er i praksis formentlig meget sjældent, at nogen erhverver dansk indfødsret på grundlag af forsætligt urigtige eller vildledende oplysninger eller på grundlag af bevidst fortielse af relevante op- lysninger. Efter regeringens opfattelse kan det imidlertid virke stødende, hvis lovgivningen i tilfælde, hvor en person ved svig uretmæssigt har erhvervet dansk indfødsret, ikke indeholder klare regler om,

at en sådan uretmæssigt opnået indfødsret kan frakendes igen. Spørgsmålet om frakendelse af en uretmæssigt opnået indfødsret har ved flere lejligheder været drøftet i Folketinget, og det er blevet aktualiseret af et par konkrete sager.

På baggrund heraf foreslås det, at der i indfødsretsloven indføjes en generel bestemmelse, der giver mulighed for ved dom efter en samlet vurdering af omstændighederne i den enkelte sag at frakende en person dansk indfødsret, hvis den pågældende har handlet svigagtigt i forbindelse med erhvervel- sen, og det svigagtige forhold har været bestemmende for, at den pågældende fik indfødsret. Be- stemmelsen er udformet under hensyn til grundlovens § 44 og de internationale regler mv. på områ- det.

3.1.2. Muligheden for at frakende indfødsret på grund af svigagtigt forhold omfatter efter den fore- slåede nye bestemmelse (§ 8 A) enhver, der har dansk indfødsret, men bestemmelsen vil ikke have nogen reel praktisk betydning med hensyn til personer, som har erhvervet dansk indfødsret ved føds- len, og personer, der har erhvervet dansk indfødsret ved legitimation eller ved adoption, jf. pkt. 2.2.1 ovenfor.

Bestemmelsen vil således i praksis navnlig omfatte personer, der har erhvervet dansk ind- fødsret ved erklæring eller ved naturalisation. … 3.1.3. Efter den foreslåede bestemmelse forudsætter frakendelse af indfødsret, at den udviste svig har været ”bestemmende” for, at den pågældende person erhvervede dansk indfødsret.

Der skal så- ledes være tale om en situation, hvor vedkommende ikke ville have fået dansk indfødsret, hvis han eller hun havde afgivet rigtige og/eller fyldestgørende oplysninger. F.eks. har den udviste svig ikke været bestemmende, hvis en person, der har opnået dansk indfødsret på grundlag af en falsk identi- tet, ville have opfyldt betingelserne for at erhverve dansk indfødsret med sin virkelige identitet.

3.1.4. Efter den foreslåede bestemmelse er det en betingelse for, at en persons indfødsret kan fra- kendes, at den pågældende har udvist svigagtigt forhold i forbindelse med erhvervelsen, f.eks. ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger.

Det kræves ikke, at den svigagtige handling eller undladelse skal være foretaget i nær tidsmæssig sammenhæng med erhvervelsen af indfødsret f.eks. vil der med hensyn til en naturaliseret person ikke kun kunne lægges vægt på urigtige oplysninger, som er givet i ansøgningen om naturalisation.

Forsætlig afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger og fortielse af relevante oplysninger vil være de praktiske hovedeksempler på svigagtige forhold, der kan have betydning for erhvervelsen af dansk indfødsret. Disse eksempler er derfor nævnt udtrykkeligt i den foreslåede bestemmelse.

Be- stemmelsens henvisning til svigagtige forhold vil således i praksis navnlig have selvstændig betyd- ning, hvis det ikke er den pågældende person selv, der har afgivet urigtige oplysninger mv., men en anden person, som har handlet efter aftale med eller i øvrigt på foranledning af den pågældende.

Som eksempel herpå kan nævnes, at en person, der ansøger om indfødsret ved naturalisation, lader en anden person møde til den samtale, hvor ansøgerens danskkundskaber skal vurderes, og derved opnår dansk indfødsret.

3.1.5. Det kræves efter bestemmelsen, at den pågældende skal have handlet forsætligt med hensyn til de beskrevne forhold. Er der alene tale om uagtsomhed, kan den pågældendes indfødsret således ikke frakendes. Er der afgivet oplysninger, skal den pågældende alene have haft forsæt til, at oplys- ningerne var urigtige eller vildledende. I disse tilfælde vil der normalt være tale om, at vedkommende

har udfyldt et ansøgningsskema eller i øvrigt besvaret spørgsmål fra myndighederne i forbindelse med sagsbehandlingen, og den pågældende må i disse tilfælde naturligvis gå ud fra, at han eller hun alene bliver bedt om oplysninger, som har betydning for sagen.

Ved fortielse af oplysninger kan det derimod efter omstændighederne være mindre klart for den på- gældende, om oplysningen har betydning for sagen eller ej. Bestemmelsen foreslås derfor udformet således, at den pågældende skal have haft forsæt til at fortie ”relevante” oplysninger, dvs. at han el- ler hun skal have vidst eller i øvrigt haft forsæt med hensyn til, at oplysningen ville have betydning for sagen.

Forsætskravet omfatter ikke, at det svigagtige forhold har været bestemmende for erhvervelsen af dansk indfødsret, jf. herved pkt. 3.1.3 ovenfor. Det kræves således ikke, at den pågældende skal have vidst (eller forventet), at de urigtige eller manglende oplysninger ville have afgørende betydning for sagens udfald.

3.1.6. De ovenfor under pkt. 3.1.3-3.1.5 nævnte betingelser skal være opfyldt, for at en persons ind- fødsret kan frakendes i medfør af den foreslåede bestemmelse. Er betingelserne opfyldt, vil den på- gældendes indfødsret som hovedregel skulle frakendes.

Bestemmelsen giver imidlertid mulighed for, at domstolene kan vurdere alle omstændigheder i den enkelte sag og i forbindelse hermed foretage en proportionalitetsvurdering, som kan føre til et andet resultat, jf. formuleringen ”kan … frakendes”. I den samlede vurdering vil der kunne indgå en række forskellige momenter.

Der bør navnlig lægges vægt på en afvejning af forholdets grovhed over for en eventuel frakendelses indgribende betydning for den pågældende.

Det bør herved generelt holdes for øje, at frakendelse af dansk indfødsret ikke automatisk medfører, at den pågældende skal forlade landet, jf. også lovforslagets § 2 (ændring af udlændingeloven) om generhvervelse af en opholdstilladelse, som tidligere er bortfaldet som følge af, at den pågældende fik dansk indfødsret.

Den foreslåede bestemmelse er ikke begrænset således, at den kun kan anvendes over for personer med dobbelt statsborgerskab, men frakendelse af dansk indfødsret vil være mere indgribende over for den pågældende, hvis han eller hun derved bliver statsløs. Det kan således også indgå i rettens vurdering, om den pågældende person vil blive statsløs ved at miste sin danske indfødsret.

Hvis der på det tidspunkt, hvor spørgsmålet om frakendelse behandles, ikke længere er noget til hin- der for, at den pågældende kan erhverve dansk indfødsret, vil dette være et moment, som kan tale imod frakendelse. En sådan situation vil f.eks. kunne foreligge, hvis den pågældende person ved at forfalske en dato har opnået indfødsret ved naturalisation på et tidligere tidspunkt, end det ellers havde kunnet ske.

I tilfælde, hvor påstand om frakendelse af dansk indfødsret er nedlagt i forbin- delse med en straffesag, bør det dog også tages i betragtning, at en dom for strafbart forhold nor- malt vil være til hinder for, at den pågældende kan erhverve dansk indfødsret før efter udløbet af en vis karenstid, der er afhængig af straffens strenghed.

Strafansvaret for det svigagtige forhold, der er begået i forbindelse med erhvervelsen af dansk ind- fødsret, forældes efter straffelovens almindelige regler herom. Da frakendelse af dansk indfødsret imidlertid ikke har karakter af en strafferetlig sanktion, foreslås der dog ingen forældelsesfrist for fra- kendelsen. Udvist svig i forbindelse med erhvervelse af dansk indfødsret forældes således ikke i for- hold til den foreslåede bestemmelse, men længden af den periode, der er forløbet efter erhvervel- sen, vil indgå i rettens vurdering i den konkrete sag.

… 3.2. Retsvirkninger af, at dansk indfødsret frakendes 3.2.1. En dom, der går ud på at frakende dansk indfødsret, vil have virkning fra afsigelsen af endelig dom. Afgørelser om frakendelse af dansk indfødsret vil således ikke efter forslaget få tilbagevirkende kraft i den forstand, at den pågældendes rettigheder og pligter skal revurderes for så vidt angår peri- oden fra erhvervelsen og indtil frakendelsen af den danske indfødsret. Det gælder, selv om indføds- retten helt eller delvis har været afgørende for den pågældendes retsstilling på visse punkter.

Det foreslås derimod, at den pågældende efter frakendelse af indfødsretten ikke skal kunne støtte ret på, at han eller hun tidligere har haft dansk indfødsret. Personer, som er frakendt dansk indføds- ret, vil således f.eks. ikke kunne få retskrav på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens regler ved at påberåbe sig, at de tidligere har været danske.

Omvendt vil frakendelsen ikke have betydning for den pågældendes retsstilling med hensyn til retsforhold, som ligger før frakendelsen f.eks. hvis en person, der får frakendt sin indfødsret, har krav på statslig uddannelsesstøtte for en periode, hvor vedkommende stadig var dansk statsborger.

Der henvises til lovforslagets § 8 A, stk. 2. … 3.3. Lovens virkning vedrørende forhold inden lovens ikrafttræden Det foreslås, at lovændringen også finder anvendelse i forhold til personer, der har erhvervet dansk indfødsret før lovens ikrafttræden.

Den foreslåede bestemmelse om frakendelse af dansk indfødsret vil således også kunne anvendes i tilfælde, hvor de svigagtige forhold er begået og indfødsretten erhvervet før lovens ikrafttræden. Lo- ven vil dermed få tilbagevirkende gyldighed.

Det er ud fra principielle retssikkerhedsmæssige overvejelser i almindelighed forbundet med væsent- lige betænkeligheder at tillægge regler, der virker bebyrdende for borgerne, tilbagevirkende gyldig- hed. Borgerne bør til enhver tid kunne vide, hvilke regler der regulerer den enkeltes adfærd, og dette princip er udtryk for, at borgerne som regel har en berettiget forventning om, at retsvirkningerne af en handling afhænger af regler, der var trådt i kraft på det tidspunkt, hvor handlingen blev foretaget.

Efter regeringens opfattelse gør de nævnte principielle betænkeligheder sig ikke gældende med hen- syn til at tillægge den foreslåede regel om frakendelse af indfødsret tilbagevirkende gyldighed, skønt frakendelse af indfødsret vil have bebyrdende karakter.

Frakendelse af dansk indfødsret vil således ikke have karakter af en strafferetlig sanktion eller retsfølge, men vil snarere kunne sammenlignes med annullation af en begunstigende forvaltningsafgørelse, som ansøgeren har opnået ved svigagtigt forhold. En person, der har opnået indfødsret uretmæssigt ved svig, vil ikke have en berettiget for- ventning om at bevare indfødsretten.

Frakendelse af indfødsret i medfør af de foreslåede bestemmelser vil kun kunne ske i tilfælde, hvor korrekt oplysning af sagen ville have været til hinder for, at den pågældende erhvervede indfødsret. Ved frakendelsen mister den pågældende således ikke en retsposition, som han eller hun på erhver- velsestidspunktet var berettiget til at opnå. Tværtimod er der tale om at bringe virkningen af en uret- mæssighed til ophør.”

Ved lov nr. 311 af 5. maj 2004 om ændring af indfødsretsloven blev § 8 A, stk. 2, flyttet til en ny bestem- melse i § 8 C. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a. (Folketingstidende 2003-04, tillæg A, lov- forslag nr. L 138, s. 4898 ff. og 4912 f.):

”2. Gældende ret 2.2. Gældende bestemmelser om frakendelse og fortabelse af dansk indfødsret 2.2.1. Frakendelse af dansk indfødsret … Frakendelse af dansk indfødsret efter § 8 A har virkning fra afsigelse af endelig dom. Afgørelser om frakendelse af dansk indfødsret har således ikke tilbagevirkende kraft i den forstand, at den pågæl- dendes rettigheder og forpligtelser skal revurderes for så vidt angår perioden fra erhvervelsen og ind- til frakendelsen af den danske indfødsret. Det gælder, selvom indfødsretten helt eller delvist har væ- ret afgørende for den pågældendes retsstilling på visse punkter.

Omvendt kan en person ikke efter frakendelse af dansk indfødsret støtte ret på, at vedkommende tidligere har haft dansk indfødsret. Personer, som er frakendt dansk indfødsret, vil således ikke kunne påberåbe sig lovbestemmelser, som giver særlige rettigheder m.v. til tidligere danske statsborgere. … Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1 … Til nr. 6 og 8 Bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 A, stk. 2, om, at en person ikke kan støtte ret på at have haft dansk indfødsret, når den pågældende er frakendt indfødsretten i medfør af § 8 A, stk. 1, udgår og indsættes i stedet i en ny bestemmelse i lovens § 8 C. Ændringen er redaktionel.”

Ved lov nr. 63 af 28. januar 2020 blev der foretaget en sproglig ændring af indfødsretslovens § 8 A, idet ”der” blev ændret til ”som”. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a. (Folketingstidende 2019-20, tillæg A, lovforslag nr. L 83, s. 22 ff.):

”Bemærkninger til de enkelte bestemmelser Til § 1 … Til nr. 7 … Efter indfødsretslovens § 8 A, kan den, der i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen.

EU-Domstolen har den 12. marts 2019 afsagt en dom vedrørende nederlandske regler om fortabelse af statsborgerskab (EU-Domstolens dom i sag C-221/17, Tjebbes).

Efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse indebærer dommen, at ministeriet ved be- handlingen af ansøgninger om bevis for bevarelse af dansk indfødsret vil skulle inddrage en række yderligere momenter med henblik på at foretage en individuel prøvelse af virkningerne i forhold til EU-retten af en fortabelse af dansk indfødsret og dermed unionsborgerskabet.

Ministeriet vil således skulle foretage en vurdering af, om virkningerne i forhold til EU-retten af fortabelsen af unionsbor- gerskabet er proportionale med formålet med fortabelsen (dvs. hensynet til, at der består et reelt tilknytningsforhold mellem danske statsborgere og Danmark).

I en sådan vurdering skal således indgå tilknytningselementer, der knytter sig til øvrige EU-lande, f.eks. om den berørte person efter sin fortabelse af unionsborgerskabet udsættes for vanskeligheder ved at opretholde en familie- eller beskæftigelsesmæssig tilknytning i et (eller flere) medlemsland(e), der allerede er opbygget under unionsborgerens udøvelse af retten til fri bevægelighed i EU.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har vurderet, at en efterlevelse af dommen vil kræve en præ- cisering af bestemmelsen om fortabelse af dansk indfødsret i indfødsretslovens § 8.

Med lovforslaget foreslås det at ændre ”der” til ”som” i indfødsretslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. og § 8 A. Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for i be- mærkningerne at angive, at myndighederne ved behandlingen af sager om frakendelse af dansk statsborgerskab ved svig og behandlingen af ansøgninger om bevis for bevarelse af dansk indfødsret vil skulle inddrage en række momenter med henblik på at foretage en individuel prøvelse af virknin- gerne i forhold til EUretten af en frakendelse eller fortabelse af dansk indfødsret og dermed unions- borgerskabet.

Hvor frakendelsen eller fortabelsen samtidig medfører fortabelse af vedkommendes unionsborger- skab, skal det indgå i vurderingen, om frakendelsen eller fortabelsen af statsborgerskabet har følger, som på en uforholdsmæssig måde – i forhold til det mål, som lovgivningen forfølger –påvirker den normale udvikling af vedkommendes familie og arbejdsliv i forhold til EU-retten. Der skal således også indgå tilknytningselementer, der knytter sig til øvrige EU-lande i proportionalitetsvurderingen.”

Indfødsretslovens § 8 A fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 453 af 20. april 2022. Ved lovændringen blev bestemmelsen ændret, således at ”kan” blev ændret til ”skal”, og således at der efter ”erhvervelsen” blev indsat ”, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser”, jf. ændringslo- vens § 1, nr. 1.

Det fremgår af ændringslovens § 2, stk. 1 og 2, at loven træder i kraft den 1. maj 2022, og at § 1, nr. 1 og 2, finder anvendelse, selv om det svigagtige forhold har fundet sted før lovens ikrafttræden. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a. (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, lovforslag nr. L 127, s. 18 og 24):

”Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til § 1 Til nr. 1 … Det foreslås, at indfødsretslovens § 8 A ændres, således at ordet "kan" ændres til "skal". Det foreslås endvidere, at der i indfødsretslovens § 8 A indsættes, at frakendelse skal ske, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Forslaget vil betyde, at den som i forbindelse med sin erhvervelse af dansk statsborgerskab har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved dom skal frakendes statsborgerskabet, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale for- pligtelser.

Forslaget vil betyde, at det i sager om frakendelse af statsborgerskab ved dom således vil være obli- gatorisk, at der skal ske frakendelse af statsborgerskabet, hvis vedkommende i forbindelse med sin erhvervelse af dansk statsborgerskab har udvist svigagtigt forhold, og det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale for- pligtelser.

Det forudsættes, at domstolene i hver enkelt sag foretager en konkret og individuel vurdering af fra- kendelsens betydning for den pågældende sammenholdt med handlemådens grovhed.

Der vil i proportionalitetsvurderingen skulle foretages en afvejning af de samme momenter og hen- syn, der i dag indgår i proportionalitetsvurderingen ved domstolene i forbindelse med frakendelse efter den gældende § 8 A, i indfødsretsloven… … Til § 2 … Det foreslås i § 2, stk. 2, at § 1, nr. 1 og 2, finder anvendelse, selvom det svigagtige forhold har fundet sted før lovens ikrafttræden.

Forslagets stk. 2 indebærer, at der vil kunne ske frakendelse af det danske statsborgerskab efter den foreslåede ordning, uanset om det svigagtige forhold har fundet sted før eller efter lovens ikrafttræ- den, og uanset om det danske statsborgerskab er erhvervet før eller efter lovens ikrafttræden.”

Udlændingelovens § 27, stk. 1 og 4, og § 59, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, er sålydende:

”§ 27. De i § 9 q, stk. 8, § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, § 17, stk. 1, 3. pkt., §§ 22, 23 og 25 a nævnte tids- rum regnes fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse eller fra tids- punktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, hvis dette tidspunkt ligger efter ansøg- ningstidspunktet. … Stk. 4. Ophold med en opholdstilladelse, der er opnået ved svig, anses ikke for lovligt ophold.”

”§ 59. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den udlænding, som: …

2) Ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet gennem pas- kontrollen eller skaffer sig visum, pas eller anden rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller ar- bejde her i landet. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået i gentagelsestilfælde.

Stk. 2. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den udlænding, som opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændig- hed, at overtrædelsen er begået i gentagelsestilfælde.”

De nævnte bestemmelser svarer i det væsentlige til § 27, stk. 2, og § 59, stk. 1, nr. 3 og 4, i lov nr. 226 af 8. juni 1983 om udlændingeloven. I bemærkningerne til de nævnte bestemmelser (i lovforslaget foreslået som § 26 og § 56) er der i lovforslaget henvist til Betænkning nr. 968/1982 om udlændingelovgivningen, som lovforslaget byggede på (Folketingstidende 1982-83, tillæg A, lovforslag nr. L 105, sp. 2058 f. og 2061).

Af Betænkning nr. 968/1982 om udlændingelovgivningen fremgår om den forslåede § 20 (nu § 27) og § 52 (nu § 59) bl.a. (side 177 og 242):

”ad § 20 I § 51 i udlændingebekendtgørelse nr. 196/1980 blev i overensstemmelse med udvalgets forslag i be- tænkning nr. 882/1979 side 117 bestemt, at den tid, hvori en udlænding har afsonet fængselsstraf eller været undergivet anden frihedsberøvelse i henhold til straffeloven, ikke medregnes i det tids- rum, der er afgørende for udvisningsreglernes anvendelse, jfr. bekendtgørelsens §§ 49 og 50.

Den af flertallet foreslåede bestemmelse har samme indhold. Tilføjelsen om, at der også bortset fra den tid, hvori udlændingen har opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, indebærer ikke no- gen realitetsændring. I bekendtgørelsens §§ 49 og 50 er 2og 5årsfristerne udtrykkeligt begrænsede til lovligt ophold.

Baggrunden for bestemmelserne er, at hverken strafafsoning, anden frihedsberøvende foranstaltning eller ulovligt ophold normalt giver en udlænding den kvalificerede tilknytning til landet, som er forud- sætningen for, at udvisningsadgangen efter lovudkastet bør begrænses i takt med opholdets varig- hed.

Bestemmelsen udelukker derimod ikke, at et langvarigt ulovligt ophold eller et fængselsophold tages i betragtning som et hensyn, der efter udkastets § 19 kan tale imod udvisning. … ad § 52 … Efter stk. 1, nr. 3, straffes den, der opholder sig her i landet eller arbejder uden fornøden tilladelse. Efter den gældende udlændingelov straffes disse forhold med samme straf som efter udkastet, jfr. lovens § 17, stk. 1.

I udkastets stk. 1, nr. 4, fastsættes straf for udlændinge, der ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet gennem paskontrollen eller skaffer sig visum, pas el- ler anden rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i landet. Denne bestemmelse træder i stedet for den gældende udlændingelovs § 16, stk. 2, nr. 1-3.

Bestemmelsen må i den fore- slåede forenklede skikkelse antages at tilfredsstille det praktiske behov for straffebestemmelser på

dette område. Det bemærkes herved, at også straffelovens regler om straf for urigtige erklæringer og dokumentfalsk efter omstændighederne vil kunne bringes i anvendelse.”

Af Retsudvalgets Betænkning over Forslag til udlændingelov af 27. maj 1983 (lovforslag nr. L 105 af 20. ja- nuar 1983) er det i bemærkningerne til den foreslåede § 26, stk. 2 (vedtaget som § 27, stk. 2), anført (Folke- tingstidende 1982-83, tillæg B, Betænkning over Forslag til udlændingelov (lovforslag nr. L 105), sp. 1972):

”Efter stk. 2 kan ophold med opholdstilladelse opnået ved svig ikke anses for lovligt ophold. Dette indebærer, at en udlænding, der har opnået sin opholdstilladelse på denne måde, altid vil kunne ud- sendes af landet. Bestemmelserne i § 25 skal dog naturligvis finde anvendelse.”

Den foreslåede bestemmelse i § 25 havde i lovforslaget følgende ordlyd (Folketingstidende 1982-83, tillæg A, lovforslag L 105, sp. 2033):

”§ 25. Ved afgørelsen om udvisning skal der foruden til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder varigheden af opholdet her i landet, tages hensyn til, om udvisning må antages at virke særlig belastende på grund af: 1) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, 2) udlændingens personlige eller familiemæssige tilknytning til herboende danske eller uden- landske statsborgere, og 3) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlæn- dingen kan ventes at tage ophold.”

Anbringender

Tiltalte har anført bl.a., at der ikke er grundlag for at frakende ham dansk indfødsret. Det strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at frakende statsborgerskab i henhold til en lov med tilbagevir- kende kraft. Endvidere foreligger der ikke forsætlig svig, hvilket er en betingelse for at frakende statsbor- gerskab efter indfødsretslovens § 8 A.

Han har forklaret om baggrunden for navneskiftet, og oplysningen om, at han blev født i Frankrig, skal ses i sammenhæng med, at Guinea var en fransk koloni, da han blev født. Med hensyn til måden, hvorpå han fik sine identifikationspapirer, må man tage kulturforskellen og hans beskedne skolegang i betragtning.

Frakendelse af statsborgerskab vil stride mod det EU-retlige proportionalitetsprincip, jf. EUDomstolens dom af 12. marts 2019 i sag C-221/17 (Tjebbes). Det bør indgå i proportionalitetsvurderingen, at statsborgerska- bet påstås frakendt i henhold til en lov, som ikke var gældende, da han opnåede statsborgerskab. Det bør desuden indgå, at han har opholdt sig i Danmark siden 1987 og været statsborger siden 1999. Han har end- videre dårligt helbred. Det bør også indgå, at han vil blive statsløs, hvis han frakendes statsborgerskabet.

Tiltalen for socialt bedrageri i forhold 1-12 hviler på to misforståelser. For det første er det fejlagtigt lagt til grund, at han ikke har været berettiget til de modtagne udbetalinger. Han har imidlertid arbejdet her i lan- det, været medlem af fagforening og indbetalt fagforeningskontingent og bidrag til a-kasse, hvilket er bag- grunden for de oppebårne ydelser. For det andet følger det af indfødsretslovens § 8 C, at han skal anses som dansk statsborger indtil det tidspunkt, hvor han frakendes statsborgerskabet. Han var derfor berettiget til de omhandlede ydelser.

Tilsvarende synspunkter gør sig gældende vedrørende tiltalen for dokumentfalsk i forhold 13-14. Han har ikke haft forsæt til at skuffe om sin identitet eller forsøgt at leve under en anden identitet. Han har levet i Danmark som dansk statsborger siden naturalisationen i 1999 under navnet Forurettede. Han var ikke be- kendt med, at der er en anden bærer af navnet Forurettede i Martinique.

Endvidere kan ansøgningerne ikke anses for dokumenter i straffelovens § 171, stk. 2´s forstand. Der foreligger ikke dokumentfalsk og heller ikke noget forsæt til at skuffe i retsforhold. Han var som dansk statsborger berettiget til at få et pas og til folkepension.

Det er forkert, når det i tiltalen for personelt falsk og forsøg herpå i forhold 15 anføres, at han brugte sit pas, ”som vedrører en anden”. Passet angår ikke en anden. Passet angår ham. Han har siden 1987 levet i Danmark under navnet Forurettede. Der var ikke noget forsæt til forveksling med en anden.

Der var heller ikke noget forsæt til vildledning, da han som dansk statsborger måtte anse sig som lovlig bærer af navnet. I værste fald var forevisning af passet et forsøg på at afværge en sigtelse, hvilket efter praksis ikke er straf- bart.

Hans besiddelse af to sygesikringsbeviser og et hævekort kan ikke straffes som forsøg på dokument- falsk allerede af den grund, at der ikke i tiltalen er angivet noget om vilje til at bruge disse.

Med hensyn til tiltalen i forhold 16 bestrides det, at han har opholdt sig ulovligt i Danmark i tiden efter til- delingen af statsborgerskab i 1999. Med dansk statsborgerskab fik han ret til at opholde sig i landet. Hans retsforhold før frakendelsen af statsborgerskab skal bedømmes, som om han var statsborger, jf. indføds- retslovens § 8 C. Virkningerne af et muligt ulovligt ophold i tiden før 1999 må anses for bortfaldet, dels fordi han fik statsborgerskab, dels fordi det er forældet.

Hvis Højesteret ikke tager påstanden om frifindelse i forhold 1-16 til følge, skal der tages stilling til, om der er grundlag for at udvise ham af Danmark.

Ved en vurdering efter udlændingelovens § 26 kan der ikke ses bort fra, at han har opholdt sig i Danmark siden 1987. Under alle omstændigheder kan der ikke ses bort fra hans ophold efter 1999, hvor han opnå- ede dansk statsborgerskab, idet det følger af indfødsretslovens § 8 C, at han i retsforhold for tiden før frata- gelsen af statsborgerskabet skal anses for dansk statsborger.

Ved vurderingen skal der tages hensyn til, at han har været tilknyttet arbejdsmarkedet og været medlem af en fagforening, og at han aldrig har begået kriminalitet. Hertil kommer, at han er 68 år og har dårligt hel- bred. Det fremgår af de lægelige oplysninger, at han lider af sukkersyge, glaukom (grøn stær) og hyberkole- sterolæmi.

Udvisning af ham vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. Menneskerettighedskonven- tionens artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv. Hvis han udvises, bør det ikke være for bestan- dig.

Han har på grund af forkert retsanvendelse siddet uberettiget i fængsel, og han har som følge heraf mistet sin bolig. Disse uretfærdigheder bør godskrives ham i forholdet mellem ham og staten.

Anklagemyndigheden har anført bl.a., at Tiltalte skal frakendes indfødsretten. Det følger af landsrettens bevisresultat, at der foreligger forsætlig svig, og betingelserne i indfødsretslovens § 8 A er således opfyldt.

Højesteret har i UfR 2017.694 fastslået, at der som hovedregel skal ske frakendelse af indfødsret, når lo- vens betingelser er opfyldt. Der skal dog foretages en proportionalitetsafvejning, hvori der navnlig indgår en afvejning af forholdets grovhed over for, hvor indgribende betydning en frakendelse vil have for den på- gældende.

Forholdet i denne sag må anses for at have betydelig grovhed – ikke alene som følge af den meget lange periode, hvor Tiltalte har kunnet opholde sig i Danmark som følge af de svigagtige forhold, men også fordi han har misbrugt en anden (rigtig) persons identitet til at opnå dansk indfødsret og ikke f.eks. optrådt som en fiktiv person. Den betydelige grovhed af forholdet må vejes op imod, hvor indgribende betydning en fra- kendelse af indfødsretten vil have for ham.

Der må i den forbindelse tages højde for, at frakendelse af dansk indfødsret ikke automatisk medfører, at han skal forlade landet.

Ved vurderingen af betydningen for Tiltalte må der navnlig foretages en afvejning af hans tilknytning til Danmark over for hans tilknytning til Guinea, herunder hans muligheder for at begå sig i Guinea. Der fore- ligger ikke oplysninger, som understøtter, at han ikke længere skulle have det statsborgerskab i Guinea, som han opnåede ved fødslen.

Der er ikke oplysninger i sagen, som understøtter, at et mistet unionsbor- gerskab vil have afgørende betydning for hans forhold. Samlet set er der ikke grundlag for at fravige hoved- reglen om, at der skal ske frakendelse af dansk indfødsret, når denne er opnået ved et forsætligt svigagtigt forhold, som har været bestemmende herfor.

Tiltalte skal frifindes for overtrædelse af straffelovens § 289 a i forhold 1-12. De ydelser, som han har fået udbetalt fra arbejdsløshedskassen, må anses for omfattet af udtrykket ”rettigheder og pligter” i indføds- retslovens § 8 C.

Endvidere er der ved udbetaling af bl.a. dagpenge i et vist omfang tale om en ydelse, som man alene er berettiget til at modtage, hvis man forinden har været medlem af en a-kasse og derigennem har bidraget til forsikringsordningen. Tiltaltes berettigelse til ydelserne følger således af, at han har indbe- talt til ordningen og ikke af, at han anvendte Forurettedes identitet over for a-kassen.

Ydelserne tilfalder den person, der har været medlem af a-kassen, og det er reelt Tiltalte.

Med hensyn til forhold 13-14, der angår dokumentfalsk, kan der argumenteres for, at Tiltalte i kraft af er- hvervelsen af dansk indfødsret – selv om det er sket ved svig – må være berettiget til at handle som den pågældende person, hvis identitet han har påtaget sig.

Det kan endvidere overvejes, om han kan siges at ”skuffe i retsforhold”, når han blot har underskrevet sig med den identitet, under hvilken han har opnået indfødsret, og som han dermed er kendt under i Danmark.

Han har imidlertid forsætligt ved ansøgningen om dansk indfødsret oplyst sit navn som et andet end sit rigtige navn og dokumenteret denne urigtige iden- titet med falske papirer, og han har forsætligt anvendt denne falske identitet i forhold 13-14. Landsrettens domfældelse for dokumentfalsk i forhold 13-14 skal derfor stadfæstes.

De samme overvejelser gør sig gældende vedrørende forhold 15, hvor Tiltalte er dømt for personelt falsk og forsøg herpå. Det kan desuden diskuteres, om princippet i straffelovens § 159, stk. 1, om, at man som sigtet ikke har pligt til at inkriminere sig selv, kan føre til frifindelse i forhold 15.

En samlet afvejning fører imidler- tid til, at princippet i § 159, stk. 1, ikke kan føre til frifindelse i denne sag, og landsrettens domfældelse skal derfor stadfæstes. Det bemærkes i den forbindelse, at byretten og landsretten har fundet det bevist, at han havde forsæt til at gøre brug af de to sygesikringsbeviser og hævekortet som vedrørende en anden person.

Tiltalte er i forhold 16 dømt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved at have opholdt sig ulov- ligt i Danmark i en periode fra maj 1987 til juli 2021. Han indrejste og fik opholdstilladelse i Danmark under anvendelse af falske identitetspapirer, og han må som følge heraf anses for at have opholdt sig i Danmark uden gyldig tilladelse.

Der er ikke i forarbejderne taget klar stilling til, hvordan svigagtig opnåelse af dansk indfødsret skal bedømmes i forhold til udlændingelovens § 59, stk. 2.

På den ene side kan der argumente- res for, at udlændingelovens § 18 a, stk. 1, hvoraf det fremgår, at en opholdstilladelse bortfalder, når en udlænding erhverver dansk indfødsret, fører til, at opholdet i Danmark efter meddelelse af dansk indføds- ret ikke kan anses for ulovligt i relation til udlændingelovens § 59, stk. 2, der alene angår ophold i henhold til en opholdstilladelse efter udlændingelovens regler.

På den anden side kan der argumenteres for, at den svigagtige opnåelse af dansk indfødsret medfører, at opholdet i Danmark skal anses som ulovligt, fordi den adgang til ophold i Danmark, som følger af indfødsretten, bygger på et svigagtigt grundlag. Der kan i så fald dømmes efter udlændingelovens § 59, stk. 2, eller dennes analogi.

Hvis Højesteret stadfæster domfældelsen i forhold 13-16, bør straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder. Der er tale om tre adskilte dokumentforbrydelser over for offentlige myndigheder (forhold 13-15) og ulov- ligt ophold i Danmark i ca. 34 år (forhold 16).

Hvis Højesteret finder, at Tiltalte kan straffes for et eller flere af de strafbare forhold, og at han ikke har haft lovligt ophold i Danmark i den periode, hvor han har boet her, skal han udvises i medfør af udlændingelo- vens § 24, nr. 2. Varigheden af indrejseforbuddet skal fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4 og 5.

Betingelserne for at udvise Tiltalte er til stede, selv om han rent faktisk har opholdt sig i Danmark i mange år. Han er indrejst i Danmark som voksen, og han har ingen familie i Danmark. Han er således omfattet af den gruppe af udlændinge, som nyder den mindste beskyttelse efter Menneskerettighedskonventionens

artikel 8, og udvisning af ham vil ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Hans hel- bredsproblemer har ikke en sådan karakter, at det kan føre til et andet resultat. Der er heller ikke belæg for, at han kan støtte ret på et langt ulovligt ophold i Danmark.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstillinger Tiltalte er ved landsrettens dom frakendt dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A.

Ved dommen er han samtidig fundet skyldig i socialt bedrageri af særlig grov karakter efter straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1 (forhold 1-12), dokumentfalsk efter straffelovens § 172, jf. § 171, stk. 1 og 3 (forhold 13-14), personelt falsk og forsøg herpå efter straffelovens § 174, jf. til dels § 21 (forhold 15) samt ophold i Danmark uden fornøden tilladelse efter udlændingelovens § 59, stk. 2 (forhold 16).

Landsretten fastsatte straffen til fængsel i 1 år og 9 måneder og udviste Tiltalte af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

For Højesteret angår sagen spørgsmålet om frakendelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A. Der skal endvidere tages stilling til, om Tiltalte med rette er fundet skyldig i forhold 1-16. Hvis han med rette er fundet skyldig i et eller flere af disse forhold, skal der tages stilling til straffastsættelsen og spørgs- målet om udvisning.

Frakendelse af dansk indfødsret Efter den nugældende indfødsretslovs § 8 A skal den, som i forbindelse med sin erhvervelse af dansk ind- fødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været be- stemmende for erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Højesteret har i dom af 29. november 2016 (UfR 2017.694) fastslået, at det ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at indfødsretslovens § 8 A, der blev indsat i loven ved lov nr. 193 af 5. april 2002, er tillagt tilbagevirkende kraft, således at bestemmelsen finder anvendelse, selv om dansk indfødsret er erhvervet før lovens ikrafttræden.

Højesteret henviste herved til, at frakendelse af indfødsret efter § 8 A ikke kan anses som en straf i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7’s forstand. Højeste- ret henviste endvidere til, at bestemmelsens tilbagevirkende kraft ikke indebærer, at frakendelse af ind- fødsret sker på et vilkårligt grundlag i strid med artikel 4, litra c, i Europarådskonventionen af 6. november 1997 om statsborgerret.

Højesteret bemærkede i den forbindelse, at en person, der har opnået indfødsret ved svig, må regne med, at indfødsretten vil kunne frakendes, hvis svigen opdages, og at dette som anført i forarbejderne kan sammenlignes med, at en begunstigende forvaltningsakt efter almindelige forvaltnings- retlige grundsætninger kan annulleres som ugyldig i forhold til den, som har handlet svigagtigt.

Det fremgår af forarbejderne til indfødsretslovens § 8 A (Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 33, afsnit 3.1.6, s. 656), at der som hovedregel skal ske frakendelse af indfødsret, når betin- gelserne i bestemmelsen er opfyldt. Det følger samtidig af forarbejderne, at domstolene efter en proportio- nalitetsvurdering kan fravige hovedreglen, og at der i den forbindelse navnlig bør lægges vægt på en afvej-

ning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side, hvor indgribende betydning en fraken- delse vil have for den pågældende. Efter forarbejderne bør herved generelt holdes for øje, at frakendelse af dansk indfødsret ikke automatisk medfører, at den pågældende skal forlade landet. Frakendelse af dansk indfødsret anses efter forarbejderne for mere indgribende, hvis den pågældende herved bliver statsløs, og det indgår også i proportionalitetsvurderingen, hvor lang tid der er forløbet efter erhvervelsen af dansk ind- fødsret.

Af forarbejderne til lovændringen i 2022 (Folketingstidende 2021-22, tillæg A, lovforslag nr.

L 127, s. 18) fremgår bl.a., at det i sager om frakendelse af statsborgerskab ved dom vil være obligatorisk at frakende statsborgerskabet, hvis vedkommende i forbindelse med sin erhvervelse af dansk statsborgerskab har ud- vist svigagtigt forhold, og det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Det er i forarbejderne forudsat, at domstolene i hver enkelt sag foretager en konkret og individuel vurdering af frakendelsens betydning for den pågæl- dende sammenholdt med handlemådens grovhed, og at der foretages en afvejning af de samme momenter og hensyn, der forud for lovændringen indgik i proportionalitetsvurderingen ved domstolene i forbindelse med frakendelse efter § 8 A.

Det fremgår af Tiltaltes forklaring, at han er født og opvokset i Guinea. Som ung kom han til Frankrig, hvor han via uidentificerede personer anskaffede sig en fødselsattest vedrørende en fransk statsborger ved navn Forurettede. Han fik desuden udstedt identitetspapirer lydende på Forurettede, og han har efter indrejse i Danmark i 1987 levet under denne identitet. Han har ved ansøgning om opholdstilladelse i Danmark og dansk statsborgerskab benyttet identitetsoplysninger vedrørende den franske statsborger Forurettede.

Landsretten har efter bevisførelsen lagt til grund, at Tiltalte henset til omstændighederne ved købet af en fransk fødselsattest nogen tid efter sin ankomst til Frankrig – med et andet navn end sit fødenavn – og den efterfølgende udstedelse af fransk identitetskort var vidende om, at han herved etablerede sig som fransk statsborger under falsk identitet.

Landsretten har fundet det bevist, at Tiltalte med forsæt svigagtigt har opnået opholdstilladelser og dansk statsborgerskab som statsborger i et EU-land, idet han svigagtigt har benyttet sig af identiteten som den franske statsborger Forurettede, hvilket har været bestemmende for afgørelserne.

Højesteret tiltræder, at Tiltalte har handlet med forsæt, og at det udviste svigagtige forhold har været be- stemmende for hans erhvervelse af dansk indfødsret.

Betingelserne for at frakende Tiltalte indfødsretten er herefter som udgangspunkt opfyldt. Der skal derfor ske frakendelse af indfødsretten, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtel- ser, herunder Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv og det EU-retlige proportionalitetsprincip, jf. herved EUDomstolens dom af 12. marts 2019 i sag C-221/17 (Tjebbes).

Tiltalte er født i 1954 i Guinea. I 1974 rejste han til Senegal og senere videre til Frankrig. Han indrejste i Danmark fra Frankrig i 1987, og han har siden opholdt sig i Danmark. Han er ugift.

Han har ikke børn eller familie i Danmark, men han har et barn i et land i Afrika. Han har været i Guinea flere gange, senest i 2018 og 2019, hvor hans ophold var af 1½ 2 måneders varighed. Byretten og landsret- ten har lagt til grund, at han kun forstår og taler dansk i meget begrænset omfang. Han kan tale, læse og forstå fransk. Han har haft arbejde i Danmark fra 1987 til 2012. Derefter har han hovedsageligt modtaget dagpenge og efterløns- og fleksydelsesbidrag. Det fremgår af lægelige oplysninger, at han har flere behand- lingskrævende kroniske sygdomme.

Tiltalte er som nævnt født i Guinea, og der er ikke oplysninger om, at han ikke længere er statsborger i Gui- nea. På den baggrund lægger Højesteret i overensstemmelse med Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering i anmodningen af 14. oktober 2021 til grund, at han fortsat er statsborger i Guinea.

Højesteret finder herefter, at en proportionalitetsafvejning fører til, at frakendelse af indfødsretten ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser efter Menneskerettighedskonventionen og EU-ret- ten.

Højesteret har herved lagt vægt på, at Tiltalte har udvist svigagtig adfærd af betydelig grovhed i forbindelse med såvel opnåelsen af opholdstilladelser som erhvervelsen af dansk indfødsret. Højesteret har endvidere lagt vægt på, at han er født og opvokset i Guinea, at han har bevaret sin tilknytning til Guinea, og at han ikke har familie i Danmark, herunder mindreårige børn. Den tid, der er forløbet efter Tiltaltes erhvervelse af dansk indfødsret i 1999, kan ikke føre til en anden vurdering.

Højesteret tiltræder herefter, at Tiltalte skal frakendes dansk indfødsret.

Forhold 1-12 Tiltalte er i forhold 1-12 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 289 a, stk. 1, jf. stk. 4, jf. § 289, stk. 1, ved urigtigt at have oplyst sin identitet som værende Forurettede med dansk statsborgerskab i forbin- delse med optagelse i FOA, hvorved han i perioden fra marts 2012 til november 2020 uberettiget fik udbe- talt dagpenge samt efterløns- og fleksydelsesbidrag.

Parterne har til støtte for deres samstemmende påstande om frifindelse anført bl.a., at der som udgangs- punkt er tale om ydelser, som man alene er berettiget til at modtage, hvis man forinden har været medlem af en a-kasse og derigennem har bidraget til forsikringsordningen. Tiltaltes berettigelse til ydelserne følger således af, at han har indbetalt til ordningen, og ikke af, at han har anvendt Forurettedes identitet over for a-kassen. Ydelserne tilfalder den person, som har været medlem af a-kassen, og det er reelt Tiltalte.

I overensstemmelse med parternes samstemmende påstande frifinder Højesteret herefter Tiltalte i forhold 1-12.

Forhold 13-14 I forhold 13-14 er Tiltalte fundet skyldig i dokumentfalsk efter straffelovens § 172, jf. § 171, stk. 1 og 3, ved på Københavns Borgerservice med forsæt til at skuffe i retsforhold at have underskrevet henholdsvis en an- søgning om dansk pas med navnet Forurettede den 21. februar 2019 og en ansøgning om folkepension med samme navn den 1. februar 2021.

Landsretten har i forhold 13-14 lagt til grund, at Tiltalte underskrev de omhandlede ansøgninger med nav- net Forurettede, uagtet at dokumenterne reelt ikke hidrørte fra personen Forurettede.

Højesteret tiltræder, at de pågældende ansøgninger, som er afgivet med henblik på opnåelse af pas og ud- betaling af folkepension i Forurettedes navn, udgør dokumenter i straffelovens § 171, stk. 2’s forstand, og at der er tale om falske dokumenter, idet dokumenterne ikke hidrører fra Forurettede, men fra Tiltalte.

Højesteret tiltræder herefter, at Tiltalte har gjort brug af falske dokumenter med forsæt til at skuffe i rets- forhold. Tiltalte er derfor med rette fundet skyldig i forhold 13-14.

Forhold 15 I forhold 15 er Tiltalte fundet skyldig i personelt falsk og forsøg herpå efter straffelovens § 174, jf. til dels § 21, ved den 30. juli 2021 at have gjort brug af et ægte dokument, som vedrører en anden, idet han over for politiet foreviste tre danske pas tilhørende Forurettede, ligesom han var i besiddelse af to sygesikringsbevi- ser og et hævekort tilhørende Forurettede.

Landsretten har efter bevisførelsen lagt til grund, at Tiltalte som beskrevet i tiltalen i forhold 15 oplyste sin identitet som Forurettede og fremviste dansk pas som dokumentation herfor.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, herunder af politiets rapport af 30. juli 2021, at politiet denne dag opsøgte Tiltalte på bopælen, hvor han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 289 a og anholdt. Da han blev bedt om at identificere sig, oplyste han, at han hed Forurettede og foreviste tre pas lydende på navnet Forurettede. Politiet konfronterede ham herefter med mistanken om, at hans rigtige identitet ikke var Forurettede, hvorefter han oplyste, at han hedder Tiltalte og er fra Guinea.

Efter det anførte om forløbet og den situation, som Tiltalte befandt sig i, finder Højesteret, at det må læg- ges til grund, at Tiltalte foreviste de danske pas lydende på navnet Forurettede til politiet for at undgå at udsætte sig selv for straf. Hertil kommer, at han umiddelbart efter forevisning af de danske pas oplyste sin rette identitet.

Højesteret finder endvidere, at det efter landsrettens bevisresultat ikke kan lægges til grund, at Tiltalte for- søgte eller havde til hensigt at gøre brug af de to sygesikringsbeviser og det hævekort lydende på Foruret- tede, som politiet fandt under ransagning af hans bopæl den 30. juli 2021.

Højesteret frifinder herefter Tiltalte i forhold 15.

Forhold 16 I forhold 16 er Tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, ved i perioden fra den 30. maj 1987 til den 30. juli 2021 at have opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse.

Tiltalte indrejste som nævnt i Danmark i 1987 og opnåede opholdstilladelse og senere dansk indfødsret ved forsætligt at have afgivet urigtige oplysninger om sin rette identitet. Herved fik han i 1987 opholdstilladelse som fransk statsborger under navnet Forurettede og i 1999 dansk indfødsret under samme navn.

En udlændings ophold her i landet uden fornøden tilladelse er strafbart, jf. udlændingelovens § 59, stk. 2. Er en sådan tilladelse opnået ved svig, anses opholdet ikke for lovligt, jf. udlændingelovens § 27, stk. 4. I perio- den fra 1987 til 1999, hvor Tiltaltes ophold i Danmark efter det anførte hvilede på opholdstilladelser, som han havde opnået ved svigagtigt forhold, må han anses for at have opholdt sig i Danmark uden gyldig tilla- delse. Tiltalte har således overtrådt udlændingelovens § 59, stk. 2, for så vidt angår denne periode.

Efter at Tiltalte havde fået dansk indfødsret i 1999, hvilede hans ret til at opholde sig i Danmark umiddel- bart på indfødsretten og ikke længere på en særskilt opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 18 a, stk. 1.

Ophold her i landet, hvor kravet om opholdstilladelse er bortfaldet alene som konsekvens af, at den pågæl- dende har erhvervet indfødsret ved en svig, der har været bestemmende for erhvervelsen, og hvor indføds- retten derfor frakendes, må efter Højesterets opfattelse ganske sidestilles med et ophold uden fornøden tilladelse.

Højesteret bemærker herved, at der ikke er grundlag for at forstå bestemmelsen i indfødsretslovens § 8 C sådan, at en udlænding, der har opnået indfødsret ved svig og derfor frakendes indfødsretten, skal anses for i perioden fra erhvervelsen og indtil frakendelsen at have haft fornøden tilladelse til ophold her i landet i udlændingelovens forstand.

Højesteret finder herefter, at Tiltalte med rette er fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 2, for hele perioden fra den 30. maj 1987 til den 30. juli 2021 som angivet i forhold 16.

Straffastsættelsen Efter det anførte skal der fastsættes en samlet straf for forhold 13-14, der angår to tilfælde af dokument- falsk efter straffelovens § 171, og forhold 16, der angår ulovligt ophold i Danmark fra 1987 til 2021, jf. ud- lændingelovens § 59, stk. 2.

Højesteret finder, at Tiltalte skal straffes med fængsel i 6 måneder.

Udvisning Tiltalte er ved denne dom frakendt dansk indfødsret. Hans ophold i Danmark hviler på, at han ved sin ind- rejse i Danmark i 1987 forsætligt afgav urigtige oplysninger om sin rette identitet, og at han herved opnå- ede opholdstilladelse og senere dansk indfødsret. Tiltalte har således ikke haft lovligt ophold i Danmark.

Ved dommen er Tiltalte idømt fængsel i 6 måneder for dokumentfalsk og for at have opholdt sig ulovligt i Danmark fra 1987 til 2021.

Det følger herefter af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 24, nr. 2, at Tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Menneskeret- tighedskonventionen.

Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, meddeles en udlænding, der udvises efter § 24 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere end 3 måneder og indtil 1 års varighed, indrejseforbud i en periode på 6 år. Endvidere følger det af § 32, stk. 4, nr. 5, at en udlænding, der er udvist ved dom og ikke har haft lovligt op- hold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, meddeles indrejseforbud i en periode på mindst 6 år.

Proportionalitetsafvejningen efter artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen af på den ene side kriminali- tetens karakter og grovhed og på den anden side Tiltaltes tilknytning til henholdsvis Danmark og Guinea må foretages i lyset af, at hans ophold i Danmark hviler på hans forsætlige svigagtige adfærd.

Højesteret finder, at proportionalitetsafvejningen fører til, at udvisning af Tiltalte med indrejseforbud i 6 år ikke vil være i strid med artikel 8. Højesteret har herved lagt vægt på, at Tiltalte er født og opvokset i Gui- nea, at han har bevaret sin tilknytning til Guinea, og at han ikke har familie i Danmark, herunder mindre- årige børn.

Højesteret finder herefter, at Tiltalte skal udvises af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

Konklusion Højesteret frifinder Tiltalte i forhold 1-12 og 15.

I øvrigt stadfæster Højesteret landsrettens dom med de ændringer, at Tiltalte skal straffes med fængsel i 6 måneder, og at varigheden af det meddelte indrejseforbud for udvisningen nedsættes til 6 år.

Thi kendes for ret

: Landsrettens dom stadfæstes med de ændringer, at Tiltalte straffes med fængsel i 6 måneder, og at varig- heden af indrejseforbuddet fastsættes til 6 år.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsret og Højesteret.