52/2013

Sag 52/2013 (2. afdeling) Rigsadvokaten mod T

HØJESTERETS DOM

afsagt tirsdag den 18. juni 2013 (advokat Niels Fjeldberg, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Holstebro den 8. december 2011 og af Vestre Landsrets 9. afdeling den 7. september 2012. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jytte Scharling, Niels Grubbe, Jon Stokholm, Hanne Schmidt og Kurt Rasmussen.

Påstande

Dommen er anket af T med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anbringender

I har navnlig gjort gældende, at anholdelsen af ham var ulovlig, idet betingelserne i retsple­ jelovens § 755 ikke var opfyldt, og idet anholdelsen blev gennemført på en måde, der ikke var tilstrækkelig skånsom, herunder ved krav om anvendelse af sikkerhedssele ved transporten til politistationen. Han var derfor berettiget til at modsætte sig anholdelsen, jf. straffelovens §§ 13 og 14-eller principperne heri.

Dette gælder uanset bedømmelsen af hændelsesforløbet i forbindelse med anholdelsen, og der er derfor ikke tale om overtrædelse af straffelovens§ 119, stk. 3, eller § 291, stk. l, idet han var berettiget til at yde modstand, og herunder at sætte sine fødder mod førersædet på patruljebilen.

- 2 - Det gøres subsidiært gældende, at der ikke kan dømmes for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. l, idet byrettens og landsretten dom må forstås på den måde, at der var forsæt til handlingen, mens skaden indtraf som en uagtsom følge. Anklagemyndigheden har navnlig gjort gældende, at anholdelsen af T ligger inden for ram­ merne af retsplejelovens § 755.

Der kan efter denne bestemmelse foretages anholdelse i bøde­ sager. Dette gælder bl.a., når det må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart for­ hold eller for at sikre en mistænkts foreløbige tilstedeværelse. Det fremgår af forarbejderne, at kriminalitetskravet for en anholdelse er lavt, og at dette bl.a. er begrundet med, at der ikke skal fastsættes for snævre rammer for politiets arbejde.

Konkret var det påkrævet at foretage anholdelsen som følge af T s adfærd, hans stilling til sigtelsen, samt for at sikre retsforfølgnin­ gen. Der har ikke været tale om et uforholdsmæssigt indgreb, jf. § 755, stk. 4.

Hvis Højesteret finder, at der ikke har været tilstrækkeligt grundlag for anholdelsen, kan der alligevel straffes for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, idet bestemmelsen i stk. 3 ikke som stk. l angiver, at den strafbare hindring af tjenesten skal angå en lovlig tjeneste­ handling, og da den tjenestehandJing, der blev lagt hindringer for, ikke var klart u lovhjemlet.

Der kan ikke ske frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. l, da tingsbeskadi­ gelsen ikke er sket som en umiddelbar reaktion på anholdelsen, og da der er tale om en ikke ubetydelig skade. Der kan heller ikke ske frifindelse under henvisning til manglende forsæt, idet byrettens præmisser ud fra en naturlig sproglig forståelse må opfattes som udtryk for, at skaden er tilregnet T som forsætlig.

Retsgrundlaget

Retsplejelovens § 755, stk. l, og 4, har følgende ordlyd: "Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart for­ hold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelseeJlerfor at hindre hans samkvem med andre. Stk.4. Anholdelse må ikke foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller om­ stændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb."

- 3 - Bestemmelsen fik denne formulering ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 om ændring af retspleje­ loven mv. I betænkning nr. 728 fra 1974, der ligger til grund for lovforslaget, side 58 ff., hed­ der det bl.a.: "III. Udvalgets overvejelser. B. Betingelserne for at iværksætte anholdelse.

Udvalget har overvejet, om man- ligesom i Norge- bør knytte varetægtsbetingelserne allerede til anholdelsen, således at den efterfølgende retlige kontrol ved varetægtens etablering består i en prøvelse af, om betingelserne for anholdelse var til stede, og om der fortsat er grundlag for frihedsberøvelse.

Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at betingelserne for anholdelse -ligesom i gældende dansk ret og i de fleste fremmede retsforfatninger-bør udformes på en anden og mere smidig måde end varetægtsbetin­ gelserne. En anholdelse må ofte udføres uden væsentlig forudgående undersøgelse og mulighed for overvejelse.

Hvis politiets arbejde ikke skal blive hemmet i urimeligt om­ fang, må lovens betingelser for iværksættelse af anholdelse ikke udformes for snævert. Inden retten træffer sin afgørelse af, om varetægt skal iværksættes eller ej, er der der­ imod som regel mulighed for at tilvejebringe mere fyldige oplysninger om sagen og om sigtedes person.

Derfor kan varetægtsbetingelserne til sikring af borgernes retsbeskyt­ telse udformes snævrere og mere detaljerede end anholdelsesreglerne. I nogle fremmede retsforfatninger, f. eks. Tyskland, findes ret udførlige betingelser for iværksættelse af anholdelse. I Sverige er politiets og anklagemyndighedens beføjelse til at iværksætte "gripandet" og "anhållandet" derimod ikke afgrænset ved skarpe kriterier.

Udvalget er af den opfattelse, at selv om anholdelsesreglerne bl.a. har til formål at beskytte borgerne mod uberettigede og urimelige anholdelser, bør de under hensyn til, at anholdelsen er en kortvarig og midlertidig frihedsberøvelse, der ofte må iværksættes omgående af politiet uden grundigere undersøgelser og overvejelser, udformes som enkle og ret rummelige regler.

Det bør bl.a. ikke opstilles som en betingelse for iværk­ sættelse af anholdelse, at den lovovertrædelse, som mistanken angår, er belagt med en strafferamme af en bestemt størrelse. Også ved forseelser, for hvilke der kun er hjemlet bødestraf, kan anholdelse være påkrævet for at forhindre fortsatte lovovertræ­ delser og for at fastslå identiteten.

På den anden side er det indlysende, at politiet ikke bør kunne anholde enhver person, der mistænkes for en bagatelforseelse, ener foretage anholdelse, hvor der ikke er noget reelt behov herfor. Et sådant behov foreligger langtfra i alle tilfælde, hvor politiet står over for en mistænkt person. For det første må mistanken vedrøre et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale.

For det andet vil behovet kun foreligge, når anholdel­ sen er påkrævet for at forhindre yderligere strafbart forhold, for at sikre den mistænktes foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre. Udvalget har derfor i sit lovudkast udformet betingelserne for politiets adgang til at foretage anhol-

- 4 - deJse i overensstemmelse hermed. Ved lovovertrædelser, der er undergivet betinget of­ fentlig påtale, kan anholdelse foretages af politiet, hvis dette skridt er uopsætteligt, jfr. retsplejelovens § 722, stk. 2. Udvalget har overvejet, om den bestående adgang for politiet til at foretage anholdelse af enhver person, der gribes på fersk gerning, bør bevares.

Ved overtrædelser af en vis grovhed, f. eks. et indbrudstyveri, føles anholdelse af en gerningsmand, der antræf­ fes på fersk gerning, som en selvfølgelighed. Dette beror imidlertid ikke blot på rets­ håndhævelsesgrunde, men også på hensynet til at forhindre yderligere strafbare forhold, at hindre den pågældendes samkvem med andre eller at sikre hans foreløbige tilstede­ værelse.

Udvalget finder det derfor ikke nødvendigt, at der udformes en særregel om anholdelse af personer, der gribes på fersk gerning.

Derimod finder udvalget, at det er påkrævet, at der i lovteksten gives tydeligt udtryk for, at politiet i alle tilfælde inden anholdelsen skal foretage en afvejning af på den ene side det ønskelige i foreløbig at sikre sig den anholdtes person og på den anden side indgrebets omfang i forhold til arten af det forhold, den pågældende mistænkes for, og omstændighederne i øvrigt.

Udvalget foreslår derfor, at der i loven opstilles en retlig standard, hvorefter anholdelse aldrig må foretages, hvis frihedsberøvelse efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

En sådan gene­ rel regel, der giver udtryk for lovgiverens intention, og som svarer til bestemmelsen i § 228, stk. 2, i den norske lov om rettergangsmåten i straffesaker, og til udvalgets forslag vedr. fængsling, jfr. foran side 25, vil have betydning ved at tvinge den pågældende po­ liti tjenestemand til altid at foretage en afvejning, før han iværksætter en anholdelse.

Reglen vil få sit nærmere indhold fastlagt gennem undervisningen på politiskolen, det praktiske politiarbejde under overordnedes tilsyn og gennem den efterfølgende retlige vurdering af, om anholdelsen var berettiget Det fremgår af det anførte, at borgernes retssikkerhed efter udvalgets opfattelse ikke i første række bør søges beskyttet ved udformningen af snævre anholdelsesbetingelser.

Den bør snarere sikres ved en opretholdelse af politiets faglige og etiske standard og ved den efterfølgende retlige kontrol med, om betingelserne for anholdelse var til stede, og om der er grundlag for at yde erstatning for uberettiget anholdelse.

Det må herved også tages i betragtning, at borgernes risiko for og pligt til at lade sig underkaste en kortvarig frihedsberøvelse er et nødvendigt modstykke til det samfundsmæssige gode for borgerne, der består i, at de opnår beskyttelse mod lovovertrædelser."

Højesterets begrundelse og resultat

T blev under kørsel i en dansk indregistreret personbil den 27. september 2011 kl. 13.55 standset af politiet og sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 80, stk. 1, ved at have ført motorkøretøj uden at anvende sikkerhedssele. Kl. 14.15 blev han anholdt for dette forhold, og han satte sig efter anmodning ind på politibilens bagsæde.

Den politiassistent, der foretog an­ holdelsen, var alene, og han tilkaldte en patruljevogn med henblik på transport af T til politi­ stationen. Patruljevognen ankom kl. 14.25, og T satte sig efter anmodning ind på vognens bagsæde, men nægtede af helbredsmæssige grunde at tage sikkerhedssele på. Politiet fastholdt

- 5 - kravet om, at han skulle tage sikkerhedssele på, og der opstod tumult, der endte med, at T fik håndjern på. Som følge af dette forløb blev han endvidere sigtet for overtrædelse af straffelo­ vens§ 119, stk. 3, ved at have modsat sig anholdelsen og for overtrædelse af straffelovens§ 291, stk. l, ved at have voldt skade på førersædet i politibilen.

T blev herefter transporteret til politistationen, hvor han blev afhørt og fik forkyndt indkaldelse til retsmøde i sagen. Han blev løsladt k1. 16.36.

T blev i landsretten frifundet for overtrædelse af færdselsloven, idet anklagemyndigheden - efter at have modtaget en lægeattest af 15. november 2011, hvorefter T ikke er i stand til at bruge sikkerhedssele-ændrede tiltalen til at vedrøre overtrædelse af bekendtgørelse nr. 324 af7. apri12006 om brug af sikkerhedsseler mv.§ 2, stk. 1, 2. pkt., hvorefter lægeattesten skat medbringes under kørslen og på forlangende vises til po1itiet.

Landsretten udtalte, at det ved politiassistent As forklaring var bevist, at T ved politiets henvendelse til ham sagde, at han ikke havde medbragt en lægeerklæring om fritagelse for at benytte sikkerhedssele. Ændringen af tiltalen for landsretten fandtes imidlertid ikke omfattet af anklagemyndighedens adgang til at berigtige anklageskriftet, jf. retsplejelovens § 917, stk. 1, jf. § 836.

Landsretten fandt T skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, da det var bevist, at han modsatte sig anholdelsen ved at fægte med armene og stemme imod. Landsretten udtalte herved, at der ikke var grundlag for at fastslå, at anholdelsen var et uforholdsmæssigt indgreb, jf. retsplejelovens § 755, stk. 4.

T blev endvidere af de grunde, som byretten havde anført, fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 291, stk. t. Byretten havde anført, at T i for­ bindelse med anholdelsen stemte fødderne mod førersædet i politibilen "med den forventelige følge, at sædet blev skubbet skævt".

For Højesteret angår sagen, om betingelserne for at anholde T var opfyldt, og om han kan dømmes for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, og § 291, stk. t. Tre dommere- Jytte Scharling, Hanne Schmidt og Kurt Rasmussen- udtaler: Byretten har udtalt, at forklaringerne afgivet af politiassistenterne A og B er lagt til grund ved sagens afgørelse, og landsretten har efter vores opfattelse tiltrådt dette.

- 6 - Vedrørende anholdelsen har politiassistent A forklaret bl.a., at T først oplyste, at han ikke behøvede at køre med sele, at han ikke havde lægeerklæringen med, at erklæringen var på tysk, og det kunne politiassistenten ikke forstå, og at han ikke havde pligt til at medbringe lægeerklæringen i Danmark, når han boede i Tyskland. Herefter bestred han, at han havde kørt uden sele.

Politiassistenten har endvidere forklaret, at han havde kontakt til vagtcentra­ len. Situationen kørte lidt op, og anholdelsen skete, fordi T skulle ind på stationen og betale en bøde, fordi situationen var uafklaret, og af hensyn til politiassistentens sikkerhed.

Vi finder på denne baggrund, at anholdelsen var berettiget, jf. retsplejelovens § 755, stk. t, og herunder måtte anses for påkrævet for at sikre Ts foreløbige tilstedeværelse for at få afklaret hans stilling til sigtelsen og få nærmere oplysninger om den lægeerklæring, som han påbe­ råbte sig.

Vi lægger herved også vægt på, at situationen, der opstod under standsning på en landevej, var "kørt lidt op", og at T havde bopæl i Tyskland. Det måtte derfor forventes at være usikkert, om disse oplysninger kunne fås på anden måde. Det tilføjes, at det i en situa­ tion som den foreliggende ikke kan begrunde en anholdelse, at sigtede på po1itistationen skal betale en bøde.

Vi finder endvidere ligesom landsretten, at anholdelsen, der havde en varighed af to timer og 21 minutter, efter sagens art eller omstændighederne i øvrigt ikke var et uforholdsmæssigt indgreb, jf. retsplejelovens § 755, stk. 4.

Da anholdelsen af T efter vores opfattelse således var lovlig, finder vi, at der ikke er grundlag for at tage frifindelsespåstanden med hensyn til overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, til følge. Det, som T har anført om nødværge mv ., kan ikke føre til et andet resultat.

T var herefter heller ikke berettiget til at yde modstand mod anholdelsen ved at stemme be­ nene mod politibilens førersæde og skal ikke af denne grund frifindes for hærværk efter straf­ felovens § 291, stk. 1.

Vi finder endvidere, at byrettens og landsrettens formulering, hvorefter tiltalte stemte "fødderne mod førersædet med den forventelige følge, at sædet blev skubbet skævt", må forstås således, at det er fundet godtgjort, at T havde forsæt til at ødelægge eller beskadige sædet. Vi finder derfor heller ikke, at der er grundlag for at tage frifindelsespåstan­ den i dette forhold til følge.

- 7 - Vi stemmer herefter for at stadfæste dommen. Dommerne Niels Grubbe og Jon Stokholm udtaler: Vi er enige med flertallet i gengivelsen af politiassistent As forklaring og i, at denne fork la~ ring af både byret og landsret er lagt til grund ved sagens afgørelse.

Således som sagen foreligger, skete anholdelsen af T, fordi den ansås for påkrævet for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse, jf. retsplejelovens § 755, stk. l. Det forhold, at det kan være hensigtsmæssigt at indbringe en sigtet til afhøring for at afklare hans stilling til sigtelsen og det nærmere indhold af hans eventuelle indsigelser, opfylder efter vores opfattelse ikke denne indikation for anholdelse.

Det kan således efter vores opfattelse ikke begrunde anholdelsen, at politiet ønskede at få afklaret Ts stilling til sigtelsen og få nærmere oplysninger om lægeer~ klæringen.

T havde identificeret sig ved sit kørekort, og det forhold, at han havde bopæl i Tyskland, kan efter vores opfattelse heller ikke indebære, at det var "påkrævet ... at sikre hans foreløbige tilstedeværelse." Forud for anholdelsen kl. 14.15 var situationen "kørt lidt op", men alene i form af verbale uoverensstemmelser, og den fysiske tumult opstod først efter anholdelsen i forbindelse med flytningen af ham til den senere ankomne patruljevogn med henblik på transport til politistationen.

Sådanne verbale uoverensstemmelser kan efter vores opfattelse he11er ikke begrunde en anholdelse. Efter vores opfattelse kan heller ikke en samlet vurdering af de nævnte forhold medføre, at anholdelse var påkrævet. Vi finder derfor, at anholdelsen af T ikke opfyldte betingelserne i retsplejelovens § 755, stk. l, og derfor var ulovlig.

Vi finder, at det-ligesom efter straffelovens § 119, stk. 1 -er en betingelse for straf efter straffelovens § 119, stk. 3, at hindringerne angår en lovlig tjenestehandling, og stemmer her­ efter for at frifinde T for overtrædelse af denne bestemmelse.

Den beskadigelse af patruljebilens førersæde, der skete, da T modsatte sig at få sikkerhedssele på, har efter vores opfattelse en sådan sammenhæng med hans modstand mod den ulovlige anholdelse, at den er en del af denne. Med denne begrundelse stemmer vi for at frifinde T for overtrædelse af straffelovens§ 291, stk. 1, og for erstatningskravet.

- 8 - Der afsiges dom efter stemmeflertallet, således at landsrettens dom stadfæstes. Efter sagens karakter skal statskassen betale sagens omkostninger for Højesteret.

Thi kendes for ret

: Landsrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.

DOM

afsagt den 7. september 2012 afVestre Landsrets 9. afdeling (dommerne Eva Staal, Olav D. Larsen og Carsten Busk (kst.)) i ankesag V.L. S-0884-12 Anklagemyndigheden mod .T født den 12. juli 1953 (advokat Niels Fjeldberg, Viborg) Retten i Holstebro har den 8. december 201Iafsagt dom i l. instans (nr. 7-2065/2011). Procesbevillingsnævnet har den 3. april 2012 meddelt tiltalte, 'T tilladelse til at anke dommen.

Påstande

Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Tiltalte har for landsretten bestridt erstatningspligten og opgørelsen af erstatningsbeløbet for så vidt angår et beløb svarende til momsen. Anklagemyndigheden har for landsretten påstået forhold 3 henført under bekendtgørelse nr. 324 af4.juli 2006 om brug af sikkerhedsseler m.v.§ 9,jf. § 2, stk. l, 2. punktum, ved den 27. september 2011 at have ført personbil uden at medbringe lægeerklæring

-2- om fritagelse for anvendelse af sikkerhedssele og derved ikke kunne forevise den for poli­ tiet på forlangende. Tiltalte har protesteret mod den nye tiltale for landsretten i forhold 3. Forklaringer Tiltalte og vidneme politiassistent VI og politiassistent V2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i l. instans. Tiltalte har supplerende forklaret, at han udvandrede til Finland i 1993.

Senere bosatte han sig i Tyskland, og han blev i Tyskland registreret som indehaver af en attest om fritagelse for at anvende sikkerhedssele. Han fortalte politiet, at han kun havde en udenlandsk læge­ erklæring om fritagelse for at anvende sikkerhedssele. Han havde både en finsk og en tysk lægeerklæring med i bilen.

Hans reaktioner var præget af, at han vidste, at der var risiko for vejrtrækningsproblemer og hjertestop. Politiet burde have lyttet mere til hans forklaring om de helbredsmæssige forhold. Så ville forløbet have været helt udramatisk. Politiassistent V l har supplerende forklaret, at tiltalte sagde, at han ikke havde den tyske lægeerklæring med. Tiltalte sagde også, at politiet ikke forstod tysk.

Hvis tiltalte havde vist ham en tysk lægeerklæring, ville han have respekteret en sådan er­ klæring. Tiltalte var meget genstridig. Inde på stationen forklarede tiltalte, at han ikke hav­ de en lægeerklæring på dansk. Anholdelsen skete med henblik på tiltaltes betaling af en bøde for at køre uden sikkerhedssele. Politiassistent V2. har supplerende forklaret, at tiltalte havde det ene ben mod førersædet.

Tiltalte foretog ikke egentlige spark med benene.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder, at det ved politiassistent V l's forklaring er be- vist, at tiltalte ved politiets henvendelse til ham sagde, at han ikke havde medbragt en læ­ geerklæring om fritagelse for at anvende sikkerhedssele.

-3- Ved de forklaringer, der er afgivet af de to politiassistenter, er det bevist, at tiltalte modsat­ te sig anholdelsen ved at fægte med armene og stemme imod . I dette omfang er tiltalte i forhold l skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3. Det bemærkes herved, at der ikke er grundlag for at fastslå, at anholdelse var et uforholdsmæssigt indgreb, jf. retspleje­ lovens § 755, stk. 4.

Det tiltrædes af de grunde, som byretten har anført, at tiltalte i forhold 2 er fundet skyldig som sket. For så vidt angår forhold 3 bemærkes, at ændringen af tiltalen for landsretten i forhold til tiltalen for byretten efter sin karakter ikke er omfattet af retsplejelovens § 917, stk. l, jf. § 836. Der er herefter ikke grundlag for domfældelse i forhold 3, og landsretten frifinder derfor tiltalte i dette forhold.

Straffen fastsættes efter straffelovens§ 119, stk. 3, og§ 291, stk. l, til 8 dagbøder a 600 kr. Tiltalte er i overensstemmelse med domfældelsen i forhold 2 erstatningsansvarlig for ska­ den på sædet. Herefter, og da tiltalte også har pligt til at betale et beløb svarende til mom­ sen af reparationsudgifterne, tiltræder landsretten dommens afgørelse om erstatning.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen. T h i k e n d e s f o r r e t: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen nedsættes til 8 dagbøder a 600 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 8 dage. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten. Erstatningen skal betales inden 14 dage. Eva Staal Olav D . Larsen Carsten Busk (kst.)

Udskriften udstedes uden betaling. Udskriftens rigtighed bekræftes. Vestre Landsret, Viborg den 7. september 2012 .. . : ~.ry;:·'~ Tom~~d sektionsleder -4-

RETTEN J HOLSTEBRO Udskrift af dombogen

DOM

afsagt den 8. december 2011 Rettens nr. 7-2065/2011 Politiets nr. 4100-70313-00017-11 Anklagemyndigheden mod .T cpr-nummer Anklageskrift er modtaget den 29. september 2011. er tiltalt for overtrædelse af l. straffelovens§ 119, stk. 3, ved den 27. september 2011 kl. 14.27 på , da politiassistent V l ville anholde ham at have modsat sig dette, idet han fægtede med armene, stemte imod og sparkede med benene. 2. straffelovens§ 291, stk.

I, ved tirsdag den 27. september 2011 kl. 14.27 i patruljevogn 19-01 ved , at have begået hærværk ved at sætte sine fødder op på bagsiden af førersædet og skubbe det skævt, hvorved der skete skade for et hidtil ukendt beløb. 3. færdselslovens§ 118,jf. § 80, stk. l, ved den 27. september 2011 kl. 13.55 at have ført personbil ad mod øst, uden at anvende sikkerhedssele.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Anklagemyndigheden har påstået, at 8.329,58 kr. i erstatning. T iltalte har bestridt erstatningspligten. T skal betale

•, Tiltalte har anerkendt erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

T har ad forhold l forklaret, at han udmærket hus- ker anholdelsen. Han blev stoppet af en civil patrulje, fordi betjenten havde set, at han ikke havde sele på. Tiltalte fortalte, at han var berettiget hertil i henhold til en lægeerklæring. Politibetjenten talte længe i telefon og anhold­ te herefter tiltalte, som skulle med ind på stationen til afhøring.

Han havde nok lægeerklæringen i mappen, men blev ikke bedt om at vise den. Betjen­ ten var meget afvisende. Tiltalte mod satte sig ikke anholdelse, men satte sig ind i politibilen og ventede på, at der kom en anden politibil med to betjente. Den ene ville give ham håndjern på, men det modsatte tiltalte sig, da han få dage forinden havde været på hospitalet og fået en DT konvertering.

Han havde fortsat brystsmerter og forbrændinger på brystet. Han satte sig ind i den anden politibil, og betjenten ville give ham sele på. Det modsatte tiltalte sig. Betjenten opgav og truede med peberspray. Tiltalte holdt armene ind til kroppen, og betjenten ville så give ham håndjern på. Dem kunne tiltalte på grund af hjertet ikke have på, hvorfor han modsatte sig dette, og der opstod tumult.

Han modsatte sig ikke anholdelsen, m en udelukkende at ra sikker­ hedssele på. Betjentene ville hive ham ud af bilen, og han har nok fægtet med armene i den forbindelse. I politibilen sad han bag passsagersædet. Un­ der tumulten lagde en betjent sig med låret op mod forsædet, og det kan væ­ re blevet skævt i den forbindelse. Tiltalte har ikke stemt fødderne mod det eller på anden måde søgt at volde skade på sædet.

Tiltalte driver en handels­ og transportvirksomhed og står i folkeregisteret som udvandret i 1993 eller 1994. Han har dansk EU kørekort og har både dansk og finsk personnum­ mer . side 2 Politiassistent VI har forklaret, at han stoppede tiltalte den på­ gældende dag. Tiltalte kørte uden sele. Tiltalte sagde, at han ikke behøvede at køre med sele.

Han fortalte om en nylig operation og en gammel skade og om hjerteproblemer. Vidnet bad om at se lægeerklæringen, og tiltalte sagde, at han ikke havde den med. Den var desuden på tysk, det kunne vidnet ikke forstå, og tiltalte havde ikke pligt til at medbringe den i Danmark , når han boede i Tyskland. Vidnet mener ikke, at tiltalte sagde, at han boede i Fin­ land. Der blev en masse snak frem og tilbage.

Tiltalte mente ikke, at han havde pligt til noget som helst, når han boede i Tyskland. Vidnet havde kon­ takt til vagtcentralen og husker ikke, om han fik oplyst, hvor tiltalte boede. Det kørte lidt op, og vidnet bad om en straksbøde for kørsel uden sele. Så bestred tiltalte, at han ikke havde haft sele på. Vidnet tog pebersprayen frem, for det var en underlig situation.

Tiltalte stod ud af bilen og ville ringe til sin advokat. Vidnet erklærede tiltalte anholdt og bad ham sætte sig ind i bilen. Vidnet blev anholdt, fordi han skulle ind på stationen for at betale en bøde, og fordi situationen var uafklaret. Det handlede også om vidnets sikkerhed. Tiltalte satte sig til sidst ind i bilen, da vidnet tog lidt fast i ham. Den anden

patrulje kom til og ville flytte tiltalte over i deres bil. Tiltalte værgede for sig. En kvindelig passager i tiltaltes bil havde kørekort og fik lov til at føre bilen videre. Vidnet forlod herefter stedet og kørte i forvejen ind til statio­ nen. Det tog lang tid, før patruljevognen kom ind med tiltalte. Politiassistent V2. har forklaret, at han og en anden betjent blev tilkaldt til stedet.

Tiltalte stod ude på gaden, da de kom. Han var rimeligt provokerende og opfarende. Det var mest verbalt. Han var meget vred. Han blev sat ind på bagsædet bag passagersædet. Vidnet sagde til tiltalte, at han skulle have sele på. Det ville tiltalte ikke. Vidnet husker ikke, at tiltalte be­ grundede afslaget.

Vidnet vil uanset en lægeerklæring altid forlange, at en arrestant har sikkerhedssele på under transport, da politiet i den situation er ansvarlig for personens sikkerhed. Hvis personen ikke kan det, må vedkom­ mende transporteres i en ambulance. Tiltalte sad meget uroligt, og benene kørte op og ned. Tiltalte var så truende, at hvis han ikke ville have sele på, så skulle han have håndjern på.

Vidnet stod ud af bilen og gik rundt om den. Tiltalte satte imens fødderne mod førersædet og og strakte benene ud. De havde meget besvær med at få ham ud. Vidnet har aldrig oplevet noget til­ svarende. Tiltalte var på dette tidspunkt tavs, men var ellers meget truende. Han forsøgte ikke at sparke eller slå betjentene, men kun at blive i bilen.

De fik aldrig tiltalte ud, og han fik håndjern på, mens han lå halvt ude af døren. Sædet var helt skævt og ubehageligt at sidde på, da de skulle køre ind til sta­ tionen. Sådan et sæde kan kun skubbes skævt med benene, som man har mange flere kræfter i end i armene. Der foregik ikke tumult inde i bilen, un­ der hvilket betjentene kan have skubbet sædet skævt.

Der har været fremlagt skadesanmeldelse og lægeerklæring på finsk med dansk oversættelse.

Rettens begrundelse

og afgørelse Der er afgivet meget forskellige forklaringer om omstændighederne ved an­ holdelsen den 27. september 2011 aftiltalte på den ene side og af vidnerne VI og V2 på den anden side. Retten finder, at vidnerne har afgivet troværdige forklaringer om den episode, som de i kraft at deres arbejde som politiassistenter var involveret i og lægger derfor deres forklaringer til grund ved sagens afgørelse. side 3

side 4 sat sig den faktiske gennemførelse af anholdelsen. I den forbindelse stemte tiltalte fødderne mod førersædet med den forventelige følge, at sædet blev skubbet skævt. Tiltalte er derfor også skyldig i forhold 2 og skal betale er­ statning for den forvoldte skade. Straffen fastsættes til en bøde på 6.000 kr., jf. straffelovens § 119, stk. 3, og § 291, stk. l, samt færdselslovens § 118, jf. § 80, stk. l. Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: T skal betale l O dagbøder å 600 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage betale 8.329,58 kr. til ti. Lillian Lund Tinggaard Udskriftens rigtighed bekræftes. RETTEN I HOLSTEBRO, den 9. december 2011 '- ~~ Po li-