Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2024.08.07Ø

OL-2024-Ø-00038

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
07-08-2024
Sagsemne
blufærdighedskrænkelse / § 232, forbud / § 236, personlig frihed fred ære / §§ 260-262 a og §§ 263-275 a
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2024.08.07Ø Retten på Bornholms

DOM

Dato: 21. december 2023 Rettens sagsnr.: 1-600/2023 Politiets sagsnr.: 2200-72375-00006-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1996 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 14. november 2023.

Tiltalte er tiltalt for 1. overtrædelse af straffelovens § 232 blufærdighedskrænkelse og overtrædelse af straffelovens § 264 a uberettiget fotografering, ved i perioden fra omkring 1. juni 2018 til 30. maj 2022 på bl.a. adresserne Adresse1 i By1, Adresse2, i By2 og Adresse3 i By2, uberettiget at have fotograferet og krænket blufærdigheden hos 18 børn i alderen 8 år til 15 år, som han bl.a. havde mødt i sin netcafe "Cafe" i By1, sin IT-butik "Virksomhed1" i by2, Forening i hhv.

By2 og By1 samt via børnepasning, der var kommet i stand via facebooksiden "Hjemmeside1", idet han via samvær, samtaler, leg, online-chats og lignende havde vundet deres fortrolighed, hvilket han udnyttede til uberettiget at have optaget billeder og videoer, der i nogle tilfælde var på bestilling efter specifikke ønsker og mod betaling fra brugere/medlemmer af sigtedes hjemmeside "Hjemmeside2", hvor børnene bl.a. var omviklet i plastfolie, havde fastgjorte arme og ben med gaffatape, reb eller lignende, ligesom børnene i nogle tilfælde havde en "gagball" eller stof i munden og i andre tilfælde gaffatape eller sigtedes hånd for munden og/eller næse og ikke ved egen hjælp kunne komme fri, ligesom et enkelt mærkede hans erigerede lem mod deres krop, alt uagtet at han var bekendt med, at alle børnene var mellem 8 år og 15 år, og ikke kunne give samtykke til optagelse af billeder eller video, der fremstiller dem i ydmygende, fikserede og fastbundne positurer med henblik på seksuel stimulering af sigtede selv eller andre herunder medlemmer af sigtedes hjemmeside "Hjemmeside2". 2. overtrædelse af straffelovens § 264 d stk. 2, jf. stk. 1 - uberettiget videregivelse af fotos og videoer under skærpende omstændigheder, ved i perioden fra omkring 1. juni 2018 til 30. maj 2022 at have oprettet, administreret og modtaget betaling fra hjemmesiden "Hjemmeside2" hvis målgruppe var personer, der blev seksuelt opstemte af indholdet på hjemmesiden, som talte 264 medlemmer og i alt rummede 6.700 billeder, 80 tags og 661 videoer af børn, der var bundne og kneblede, samt uberettiget på hjemmesiden at have delt ikke under 191 fotos og videoer, som sigtede selv uberettiget havde optaget af fastbundne børn i alderen 8 år til 15 år som beskrevet i forhold 1, ligesom han delte et ukendt antal af de optagne fotos og videoer på mediet "Telegram".

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf, og at tiltalte gives: Boligforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2, således at den dømte ikke uden politiets tilladelse må lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig eller selv tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18 år. Besøgsforbud efter straffelovens§ 236, stk. 1, nr. 3, således at den dømte ikke må modtage besøg af et barn, der ikke er ledsaget af en voksen. Anklagemyndigheden har endvidere påstået konfiskation af koster 101-109 hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte, Tiltalte, har afgivet forklaring. Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Kriminalforsorgen har i erklæring af 16. november 2023 oplyst følgende: "… Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste.

Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen. Kriminalforsorgens begrundelse: Kriminalforsorgen har ved vurderingen lagt vægt på Tiltaltes personlige og sociale forhold herunder hans diagnoser som kan udfordre ham i sociale sammenhænge.

Tiltaltes motivation for samfundstjeneste vurderes ikke at være tilstrækkelig til at føre til en anden konklusion. Derimod vurderes det, at han vil kunne profitere af et tilsyn af Kriminalforsorgen, hvor han kan ydes forsorgsmæssig støtte samt kriminalpræventive samtaler med henblik på at opnå en kriminalitetsfri tilværelse. Der er tillagt det vægt, at han har tilkendegivet at ville samarbejde herom.

Sagen har været forelagt Kriminalforsorgens speciellæge konsulent og der er enighed i ovennævnte begrundelse. …" Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han arbejder som freelancer med udvikling af IT for to virksomheder. Der er tale om ganske almindeligt IT-arbejde. Han forsørger sig selv og bor alene i et lejet hus. Han fik konstateret Asperger, da han var 12 - 14 år gammel.

Han har ikke anden uddannelse end folkeskolen. Han var tidligere meget aktiv i forskellige foreninger, men er det ikke længere, da han på grund af sagen blev opfordret til at stoppe. Han bruger sin tid på sit arbejde, at besøge bekendte i By2 og reparere forskelligt elektronik, herunder fjernsyn og lignende. Siden sagen startede, har han ikke set unge mennesker, og har heller ikke haft et behov for det.

Generelt har tingene været fine siden sagens start, indtil lørdag den 16. december 2023, da der udkom en artikel om sagen. Ca. 20 minutter senere ankom et par politibetjente hjemme hos ham og sagde, at han burde tage ophold et andet sted, da der var indkommet trusler mod ham. Han vurderer selv, at han godt kan udføre samfundstjeneste. Dette blev ikke drøftet, da han var til samtale hos Kriminalforsorgen.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i blufærdighedskrænkelse og uberettiget fotografering og videooptagelse af 18 børn i alderen 8 år til 15 år, idet nogle af børnene blev fotograferet, nogle blev videofilmet og nogle både fotograferet og videofilmet, men således at alle billeder og videoer har været af en sådan karakter, som det er beskrevet i den rejste tiltale.

Tiltalte har ligeledes uden forbehold erkendt sig skyldig i uberettiget videregivelse af billeder og videoer under skærpende omstændigheder ved at have delt billederne og videoerne af de 18 børn via hjemmesiden "Hjemmeside2", som tiltalte sammen med en anden havde oprettet og administreret, og som de modtog betaling gennem, og hvor brugerne kunne anmode om specifikt indhold af den for sagen relevante karakter, samt via "Telegram".

Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder, jf. straffelovens § 232, § 264 a og § 264 d, stk. 2, jf. stk. 1.

Retten har lagt til grund, at billederne og videoerne ikke kan kategoriseres som børneporno, idet der ikke, som sagen er oplyst for retten, er materiale, hvor børnene afbilledes helt eller delvist nøgne. På samme grundlag kan "Hjemmeside2" derfor ikke betegnes som en børnepornohjemmeside.

Efter rettens vurdering, ændrer det ikke herpå, at materialet indeholder visse elementer, der også i almindelighed må anses for at være af seksuel karakter, herunder da der blandt andet er benyttet "gagball" og lignende, ligesom materialet utvivlsom har tjent et seksuelt formål for forbrugergruppen.

Herefter kan sanktionsniveauet fra sager vedrørende børneporno ikke uden klare holdepunkter herfor lægges til grund for udmålingen af straffen i denne sag.

Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på, at der er tale om en række forhold begået over en årrække og mod flere børn, og at tiltalte har mødt de forurettede i en række situationer, hvor tiltalte har indtaget en form for betroet position i forhold til børnene, omend det kun i nogle tilfælde kan siges, at børnene egentlig var betroet tiltaltes varetægt.

Tilsvarende har retten tillagt det vægt, at tiltalte ved at have taget billeder og videoer i en række andre situationer, efter rettens vurdering har normaliseret det at tage billeder og videoer af børnene, hvilket tiltalte har udnyttet til at tage de for sagen relevante slags billeder og videoer, ligesom tiltalte på samme vis har udnyttet opfattelsen hos børnene om, at der udelukkende var tale om en leg.

Endelig i særligt skærpende retning har retten lagt vægt på, at tiltalte har delt billede- og videomaterialet til en bredere kreds af personer via internettet, at tiltalte har tjent penge på denne deling, og at der efter det fremkomne har været tale et organiseret set-up med deling af materiale af den for sagen relevante karakter som omdrejningspunkt, samt at tiltalte i nogen grad har opfyldt anmodninger fra brugerne på hjemmesiden.

Samlet finder retten, at der er tale om en række grove krænkelser af blufærdigheden, uanset om børnene har været bevidste om dette, og at tiltaltes efterfølgende handlinger i det hele udgør skærpende omstændigheder.

Uanset at tiltalte ikke tidligere er straffet, finder retten, når henses til sagens karakter, at tiltalte ikke har sådanne gode personlige forhold, at der er grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget.

Efter sagens karakter, herunder henset til den tid over hvilken forholdene er begået og antallet forurettede, samt henset til hvordan tiltalte har skabt kontakt til de forurettede, samt det fremkomne om tiltaltes person, finder retten, at det må antages, at der er fare for, at tiltalte vil begå ny lovovertrædelse af lignende beskaffenhed, hvis ikke tiltalte gives visse forbud efter straffelovens § 236.

Retten finder i overensstemmelse med påstanden fra anklagemyndigheden, at boligforbud, jf. straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2, og besøgsforbud, jf. straffelovens § 236, stk. 1, nr. 3, vil være egnet til at forebygge denne fare. Retten finder efter en samlet vurdering af sagens forhold, at forbuddene skal gælde indtil videre, jf. straffelovens § 236, stk. 5.

Sagens omstændigheder og tiltaltes personlige forhold taget i betragtning, finder retten, at hverken forbuddene, eller at de skal gælde indtil videre, står i misforhold til den derved forvoldte forstyrrelse af tiltaltes forhold. Retten tager erstatningspåstandene til følge som nedenfor bestemt.

Retten har generelt fundet, at de forurettede allerede efter de blufærdighedskrænkelser, som de har været udsat for i forbindelse med fotograferingen og videooptagelserne, mens de befandt sig i situationer som anført i tiltalens forhold 1, er berettiget til en tortgodtgørelse på 5.000 kr.

Retten har desuden fundet, at alle de forurettede endvidere er berettiget til en højere godtgørelse som følge af, at tiltalte har delt materialet til nogle for ham ukendte personer, som han kun havde kontakt med via internettet og som følge af den fælles interesse for materiale af denne karakter, og at spredningen af materialet således nu er ude af både tiltaltes og de forurettedes kontrol, ligesom de forurettede ikke har været slørede eller andet, hvorfor de risikerer genkendelse.

Da tiltalte har erkendt at have delt materiale vedrørende samtlige de forurettede, er de alle berettigede til en tortgodtgørelse på 10.000 kr. hver. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens§ 75, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 8 måneder. Tiltalte forbydes uden politiets tilladelse at lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig eller selv tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18 år (boligforbud) og at modtage besøg af børn under 18 år, der ikke er ledsaget af en voksen (besøgsforbud). Hos tiltalte konfiskeres 101 - 109: 1 stk. Motorola Edge, smartphone 1 stk.

Lenovo Legion, laptop 1 stk. Lenovo TB2-X3OL, tablet 1 stk. Seagate, ekstern HD inkl. USB-kabel 1. stk. Sort kabinet, desktop 1. stk. Google Nest Hub inkl. strømforsyning Div. reb. tape mv. 3 stk. "Gagballs" 1. stk. tyndt, grønt reb, ca. 2 meter Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3, Forurettede4, Forurettede5, Forurettede6, Forurettede7, Forurettede8, Forurettede9, Forurettede10, Forurettede11, Forurettede12, Forurettede13, Forurettede14, Forurettede15 og Forurettede16 hver betale 10.000 kr. med tillæg af procesrente fra endelig dom. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 2. afdelings

DOM

(landsdommerne Nicolai Uggerhøj-Winther, Berit Holmelund og Mathias Eike (kst.) med domsmænd).

Dato: 7. august 2024 Rettens sagsnr.: S-37-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1996, (advokat Lars Habib Lindkær Jensen, besk.) Dom afsagt af Retten på Bornholm den 21. december 2023 (1-600/2023) er anket af Tiltalte med påstand om formildelse af fængselsstraffen samt påstand om, at de idømte bolig- og besøgsforbud gøres tidsbestemte. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af fængselsstraffen.

Bistandsadvokaten har på vegne af Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3, Forurettede4, Forurettede5, Forurettede6, Forurettede7, Foruettede8, Forurettede9, Forurettede10, Forurettede11, Forurettede12, Forurettede13, Forurettede14, Forurettede15 og Forurettede16 nedlagt påstand om stadfæstelse af byrettens bestemmelse om tortgodtgørelser. Tiltalte har anerkendt erstatningspligten, men bestridt kravenes størrelse.

Dommens bestemmelse om konfiskation er ikke omfattet af anken. Forklaring Tiltalte har supplerende forklaret bl.a., at han typisk fik kontakt til børnene via forretningen eller klubben. Han vil anslå, at der gik 3-6 måneder, fra han mødte børnene, til han tog de omhandlede billeder af dem. Der blev opbygget et tillidsforhold mellem ham og børnene på samme måde som i ethvert andet venskab.

Han opbyggede ikke et tillidsforhold til børnene med henblik på at tage de omhandlede fotos. Han har haft sociale vanskeligheder gennem sin opvækst og har altid haft det bedre socialt med en yngre aldersgruppe. Han betragtede børnene som venner, og det var noget, de lavede sammen. I selve situationen skete der ikke noget mod børnenes vilje, og både han og børnene betragtede det som en leg.

Børnene vidste, at han tog fotos, men ikke at de blev delt på hjemmesiden. Billederne blev taget med børnenes samtykke, men han spurgte ikke deres forældre om lov. Han har fortrudt, at han delte billederne efterfølgende, da han har set, hvilken skade det har påført børnene. Han tog også billeder af børnene under normale omstændigheder, f.eks. når de var på skovtur eller udflugt til Hammershus.

Han blev afhørt og sigtet af politiet den 30. maj 2022 og tilstod med det samme over for politiet. Han blev efterfølgende afhørt flere gange og svarede ved alle lejligheder beredvillig på politiets spørgsmål. Personlige forhold Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret bl.a., at han nu er flyttet til Aarhus, hvor han bor i et bofællesskab med ni andre i et stort parcelhus.

Han arbejder stadig med programmering i egen virksomhed. Han flyttede fra Bornholm, dels fordi han gerne ville bo i en større by, og dels på grund af denne sag, da alle kender hinanden i lokalsamfundet på Bornholm. Spørgsmålet om samfundstjeneste blev drøftet under samtalen med Kriminalforsorgen. Han er villig til at udføre alle typer af samfundstjeneste, og han er også indstillet på at undergive sig tilsyn.

Landsrettens begrundelse og resultat

Straffastsættelse Landsretten finder efter en samlet vurdering af forholdene, at straffen skal fastsættes til fængsel i 9 måneder. Landsretten har ved straffastsættelsen lagt vægt på forholdenes karakter og grovhed, herunder at der er tale om adskillige krænkelser begået over en periode på 4 år over for i alt 18 børn i alderen 8-15 år.

Der er i skærpende retning endvidere lagt vægt på, at billederne utvivlsomt har et seksuelt præg, selv om børnene ikke er hel eller delvis afklædte, og at tiltalte har delt billederne med en bredere kreds af personer på internettet mod betaling og i nogle tilfælde efter bestilling. Der er i formildende retning taget hensyn til, at tiltalte har erkendt forholdene.

Det tiltrædes, at der efter sagens karakter og oplysningerne om tiltaltes personlige forhold ikke er grundlag for at gøre straffen hel eller delvis betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Boligforbud og besøgsforbud Landsretten tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at de idømte boligforbud og besøgsforbud efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2 og 3, gives indtil videre, jf. § 236, stk. 5.

Tortgodtgørelse Efter krænkelsernes karakter finder landsretten, at tortgodtgørelserne skal fastsættes til 7.000 kr. til hver af de forurettede med renter som bestemt ved byrettens dom. Landsretten ændrer herefter byrettens dom, således at straffen forhøjes til fængsel i 9 måneder, og tortgodtgørelserne fastsættes til 7.000 kr. I øvrigt stadfæstes dommen i det omfang, den er anket.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres, således at straffen forhøjes til fængsel i 9 måneder, og at tortgodtgørelserne til Forurettede1, Forurettede2, Forurettede3, Forurettede4, Forurettede5, Forurettede6, Forurettede7, Forurettede8, Forurettede9, Forurettede10, Forurettede11, Forurettede12, Forurettede13, Forurettede14, Forurettede15 og Forurettede16 hver især fastsættes til 7.000 kr. med renter som bestemt ved byrettens dom. I øvrigt stadfæstes byrettens dom i det påankede omfang. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2024.08.07Ø · UfR: U.2024.4536, TfK: TfK2024.345 og FED: FED2024.84
Billederne havde utvivlsomt et seksuelt præg, selv om børnene ikke var hel eller delvis afklædte. Dømt efter strfl. §§ 232, 236, 264a og 264d, stk. 2, jf. stk. 1. Børnene var bl.a. omviklet i plastfolie, havde fastgjorte arme og ben med gaffatape, reb eller lignende, ligesom børnene i nogle tilfælde havde en "gagball" eller stof i munden og i andre tilfælde gaffatape eller Ts hånd for munden og/eller næse
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/a371aadc-c074-4876-a82a-34c8956ca569