339/2009

Uagtsomt manddrab forvoldt ved søvnkørsel kostede 4 måneders fængsel Dom afsagt den 21. maj 2010. Sag 339/2009 Rigsadvokaten mod T Højesteret idømte en bilist 4 måneders fængsel for uagtsomt manddrab forvoldt ved søvnkørsel. Bilisten skulle endvidere betale 50.000 kr. i godtgørelse til afdødes enke. T var ved byret og landsret fundet skyldig i uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241, idet hun som følge af søvnmangel havde mistet føreevnen og dermed kontrollen over sin bil, jf. færdselslovens § 54. Byretten såvel som landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at T pludselig og uden forvarsler var faldet i søvn bag rattet, hvorefter bilen kørte over i modsatte kørebanehalvdel og frontalt påkørte en modkørende bil. Føreren i den modkørende bil blev ved sammenstødet dræbt på stedet. Ulykken fandt sted om morgenen, og T havde på ulykkestidspunktet været uden egentlig søvn i ca. et døgn. Dagen og natten forinden havde T deltaget i et heldags foreningsmøde, som endte med en middag og efterfølgende selskabelighed. T havde dog ikke drukket alkohol, og der forelå ingen oplysninger i sagen om, at T’s kørsel forud for ulykken havde været usikker eller i øvrigt påvirket af en søvnmangel. Hun havde heller ikke følt sig træt. T var på ulykkestidspunktet 31 år. Hun var gift og havde to mindreårige børn. Landsretten havde forhøjet den ved byretten idømte straf på 3 måneders ubetinget fængsel til 10 måneders ubetinget fængsel. Landsretten havde endvidere tiltrådt, at T skulle frakendes førerretten ubetinget i 2 år. Landsretten fandt imidlertid ikke, at T skulle betale afdødes enke en godtgørelse, som ellers bestemt af byretten. Højesteret nedsatte straffen til 4 måneders ubetinget fængsel og tiltrådte, at der skulle ske 2 års ubetinget frakendelse af førerretten. T skulle endvidere betale enken 50.000 kr. i godtgørelse. Anklagemyndigheden havde under henvisning til forarbejderne til straffeloven og færdselsloven anført, at det var forudsat, at normalstraffen for søvnkørsel skulle være den samme som for spirituskørsel, dvs. 10-12 måneders fængsel. Endvidere anførtes det, at straffen skulle skærpes ud over dette niveau, da kørslen måtte anses for særlig hensynsløs. Højesteret udtalte, at T på ulykkestidspunktet som følge af søvnmangel havde befundet sig i en sådan tilstand, at hun var ude af stand til at føre bilen på fuld betryggende måde. T’s kørsel var dog ikke en sådan bevidst tilsidesættelse af hensynet til andres sikkerhed, at den kunne karakteriseres som særlig hensynsløs. Højesteret fandt endvidere, at forarbejderne til straffeloven og færdselsloven ikke udelukker, at der ved straffastsættelsen tages hensyn til, at færdselslovens § 54 om manglende føreevne omfatter tilfældegrupper af meget forskellig karakter, hvoraf nogle men ikke alle kan sidestilles med spirituskørsel. Ifølge Højesteret kunne T’s kørsel ikke sidestilles med spirituskørsel. Vedrørende påstanden om betaling af godtgørelse til afdødes enke udtalte Højesteret, at T havde udvist grov uagtsomhed, og at enken, der befandt sig i den påkørte bil og overværede sin ægtefælles død, herved var blevet påført en sådan særlig følelsesmæssig belastning, at T burde pålægges at betale hende en godtgørelse. Højesteret ændrede dermed landsrettens dom.