BS-2967/2004-OLR

BD00 -

DOM

Hoved

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 53.0px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

UDSKRIFT

AF

ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

____________

D O M

Afsagt den 7. november 2006 af Østre Landsrets 15. afdeling (landsdommerne B. Vollmond, B. Tegldal og Ole Stryhn (kst.)).

15. afd. nr. B-2967-04: Sagsøger (advokat Hans Boserup Advokatfuldmægtig) mod Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (Kammeradvokaten v/advokat Mikkel Holm Nielsen)

Under denne sag, der er anlagt den 15. oktober 2004, har Sagsøger endeligt nedlagt påstand om, at sagsøgtes afgørelser af 23. maj 2003, 1. august 2003, 18. august 2004, 23. marts 2005, 2. december 2005 og 24. januar 2006 om afslag på humanitær opholdstilladelse eller afslag på begæring om genoptagelse ophæves.

- 2 -

Sagsøgte, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, (i det følgende Integrationsministeriet) har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder

Den 1. juli 2000 blev Sagsøger, der er født i 1975, gift i Kosovo med Person 1, der er født i 1970, og som siden 1996 har været bosiddende i Danmark.

Den 16. august 2001 indrejste Sagsøger i Danmark og indgav ansøgning om asyl. Den 18. februar 2002 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på anmodningen om asyl. Udlændingestyrelsen bestemte samtidig, efter at sagen havde været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, at afgørelsen ikke kunne indbringes for Flygtningenævnet.

Den Dato 1 2002 fødte Sagsøger en søn, der har opholdstilladelse i Danmark.

Den 23. september 2002 indgav Sagsøger ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Af en erklæring af 13. december 2002 fra cand. psych. Person 2 fremgår blandt andet:

”... Anamnese Af samtalerne er det fremgået, at Sagsøger er opvokset i et hus i byen i Kosovo. Hendes mor gik hjemme, og faderen arbejdede på fabrik. Hun har tre ældre og fire yngre søskende. Sagsøger har aldrig gået i skole, og det er angiveligt på grund af et benbrud, der skete ved leg, da Sagsøger var i et-årsalderen. Hun var i den forbindelse indlagt i et år på et sygehus i Makedonien. Hun har tydeligvis stadig mén af ulykken, Udeladt. Under

- 3 -

opvæksten opholdt hun sig således hjemme hos forældrene og hjalp bl.a. moderen eller så fjernsyn. Sagsøger beskriver sin mor som god og håber selv at kunne blive en lige så god mor. Hun beskriver sin far som rolig og fortæller, at han hjalp moderen med opdragelsen af børnene.

Adspurgt oplyser Sagsøger, at hun p.g.a. sit benbrud ikke har haft arbejde, mens hun boede i Kosovo. Hun flyttede først hjemmefra, da hun forlod Kosovo i 2001.

På forespørgsel beskriver Sagsøger nogle af de oplevelser, som hun har haft i forbindelse med krigen i Kosovo. Hun fortæller, at syv til otte serbiske militærbiler pludselig ankom til familiens hus. Serbiske militærfolk kom ind i huset med knive og automatvåben. Sagsøger sad sammen med femten andre familiemedlemmer inde i stuen. Der var også skyderi.

Alle familiemedlemmer blev tvunget udenfor, revet i håret og skubbet omkring. Sagsøger så, at militærfolkene var i gang med at slagte mennesker på gaden, og de stak bl.a. deres øjne ud. Hendes onkel blev skudt med automatvåben, og hendes fætter fik skåret halsen over. Derefter blev de overlevende tvunget til at forlade stedet. På vej ud i skoven blev en faster slået ihjel af en snigskytte.

Senere under flugten blev Sagsøgers ti-årige bror gennemtævet og skudt i armen af militærfolk. Hele familien fik bank med kæppe og blev jaget omkring. Nogle af kvinderne blev også voldtaget. Desuden faldt Sagsøgers mor på 45 år om og døde formentlig af et hjertetilfælde. Efter mørkets frembrud sneg nogle familiemedlemmer sig tilbage til huset og begravede midlertidigt hendes afdøde mor i haven ved familiens hus.

Efter at have været på flugt i et par måneder vendte familien tilbage til hjemmet, der ikke var blevet helt ødelagt. Ud over de nævnte familiemedlemmer har Sagsøger mistet flere onkler og tanter i forbindelse med krigen.

Adspurgt om sin reaktion på begivenhederne dengang og bagefter beskriver Sagsøger, at hun var bange og ikke turde se på, hvad der skete. Hun oplyser, at hun stadig hver nat drømmer om, hvad hun oplevede under krigen, og hun vågner op ind i mellem. Hun sover kun en til to timer ad gangen. Hun føler sig stadig bange og ked af det, specielt når hun tænker på de steder i Kosovo, hvor de beskrevne begivenheder

- 4 -

fandt sted. Hun taler sjældent om sine oplevelser og forsørger forgæves at glemme dem. Hun kan i øvrigt have svært ved at koncentrere sig.

Konklusion På baggrund af samtalerne vurderes det, at Sagsøgers opvækst har været præget af hendes benbrud i den tidlige barndom. Samtidig vurderes hun efter omstændighederne at have modtaget relevant kontakt fra sine forældre.

Der bemærkes kun ringe følelsesmæssig reaktion ved beskrivelsen af krigsoplevelserne, og Sagsøger ses i øvrigt at undgå at beskæftige sig med oplevelserne. Denne adfærd ses ofte i forbindelse med genoplevelsen af traumatiske begivenheder, idet den pågældende hermed forsøger at undgå at genopleve hændelserne.

Endvidere bemærkes det, at Sagsøger lider af hyppige mareridt og søvnløshed. Hun har koncentrationsbesvær og udviser tegn på angst og depressiv adfærd.

Samlet vurderes det, at Sagsøger lider af posttraumatisk belastningsreaktion. Hun er behandlingstrængende og har brug for psykologhjælp.

Diagnose Ifølge ICD-10 (Klassifikation og Diagnostiske kriterier): F43.1 posttraumatisk belastningsreaktion (Reactio tarda e traumate gravi). ...”

Ved skrivelse af 23. maj 2003 til advokat Hans Boserup meddelte Integrationsministeriet Sagsøger afslag på hendes ansøgning om humanitær opholdstilladelse. Det fremgår af afgørelsen blandt andet:

” Sagens afgørelse

Ministeriet finder ikke, at Deres klient opfylder betingelserne for at blive meddelt humanitær op-holdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

- 5 -

Det påhviler herefter Deres klient at udrejse af landet straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 2. pkt.

Nedenfor følger en gennemgang af sagens faktiske omstændigheder og begrundelsen for ministeriets afgørelse.

Sagens faktiske omstændigheder

Deres klient indrejste her i landet den 16. august 2001 og ansøgte om asyl.

Det fremgår af registreringsrapport af 17. august 2001, at Deres klient har oplyst, at hun er handicappet i sit højre ben.

Det fremgår endvidere af boligplaceringsskema af 28. januar 2002, at Deres klient har oplyst, at hun har et dårligt ben.

Den 18. februar 2002 meddelte Udlændingestyrelsen Deres klient afslag på ansøgningen om asyl. Udlændingestyrelsen besluttede i den forbindelse – efter at sagen havde været forelagt for Dansk Flygtningehjælp – at afgørelsen ikke kunne påklages til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens § 53 b.

De har som nævnt den 23. september 2002 ansøgt om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

De har til støtte for Deres ansøgning bl.a. anført, at Deres klient er psykisk og fysisk handicappet.

Ved brev af 23. oktober 2002 til Dem meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, at ansøgningen om humanitær opholdstilladelse ikke havde opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, idet ansøgningen ikke var indgivet i tilknytning til forkyndelsen for Deres klient af udrejsefristen i forbindelse med Udlændingestyrelsens afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4. Ministeriet meddelte endvidere, at det således påhvilede Deres klient at udrejse af landet straks. Ministeriet vedlagde samtidig kopi af sagens akter.

- 6 -

Ved brev af 1. november 2002 til Dem meddelte ministeriet, at Deres klage over Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. marts 2002 ikke havde opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, jf. udlændingelovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1.

Ved breve af 5. og 18. november 2002 fremsatte De yderligere bemærkninger til sagen.

Ved brev af 17. december 2002 fremsendte De kopi af udtalelse af 13. december 2002 fra psykolog Person 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at Deres klient lider af PTSD. De anmodede endvidere om at få bekræftet, at Deres klient ikke er i udsendelseposition.

Ved brev af 20. december 2002 meddelte ministeriet Dem på ny, at Deres ansøgning om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, ikke havde opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen og at det således fortsat påhvilede Deres klient at udrejse straks.

Ved brev af 7. februar 2003 til Dem meddelte Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, at ministeriet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. marts 2002, hvorved styrelsen afviste at behandle Deres klients ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende Person 1, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7.

Ved brev af 17. februar 2003 til ministeriet anmodede De om genoptagelse af ministeriets afgørelse af 7. februar 2003.

Ved ministeriets brev af 24. februar 2003 til Dem henholdte ministeriet sig til afgørelsen af 7. februar 2003, hvorved ministeriet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. marts 2002, hvori styrelsen afviste at behandle Deres klients ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7.

Retsregler og praksis

Ifølge udlændingelovens § 9 b, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002, kan der gives opholdstilladelse til udlændinge, hvis ”væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.”

- 7 -

Afgørelsen af, om der foreligger sådanne særlige humanitære hensyn, som kan begrunde opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse, beror således på et skøn. Ved udøvelsen af dette skøn har ministeriet i almindelighed navnlig lagt vægt på ansøgerens personlige forhold, herunder om der er tale om en familie med mindre børn, der kommer fra et land i krig, om der foreligger en alvorlig sygdom hos den eller de pågældende, samt varigheden af opholdet her i landet.

Efter ministeriets praksis kan der bl.a. meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, til personer, der lider af fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter, f.eks. livstruende sygdomme og uhelbredelige sindssygdomme. Hvis en person lider af sygdom af meget alvorlig karakter og har mulighed for at modtage den fornødne lægehjælp i sit hjemland, kan der dog normalt ikke gives opholdstilladelse.

Der kan endvidere meddeles humanitær opholdstilladelse til personer, der ved en tilbagevenden til et hjemland med vanskelige levevilkår vil være i risiko for at få eller opleve en forværring af et alvorligt handicap.

Begrundelse

Efter en gennemgang af sagen har Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration ikke fundet, at der foreligger humanitære hensyn af en sådan styrke, at disse afgørende taler for, at opholdstilladelse bør gives.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klient efter det oplyste ikke lider af fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter, og at der ikke i øvrigt foreligger sådanne omstændigheder, at der er grundlag for at meddele humanitær opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

PTSD er således ikke en sygdom, der kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Uanset det oplyste om, at Deres klient er handicappet i sit højre ben kan dette ikke begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

- 8 -

Ministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at Deres klient ikke ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for at få eller opleve en forværring af sit handicap. ...”

I en erklæring dateret Dato 2 2003 fra Læge 1, Psykiatrisk Afdeling, Hillerød, hedder det:

”Sagsøger forklarer, at hun er opvokset med sin familie i Pristina. Hun er nr. 4 af 8 søskende. Hendes søskende og far er stadig i live, medens moderen er død i 1999.

Ud fra det foreliggende har Sagsøger tidligere været psykisk rask, idet hun dog præmorbidt angiver at have været noget genert og tilbageholdende, overvejende pga. sit fysiske handikap og samtidig havde hun også tidligere let ved at blive ængstelig (over for patienten forklaret som indre uro og anspændthed), når der skete noget nyt.

Fysisk har hun som spæd brækket benet 3 gange. Omstændighederne kendes ikke. Hun blev behandlet først på hospital i Pristina, hvilket kun gjorde det hele værre. Hun har herudover været indlagt på sygehus i Makedonien, hvor behandlingen hjalp lidt på tilstanden. Hun har dog siden den tidlige barndom haft betydelige gener i form af Udeladt og hyppige smerter.

Sagsøger er ikke bekendt med forekomst af psykisk lidelse i familien.

I erklæring fra psykolog Person 2, dateret 13. december 2002, er en del af de oplevelser Sagsøger var udsat for under krigen i Kosovo beskrevet. Ud fra erklæringen er forespurgt om disse oplysninger er dækkende for, hvad hun i dag mener at have oplevet. Hun har hertil svaret, at der er andre oplevelser, som hun blot ikke gerne ønsker at tale om. De nævnte oplevelser indtrådte i 1999, og så vidt man forstår på beskrivelsen, har Sagsøger kort tid efter truffet sin nuværende ægtefælle i Kosovo, hvor han var på besøg, idet han allerede havde ophold i Danmark.

Hun er således i 2001 indrejst til Danmark, hvor hun nu bor med sin ægtefælle og deres ca. 1 år gamle søn. Hun har sparsom og kun telefonisk kontakt med den øvrige familie i Kosovo. Sagsøger har

- 9 -

ingen skoleuddannelse, angiveligt pga. sit fysiske handikap og har kun kontakt med ægtefællens bror og dennes familie, der bor i nærheden.

Det er meget vanskeligt for Sagsøger at beskrive, hvilke symptomer, hun oplever, men der er til gengæld ingen tvivl om, at hun relaterer det til hændelserne under krigen i Kosovo, og at de af Sagsøger opleves som akut opståede, Den aktuelle lidelse må således fastslås at være opstået i 1999, medens Sagsøger befandt sig i Kosovo. Sagsøger har ikke modtaget nogen behandling for sin tilstand, medens hun opholdt sig i Kosovo. Efter ankomsten til Danmark har hun haft i alt 3 samtaler med psykolog Person 2. Endelig oplyser Sagsøger, at hun af sin egen læge har fået hovedpinetabletter, men herudover har hun ikke fået behandling.

Forespurgt om hun synes behandlingen hos psykolog Person 2 hjalp hende, svarede hun, at det har hjulpet hende lidt, men på hvilken måde, kan hun ikke beskrive. Tilsvarende synes hun, at hovedpinetabletterne hjælper lidt.

Diagnose: posttraumatisk belastningsreaktion, kronisk

På undersøgelsestidspunktet angiver Sagsøger sig fortsat betydeligt plaget af symptomer. Hun har meget tydeligt svært ved med ord at give udtryk for sin tilstand og svarer oftest med enstavelsesord eller blot med ja eller nej.

Der skal typisk stilles meget konkrete spørgsmål til Sagsøger for at få et billede af hendes aktuelle tilstand, men på denne baggrund kan det fastslås, at hun har vanskeligt ved at koncentrere sig og bl.a. har svært ved at udføre relativt enkelt arbejde i hjemmet.

Hun kan således forklare, at hun ind imellem prøver at lave mad, men at hun pga. de tidligere oplevelser har svært ved at gennemføre det og får det "dårligt". Oftest er det således ægtefællen, der står for husholdningsrelaterede opgaver. Hun forklarer, at selv små ting kan få hende til at få det "dårligt".

Begrebet dårligt dækker for Sagsøger over en følelse af tristhed og ængstelse, præget af hjertebanken og svedtendens og især udpræget grådtendens, fulgt af dårligt humør. Hun kan således græde flere timer ad gangen og gør det oftest hver dag. Hun beskriver en meget kompromitteret nattesøvn. Hun har således svært

- 10 -

ved overhovedet at falde i søvn og har så typisk mareridt, hvor hun genoplever hændelserne og vågner badet i sved. Hun får alt i alt kun sovet relativt få timer og bliver af samme grund træt og udmattet. Hun kan heller ikke rigtig koncentrere sig om TV og radio, men da hun heller ikke kan dansk, har det ikke hendes store interesse. Hun kan beskrive angstoplevelser, ligeledes hver eneste dag.

De opstår typisk, når hun i TV ser nyheder, der handler om uheld, som f.eks. togulykker, biluheld og lignende. Alt, hvad der har med død og ulykke at gøre, vækker minder om hændelserne og dermed angst. Hun reagerer også på høje lyde ved at fare sammen og ryste.

Forespurgt, om der er nogen ting, hun helt undgår at udføre, svarer hun, at hun ikke kan bevæge sig uden for huset alene, men allerhøjst kan opholde sig i familiens gårdhave. Skal hun uden for den, må manden følge hende. Hun har af samme grund kun meget ringe kontakt med andre end sin ægtefælle. De har ingen bekendte udover ægtefællens bror og dennes familie.

Forespurgt om, hvordan hun magter den 1-årige søn, svarer hun, at det går meget godt. Det er hendes oplevelse, at det at have sønnen nærmest er en stor hjælp. Hun anfører, at havde hun ikke haft ham, ville hun være blevet "sindssyg". Det sker dog, at ægtefællen må tage over, når hun bliver for træt og udmattet, og hun nævner i den forbindelse, at hun og ægtefællen har det godt sammen. Hun føler sig støttet og forstået.

Forespurgt, om hun føler, at livet er værd at leve, svarer hun, at det føler hun bestemt, specielt fordi hun har sønnen at tage vare på, men hun mener også, at hun kun vil føle det således, medens hun er her i Danmark, medens hun, såfremt hun opholder sig i Kosovo, ville have det anderledes. Hun kan slet ikke forestille sig på ny at skulle være i nærheden af Pristina, hvor hun har haft alle de frygtelige oplevelser. Alene tanken herom gør, at hun igen får det "dårligt".

Direkte adspurgt, om hun hører stemmer, svarer hun bekræftende. Når hun får det dårligt, så hører hun de dødes stemmer, dvs. før de blev dræbt, og det er på ny relateret til hændelserne i Kosovo. Hun er ganske klar over, at det foregår inde i hendes eget hoved, og at andre ikke kan høre stemmerne og dele oplevelserne.

- 11 -

Vedrørende fremtiden ved observanden ikke, hvad hun skal håbe og tro. Hun håber på at kunne slippe for de ubehagelige tanker, der hele tiden er i hovedet på hende, men hun ved ikke, hvordan det skal ske.

Klinisk Vurdering

Observanden, der møder rettidigt til undersøgelsen fulgt af sin ægtefælle og sin søn, som ægtefællen tager vare på under samtalen, fremstår med et alderssvarende ydre. Hun er nydeligt soigneret. Hendes fremtræden er i øvrigt tydeligt præget af hendes fysiske handikap i form af Udeladt.

Sagsøger er tydeligt indstillet på gerne at ville medvirke til undersøgelsen, men har også tydeligvis meget svært ved det. Hun er forbeholden i sin kontaktform og tydeligt ængstelig for, hvad der skal blive stillet af spørgsmål.

Hun har under dele af samtalen været præget af grådlabilitet, især når samtalen har måttet dreje sig om de tidligere hændelser, men også ved udspørgen om hendes aktuelle tilstand, hvor hun i vidtgående grad har forsøgt at undslå sig for at skulle gengive oplevelser af følelsesmæssig art og altså har reageret med gråd og anspændthed, når man har presset hende let for et svar.

Den formelle kontakt har således været nogenlunde, den følelsesmæssige kontakt har været præget af Sagsøgers forbeholdenhed, men har slet ikke været præget af følelsesmæssig kontaktaflukkethed, som det ses ved skizofreni. Hendes tankegang er samlet, logisk og indfølelig og har ikke været præget af tankeforstyrrelser, således som det ses ved skizofreni.

Hendes stemningsleje må beskrives som noget forsænket. Det psykomotoriske tempo er naturligt. Hun huser ikke vrangforestillinger, hun har ikke været hallucineret.

Sagsøger har i undersøgelsessituationen været præget af anspændthed og ængstelse. Hun har ikke været præget af appel på neurotisk vis og heller ikke tilbøjelighed til at lægge skyld og ansvar ud i omgivelserne. Hun har heller ikke fremtrådt teatralsk eller dramatiserende.

Hun er ikke vurderet til at være i risiko for selvmord eller selvmordsforsøg under de nuværende omstændigheder.”

- 12 -

Den 1. juli 2003 rettede Rigspolitichefen henvendelse til FN-administrationen i Kosovo, UNMIK, med oplysning om, at Sagsøger ville blive udsendt til Kosovo den 9. juli 2003. Henvendelsen var vedlagt den lægelige udtalelse af Dato 2 2003.

I en skrivelse af 7. juli 2003 til Rigspolitichefen meddelte UNMIK, at man ikke kunne modtage Sagsøger i Kosovo. I skrivelsen hedder det:

”... Thank you for your letter of 1 July 2003 in which you notified UNMIK of Denmark's intention to repatriate forcibly Sagsøger on the 10th of July 2003. Unfortunately, UNMIK is not able to accept this repatriation due to the circumstances noted in your letter and based upon the voluntary medical check that you attached with the notification.

Under international human rights standards, particularly the policies of UNHCR and the Convention on the Rights of the Child, families should not be separated through forcible repatriation. In light of the medical diagnosis that you enclosed, the possibility that Sagsøger Sagsøger could be separated from her husband and infant child becomes an even greater concern in that her removal from her family would place her in conditions of extreme stress and anxiety that could exacerbate her medical condition.

As you know, UNMIK's policy on forced returns asks that no individual with a serious illness untreatable in Kosovo should be forcibly repatriated.

According to the medical information provided, the examining physician clearly identifies that Sagsøger is suffering from a chronic post traumatic stress reaction which is affecting her ability to function normally in society and which could become worse if exposed again to the circumstances which led to her condition.

Additionally, UNMIK has received further medical reports from the clinical psychiatrist that examined Sagsøger twice in November 2002 that concurs with the information provided in the voluntary medical check (please

- 13 -

find attached). This diagnosis confirms that Sagsøger is suffering from Post Traumatic Stress Disorder and recommends strongly that she receive professional psychological treatment. No such treatment is available at present in Kosovo for PTSD. While UNMIK appreciates your Government's offer to help Sagsøger obtain and pay for medication, it is clear that such a simple unsupervised pharmacological treatment would not be adequate in this case.

These circumstances are of great concern to UNMIK and, accordingly, we are not in the position to accept the forcible return of Sagsøger at this time. Therefore, UNMIK would request that her scheduled repatriation be cancelled. Thank you for your consideration and cooperation in this matter. ...”

Ved skrivelse af 1. august 2003 til advokat Hans Boserup meddelte Integrationsministeriet Sagsøger afslag på genoptagelse af anmodningen om humanitær opholdstilladelse. Det hedder i afgørelsen blandt andet:

”Ved brev af 15. juli 2003 til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har De som advokat for statsborgeren i Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, Sagsøger, ansøgt om opholdstilladelse.

Deres brev var vedlagt en erklæring af 11. juli 2003, udstedt af Læge 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at den forsøgte udsendelse af Deres klient udløste en akut psykisk krise hos Deres klient, at Deres klient fremtræder apatisk, og at Deres klient opfattes som krisepræget i svær grad.

Det fremgår endelig, at det vurderes, at Deres klient vil udvikle en endnu sværere psykisk reaktion, som vil blive akut behandlingskrævende, såfremt hun på ny udsættes for trussel om adskillelse fra sin ægtefælle og barn.

Ministeriet har opfattet Deres brev som en anmodning om genoptagelse af Deres klients sag om humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

...

- 14 -

Ministeriet skal meddele, at ministeriet ikke finder grundlag for at genoptage behandlingen af Deres klients sag om humanitær opholdstilladelse.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at der ikke er tilgået sagen væsentlige nye oplysninger siden ministeriets afgørelse af 23. maj 2003 om at meddele Deres klient afslag på humanitær opholdstilladelse, idet oplysningerne om, at Deres klient lider af PTSD, er indgået i grundlaget for ministeriets afgørelse af 23. maj 2003.

Ministeriet finder således ikke, at de nyeste helbredsmæssige oplysninger, herunder erklæringen af Dato 2 2003, vedrørende Deres klients psykiske tilstand kan føre til meddelelse af humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. ...”

Den Dato 2 2004 fødte Sagsøger en datter, der har opholdstilladelse i Danmark.

Ved skrivelse af 18. august 2004 til advokat Hans Boserup afslog Integrationsministeriet på ny at genoptage sagen. Det hedder i afgørelsen blandt andet:

”Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration skal meddele, at ministeriet ikke finder grundlag for at genoptage behandlingen af Deres klients sag.

...

De har ved e-mail af 14. november 2003 som nævnt anmodet ministeriet om at genoptage sagen om humanitær opholdstilladelse. De har i den forbindelse anført, at De anmoder om opholdstilladelse på ethvert grundlag, herunder familiesammenføring og helbredsbetinget opholdstilladelse.

De har ved e-mail af 9. februar 2004 fremsendt en helbredsattest fra Læge 2 af 3. februar 2004 vedrørende Deres klients ægtefælle Person 1.

- 15 -

De har ved e-mail af 11. februar 2004 fremsendt kopi af erklæring af 9. februar 2004 fra kirurgisk afdeling Holbæk Sygehus, hvoraf det fremgår, at Sagsøger har været indlagt fra den 4. februar 2004 til den 9. februar 2004.

De har ved e-mail af 20. februar 2004 fremsendt kopi af erklæring af 13. november 2003 fra Læge 2, hvoraf det fremgår, at Sagsøger er gravid med forventet fødsel medio juni 2004.

Det fremgår af Udlændingeregistret, at Deres klient den Dato 2 2004 har født en datter.

De har ved e-mail af 7. juni 2004 fremsendt kopi af en erklæring af 4. juni 2004 fra Læge 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at Sagsøger lider af PTSD.

De har ved e-mail af 18. juni 2004 fremsendt kopi af Kommunes afgørelse af 29. marts 2004 om førtidspension til Deres klients ægtefælle, Person 1.

...

Begrundelse

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har efter en gennemgang af sagen ikke fundet, at Deres e-mails med bilag til ministeriet indeholder nye væsentlige oplysninger af betydning for ministeriets behandling af sagen.

Det forhold, at Deres klient har været indlagt på kirurgisk afdeling fra den 4. februar 2004 til den 9. februar 2004, kan ikke begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Det forhold, at Deres klients ægtefælle Person 1 er tildelt førtidspension er endvidere ikke en omstændighed, der kan begrunde humanitær opholdstilladelse til Deres klient.

Ministeriet kan således henholde sig til sine afgørelser af 23. maj 2003 og 1. august 2003.”

- 16 -

Den 9. december 2004 rettede Rigspolitichefen på ny henvendelse til UNMIK med henblik på udsendelse af Sagsøger til Kosovo. Af en skrivelse af 15. december 2004 fra UNMIK til Rigspolitichefen fremgår:

”... This letter is written in response to notifications made as of 9 December 2004.

...

Based on the information provided in the case of Sagsøger, UNMIK's position is that the forcible return to Kosovo of Sagsøger without her minor child and her husband would not be in accordance with international standards on family unity. Therefore, UNMIK is unable to accept the forcible return of Sagsøger at this time. ...”

I en skrivelse af 7. januar 2005 fra klinisk psykolog Person 3 hedder det:

”...

Sagsøger har været i konsultation her den 6. januar 2005 og følgende kan oplyses:

Klienten er i dyb krise, kan ikke sove, er grædende, giver udtryk for alvorlige selvmordstanker, der er tunnelsyn og hun har konkrete overvejelser dersom hun bliver udvist af landet. Jeg har forsøgt at arbejde med forskellige scenarier som kunne give hende håb i fremtiden, men hun er fikseret i selvmordstanker med konkret indhold. Tilstanden er dybt bekymrende. Kvinden kan ikke forestille sig, at hun kan magte at have børnene med sig ved en eventuel udvisning og hun kan ikke forestille sig et liv uden dem. Jeg anser kvinden for meget selvmordstruet.

...”

Ved skrivelse af 23. marts 2005 til advokat Hans Boserup afslog Integrationsministeriet at genoptage sagen om

- 17 -

humanitær opholdstilladelse. Det fremgår af afgørelsen blandt andet:

”Sagens afgørelse

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration skal meddele, at ministeriet ikke finder grundlag for at genoptage behandlingen af Deres klients sag.

...

Begrundelse

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har efter en gennemgang af sagen ikke fundet, at Deres e-mail af 11. januar 2005 med bilag indeholder nye væsentlige oplysninger af betydning for ministeriets behandling af sagen.

Det oplyste om, at Deres klient er i dyb krise, at hun ikke kan sove, at hun er grædende og har tunnelsyn, samt at hendes tilstand er dybt bekymrende, kan således ikke begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Ministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at Deres klient efter det oplyste ikke lider af en psykisk sygdom af meget alvorlig karakter.

Ministeriet skal – for så vidt angår oplysningerne om, at Deres klient anses for meget selvmordstruet, og at hun har konkrete selvmordsovervejelser, hvis hun bliver sendt ud af landet – bemærke, at efter ministeriets praksis er det ikke i sig selv tilstrækkeligt til at give humanitær opholdstilladelse, at en ansøger anses for meget selvmordstruet.

Psykisk sygdom – i kombination med oplysninger om en aktuel og overvejende risiko for selvmord – vil dog kunne danne grundlag for meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Sådanne oplysninger om en aktuel og overvejende risiko for selvmord foreligger imidlertid ikke i denne sag.

Ministeriet skal i den forbindelse bemærke, at en selvmordsrisiko, der er forbundet med risikoen for en udsendelse af landet, som udgangspunkt ikke kan tillægges betydning.

- 18 -

Ministeriet kan således henholde sig til afgørelserne af 23. maj 2003, 1. august 2003, 18. august 2004 ...”

Ved skrivelse af 2. december 2005 til advokat Hans Boserup traf Integrationsministeriet følgende afgørelse om ikke at genoptage sagen:

”...

Sagens afgørelse

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration skal meddele, at ministeriet ikke finder grundlag for at genoptage behandlingen af Deres klients sag om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Der fastsættes ingen udrejsefrist under henvisning til, at Deres klient har en verserende sag i Udlændingestyrelsen vedrørende ægtefællesammenføring, og at Deres klient har ret til at opholde sig her i landet under styrelsens behandling af denne sag.

...

Begrundelse

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har efter en gennemgang af sagen ikke fundet, at Deres brev af 17. november 2005 med bilag indeholder nye væsentlige oplysninger af betydning for ministeriets behandling af sagen om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Deres klients ægtefælles helbredsforhold, kan ikke begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse til Deres klient.

Ministeriet kan således henholde sig til afgørelserne af 23. maj 2003, 1. august 2003, 18. august 2004, ..., 23. marts 2005, ...”

Ved skrivelse af 24. januar 2006 til advokat Hans Boserup afslog Integrationsministeriet på ny at genoptage sagen. I afgørelsen hedder det blandet andet:

- 19 -

”...

Sagens afgørelse

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration skal meddele, at ministeriet ikke finder grundlag for at genoptage behandlingen af Deres klients sag om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Der fastsættes ingen udrejsefrist under henvisning til, at Deres klient har en verserende sag i Udlændingestyrelsen vedrørende ægtefællesammenføring, og at Deres klient har ret til at opholde sig her i landet under styrelsens behandling af denne sag.

...

Begrundelse

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har efter en gennemgang af sagen ikke fundet, at det i processkrift 4 pag 6. anførte nye anbringende vedrørende Deres klients fami-liemæssige tilknytning til Danmark indeholder nye væsentlige oplysninger af betydning for ministeriets behandling af sagen om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Ministeriet finder således ikke, at den nævnte henvisning til udlændingelovens § 26 kan føre til, at Deres klient meddeles humanitær opholdstilladelse.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at omstændighederne omkring og selve forløbet af en faktisk udsendelse af en afvist asylansøger ikke efter ministeriets praksis udgør en sådan særlig belastning som nævnt i udlændingelovens § 26.

Ministeriet har endvidere lagt vægt på, at ministeriet ikke finder, at en udsendelse af Deres klient, der vil medføre en adskillelse af Deres klient fra hendes herboende ægtefælle og to mindreårige børn, er en sådan særlig belastning som nævnt i udlændingelovens § 26.

Ministeriet har herved lagt vægt på, at en ansøgers familiemæssige tilknytning her til landet efter ministeriets praksis ikke i sig selv

- 20 -

er tilstrækkelig til at begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.

Ministeriet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af de oprindelige bemærkninger til bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, jf. lovforslag nr. L 201 af 19. marts 1985 (Folketingstidende 1984-1985, tillæg A, sp. 4091-4092 f), at vurderingen af, om betingelserne for at give humanitær opholdstilladelse er til stede, i sagens natur må være meget konkret. Det fremgår desuden af bemærkningerne, at reglen er tiltænkt et snævert anvendelsesområde, og at det derfor vil være af betydning for vurderingen, med hvilken styrke de enkelte hensyn foreligger, og ikke mindst om de foreligger i kombination.

Efter ministeriets praksis kan ministeriet således give humanitær opholdstilladelse bl.a. under henvisning til, at en kombination af de i § 26 nævnte hensyn foreligger – herunder hensynet om familiemæssig tilknytning her til landet – uanset at disse hensyn ikke hver for sig i sig selv kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Som forudsat i forarbejderne til bestemmelsen er ministeriets praksis i den henseende restriktiv.

Ministeriet bemærker endvidere, at Deres klient ikke i øvrigt opfylder betingelserne for med-delelse af humanitær opholdstilladelse. Der henvises i den forbindelse til de tidligere trufne afgørelser i sagen om afslag på humanitær opholdstilladelse og afslag på genoptagelse af sagen.

Deres klients ægtefælles helbredsmæssige forhold kan ikke medføre en ændret vurdering heraf.

...

Ministeriet henviser endelig til, at det forhold, at UNMIK afviser at acceptere udsendelse af en afvist asylansøger, ikke fritager den pågældende fra pligten til at udrejse af Danmark, jf. udlændingelovens § 30, stk. 1.

Ministeriet kan således henholde sig til afgørelserne af 23. maj 2003, 1. august 2003, 18. august 2004,..., 23. marts 2005, ... og 2. decem-ber 2005. ...”

- 21 -

Parternes procedure

Sagsøger har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at hun lider af PTSD, hvilket de fremlagte lægeerklæringer vidner om, og der er ingen reelle behandlingsmuligheder i Kosovo. Efter en lægelig vurdering er der ingen tvivl om, at det vil være fatalt for hende at vende tilbage til Kosovo. Ubehandlet PTSD kan føre til egentlig sindssygdom som f.eks. skizofreni.

Udlændingelovens regel om humanitær opholdstilladelse kan ikke fortolkes uden at inddrage den langvarige og grundige debat i Folketinget i 1985 og ministerens korrektion af praksis i september 1999. Ministeren meddelte i september 1999 Folketinget, at opholdstilladelse ville blive givet til syge flygtninge, der ved hjemsendelse var i risiko for forværring af et alvorligt handicap.

Dette kriterium anvender Integrationsministeriet imidlertid ikke, men anvender i stedet kriteriet meget alvorlig sygdom. Ministeriet inddrager kun behandlingsforholdene i hjemlandet, hvis man er sindet at give opholdstilladelse.

Ministeriets afgørelse er i strid med både forarbejderne til bestemmelsen og med praksis efter korrektionen i september 1999, og det er forkert retsanvendelse alene at forholde sig til ministeriets bemærkninger til lovændringen i 2002, der alene havde som formål at ændre bestemmelsens nummerbetegnelse og ikke på nogen måde havde til formål at ændre bestemmelsens indhold eller anvendelse.

Ved en ansøgning om humanitær opholdstilladelse skal Integrationsministeriet endvidere foretage overvejelser af de i udlændingelovens § 26 anførte kriterier, herunder hvorvidt udsendelse vil udgøre en særlig belastning, idet der i forarbejderne til bestemmelsen udtrykkelig henvises til § 26.

- 22 -

En udsendelse vil være en særlig belastning for hende og i strid med § 26, idet hun derved adskilles fra sin mand og to mindreårige børn, der alle har opholdstilladelse i Danmark.

FN råder over både lægelig og juridisk sagkundskab og har to gange afslået Danmarks begæring om tvangsudsendelse under henvisning til hendes behandlingskrævende alvorlige og kroniske sygdom, de manglende behandlingsmuligheder i Kosovo samt til det forhold, at udsendelse vil medføre adskillelse fra familien.

Det vil være i strid med EMRK artikel 8 at udsende hende, idet familien herved vil blive splittet. Familien kan ikke henvises til at leve sit familieliv i Kosovo, idet hendes ægtefælle er handicappet flygtning fra Kosovo og ikke med saglig begrundelse kan henvises til at nyde sin ret til et familieliv dér.

Integrationsministeriet har til støtte for påstanden om

frifindelse gjort gældende, at der efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, kan meddeles opholdstilladelse, hvis en udlænding befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

Vurderingen af, hvorvidt der kan meddeles humanitær opholdstilladelse foretages på grundlag af en konkret og individuel vurdering af såvel de lægelige som de øvrige oplysninger, der foreligger i den enkelte sag.

Yderligere foretages vurderingen ud fra den restriktive praksis, der er fastlagt i lyset af, at bestemmelsen i § 9 b, stk. 1, både efter ordlyden og forarbejderne er tiltænkt et meget begrænset anvendelsesområde.

- 23 -

På den baggrund kan lidelserne PTSD og depression efter ministeriets praksis ikke i sig selv begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, men oplysninger om sådanne lidelser indgår som relevant hensyn ved vurderingen af, om disse lidelser i kombination med andre hensyn konkret kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Det bestrides, at ministeriets afgørelser eller de anvendte kriterier skulle være truffet i strid med lovens forarbejder mv.

Det gøres overordnet gældende, at Integrationsministeriet ved sine afgørelser af 23. maj 2003, 1. august 2003, 18. august 2004, 23. marts 2005, 2. december 2005 og 24. januar 2006 har inddraget og vurderet samtlige relevante kriterier ved bedømmelsen af, om der kunne meddeles Sagsøger humanitær opholdstilladelse. Afgørelsen heraf beror på et skøn, og det bestrides, at det skøn, som ministeriet har foretaget, ikke skulle være lovligt og sagligt.

Ministeriet har ved sin afgørelse af 23. maj 2003 lagt de foreliggende lægelige oplysninger til grund og foretaget et lovligt og sagligt juridisk skøn ved afvejningen af de foreliggende omstændigheder inden for rammerne af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, forarbejderne hertil og administrativ praksis.

Ministeriet lagde vægt på, at Sagsøger efter det oplyste ikke led af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter, og at der ikke i øvrigt forelå omstændigheder, som gav grundlag for at meddele humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Ministeriet lagde til grund, at Sagsøger led af PTSD, men lagde i den forbindelse vægt på, at PTSD ikke er en sygdom, der kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

- 24 -

Ministeriet anførte endvidere, at Sagsøgers handicap i højre ben ikke kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, og ministeriet lagde i den forbindelse vægt på, at Sagsøger ikke ved tilbagevenden vil være i risiko for at få eller opleve en forværring af sit handicap.

Endvidere gøres det gældende, at ministeriet ved sine afgørelser af 1. august 2003 og 18. august 2004 med rette vurderede, at der ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen havde fået et andet resultat, hvis oplysningerne havde foreligget, da ministeriet traf afgørelse den 23. maj 2003, og at derfor ikke var grundlag for at genoptage sagen.

I forhold til Integrationsministeriets afgørelse af 23. marts 2005 gøres det gældende, at der heller ikke er grundlag for at tilsidesætte denne afgørelse. Det gøres gældende, at ministeriet med rette fandt, at der ikke var grundlag for at genoptage Sagsøgers sag. Det er et grundlæggende krav for, at der kan ske administrativ genoptagelse, at der er fremkommet væsentlige nye oplysninger, der kan føre til en ændret vurdering af den tidligere trufne afgørelse, såfremt disse oplysninger havde foreligget, da den oprindelige afgørelse blev truffet.

Sagsøger anmodede ved e-mail af 11. januar 2005 ministeriet om at genoptage hendes sag om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Hun vedlagde erklæring af 7. januar 2005 fra klinisk psykolog Person 3, hvoraf fremgik, at hun var i dyb krise, ikke kunne sove, var grædende, gav udtryk for alvorlige selvmordstanker, havde tunnelsyn, og at hun havde konkrete selvmordsovervejelser, hvis hun blev sendt ud af landet.

- 25 -

Psykologen fandt hendes tilstand dybt bekymrende og anså hende for meget selvmordstruet.

Ved sin afgørelse af 23. marts 2005 lagde Integrationsministeriet vægt på, at det forhold, at Sagsøger var i dyb krise, ikke kunne sove og havde tunnelsyn, samt at hendes tilstand var dybt bekymrende, ikke kunne begrunde meddelelse om humanitær opholdstilladelse. Integrationsministeriet lagde i den forbindelse vægt på, at Sagsøger efter det oplyste ikke led af en psykisk sygdom af meget alvorlig karakter.

Integrationsministeriet bemærkede, at det forhold, at Sagsøger ansås for selvmordstruet og havde konkrete selvmordsovervejelser, efter ministeriets praksis ikke i sig selv var tilstrækkelig til at give humanitær opholdstilladelse.

Psykisk sygdom i kombinationen med oplysninger om aktuel overvejende risiko for selvmord ville dog kunne danne grundlag for meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Integrationsministeriet fandt dog ikke, at der forelå sådanne oplysninger i sagen. Integrationsministeriet bemærkede, at en selvmordsrisiko, der er forbundet med risikoen for en udsendelse af landet, som udgangspunkt ikke kan tillægges betydning.

Ved sin afgørelse af 2. december 2005 lagde ministeriet vægt på, at der ikke var fremsendt sådanne nye oplysninger af betydning for ministeriets behandling af sagen om humanitær opholdstilladelse, at der var grundlag for at genoptage sagen. Sagsøger havde til støtte for sin genoptagelsesanmodning vedlagt kopi af lægelige oplysninger vedrørende hendes ægtefælle.

På baggrund af det i Sagsøgers processkrift 4 anførte om, at udlændingelovens § 26 og de heri nævnte hensyn skulle føre

- 26 -

til, at der burde meddeles hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1, foretog Integrationsministeriet en fornyet vurdering af sagen.

Integrationsministeriet fandt imidlertid ikke, at det anførte om den familiemæssige tilknytning, samt ægtefællens helbredsmæssige forhold, kunne føre til en genoptagelse af sagen, idet der ikke var tale om væsentlige nye oplysninger af betydning for ministeriets behandling af sagen.

Ministeriet fandt således, at udlændingelovens § 26 ikke kunne føre til, at Sagsøger blev meddelt humanitær opholdstilladelse i medfør af § 9 b, stk. 1.

Ministeriet henviste i den forbindelse til de oprindelige bemærkninger til bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2 (nu § 9 b, stk. 1), hvoraf blandt andet fremgår, at det vil være af betydning for vurderingen om meddelelse af humanitær opholdstilladelse, med hvilken styrke det i § 26 nævnte hensyn foreligger og ikke mindst som de foreligger i kombination.

Efter ministeriets praksis kan ministeriet give humanitær opholdstilladelse blandt andet under henvisning til, at en kombination af de i § 26 nævnte hensyn foreligger - herunder hensynet om familiemæssig tilknytning her til landet -uanset, at disse hensyn ikke hver for sig i sig selv kan begrunde meddelelse om humanitær opholdstilladelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det som tidligere anført i forarbejderne til bestemmelsen er forudsat, at bestemmelsen anvendes restriktivt.

Ministeriet lagde ved afgørelsen vægt på, at Sagsøger ikke i øvrigt opfyldte betingelserne for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, jf. de tidligere herom trufne afgørelser. Hendes helbredsmæssige forhold kunne ikke føre til en ændret vurdering. Ministeriet fandt således ikke, at omstændighederne omkring og selve forløbet af en faktisk

- 27 -

udsendelse af en afvist asylansøger såvel som udsendelsen af Sagsøger, der ville medføre en adskillelse af hende fra hendes herboende ægtefælle og to mindreårige børn, kunne føre til, at der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Landsrettens begrundelse og resultat

:

På baggrund af udlændingelovens ordlyd og forarbejder udtaler Højesteret i dommen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2006.2095, at posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) i almindelighed ikke i sig selv kan begrunde humanitær opholdstilladelse. Det følger endvidere af dommen, at det forhold, at FN-myndighederne i Kosovo i et vist omfang nægter at medvirke til en tvangsmæssig udsendelse til Kosovo af personer, der lider af PTSD, ikke i sig selv kan begrunde en pligt for Integrationsministeriet til at meddele humanitær opholdstilladelse.

Integrationsministeriet har på baggrund af en konkret vurdering af de på afgørelsestidspunkterne foreliggende lægelige og personlige oplysninger vurderet, at der ikke forelå humanitære hensyn af en sådan styrke, at disse afgørende talte for at meddele Sagsøger opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1.

Der er ikke grundlag for at antage, at afgørelserne er baseret på ulovlige kriterier, eller at ministeriet har undladt at inddrage relevante forhold i vurderingen. Sagsøgte har således – udover de helbredsmæssige oplysninger -inddraget blandt andet det forhold, at Sagsøger har ægtefælle og to børn bosiddende i Danmark. De trufne afgørelser strider ikke mod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 8 eller mod andre

- 28 -

internationale forpligtelser. Ved afgørelser efter § 9 b, stk. 1, er der overladt udlændingemyndighederne et skøn, og landsretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte det af ministeriet udøvede skøn.

Herefter tages Integrationsministeriets frifindelsespåstand til følge.

Med hensyn til sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet bemærkes at 3.602,50 kr. vedrører sagsøgtes udgifter til materialesamling, mens resten vedrører sagsøgtes udgifter til advokat.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Sagsøgte, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, frifindes.

Sagsøger skal inden 14 dage betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.

(Sign.)

___ ___ ___