33/2010

Ikke fradrag for aktietegningsretter DSV finansierede erhvervelsen i 2000 af DFDS Dan Transport Group A/S til dels ved optagelse af et såkaldt mezzaninlån fra Intermediate Capital Group Plc. (ICG) på 750 mio. kr. Ifølge aftalen skulle lånet tillige med renter mv. tilbagebetales inden for 8 år. Lånet blev indfriet i 2003. Aftalen angav i et særskilt punkt som betingelse for, at ICG stillede lånet il rådighed, at ICG skulle tildeles aktietegningsretter (warrants) i DSV. Tegningskursen blev fastsat til markedskursen på tidspunktet for aftalen, men tildelingskursen var reelt lavere, da det tillige var aftalt, at ICG skulle modtage et honorar – et såkaldt ”back end fee” – svarende til kursforskellen i det omfang tegningsretterne blev udnyttet. ICG udnyttede i perioden fra februar 2004 til marts 2005 de tildelte tegningsretter til udnyttelseskursen. DSV opgjorde herved et tab på 348 mio. kr. inklusive ”back end fee” på 76 mio. kr. Skattemyndighederne havde nægtet fradragsret for det opgjorte tab. DSV ønskede fradragsret efter kursgevinstloven for det samlede beløb, subsidiært for ”back end fee”. DSV henviste herved til, at der var tale om frigørelse for gæld enten i form af låneomkostninger eller kurstab. På baggrund af forarbejderne til kursgevinstlovens § 26, stk. 4 (nu stk. 3) fandt Højesteret, at den heri hjemlede fradragsret omfatter omkostninger, som kan henføres til selve gældens etablering eller indfri¬else. De beløb, som DSV ønskede fradrag for, kunne ikke betragtes som omkostninger af denne karakter. Beløbene var heller ikke fradragsberettigede som kurstab efter kurs¬gevinstloven, idet denne efter sin ordlyd og forarbejder måtte forstås således, at den regulerer den skattemæssige behandling af gevinst og tab ved frigørelse for pengegæld, men ikke den skattemæssige behandling af tegningsretter til aktier mv., der omfattes af aktieavancebeskatningsloven. Højesteret anførte, at lånet til DSV og tildelingen af aktietegningsretter i DSV efter deres karakter måtte anses for to separate ordninger, hvis skattemæssige behandling er reguleret af forskellige regelsæt. De to ordninger var alene knyttet til hinanden ved, at tildeling af de pågældende aktietegningsretter i mezza¬ninaftalen var gjort til en betingelse for ydelse af lånet. Be¬tingelsen vedrørende aktietegningsretterne påvirkede såle¬des ikke lånets værdi, hverken ved låneoptagelsen eller ved indfrielsen. Det anførte gjaldt tilsvarende for DSVs omkostninger ved opfyldelse af forpligtelsen til at betale ”back end fee”, der måtte anses for en integreret del af DSVs forpligtelser i henhold til de tildelte tegningsretter og derfor skattemæs¬sigt måtte behandles som tegningsretterne. Højesteret bemærkede endelig, at selv om det fremgik af låneaftalen, at ydelsen af lånet var betinget af tildeling af teg¬ningsretter, indebar vilkåret herom ikke, at der skete en nedsættelse af det aftalte låneprovenu. Der var ikke i øvrigt holdepunkter i parternes aftale for at antage, at en del af det udbetalte beløb i realiteten skal anses som vederlag for tegningsretterne. Tilbagebetalingen af lånet med 750 mio. kr. var således tilbagebetaling af lånet til pari og ikke ud¬tryk for tilbagebetaling til overkurs. Da der herefter ikke var fradragsret efter kursgevinstloven for det tab, som DSV havde opgjort, frifandt Højesteret Skattemini¬steriet. Landsretten var kommet frem til, at der var fradragsret for det samlede beløb.