Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2024.11.15Ø

OL-2024-Ø-00061

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
15-11-2024
Sagsemne
fredskrænkelser
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2024.11.15Ø Københavns Byrets

DOM

Dato: 0100-74271-00006-21 Rettens sagsnr.: 2-24253/2021 Politiets sagsnr.: 12. januar 2023 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1975 Sagens baggrund og parternes påstande Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Sagen er behandlet i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4 uden tiltaltes tilstedeværelse. Anklageskriftet er modtaget den 26. oktober 2021.

Tiltalte er tiltalt for 1. truster efter straffelovens § 266. ved den 1. august 2021 ca. kl. 08.10 ved Adresse1 i København, at have truet sin underbo, Forurettede, idet tiltalte gennem Forurettedes dør udtalte "jeg er tålmodig Forurettede, din straf kommer før eller siden. Den skal nok komme. Jeg er tålmodig, ikke. Du kommer til at lide.

Din straf kommer" eller lignende, hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for Forurettede eller andres liv, helbred eller velfærd. 2. overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18. stk. 1, jf. § 8. stk. 1, ved den 1. august 2021 ca. kl. 08.00 ved Adresse2 i København til væsentlig ulempe for omkringboende og forbipasserende at have spillet høj musik på sin JBL højtaler for åbne vinduer, selvom politiet gentagne gange i løbet af natten, havde henvendt sig på adressen.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom. Forurettede har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale 2.700 kr. i erstatning. Beløbet vedrører regninger til psykolog. Forklaringer Der er afgivet forklaring af Forurettede og poltibetjent Vidne.

Vidnet Forurettede har til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”… Vidnet forklarede ad forhold 1-2, at han på det omhandlede tidspunkt blev vækket om natten ved at tiltalte kom hjem og begyndte at spille høj musik. Han gik ud for at se, om vinduerne stod åbne. Herefter ringede han til politiet. Politiet ankom første gang omkring kl. 5.00 til 6.00.

Han talte efterfølgende med betjentene, der oplyste, at de havde bedt tiltalte om at slukke for musikken, og at han skulle ringe igen, hvis tiltalte igen begyndte at spille høj musik. 30 minutter senere spillede tiltalte igen høj musik. Vidnet gik op og talte med tiltalte, der ikke dæmpede musikken. Herefter ringede han igen til politiet, der ankom og talte med tiltalte. De har en dør ud til trappen.

Det er gammel dør, så man kan høre alt fra trappen. Han stillede sig på et tidspunkt ved døren og optog lyden fra trappen. Dette var på det tidspunkt, hvor politiet ankom 2. gang. Da politiet var gået, kom tiltalte hen til deres dør og hamrede på den, hvorefter han sagde, at vidnet skulle få sin straf og komme til at lide. Herefter flygtede de hen til en nabo. De kontaktede politiet, hvorefter tiltalte blev anholdt.

Foreholdt at det af lydoptagelsen fremgår, at der 9 minutter inde i optagelsen siges:" Tiltalte du skal åbne døren", oplyste vidnet, at dette blev sagt af en betjent til tiltalte. Efter 19 minutter blev der sagt:"Fedt de tager hans højtaler", oplyste vidnet, at dette sagde vidnets kæreste. Han mener, at politiet herefter forlod stedet med en højtaler.

Foreholdt, at der også blev saget:"Gå væk -gå væk", oplyste vidnet, at han ikke husker, hvem der sagde dette. Der havde forud for episoden siden 2019 været støjgener fra tiltalte, hvor de tog kontakt til ham om generne. De har endvidere en fælles baghave, hvor tiltalte havde byggemateriale og skrald liggende, således at de ikke kunne benytte den.

De talte flere gange med tiltalte om det, men han ville ikke finde en løsning på problemet. Tiltalte var truende, og vidnets kæreste var bange for ham. Tiltalte sagde, at hvis de satte noget i haven, skulle de se, hvad der skete. I sommeren 2020 kom både politi og udlejer ind over. Tiltalte klagede en dag over, at de havde et stearinlys tændt i vindueskarmen.

Tiltalte kom ned og krævede, at de straks slukkede stearinlyset. Tiltalte stod og holdt fast i døren, således at de næsten ikke kunne lukke den. Tiltalte gik herefter rundt om bygningen og bankede på deres vindue. Herefter hamrede og bankede han på døren og råbte, at han vlle komme ind og slukke lyset, hvis de ikke selv gjorde det. I panik slukkede vidnet herefter lyset og tilkaldte politiet.

Siden har tiltalte gentagne gange kaldt vidnet svans og stikkersvin. Vidnets kæreste er blevet kaldt ludder og stikkersvin. Tiltalte har kaldt hende ludder, mens hun stod og gyngede deres søn på 1,5 år. I hele 2020 har der været gentagne klager over tiltalte. Tiltalte kontaktede på et tidspunkt vidnet og opfordrede til, at de skulle have en slåskamp.

Mens vidnet på et tidspunkt stod og bandt sin søns smørrebånd, kom tiltalte hen til dem og kaldte vidnet stikkersvin. Tiltalte var truende og sagde, at vidnet nok skulle få, hvad han havde godt af. Der har løbende været høj musik og trampen i gulvet hos tiltalte. Tiltalte har sprayet maling udenfor deres soveværelsesvindue, således at malingen kom ind i lejligheden.

Nogle beboere har bevidnet meget af det og støttet dem i klagerne, men andre har ikke turdet stille op. Klagerne til KAB har mundet ud i flere påtaler overfor tiltalte. Tiltalte er en stor mand, der har dyrket kampsport på eliteplan. Han er skaldet og tatoveret. Tiltalte er truende og agressiv i sin adfærd. Derfor er der nogle naboer, der ikke tør støtte dem. Tiltalte har også chikaneret andre beboere i bebyggelsen.

Tiltalte er derfor blevet flyttet rundt til forskellige lejligheder. Truslerne den omhandlede dag havde den ordlyd, der fremgår af anklageskriftet og lydoptagelsen. Vidnet blev meget bange over det, som tiltalt sagde. Derfor skyndte de sig hen til en nabo. Vidnet har i 2020 anmodet om, at tiltalte fik et tilhold. Dette var efter epsisoden, hvor tiltalte opfordrede til en slåskamp. Anmodningen blev afvist.

Tiltalte har senere efter nærværende episode fået et polititilhold. Vidnet talte med betjentene den 1. august 2021 alle de gange, de kom til stede. De fortalte ham, at de havde talt med tiltalte, at de var i nærheden, og at vidnet skulle ringe igen, hvis tiltalte fortsatte med at spille høj musik. Truslerne var traumatiserende for vidnet. Der går nu et "lyn" igennem ham, hver gang han ser tiltalte.

Han har stressbelastning og kan ikke slappe fuldt af, når han er hjemme. Han forstår ikke, at man ikke har flyttet tiltalte til en anden bolig. Ventetiden ved retten har også været belastende. Vidnet var 100% sikker på, at det var tiltalte, der talte gennem døren og fremsatte truslerne. Han kender tiltaltes stemme.

Adspurgt af bistandsadvokaten oplyste vidnet, at han den 13. august 2021 kontaktede sin læge, idet han var påvirket af episoden og nervøs for den psykiske påvirkning. Lægen henviste ham til psykolog. Han var til 3 behandlinger. … Adspurgt af forsvareren oplyste vidnet, at han har boet i lejligheden siden han var 10-11 år gammel. Han er i dag 31 år gammel. Han var 15 år, da tiltalte flyttede ind.

De første 10 år var der ikke konflikter. Konflikterne opstod, da de begyndte at påtale støj, spraymaling og rod i baghaven m.m. Vidnet og tiltalte bor fortsat i de samme lejligheder. Vidnet har gentagne gange kontaktet KAB og bedt om hjælp. Helst ville han have, at de opsagde tiltaltes lejemål. Tiltalte har aldrig været fysisk voldelig.

Vidnet lydoptog episoden, fordi han var bange for, hvad tiltalte kunne finde på, når politiet gik. Han ville sikre sig bevismaterialet overfor politiet og KAB. Efter episoden med stearinlyset opgav de dialog med tiltalte. Vidnet kender Person. Hun er bestyrelsesformad i foreningen. Han har orienteret hende om episoden. Forsvareren oplæste mail af 2. august 2021 fra tiltalte til Person.

Vidnet oplyste, at Person efterfølgende kontaktede vidnet, der ikke ønskede mægling. Forevist foto, fotorapport, bilag 6-3 bekræftede vidnet, at der er tale om et foto af tiltalte. Vidnet er selv 1,85m høj. Han søgte hurtigt efter episoden politiet om et tilhold overfor tiltalte. Tilholdet er efter vidnets opfattelse ikke blevet overholdt af tiltalte.

Vidnet har anmeldt en episode, hvor tiltalte råbte fuck ud af vinduet efter vidnet. Politiet mente ikke, at det ikke var nok til at være en overtrædelse af tilholdet. …” Vidnet politibetjent Vidne har til retsbogen afgivet følgende forklaring: ”… Vidnet forklarede, at hun den 1. august 2021 var på arbejde, da de blev tilkaldt til støj fra tiltaltes lejlighed.

Der havde inden da tidligere på morgenen været andre kollegaer derude flere gange vedrørende samme problem. På stedet stod de udenfor og søgte at tale med tiltalte, da han ikke ville åbne døren for dem. De talte med ham gennem vinduet. Tiltalte efterkom ikke deres anmodninger. De tilkaldte assistance, da tiltalte stod og grinte af dem og filmede dem. Tiltalte prøvede at køre en stemning op.

Tre betjente gik herefter op til tiltalte, efter at de havde fået bistand til at komme ind med en låsesmed. Da de kom ind, opstod der tumult, hvor de lå og "rodede rundt" med tiltalte. De fandt en højtaler, som de beslaglagde. De fulgte reglerne om musik til ulempe. De var blevet tilkaldt på grund af høj musik, der var til ulempe. De havde været derude flere gange, og de havde derfor lov til at beslaglægge den.

Det udviklede sig således, at de måtte køre til station Bellahøj med tiltalte under udrykning. Tiltalte var agressiv. De måtte være 3 om ham. Tiltalte blev skønnet påvirket af noget, og hans adfærd var truende. Han havde ligeledes truet underboen. Forevist fotos, bilag 6-3, bekræftede vidnet, at man ser tiltalte, således som han fremstod ved anholdelsen. Tiltalte tog dem ikke alvorligt.

De søgte at kommunikere med ham, men han ønskede ikke en dialog. De gav ham mange chancer for at samarbejde, inden de tilkaldte låsesmeden. De tilkaldte assistance for at sikre en skånsom anholdelse i situationen, hvor han var truende. Tiltalte var ikke en lille fyr.

Tiltalte blev ilagt håndjern. …” Personlige oplysninger Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf det blandt andet fremgår: ”… Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn i prøvetiden.

Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Kriminalforsorgen har ved vurderingen vedrørende samfundstjeneste lagt vægt på, at Tiltalte har gode og velordnede sociale, personlige og helbredsmæssige forhold. Han er desuden i beskæftigelse.

Kriminalforsorgen har desuden lagt vægt på, at Tiltalte er motiveret for at samarbejde med Kriminalforsorgen og indstillet på at gennemføre samfundstjeneste såvel som tilsyn. …” Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1 Ved forklaringen fra vidnet Forurettede, der understøttes af den i retten dokumenterede lydoptagelse, findes det godtgjort, at tiltalte på det omhandlede tidspunkt har udtalt således til Forurettede som det fremgår af tiltalen.

Retten finder ud fra ytringernes karakter, herunder at der blev udtalt, at Forurettedes straf kom, og at han ville komme til at lide, finder retten, at udtalelsen havde en sådan kvalificeret alvorlig karakter, at den har været egnet til at fremkalde alvorlig frygt for Forurettedes liv.

Forhold 2 Ved forklaringen fra vidnet Forurettede og vidnet politibetjent Vidne finder retten godtgjort, at politiet flere gange den omhandlede nat og morgen blev tilkaldt til tiltaltes lejlighed, hvor han spillede høj musik for åbne vinduer til væsentlig ulempe for omkringboende og forbipasserende. Herefter er tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

StraffastsætteIse Straffen fastsættes til fængsel i 20 dage, jf. straffelovens § 266 og ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 8, stk. 1. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på forholdenes karakter. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1.

Retten har herved lagt vægt på den tid, der er forløbet siden forholdene blev begået. Erstatning Den nedlagte erstatningspåstand tages efter retsformandens bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 20 dage. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Prøvetiden regnes fra endelig dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 7.080 kr.+ moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Kåre Pihlmann. Tiltalte skal endvidere inden 14 dage til Forurettede betale 2.700 kr. med tillæg af procesrente fra den 12. januar 2023 til betaling sker. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 8. afdelings

DOM

(landsdommerne Bodil Dalgaard Hammer, Nicolai Uggerhøj-Winther og Christian Ankerstjerne Rønneberg (kst.) med domsmænd). Dato: 15. november 2024 Rettens sagsnr.: S-331-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født december 1975, (advokat Kåre Pihlmann, besk.) Dom afsagt af Københavns Byret den 12. januar 2023 (SS 2-24253/2021) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse i forhold 1, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Forurettede har gentaget påstanden for byretten om, at tiltalte skal betale 2.700 kr. i erstatning. Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men anerkendt beløbets størrelse.

Sagens oplysninger

Der har også for landsretten været afspillet dele af en lydoptagelse af episoden i forhold 1, herunder af udtalelser fremsat af tiltalte. Forklaringer Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte. Der er endvidere afgivet supplerende forklaring af vidnet Forurettede. Tiltalte har forklaret blandt andet, at det er korrekt, at han har fremsat de udtalelser, som fremgår af anklageskriftet.

Han bor fortsat i Adresse1, hvor han har boet i 22 år. Han har boet ca. 15 år i den lejlighed, hvor han bor nu. Han er overbo til Forurettede. De har hver deres indgang. Der er meget lydt i ejendommen. Den pågældende nat kom han hjem efter en tur i byen. Han havde nok fået en øl for meget. Han spillede høj musik. Politiet ankom til hans bopæl, og han skruede ned for musikken. Senere skruede han op for musikken igen.

Politiet vendte tilbage og tog hans højtalere. Herefter bankede han om morgenen på Forurettedes dør og fremsatte de udtalelser, der fremgår af anklageskriftet. Han var fuld og dum. Han er buddhist, og hans hensigt med udtalelserne var alene at sige til Forurettede, at han ville blive ramt af dårlig karma. Han og Forurettede har haft mange konflikter. Han har i den forbindelse oplevet, at Forurettede filmer ham.

De har dog ikke haft fysiske sammenstød. Han har i en mail af 2. august 2021 henvendt sig til beboerformanden Person for at få hendes hjælp til et mæglingsmøde. Person vendte tilbage og fortalte, at Forurettede ikke var interesseret i mægling. KAB har sendt ham en betinget opsigelse. Hans lejemål vil derfor blive opsagt, hvis han dømmes i denne sag.

Vidnet Forurettede har supplerende forklaret blandt andet, at han i dag ikke kan huske, om han den 1. august 2021 gik op og talte med tiltalte, efter at politiet havde været på tiltaltes bopæl første gang. Han foretog lydoptagelsen den pågældende morgen, da tiltalte gjorde ham nervøs. Hans dør var låst, og tiltalte prøvede ikke at komme ind, da han fremsatte udtalelserne, men tiltalte bankede på døren.

Han har før lydoptaget tiltalte og har også optaget video, men det gør han ikke længere. Han oplever en konstant chikane fra tiltalte. De første 10 år havde de ikke konflikter. Han vil gerne have tiltalte ud af hans lejemål. Forklaringen afgivet for byretten af vidnet politibetjent Vidne er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Personlige oplysninger Tiltalte er ved bødeforlæg af 17. november 2021 og 21. april 2023 straffet med bøder for overtrædelse af færdselsloven. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at beskrivelsen i § 808-undersøgelsen af 18. november 2021 er dækkende. Han træner dog ikke kampsport længere, da han har fået en skade i albuen. Han er selvstændig med egen butik. Han er villig til at udføre samfundstjeneste.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten og af de i dommen anførte grunde tiltræder landsretten, at de af tiltalen omfattede udtalelser, som tiltalte har erkendt at have fremsat, efter deres indhold og sammenhæng med sagens øvrige omstændigheder må anses for trusler omfattet af straffelovens § 266, stk. 1. Det tiltrædes derfor, at tiltalte er fundet skyldig efter anklageskriftet i forhold 1.

Straffen på 20 dages fængsel, der fastsættes som en tillægsstraf efter straffelovens § 89 til bødeforlæggene af 17. november 2021 og 21. april 2023, findes passende fastsat. Henset til forholdets grovhed, herunder at truslerne er fremsat over for en nabo, finder landsretten, at straffen ikke kan gøres rent betinget. Straffen gøres derfor betinget med vilkår om samfundstjeneste som nærmere fastsat nedenfor.

De juridiske dommere tiltræder dommens bestemmelse om erstatning.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes med den ændring, at fuldbyrdelsen af fængselsstraffen på 20 dage udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på vilkår, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 40 timer inden for en længstetid på 4 måneder. Prøvetid og længstetid regnes fra landsrettens dom. Tiltalte betaler sagens omkostninger for landsretten.

AM2024.11.15Ø
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/ffbe93a4-390a-4826-8e57-8a01ad62f800