45/2025

AM2025.11.20H Københavns Byrets

DOM

Dato: 16. august 2023 Rettens sagsnr.: SS 1-4101/2022 Politiets sagsnr.: 0100-84141-00084-20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1970 Sagens baggrund og parternes påstande. Anklageskriftet er modtaget den 18. februar 2022.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens§ 59 b, stk. 2, ved forud for den 28. september 2020 ca. kl. 19.25 i indrejsen, Finger C Schengen, Københavns Lufthavn, i Kastrup, hvor tiltalte blev anholdt, at være indrejst her i landet, uagtet tiltalte ved dom af 27. juni 2001 blev idømt 4 års fængsel og udvist med et indrejseforbud for bestandigt, som blev forkyndt for tiltalte ved udsendelsen til Sverige den 21. august 2001.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 3, og § 24, nr. 2, og § 32, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 4, nr. 4 og nr. 5, udvises med indrejseforbud i 6 år. Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Tiltalte har påstået frifindelse for udvisningspåstanden. Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnet politiassistent Vidne. [FORKLARINGER UDELADT] Oplysningerne i sagen. Der er dokumenteret udateret blanket, hvoraf fremgår, at det ved dom af 27. juni 2001 meddelte indrejseforbud blev forkyndt for tiltalte den 8. november 2001, hvilken blanket er underskrevet af tiltalte. Personlige oplysninger.

Tiltalte har om sine personlige forhold afgivet følgende forklaring til retsbogen: ”… Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun i 2001 blev overført til Sverige for at afsone. Hun blev efterfølgende løsladt. Hun forsøgte at finde et arbejde og et sted at bo samt en uddannelse efter sin løsladelse. Hun fandt først arbejde som medhjælper i en cafe, som hendes veninde ejede.

Hun fik senere uddannelse og arbejde inden som hjemmehjælper og videreuddannede sig til lægesekretær, hvilket hun har arbejdet som siden 2010. Hun arbejder og bor i Lund. Hun bor alene i en lejelejlighed. Det var ikke nemt at komme til Danmark for at møde op i sagen her. Man skal ind på en hjemmeside for at ansøge om Schengenvisum og udfylde en formular og betale et gebyr.

Herefter skal man aftale en tid på den danske ambassade, som ligger i Stockholm. Hun ringede til ambassaden, og de forstod ikke, hvad sagen gik ud på. Det nåede at ske to gange. Det lykkedes til sidst, fordi hun fik hjælp af sin advokat.

Hun har således måtte gøre en indsats for at møde op i dag. …” Tiltalte er tidligere straffet ved dom af27.juni 2001 med fængsel i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 29. Tiltalte blev udvist med indrejseforbud for bestandigt.

Rettens begrundelse

og afgørelse. Forhold 1 Ved den fremlagte blanket om forkyndelse af indrejseforbuddet og de i øvrigt foreliggende oplysninger finder retten, at det er bevist, at det ved dom af 27. juni 2001 meddelte indrejseforbud blev forkyndt for tiltalte, da hun blev udsendt af Danmark i 2001.

Retten har på baggrund af tiltaltes forklaring og sagens øvrige oplysninger lagt til grund, at tiltaltes indrejse i Danmark skete som led en i rejseplan, hvorefter tiltalte skulle flyve fra Nordmakedonien til Wien, fra Wien til Kastrup Lufthavn, og herefter skulle rejse videre til sit hjemland Sverige, samt at tiltalte ved indrejsen ikke kunne huske, at hun var meddelt et indrejseforbud, og at af samme grund hun før har rejst i Danmark efter 2001.

Henset til ovenstående og den tid, der gik mellem dommen af 27. juni 2001 og tiltaltes indrejse i Danmark, finder retten, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen, idet overtrædelsen af indrejseforbuddet alene kan tilregnes tiltalte som uagtsom. StraffastsætteIse Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. udlændingelovens § 59 b, stk. 2, og straffelovens § 83.

Retten har ved strafudmålingen fundet, at betingelserne for i medfør af straffelovens § 83 at nedsætte straffen under den foreskrevne minimumsstraf på fængsel i 1 år er opfyldt, henset til, at dommen af 27. juni 2001 med indrejseforbud for bestandigt er afsagt for mere end 20 år siden, at tiltalte den 28. september 2020 alene havde til hensigt at opholde sig i Danmark i kort tid med henblik på transit til sit hjemland Sverige, og at tiltalte efter det oplyste har gode personlige forhold.

Retten har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 59 b, stk. 2 (lovforslag nr.

L140 af 15.januar 2019, almindelige bemærkninger, pkt. 14), at minimumsstraffen på 1 år blev indført for at sende et klart og mærkbart signal og for at udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet, ikke skal kunne spekulere i at trodse et indrejseforbud og vende tilbage til Danmark for i værste fald at begå ny kriminalitet, og at formålet med minimumsstraffen således må forstås at være imødegåelse af forsætlige overtrædelser af indrejseforbud.

Idet retten, som anført ovenfor, finder, at tiltaltes overtrædelse af indrejseforbuddet alene kan tilregnes tiltalte som uagtsom, falder forholdet uden for minimumsstraffens hovedsigte. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1.

Retten har i tillæg til det ovenfor anførte herved lagt vægt på sagsbehandlingstiden, der efter det oplyste ikke kan tillægges tiltaltes forhold. Udvisning Betingelserne i udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, og § 32, stk. 4, nr. 2, jf. stk. 1, jf. § 26, stk. 2, for at udvise tiltalte er opfyldt.

Retten finder, at den udøvede kriminalitet må anses at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundliggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led, i direktiv 2004/38ÆF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet).

Efter de foreliggende oplysninger om tiltaltes opholds varighed, alder, helbred, familiemæssig og økonomisk situation samt social og kulturel integration finder retten endvidere, at tiltalte ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at udvisning kan anses for at stride mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.

Opholdsdirektivet kan derfor ikke antages at være til hinder for, at der sker udvisning, jf. herved direktivets artikel 33, stk. 1, og udlændingelovens § 2, stk. 3, og § 26 b. På den baggrund tages påstanden om udvisning i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge, som nedenfor bestemt. Retten bemærker, at udvisning og indrejseforbud meddelt ved dom af 27. juni 2001 fortsat er gældende.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 60 dage. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Prøvetid regnes fra endelig dom. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 4 år.

Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen, og det nu meddelte indrejseforbud gælder parallelt med det tidligere meddelte indrejseforbud for bestandigt. Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 13.000 kr.+ moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Niels Anker Rasmussen. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 13. afdelings

DOM

(landsdommerne Bodil Dalgaard Hammer, Jacob Waage og Mie Vinkel Sørensen (kst.)). Dato: 11. marts 2025 Rettens sagsnr.: S-2293-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født april 1970, (advokat Niels Anker Rasmussen, besk.) Dom afsagt af Københavns Byret den 16. august 2023 (1-4101/2022) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse af straffen og indrejseforbuddets længde. Tiltalte har påstået stadfæstelse.

Sagens oplysninger

Det er for landsretten dokumenteret, at afgørelsen om, at tiltalte var udvist af Danmark for bestandigt, den 8. november 2001 blev forkyndt for tiltalte af Närpolisen i Lindesberg, Sverige. Forklaringer Tiltalte har forklaret blandt andet, at hun var til stede, da hun blev idømt de 4 års fængsel. Hun husker ikke, at hun fik at vide, at hun havde fået et indrejseforbud for bestandigt.

Hun husker heller ikke, at hun har fået indrejseforbuddet forkyndt. Da hun efter turen til Nordmakedonien sammen med sin veninde ankom til Københavns Lufthavn, blev hun stoppet i paskontrollen. Hvis hun ikke var blevet stoppet, ville hun været taget hjem til Sverige med tog fra lufthavnen.

Hun blev sendt frem og tilbage mellem flere myndigheder, men det endte med, at hun fik lov til selv at gå ned og tage toget til Malmø. Det kan godt passe, at der gik to timer. Hun husker det ikke. Om sine personlige forhold forklarede hun, at hun stadig arbejder som lægesekretær. Hun bor fortsat i sin lejlighed i Lund.

Landsrettens begrundelse og resultat

For landsretten angår sagen strafudmålingen og længden af indrejseforbuddet. Sagen er alene anket til skærpelse af anklagemyndigheden. Det skal således ved landsrettens afgørelse lægges til grund blandt andet, at tiltaltes overtrædelse af indrejseforbuddet alene kan tilregnes tiltalte som uagtsom.

Det følger af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, og forarbejderne hertil, at straffen for overtrædelse af bestemmelsen er ubetinget fængsel i minimum 1 år, og at minimumsstraffen kun kan fraviges i medfør af den almindelige regel i straffelovens § 83, hvorefter straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor.

Det er ubestridt, at tiltalte havde til hensigt at forlade lufthavnsområdet, idet hun har forklaret at ville rejse videre til Sverige med tog, når hun var kommet igennem paskontrollen. Tiltaltes overtrædelse af indrejseforbuddet skete således ikke i forbindelse med en transitlanding.

Landsretten finder på den baggrund, at det forhold, at tiltalte efter det oplyste ikke havde til hensigt at tage ophold i Danmark, ikke kan anses for en formildende omstændighed. Straffen fastsættes til fængsel i 9 måneder, idet landsretten finder, at der er grundlag for i medfør af straffelovens § 83 at fravige den foreskrevne minimumsstraf i udlændingelovens § 59 b, stk. 2.

Landsretten har herved lagt vægt på, at det må anses for en formildende omstændighed, at gerningen skal tilregnes tiltalte som uagtsom. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte har gode personlige forhold. Der er endelig lagt vægt på, at sagen først er endeligt afgjort ca. 4 ½ år efter den ulovlige indrejse den 28. september 2020, og at den lange sagsbehandlingstid kun til dels beror på tiltaltes forhold.

Der er ikke grundlag for at gøre straffen betinget. Da straffen nu er udmålt til fængsel i 9 måneder, fastsættes indrejseforbuddet til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 4, nr. 4.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres således, at straffen fastsættes til fængsel i 9 måneder, og indrejseforbuddet fastsættes til 6 år. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten. Dog skal statskassen endeligt bære den del af sagsomkostningerne, der relaterer sig til retsmødet den 6. februar 2024. ::::::::::::::::::::::::::::::::: Højesterets 2. afdelings

DOM

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Hanne Schmidt, Lars Apostoli, Rikke Foersom og Peter Mørk Thomsen. Dato: 20. november 2025 Rettens sagsnr.: 45/2025 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Niels Anker Rasmussen, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 16. august 2023 (SS 1-4101/2022) og af Østre Landsrets 13. afdeling den 11. marts 2025 (S-2293-23).

Påstande

Dommen er anket af Tiltalte med påstand om stadfæstelse af byrettens dom, subsidiært formildelse af den straf på fængsel i 9 måneder, der er fastsat af landsretten. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af landsrettens dom for så vidt angår strafudmålingen og stadfæstelse af landsrettens bestemmelse om indrejseforbuddets længde på 6 år. Tiltalte har påstået afvisning af anklagemyndighedens skærpelsespåstand.

Supplerende sagsfremstilling

Tiltalte, der er svensk statsborger med bopæl i Sverige, blev den 28. september 2020 anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, ved at være indrejst her i landet, uagtet at hun ved dom af 27. juni 2001 var udvist med indrejseforbud for bestandig i forbindelse med en dom på fængsel i 4 år for indsmugling af ca. 1,4 kg. kokain.

Der blev rejst tiltale i sagen den 14. januar 2021. Ved Københavns Byret blev sagen berammet til hovedforhandling den 25. juni 2021 og efterfølgende til den 18. januar 2022. Retsmøderne blev aflyst, da Tiltalte ikke kunne møde, fordi hun ikke havde fået udstedt visum til Danmark med henblik på at deltage i retsmøderne.

Sagen blev med Tiltaltes tilstedeværelse hovedforhandlet den 3. oktober 2022, hvor hun afgav forklaring. Sagen blev udsat med henblik på indhentning af dokumentation for forkyndelse af indrejseforbuddet fastsat ved dommen fra 2001. Sagen blev fortsat hovedforhandlet den 16. august 2023 uden Tiltaltes tilstedeværelse.

Ved byrettens dom af samme dato blev Tiltalte idømt en straf på 60 dages betinget fængsel og udvist med indrejseforbud i 4 år. Byrettens dom blev anket af anklagemyndigheden. Til hovedforhandlingen i landsretten den 6. februar 2024 var Tiltalte ikke mødt. Hendes forsvarer fremlagde en afgørelse af 20. december 2023 fra Udlændingestyrelsen, hvorved hun blev nægtet visum med henblik på at deltage i retsmødet.

Forsvareren nedlagde herefter påstand om, at sagen skulle afvises. Den 21. februar 2024 besluttede landsretten, at sagen ikke skulle afvises, men omberammes. Sagen blev hovedforhandlet i landsretten den 4. marts 2025, hvor Tiltalte var til stede og afgav supplerende forklaring. Ved landsrettens dom af 11. marts 2025 blev hun idømt ubetinget fængsel i 9 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Procesbevillingsnævnet gav den 22. maj 2025 Tiltalte tilladelse til at anke landsrettens dom til Højesteret. Den 23. maj 2025 sendte Rigsadvokaten en international retshjælpsanmodning til de svenske myndigheder med anmodning om forkyndelse for Tiltalte af en ankemeddelelse af samme dato med påstand om skærpelse.

I anmodningen var anført bl.a.: ”… Jeg skal venligst anmode om, at forkyndelse af vedlagte ankemeddelelse fra Rigsadvokaten sker på følgende vilkår: at vedlagte ankemeddelelse forkyndes personligt for den pågældende person … Anmodningen er af hastende karakter, hvorfor den vedlagte ankemeddelelse bedes forkyndt for den pågældende person senest fredag den 30. maj 2025.

Rigsadvokaten skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at rettidig forkyndelse er en lovbestemt betingelse for, at Højesteret kan behandle Rigsadvokatens anke. …” Den 2., 4., 6. og 17. juni 2025 rykkede Rigsadvokaten de svenske myndigheder for svar på anmodningen om forkyndelse. Ankemeddelelsen blev forkyndt for Tiltalte den 17. juni 2025.

Retsgrundlag Af dagældende § 59 b i udlændingeloven fremgår: ”… Med bøde eller fængsel indtil 3 år straffes den udlænding, der indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud eller et tilhold meddelt i henhold til tidligere udlændingelove, jf. dog stk. 2. Stk. 2.

Med fængsel fra 1 år indtil 3 år straffes den udlænding, der indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud eller et tilhold, der er meddelt i forbindelse med udvisning og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed. …” Bestemmelsen i stk. 2 blev indført ved lov nr. 174 af 27. februar 2019.

Af lovforslagets almindelige bemærkninger (Folketingstidende 2018-19, tillæg A, lovforslag nr. L 140, pkt. 14.2, side 78 f.) fremgår bl.a.: ”… 14.2.

Ministeriets overvejelser og den foreslåede ordning Det fremgår af aftale om finansloven for 2019, at aftaleparterne er enige om, at straffen for at genindrejse i strid med et indrejseforbud skal skærpes på en sådan måde, at der sendes et klart og mærkbart signal, og at udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet, ikke skal kunne spekulere i at trodse et indrejseforbud og vende tilbage til Danmark for i værste fald at begå ny kriminalitet.

Det fremgår endvidere af aftalen, at straffen derfor skal skærpes fra i dag normalt 10 dage til 2 måneders fængsel i 1. gangstilfælde til minimum 1 års fængsel for de udlændinge, som oprindelig er udvist ved dom i forbindelse med en straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel, men som alligevel genindrejser i strid med et indrejseforbud.

Det foreslås derfor, at der indsættes et nyt stykke i udlændingelovens § 59 b, hvorefter straffen i sådanne tilfælde fremover er fængsel fra 1 år og indtil 3 år. Det forudsættes, at straffen på mindst 1 års fængsel normalt skal fastsættes som en ubetinget fængselsstraf.

Forslaget betyder således, at udlændinge, som er udvist ved dom med indrejseforbud i forbindelse med en straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel, men som alligevel indrejser i strid med indrejseforbuddet, omfattes af en ny skærpet strafferamme og mindst skal straffes med 1 års fængsel.

Straffen kan fastsættes til indtil 3 års fængsel. … Forslaget indebærer, at der fastsættes en minimumsstraf, som er bindende for domstolene, og som alene kan fraviges i medfør af straffelovens § 83, 1. pkt., hvorefter straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor.

Ministeriet er i den forbindelse opmærksom på de betænkeligheder ved minimumsstraf, som Straffelovrådet har givet udtryk for navnlig i betænkning nr. 1531/2012 om strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og domstole. Straffen for at genindrejse i strid med et indrejseforbud bør dog skærpes på en sådan måde, at der sendes et klart og mærkbart signal.

Udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet, skal ikke kunne spekulere i at trodse et indrejseforbud og vende tilbage til Danmark for i værste fald at begå ny kriminalitet.

Hertil kommer, at gerningsindholdet i den foreslåede bestemmelse i § 59 b, stk. 2, har en karakter, der gør, at der sjældent – sammenlignet med andre typer af lovovertrædelser – vil være behov for, at domstolene kan fastsætte straffen mere skønsmæssigt fra sag til sag ud over de særlige tilfælde, som straffelovens § 83, 1. pkt., giver mulighed for.

Ministeriet finder på den baggrund, at der er grundlag for helt undtagelsesvist at indføre en minimumsstraf på 1 års fængsel. …” Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen i stk. 2 (Folketingstidende 2018-19, tillæg A, lovforslag nr.

L 140, side 99) fremgår bl.a.: ”… Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i udlændingelovens § 59 b, stk. 2, hvorefter den udlænding, der indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud eller et tilhold, der er meddelt i forbindelse med udvisning og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, der ville have medført en straf af denne varighed, straffes med fængsel fra 1 år indtil 3 år.

Det forudsættes, at straffen normalt skal fastsættes som en ubetinget fængselsstraf.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at en udlænding, som er udvist med indrejseforbud i forbindelse med en straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel, men som indrejser i strid med det indrejseforbud, der er fastsat i forbindelse med udvisningen, mindst skal straffes med fængsel i 1 år. … Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, herunder om der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Den foreslåede minimumsstraf på 1 års fængsel for at indrejse i strid med et indrejseforbud kan dog kun fraviges i medfør af den almindelige regel i straffelovens § 83, hvorefter straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor.

Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde. … Straf efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 59 b, stk. 2, vil samtidig medføre, at den pågældende udlænding på ny kan udvises, jf. udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 23.

Det følger heraf, at en udlænding, der ikke har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 5 år, kan udvises, hvis udlændingen idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

Udvises udlændingen på ny, meddeles der som følge heraf et nyt indrejseforbud i 6 eller 12 år eller for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 2-5. …”

Anbringender

Tiltalte har anført navnlig, at anklagemyndighedens kontraanke til skærpelse bør afvises, da forkyndelsen af anklagemyndighedens ankemeddelelse er sket efter fristens udløb. Anken bør ikke admitteres efter retsplejelovens § 910, stk. 2. Myndighedsfejl, herunder udenlandske myndigheders fejl, udgør ikke rimelig grund og bør ikke føre til, at en for sent iværksat anke admitteres.

Byretten har fastsat straffen korrekt under hensyn til oplysningerne om gerningen, herunder at overtrædelsen alene kan tilregnes hende som uagtsom, og under hensyn til den lange sagsbehandlingstid, som ikke kan tilskrives hendes forhold. Den lange sagsbehandlingstid bør medføre formildelse af den ellers forskyldte straf, jf. straffelovens § 83 og desuden Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6.

Ved afgørelsen af, om sagsbehandlingstiden er rimelig, skal der foretages en helhedsbedømmelse, hvor sagens ukomplicerede karakter bør indgå med betydelig vægt. Straffen bør på denne baggrund og desuden under hensyn til hendes gode personlige forhold gøres betinget. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at kontraanken bør admitteres i medfør af retsplejelovens § 933, stk. 1, jf. § 910, stk. 2.

Den sene forkyndelse skyldes ikke forhold hos den danske anklagemyndighed, men forhold hos de svenske myndigheder. Ankefristen er desuden alene overskredet med få dage, og anklagemyndigheden har henvendt sig flere gange til de svenske myndigheder med henblik på at sikre, at forkyndelsen skete hurtigst muligt. Det følger af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, at minimumsstraffen er fængsel i 1 år.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at minimumsstraffen på 1 års fængsel kun kan fraviges i medfør af den almindelige regel i straffelovens § 83. Der foreligger ikke forhold vedrørende selve lovovertrædelsen, der giver grundlag for at fravige minimumsstraffen i medfør af straffelovens § 83. Det gælder, selv om det skal lægges til grund, at Tiltalte alene har handlet uagtsomt.

Uagtsomme overtrædelser skal som udgangspunkt straffes med minimumsstraffen. Der må også lægges vægt på, at hun ikke alene var i kortvarig transit i forbindelse med en mellemlanding, idet hun havde til hensigt at forlade lufthavnsområdet og tage toget fra lufthavnen til Sverige. Sagsbehandlingstiden har været lang, men dette taler ikke i sig selv afgørende for at fravige minimumsstraffen.

Der må tages hensyn til, at sagsbehandlingstiden delvist beror på Tiltaltes egne forhold i forbindelse med opnåelse af visum. Heller ikke hendes gode personlige forhold giver i sig selv grundlag for at fravige minimumsstraffen. Varigheden af indrejseforbuddet bør, uanset længden af den frihedsstraf som Højesteret idømmer, fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 4, nr. 5.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Tiltalte, der er svensk statsborger med bopæl i Sverige, blev ved dom af 27. juni 2001 idømt fængsel i 4 år for alvorlig narkotikakriminalitet og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Den 28. september 2020 blev hun anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, om indrejse i strid med et indrejseforbud, der er meddelt i forbindelse med udvisning og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel.

Byretten fandt ved dom af 16. august 2023 Tiltalte skyldig i at have overtrådt indrejseforbuddet, men dog således at overtrædelsen alene kunne tilregnes hende som uagtsom. Byretten lagde til grund, at hendes indrejse i 2020 skete som led i en rejseplan med fly fra Nordmakedonien via Wien til Københavns Lufthavn, hvorfra hun skulle rejse videre med tog til sin bopæl i Sverige.

Byretten fastsatte straffen til fængsel i 60 dage, som blev gjort betinget. Straffen blev udmålt under den lovbestemte minimumsstraf på fængsel i 1 år i udlændingelovens § 59 b, stk. 2, under henvisning til straffelovens § 83. Tiltalte blev desuden udvist med indrejseforbud i 4 år. Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om skærpelse af straffen og indrejseforbuddets længde.

Tiltalte påstod stadfæstelse af byrettens dom. For landsretten angik sagen således alene strafudmålingen og længden af indrejseforbuddet. Ved dom af 11. marts 2025 fandt landsretten ligesom byretten grundlag for i medfør af straffelovens § 83 at fravige minimumsstraffen på fængsel i 1 år i udlændingelovens § 59 b, stk. 2.

Landsretten forhøjede dog straffen til ubetinget fængsel i 9 måneder, og Tiltalte blev udvist med indrejseforbud i 6 år. For Højesteret angår sagen navnlig strafudmålingen. Spørgsmålet om admittering af anklagemyndighedens kontraanke Anklagemyndighedens kontraanke med påstand om skærpelse, der skulle have været forkyndt for Tiltalte senest den 5. juni 2025, blev forkyndt for hende den 17. juni 2025.

Anklagemyndighedens kontraanke kan herefter kun tillades, hvis overskridelsen af fristen skyldes grunde, som ikke kan tilregnes anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens § 933, stk. 1, sammenholdt med § 910, stk. 2. Procesbevillingsnævnet gav den 22. maj 2025 Tiltalte tilladelse til anke.

Den 23. maj 2025 sendte Rigsadvokaten meddelelse om kontraanke til forkyndelse for Tiltalte i Sverige, men forkyndelse skete som nævnt først den 17. juni 2025. Rigsadvokaten gjorde ved fremsendelsen af ankemeddelelsen de svenske myndigheder bekendt med, at forkyndelsen hastede, og anmodede om, at forkyndelsen skete senest den 30. maj 2025.

Rigsadvokaten oplyste også, at rettidig forkyndelse er en lovbestemt betingelse for, at Højesteret kan behandle anken. Da forkyndelse ikke skete inden den 30. maj 2025, rykkede Rigsadvokaten den 2., 4., 6. og 17. juni 2025 de svenske myndigheder for svar på anmodningen om forkyndelse.

Højesteret finder, at anklagemyndigheden herved har fulgt fornødent op på, at forkyndelsen af ankemeddelelsen skete inden for fristen den 5. juni 2025 eller så hurtigt, som det var muligt, og at overskridelsen af fristen således skyldes grunde, som ikke kan tilregnes anklagemyndigheden. Betingelserne for at admittere kontraanken er derfor opfyldt.

Udlændingelovens § 59 b, stk. 2, og straffelovens § 83 Efter udlændingelovens § 59 b, stk. 2, fastsættes straffen fra fængsel i 1 år indtil 3 år for den, der indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud, der er meddelt i forbindelse med udvisning og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel. Minimumsstraffen på fængsel i 1 år blev indført ved en lovændring i 2019.

Efter straffelovens § 19, 2. pkt., omfatter straffebestemmelser i love uden for straffeloven ikke kun forsætlige overtrædelser, men også overtrædelser begået uagtsomt, medmindre det modsatte har særlig hjemmel.

Da der ikke i udlændingelovens § 59 b, stk. 2, eller i forarbejderne hertil, hvor spørgsmålet om uagtsomhed ikke er omtalt, er gjort nogen undtagelse fra det, der følger af straffelovens § 19, 2. pkt., er også uagtsomme overtrædelser omfattet af den nævnte bestemmelse i udlændingeloven. Dette indebærer, at bestemmelsens strafminimum på fængsel i 1 år også gælder for uagtsomme overtrædelser.

En lovbestemt minimumsstraf på fængsel i 1 år for uagtsomt forhold er imidlertid et særtilfælde i dansk ret. Der er hverken i straffeloven eller i straffebestemmelser i anden lovgivning – bortset fra udlændingelovens § 59 b, stk. 2 – fastsat en lovbestemt minimumsstraf på fængsel i 1 år eller derover for uagtsom overtrædelse af den pågældende bestemmelse.

De tre bestemmelser i straffeloven med forhøjet strafminimum – § 112 om drab på statsoverhoved, § 192 a om grove våbenlovsovertrædelser og § 237 om drab – omfatter således kun forsætlige overtrædelser.

Det følger af forarbejderne til udlændingelovens § 59 b, stk. 2, at strafskærpelsen i 2019 er begrundet i et ønske om at sende et klart og mærkbart signal, og at udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet, ”ikke skal kunne spekulere i at trodse et indrejseforbud og vende tilbage til Danmark for i værste fald at begå ny kriminalitet”.

Der blev derfor fastsat en minimumsstraf på fængsel i 1 år, som alene kan fraviges i medfør af straffelovens § 83. Efter denne bestemmelse kan straffen nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.

Højesteret finder, at § 59 b, stk. 2, efter sine forarbejder må forstås sådan, at minimumsstraffen på fængsel i 1 år tager sigte på udlændinge, der forsætligt overtræder bestemmelsen.

I tilfælde, hvor det lægges til grund, at overtrædelsen af et indrejseforbud er begået uagtsomt, vil dette derfor i sig selv afgørende tale for at nedsætte straffen under den foreskrevne strafferamme på fængsel i mindst 1 år, jf. straffelovens § 83.

Ved fastsættelse af straffen for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, skal der herefter lægges vægt på, om overtrædelsen alene kan tilregnes gerningsmanden som uagtsom.

Endvidere skal der lægges vægt på bl.a. oplysningerne om gerningsmandens person samt oplysningerne om baggrunden for den ulovlige indrejse og varigheden af den pågældende udlændings tilstedeværelse her i landet, f.eks. om der er tale om en kort mellemlanding i Danmark.

Den konkrete sag Tiltalte er som nævnt fundet skyldig i at have overtrådt udlændingelovens § 59 b, stk. 2, ved at være indrejst her i landet i strid med et indrejseforbud, som hun blev pålagt i 2001. Det er lagt til grund, at hendes indrejse i 2020 skete som led i en rejseplan med fly fra Nordmakedonien via Wien til Københavns Lufthavn, hvorfra hun skulle rejse videre med tog til sin bopæl i Sverige.

Det er endvidere lagt til grund, at Tiltaltes overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, var uagtsom. Dette taler i sig selv afgørende for at nedsætte straffen under den foreskrevne strafferamme på fængsel i mindst 1 år, jf. straffelovens § 83.

Hertil kommer oplysningerne om hendes person, og at karakteren og varigheden af hendes tilstedeværelse i Danmark efter Højesterets opfattelse kan sidestilles med en kort mellemlanding. Disse forhold taler også for at nedsætte straffen efter § 83. Højesteret finder, at straffen under disse omstændigheder skal fastsættes til fængsel i 60 dage. Spørgsmålet er herefter, om straffen kan gøres betinget.

Under hensyn til navnlig den lange sagsbehandlingstid, der i det væsentlige beror på forhold, der ikke kan bebrejdes Tiltalte, og til hendes gode personlige forhold finder Højesteret, at straffen skal gøres betinget med de vilkår, der følger af byrettens dom. Konklusion Tiltalte straffes med fængsel i 60 dage.

Straffen gøres betinget med en prøvetid på 1 år på betingelse af, at hun ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Indrejseforbuddet fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 4, nr. 5. Dette berører ikke udvisningen for bestandig som fastsat ved Københavns Byrets dom af 27. juni 2001. Indrejseforbuddet for bestandig gælder derfor fortsat.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at indrejseforbuddet fastsættes til 6 år. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsret og Højesteret.