BS-37656/2018-HJR

En tidligere opholdskommunes refusionspligt for sociale udgifter vedrørende en borger var ikke ophørt ved borgerens kortvarige ophold i udlandet Sagen angik, om Varde Kommune skulle anses for refusionspligtig for sociale udgifter vedrørende en borger, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, og om Guldborgsund Kommune havde et refusionskrav mod Varde Kommune for udgifter afholdt vedrørende borgeren siden 2009. Borgeren havde siden 2008 været undergivet en foranstaltning i tilknytning til et botilbud i Struer Kommune efter en beslutning truffet af Odsherred Kommune. Udgifterne til borgeren blev dog afholdt af Guldborgsund Kommune i henhold til et refusionstilsagn afgivet af den daværende Sakskøbing Kommune i forlængelse af, at borgeren havde haft ophold på et forsorgshjem i kommunen i 2006. Borgeren havde tidligere haft ophold i de daværende Blåvandshuk og Blaabjerg kommuner (nu Varde Kommune) i en periode på ca. 2½ år i 2003-2005, og spørgsmålet var bl.a., om borgeren efterfølgende havde erhvervet en ny opholdskommune, således at Varde Kommunes refusionspligt var ophørt. Det var i den forbindelse bl.a. et spørgsmål, hvilken betydning det skulle have, at borgeren to gange havde været i Norge umiddelbart forud for, at borgeren indfandt sig på forsorgshjemmet i Sakskøbing Kommune i 2006. Der var også rejst spørgsmål, om refusionspligten var ophørt, fordi borgerens botilbud ikke var optaget i Tilbudsportalen. Varde Kommune havde endvidere rejst en række indsigelser mod Guldborgsund Kommunes refusionskrav og gjorde bl.a. gældende, at kravet var forældet. Højesteret fandt, at borgerens to ophold i Norge, der hver var af ca. 3 måneders varighed, ikke havde bragt Varde Kommunes refusionspligt til ophør. Højesteret lagde vægt på bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 10, 2. pkt., og forarbejderne hertil, hvorefter der for alle borgere, som dukker op på et forsorgshjem skal kunne findes tidligere opholdskommune og dermed betalingskommune. Varde Kommunes refusionspligt var heller ikke bortfaldet, fordi borgerens botilbud ikke var optaget på Tilbudsportalen. Tilbuddet måtte anses som en særforanstaltning, der var individuelt tilpasset borgerens problemskabende adfærd, hvor der ikke kan stilles krav om optagelse i Tilbudsportalen for, at kommunen kan anvende tilbuddet. Guldborgsund Kommunes refusionskrav var ikke forældet, da kravet var rejst rettidigt over for Varde Kommune inden for forældelsesfristen i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 13. Bestemmelsen måtte forstås således, at fristen ikke skulle rejses fra det tidspunkt, hvor Guldborgsund Kommune første gang kunne have fremsat krav mod Varde Kommune, men fra det tidspunkt, hvor den konkrete hjælp var ydet. Der var efter forholdets særlige beskaffenhed ikke grundlag for at anvende forældelseslovens regler om afbrydelse af forældelsesfristen. Højesteret tog herefter Guldborgsund Kommunes påstande til følge. Landsretten var nået til et andet resultat.