Tilbage til sager

HRHøjesteret

BS-20314/2018-HJR

OL-2018-H-00169

Endelig
Dato
02-08-2018
Sagsemne
Landsrettens kendelse vedrørende 3 kæremål omfattet af kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a, som afvistes på grund af manglende tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, stadfæstes
Fuldtekst
Kilde: Domsdatabasen

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 182.2px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt den 2. august 2018

Sag BS-18197/2018-HJR og 20314/2018-HJR

Mulig far 2 (advokat Steen Henriksson)

mod

Mulig far 1, (advokat Christina Neugebauer)

Mor (advokat Rasmus Nikolaj Sølberg)

og

Barn (advokat Susanne Borch)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Glostrup den 17., 19. og 25. ja-nuar 2018 og af Østre Landsrets 16. afdeling den 8. marts 2018.

Dommerne, Vibeke Rønne, Michael Rekling og Lars Apostoli, har deltaget i denne afgørelse.

Påstande

Kærende, Mulig far 2, har nedlagt påstand om, at Østre Landsrets ken-delse af 8. marts 2018 ophæves, og at sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten. Mulig far 2 har endvidere anmodet om, at kæremålet tillægges opsættende virkning under sagens behandling for Højesteret.

2

Indkærede, Mulig far 1, har nedlagt påstand om stadfæstelse.

Sagsfremstilling

Ved dom af 2. december 2014 i sag 47/2014 (UfR 2015.882 H) fandt Højesteret det godtgjort, at Mulig far 1 ikke alene havde haft et seksuelt forhold til Mor i den periode, hvor hun blev gravid, men at han i denne peri-ode også levede i et fast samlivsforhold med hende i børnelovens forstand. Hø-jesteret bestemte derfor, at Mulig far 1 i medfør af børnelovens § 6 har ret til at få prøvet, om han er far til Barn. Sagen blev derfor hjemvist til Retten i Glostrup til realitetsbehandling, hvor den har verseret si-den.

Mulig far 2 blev gift med Mor den Dato 2 2012, 14 dage før fødslen af Barn den Dato 1 2012, og han er derfor registreret som far til barnet.

Retten i Glostrup afholdt den 17. januar 2018 retsmøde i faderskabssagen med det formål, at Mulig far 2 skulle afgive forklaring om, hvor Mor og Barn opholdt sig, idet oplysningerne herom er nødvendige for, at der kan laves en retsgenetisk undersøgelse af, om Mulig far 1 er biologisk far til Barn.

Mulig far 2 gjorde under retsmødet den 17. januar 2018 gældende, at han er vidnefritaget, jf. retsplejelovens § 171, stk. 1, idet han er gift med Mor. Retten fandt, at Mulig far 2, der er registreret som far til bar-net, ikke kan påberåbe sig vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1, hvorfor han skulle afgive forklaring.

Den 19. januar 2018 blev retten sat på ny med henblik på, at Mulig far 2 skulle afgive forklaring. Han mødte til retsmødet, men gjorde gældende, at han var syg og led af akut stress og derfor ikke var i stand til at afgive forklaring i retten. Retten fandt, at den akutte stresstilstand alene skyldtes, at han var ind-kaldt til møde i retten for at afgive forklaring, og at lovligt forfald ikke var do-kumenteret. Retten bestemte derfor, at Mulig far 2 skulle afgive forkla-ring.

Den 25. januar 2018 blev retten sat på ny med henblik på, at Mulig far 2 kunne afgive forklaring. Han vægrede sig imidlertid ved at svare på spørgsmål, hvorfor retten bestemte, at han skal tages i forvaring, indtil han indvilliger i at svare for retten, jf. retsplejelovens § 456 i, stk. 2, jf. § 178, stk. 1, nr. 5.

Mulig far 2 kærede kendelserne af 17., 19. og 25. januar 2018 til Østre Landsret, der ved kendelse af 8. marts 2018 afviste kæremålene med henvisning til kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a, stk. 1, jf. stk. 2.

3

Anbringender

Mulig far 2 har anført navnlig, at de retsmøder, hvor Retten i Glostrups kendelser af 17., 19. og 25. januar 2018 er afsagt, alene havde til formål – via hans forklaring – at skaffe oplysninger om, hvor Mor og Barn opholdt sig med henblik på, at der kunne laves en retsgenetisk undersøgelse af Barn. Afgørelserne er derfor ikke truffet under en hovedforhandling eller under retsmøder til forbere-delse af en hovedforhandling, hvorfor de ikke er omfattet af retsplejelovens § 389 a.

Mulig far 1 har anført navnlig, at reglerne om kære i retsplejelovens kapitel 37 finder anvendelse i faderskabssager, jf. UfR 2017.3224 H og UfR 2018.1001 V.

De tre kendelser er afsagt under faderskabssagens forberedelse, hvorfor det tidsmæssige kriterium, der, jf. UfR 2015.2540 H, er afgørende for, om en afgørel-se er omfattet af retsplejelovens § 389 a, er opfyldt.

Det forhold, at afgørelserne har til formål at få sagen oplyst, medfører ikke, at retsplejelovens § 389 a ikke finder anvendelse.

Mor og Barn har ikke udtalt sig un-der kæremålet.

Højesterets begrundelse og resultat

Retten i Glostrup har afsagt tre kendelser vedrørende afgivelse af forklaring for retten, herunder en kendelse om at tage en part i forvaring indtil parten indvil-liger i at svare retten, jf. retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 5, jf. § 456 i, stk. 2, under behandlingen af en faderskabssag.

Sagen angår, om de tre kendelser er omfattet af kærebegrænsningsreglen i rets-plejelovens § 389 a.

De afviste kæremål er truffet under forberedelse af en sag behandlet efter reg-lerne i retsplejelovens kapitel 42 a om faderskab. Reglerne i retsplejelovens ka-pitel 37 om kære, herunder retsplejelovens § 389 a, finder anvendelse i fader-skabssager.

Som fastslået i bl.a. Højesterets kendelse af 23. april 2015 (UfR 2015.2540) skal bestemmelsen i retsplejelovens § 389 a som udgangspunkt afgrænses ud fra et tidsmæssigt kriterium. Bestemmelsen afskærer således som udgangspunkt fri kære af kendelser og beslutninger, der træffes under hovedforhandlinger eller

4

under dennes forberedelse, også selv om afgørelsen ikke kan siges at vedrøre sagsforberedelsen eller hovedforhandlingen som sådan.

Byrettens tre afgørelser er truffet under hovedforhandlingens forberedelse og angår sagens oplysning.

Uanset at afgørelserne, særligt afgørelsen om, at Mulig far 2 skal i forva-ring, indtil han indvilliger i at svare retten, er af indgribende karakter, er der hverken i retsplejelovens § 389 a’s ordlyd eller forarbejder grundlag for at und-tage afgørelserne fra bestemmelsens anvendelsesområde.

På denne baggrund, og da der ikke forelå tilladelse til kære til landsretten fra Procesbevillingsnævnet, tiltræder Højesteret, at landsretten afviste kæremålet.

Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse.

Det er herefter ufornødent at tage stilling til anmodningen om opsættende virk-ning under kæremålets behandling i Højesteret.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til nogen anden part, jf. retsplejelovens § 312, stk. 7, 1. pkt.

THI BESTEMMES:

Landsrettens kendelse stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til nogen anden part.

Landsrettens kendelse vedrørende 3 kæremål omfattet af kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a, som afvistes på grund af manglende tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, stadfæstes
Civilsag · 3. instans
KilderDomsdatabasen
Kilde: https://domsdatabasen.dk/#sag/2117