AM2025.12.16Ø

AM2025.12.16Ø Retten på Frederikbergs

KENDELSE

Dato: 1. september 2025 Rettens sagsnr.: 3334/2025 Politiets sagsnr.: 0100-10171-00172-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1994 Sagens baggrund og parternes påstande Ved Retten på Frederiksbergs dom af 2. juni 2023 blev Tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191.

Tiltalte blev dømt til at undergive sig behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning. således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse, jf. straffelovens § 68. Der blev fastsat en længstetid på 5 år. Ved Østre Landsrets ankedorn af 25. april 2024 blev domfældte endvidere udvist med et indrejseforbud i 6 år.

Anklagemyndigheden har den 16. juli 2025 indbragt sagen for retten efter udlændingelovens § 50 a og har påstået udvisningen opretholdt. Tiltalte har påstået, at udvisningen ophæves.

Sagens oplysninger

Der foreligger afhøringer af domfældte i medfør af udlændingelovens § 26 af 1. august 2022 og 11. april 2025. Hjemrejsestyrelsen har i e-mail af 14. januar 2025 oplyst, at der ikke er udsendelseshindringer til Iran. Overlæge Person1, Psykiatrisk Center Skt.

Hans. har i udtalelse af 11. november 2024 oplyst følgende: "… Patienten lider utvivlsomt af en kronisk paranoid skizofreni præget af vrangoplevelser og hallucinationer. På trods af intensiv medicinsk behandling er han fortsat præget af tidvise hørelseshallucinationer, styringsoplevelser og vagt beskrevne synsoplevelser i form af ''spøgelser".

Sidstnævnte optræder især. når patienten af anden grund er psykisk belastet. Patienten har været i kontakt med det offentlige sygehusvæsen på baggrund af en psykisk lidelse siden september 2013. Siden 2014 har patienten vedvarende været præget af en sindssygdom. som efterhånden udkrystaliserer sig til paranoid skizofreni.

Han har gennem årene været forsøgt behandlet med forskellige antipsykotisk virkende præparater i relevante doseringer (Abilify, Paliperidon. Olanzapim, Quetiapin), men ingen af disse præparater ha haft mere end en blot forbigående effekt på hans sindssygelige symptomer. Patienten har nu været indlagt i lukket retspsykiatrisk sengeafsnit i knapt 2 år.

Han er herunder betydeligt stabiliseret på den nuværende antipsykotiske behandling som (efter rådførelse med Enhed for Kompliceret Skizofreni i Region Hovedstaden) består af oralopløsning Clozapin (Leponex) 800 mg til aften samt Serdolex (Serdinol) tablet af 16 mg om morgenen. Begge præparater gives i en relativt høj dosis, og serumkoncentrationsmåling har vist, at patienten følger den institutionerede behandling.

På denne behandling har patienten oplevet afblegning af de sindssygelige symptomer, herunder især styringsoplevelseme og reduktion af hans angst og dette har gjort det muligt for ham bedre at kunne begå si i hverdagen, selv om han fortsat fremstår meget stillestående, passis og initiativløs.

Han mestrer tilståede frihedsgoder uproblematisk, men på ret ringe foranledning beretter han om intensivering af de sindssygelige symptomer, som er angstprovokerende for patienten. Den nuværende behandling skønnes at være den mest hensigtsmæssige behandling i forhold til hans komplicerede og delvist behandlingsfraktære (ubehandlelig) sindssygelige tilstand.

Der er intet i patientens historie, der tyder på, at han ved en afbrydelse af behandlingsforløbet vil begå personfarlig kriminalitet, men man kan frygte, at et ophør vil føre til alvorlig og hurtig forværring af helbredstilstanden.

Hvorvidt den er uoprettelig, er det svært at sige, ligesom man ikke umiddelbart kan anføre særlige grunde til, at ophør af behandling i sig selv vil føre til en forventet væsentlig reduktion i den forventede restlevetid.

Men med tanke på den udtalte initiativløshed, der er beskrevet både tidligere og under nuværende indlæggelse, er det svært at se, hvordan han skal klare sig uden høj grad af støtte, som i øjeblikket ydes af sygehussystemet og hans mor, hvor han altid opholder sig hos under udgang.

Der er ikke under hele hans behandlingsforløb beskrevet en øvet selvmordsrisiko. …" Udlændingestyrelsen har i udtalelse af 16. juni 2025 oplyst, at psykiatrisk behandling er tilgængelig i Teheran mod betaling. Det er ikke undersøgt, om den medicin, domfældte modtager, er tilgængelig i Iran. Tiltalte har forklaret, at han har boet i Danmark, siden har var helt lille. Han elsker Danmark.

Han hører stemmer hele tiden, fra han står op til han falder i søvn. Lige nu, mens han er i retten, tier de stille og lytter. Han ser også spøgelser hver nat. Han skal hver nat afspille noget på sin telefon, så spøgelserne bliver distraheret og giver ham lov til at sove. Det er spøgelserne, der bestemmer, hvad han skal spise, og hvad han skal lave. Han kommer let til at lide af angst, og han føler sig overvåget.

Når han er presset, bliver der værre. Han får medicin morgen, aften og nat - 3 gange daglig. Han får medicinen i små beholdere af sygeplejersken. Hvis han selv skal tage medicinen, kommer han fra det. Hvis han er på udgang hos sin mor, holder hun øje med, at han tager sin medicin. Han skal ikke selv stå for at købe eller arrangere medicinen.

Han taler, men hverken skriver eller læser, farsi, og han ville heller ikke kunne læse om medicin. Hans mormor er gammel. Hun modtager pleje i Iran, og hun vil ikke kunne passe ham. Han har ikke nogen formue eller penge, han vil kunne tage med. Han vil ikke kunne få arbejde i Iran, fordi han ikke kan læse og skrive, og han har heller ikke været i militæret. Det er nødvendigt for at få arbejde.

Hvis han tager til Iran, skal han i militæret, men det kan han ikke på grund af sin psykiske sygdom. Hans far var politisk aktiv som ung imod regimet. Han blev fanget og kom i fængsel i 8 år, hvor hun blev tortureret. Da faren blev prøveløsladt, stak han af til Danmark. Faren er stadig aktivist, og domfældte vil også få problemer, hvis de finder ud af, hvem hans far er.

Han får Leponex om natten, Timesta mod angst og uro og en tredje medicin om morgenen, som han ikke kan huske navnet på. Lægerne skifter hans medicin og har fjernet Quetiapin, fordi hans hjerte ikke kunne tåle det. Han er til lægen hver uge. Han har været i ambulant behandling siden 2013. Han er kommet til samtalerne sammen med sin mor. Han har ingen sundhedsforsikring i Iran.

Bistandsværgen har forklaret, at han kan bekræfte domfældtes oplysninger.

Rettens begrundelse

og afgørelse Det følger af menneskerettighedsdomstolens praksis, senest dom af 7. december 2021, Savran mod Danmark, at menneskerettighedskonventionens artikel 3 i helt exceptionelle tilfælde forhindrer en stat i at udvise en alvorligt syg person, når den udviste på grund af manglende behandlingsmulighed er i reel risiko for at blive udsat for alvorlig, hurtig og irreversibel helbreds forværring, som resulterer i intens lidelse eller signifikant reduceret forventet levetid.

Artikel 3 garanterer imidlertid ikke en person ret til behandling, som resten af modtagerlandets befolkning heller ikke har adgang til.

Retten lægger til grund, at domstolens afgørelse i Savran-dommen ændrede menneskerettighedsdomstolens hidtidige praksis, således at alvorlig psykisk sygdom som udgangspunkt ikke er omfattet af beskyttelsen i artikel 3, uagtet at den psykisk syge ikke har adgang til medicin i modtagerlandet.

Den psykiske sygdom vil således som udgangspunkt ikke i sig selv være udtryk for "alvorlig, hurtig og irreversibel helbredsforværring, som resulterer i intens lidelse eller signifikant reduceret forventet levetid", idet der dog kan være konkrete omstændigheder, som kan føre til en anden vurdering, herunder risiko for selvskade, fx U2022.3788H.

På den baggrund, og efter karakteren af domfældtes sindssygdom, som ikke giver grundlag for at antage, at han vil være alvorligt selvskadende, finder retten, at udvisning ikke vil være i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3.

Retten skal imidlertid tillige vurdere, om der siden dommen er indtruffet omstændigheder, som kan begrunde en anden vurdering i forhold til den europæiske menneskerettighedsdomstols artikel 8.

Det følger af Savran-dommen, at retten i den forbindelse som led i de kriterier, der er udtrykt i Maslov-dommen (af23.juni 2008), skal lægge vægt på, om domfældte på grund af sin sindssygdom er mere sårbar og mulighederne for at få behandling i modtagerlandet (præmis 191 ), sygdommens betydning i forhold til den begåede kriminalitet, herunder betydningen af at domfældte var fundet straffri (præmis 193), domfældtes ageren efter dommen, herunder den medicinske behandlings betydning for risikoen for recidiv (præmis 197), og betydningen af hans tilknytning til Danmark og modtagerlandet (præmis 199).

Østre Landsret har i dom af 25. april 2025 i relevant omfang inddraget og afvejet disse forhold, og retten henviser til landsrettens redegørelse. Retten tiltræder herunder, at tiltalte over en længere periode har deltaget i omfattende og planlagt narkotikakriminalitet, og at der ikke er omstændigheder, som tilsiger, at tiltaltes psykiske sygdom har været en væsentligt medvirkende faktor til kriminaliteten.

Om omstændighederne efter domfældelsen lægger retten til grund, at domfældtes psykiske sygdom har vist sig meget vanskeligt behandlelig, grænsende til ubehandlelig. Retten lægger til grund, at mulighederne for behandling i Iran er begrænsede, men at domfældte heller ikke med relevant behandling i Danmark er symptomfri.

Uagtet at tiltaltes vilkår vil være vanskeligere i Iran, er der ikke grundlag for at antage, at hans i forvejen dårligt behandlede sygdom vil forværres væsentligt.

Henset til kriminalitetens karakter og tiltaltes personlige forhold, består der efter rettens opfattelse stadig en stor risiko for, at domfældte vil begå ny tilsvarende alvorlig kriminalitet, og der er ikke indtrådt ændringer i tiltaltes sygdom, som har betydning for rettens vurdering af recidivrisikoen.

Herefter, og henset til at tiltalte er en ung udlænding, som ikke selv har tiftet familie i Danmark, findes udvisningen med indrejseforbud i 6 år ikke at være uproportional i forhold til hensynet til at forebygge uro og forbrydelse. Derfor bestemmes: Bestemmelsen om udvisning af Tiltalte opretholdes. Statskassen skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 13. afdelings

KENDELSE

(landsdommerne Bodil Dalgaard Hammer, Frosell og Lise Reuss Muff (kst.)) Dato: 16. december 2025 Rettens sagsnr.: S-2317-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1994, (advokat Rasmus Heugh Wandall, besk.) Tiltalte har kæret kendelse afsagt af Retten på Frederiksberg den 1. september 2025 (3334/2025), hvorefter bestemmelsen om udvisning af ham med et indrejseforbud i 6 år i Østre Landsrets ankedom af 25. april 2024 blev opretholdt.

Tiltalte har påstået bestemmelsen om udvisning ophævet. Anklagemyndigheden har påstået kendelsen stadfæstet. Kæremålet har været behandlet mundtligt. Supplerende oplysninger Udlændingestyrelsen har den 27. november 2025 afgivet udtalelse efter udlændingelovens § 57, stk. 1, jf. § 50 a, om en eventuel ophævelse af udvisningen.

Af udtalelsen fremgår blandt andet følgende: ”… Tidligere opholdsgrundlag Tiltalte fik den 17. april 2002 opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Denne tilladelse er senest den 20. december 2012 meddelt tidsubegrænset. Den 24. juni 2002 blev pågældende tilmeldt Det Centrale Personregister (CPR).

Tiltalte blev den 2. juni 2023 ved Retten på Frederiksberg frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller en tilstand som ligestilles hermed, og blev dømt til at undergive sig behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn under udskrivning og mulighed for genindlæggelse, med en længste tid for foranstaltningen på 5 år.

Tiltalte blev ved Østre Landsrets ankedom af 25. april 2024 udvist af Danmark, med et indrejseforbud i 6 år. Tiltaltes opholdstilladelse bortfald som følge af udvisningsdommen jf. udlændingelovens § 26 c. Oplysninger om medicin Det fremgår af retspsykiatrisk erklæring af 11. maj 2023, at Tiltalte vurderes at være sindssyg, og at han har været det uafbrudt siden 2013.

Det fremgår endvidere af erklæringen, at han fremstår som lavt begavet i normalområdet. Der fremgår herudover, at han findes omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, idet han er lidende af paranoid skizofreni.

Politiet i har på denne baggrund ønsket en udtalelse vedrørende behandlingsmulighederne i Iran, og det er til sagen oplyst, at Tiltalte aktuelt er under behandling med følgende præparater: Leponex, Serdolect, Quetiapime, Lorazepram.

Af oplysninger fra MedCOI, en EU-finansieret database vedrørende sygdomsbehandling, fremgår det, at præparatet Lorazepam er tilgængeligt i Iran, men det fremgår ikke, hvad prisen er på præparatet er. Det fremgår endvidere, at præparatet Quetiapine er tilgængeligt i Iran, og at en æske med 30 tabletter koster 304.200 IRR.

Det fremgår endvidere, at præparatet Leponex ikke er undersøgt af MedCOI inden for de seneste 2 år, og præparatet Serdolect ikke er undersøgt af MedCOI. Det fremgår endvidere af oplysninger fra MedCOI vedrørende behandlingsmuligheder i Iran, at: Ambulant behandling hos en psykiater: er tilgængelig på hospitaler i Teheran. Pris: laveste pris er 8.000.000-10.000.000 IRR per besøg, der varer 45 minutter.

Behandlingsomkostningerne er dækket af offentlig sygesikring på offentlige hospitaler fra 20-80 % afhængigt af patientens forsikringstype. Hospitalsbaseret behandling hos en psykiater: er tilgængelig på hospitaler. Pris: laveste pris er 2.000.000-4.000.000 IRR per besøg, der varer 10 minutter.

Behandlingsomkostningerne er dækket af offentlig sygesikring på offentlige hospitaler fra 20-80 % afhængigt af patientens forsikringstype. Psykiatrisk tvangsindlæggelse ved behov: er tilgængelig på hospitaler i Teheran. Pris: laveste pris er 105.000.000-175.000.000 IRR per uge. Behandlingsomkostningerne er dækket af offentlig sygesikring 20-80 % afhængigt af patientens forsikringstype.

Psykiatrisk langvarig klinisk behandling (såsom for kronisk psykotiske patienter): er tilgængelig på hospitaler i Teheran. Pris: laveste pris er 105.000.000-175.000.000 IRR per uge. Behandlingsomkostningerne er dækket af offentlig sygesikring på offentlige hospitaler fra 20-80 % afhængigt af patientens forsikringstype.

Dertil er pris per nat på Roozbeh Psychiatry Hospital i Teheran (offentligt hospital) 15.000.000-25.000.000 IRR inkl. forbrugsvarer, medicin og mad. Behandlingsomkostningerne er dækket med 20-80 % afhængigt af patientens forsikringstype. … Vær opmærksom på, at der findes flere valutakurser i Iran. MedCOI anvender den iranske stats valutakurs.

Personlige forhold (udlændingelovens § 26) Tiltalte har den 2. august 2022 oplyst, at han: har danske venner, har gennemført folkeskolen til og med 10. klase i Danmark, og har gennemført grundforløb på mekanikeruddannelsen og salgsassistentuddannelsen, har haft forskellige jobs i Danmark, har sine forældre, sin lillebror og sine kusiner i Danmark, har en mormor i Iran som han ikke har kontakt til, som barn regelmæssigt har været på besøg i Iran af en måneds varighed, taler farsi, men ikke kan skrive det.

Udlændingestyrelsen bemærker, at det fremgår af CPR, at pågældende er ugift og ikke har børn.

Retsgrundlag Efter udlændingelovens § 50 a, stk. 1 skal anklagemyndigheden indbringe spørgsmålet om, hvorvidt en udvisning skal ophæves, hvis udvisningen er sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring, når retten træffer en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Retten skal i forbindelse hermed ligeledes tage stilling til, om der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, og om ændringerne er så væsentlige, at udvisningen skal ophæves eller varigheden af det meddelte indrejseforbud skal forkortes, jf. § 32, stk. 10.

Er en udvist udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse, indbringer anklagemyndigheden i forbindelse med udskrivning fra hospital ligeledes spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten, jf. § 50 a, stk. 2.

Er udlændingen udvist efter udlændingelovens §§ 22-24, skal vurderingen foretages i medfør af udlændingelovens § 26, stk. 2, og udvisningen vil således skulle ophæves, hvis opretholdelse af udvisningsafgørelsen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Særligt om EMRK art. 3-vurderingen I forhold til, hvorvidt udsendelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, følger det af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen at udlændinge, der står over for at skulle udsendes som udgangspunkt ikke har ret til ophold i en konventionsstat for dér at fortsætte med at modtage medicinsk, social eller anden form for bistand, og at det forhold, at den pågældendes vilkår, herunder den forventede levetid, vil blive væsentligt forringet eller forkortet i tilfælde af udsendelse, ikke i sig selv kan medføre en krænkelse.

Kun i meget ekstraordinære tilfælde, hvor der er tvingende humanitære modhensyn, kan det være i strid med artikel 3 at udsende en udlænding, der lider af en alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, til et land, hvor der ikke er adgang til behandling.

I dom af 13. december 2016 i sagen Paposhvili mod Belgien præciserede Menneskerettighedsdomstolen, hvornår der kan foreligge andre meget ekstraordinære tilfælde ("other very exceptional cases").

Menneskerettighedsdomstolen udtalte således, at der ved "meget ekstraordinære tilfælde" forstås situationer, hvor der er vægtige grunde til at antage, at den pågældende, selvom døden ikke er nært forestående, vil blive udsat for en reel risiko, som følge af mangel på passende behandling i modtagerstaten eller manglende adgang til sådan behandling, for at blive udsat for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring ("serious, rapid and irreversible decline") i udlændingens helbredstilstand, der vil resultere i intens lidelse eller i en væsentlig reduktion i forventet restlevetid.

I Menneskerettighedsdomstolens dom i Savran mod Danmark af 7. december 2021 fandt domstolen, at den vurdering af sygdom, som blev anvendt i Paposhvilidommen, er tilstrækkelig fleksibel til, at den også finder anvendelse ved vurderingen af, om udsendelse af udlændinge med psykisk sygdom er i strid med EMRK artikel 3.

Særligt om EMRK art. 8-vurderingen Proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8 foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række elementer. Menneskerettighedsdomstolen har i sin dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig opregnet en række retningslinjer, jf. præmis 68, som indgår i proportionalitetsvurderingen af, hvorvidt en udvisning er i overensstemmelse med EMRK artikel 8.

Disse kriterier vil ligeledes skulle indgå i vurderingen af, hvorvidt en udvisning skal ophæves: Domstolene vil i vurderingen af, hvorvidt en opretholdelse af udvisningen vil udgøre et uproportionalt indgreb i udlændingens ret til privatliv og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 skulle inddrage den begåede kriminalitets art og grovhed, den forløbne tid efter den begåede kriminalitet, om der er risiko for, at udlændingen vil begå ny kriminalitet, udlændingens helbredsmæssige forhold, herunder om der er sket bedring i udlændingens forhold, tiden siden den begåede kriminalitet, udlændingens familiemæssige situation, tilknytningen til Danmark og det land udlændingen udvises til, indrejseforbuddets længde m.v., jf.

Savran mod Danmark, præmis 192-199. Det bemærkes dog, at der i forbindelse med den samlede proportionalitetsafvejning alene kan lægges begrænset vægt på karakteren og grovheden af kriminaliteten, hvis udlændingen led af psykisk sygdom på tidspunktet for den begåede kriminalitet, og derfor var uegnet til straf i medfør af straffelovens § 16, jf. Savran mod Danmark, præmis 194.

Der henvises i øvrigt til kriterierne nævnt i Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig, hvor domstolen har opregnet en række retningslinjer, som indgår i proportionalitetsvurderingen af, hvorvidt en udvisning er i overensstemmelse med EMRK artikel 8. Disse kriterier vil ligeledes skulle indgå i vurderingen af, hvorvidt en udvisning skal ophæves.

Muligheden for afkortning af indrejseforbud Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 10, at et indrejseforbud, der er meddelt i medfør af § 32 stk. 1, nr. 1, eller stk. 2, kan forkortes i forbindelse med en afgørelse efter §§ 50-50 b, hvis varigheden af det meddelte indrejseforbud, jf. § 32, stk. 4, indebærer, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Domstolene skal på baggrund heraf i forbindelse med en domstolsprøvelse af, om en udvisning skal opretholdes, påse af egen drift, om et allerede meddelt indrejseforbud vil medføre, at en udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og om dette vil kunne imødegås ved at forkorte varigheden af det meddelte indrejseforbud.

Udlændingestyrelsens udtalelse om påstanden Udlændingestyrelsen kan, uanset at alt den nævnte medicin ikke er tilgængelig, på baggrund af oplysningerne om Tiltaltes helbredstilstand sammenholdt med de yderligere personlige forhold, tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om, at udvisningen opretholdes.

Spørgsmålet om hvorvidt Tiltalte ved udsendelse til Iran og som iransk statsborger vil være dækket af en sundhedsforsikring i samme grad som andre borgere i landet kan Udlændingestyrelsen supplerende oplyse, at Landedokumentation den 21. november 2025 har oplyst, at: ”enheden ikke kan svare på, hvorvidt en konkret person kan blive dækket af sundhedsforsikring i Iran.

Vi har dog medtaget relevante baggrundsoplysninger. Ifølge en af MedCOI’s eksperter kan alle iranske statsborgere være dækket af den offentlige sygesikring Iran Health Insurance Organization (IHIO), uanset hvor længe en person har befundet sig uden for Iran.

I dette system har en forsikret patient mulighed for at modtage medicinsk behandling på offentlige hospitaler og kan få udleveret ordineret medicin fra statsligt drevne apoteker, hvor omkostningerne reguleres efter sygesikringens takster. Medicinsk behandling på private faciliteter er ikke dækket af den offentlige forsikring og skal betales af patienten selv.

Ifølge MedCOI-eksperten kan iranske statsborgere uden hindringer benytte den offentlige sygesikring. Der er egenbetaling for behandling på statslige hospitaler og klinikker på mellem 20-40 % afhængigt af patientens tilstand. Ifølge WHO skal personer, der er dækket af grundsygesikring, betale 10 % af udgifterne for indlæggelsesbehandling og 30 % for ambulante ydelser på offentlige hospitaler.

De fire største grundsygesikringsselskaber er Social Security Organization (SSO); IHIO; Armed Forces Medical Service Insurance Organization og Imam Khomeini Relief Foundation. Ifølge rapporter fra forsikringsselskaberne er 47,92 % af den forsikrede befolkning dækket af IHIO; 44,64 % af SSO; 1,53 % af Imam Khomeini Relief Fund og 5,91 % af Armed Forces Medical Service Insurance Organization.

I 2024 rapporterede WHO, at 93 % af Irans befolkning var dækket af en sygesikring, som er opdelt i to hovedgrupper: grundforsikring og supplerende forsikring.

Personer dækket af grundsygesikring omfatter ansatte i den private eller offentlige sektor, som er berettiget til social sikring; statsansatte, der falder ind under National Employment Act; personer, hvis sygesikringspræmier betales af offentlige midler; personer, hvis præmier finansieres af offentlige kilder (fattige og personer uden anden forsikringsdækning) andre.

IHIO er en af Irans forsikringsordninger for lavindkomstgrupper og personer, der ikke er dækket af anden forsikring. Landinfo skriver, at pga. økonomisk krise og inflation er patienters faktiske egenbetaling steget. Et parlamentsmedlem anførte, at patienter betaler næsten halvdelen af medicinudgifterne selv.

En diplomatkilde mente, at egenbetalingen i praksis er steget, fordi de statslige forsikringsselskaber ikke længere formår at betale deres bidrag. WHO tilføjer, at pga. manglende offentlige ressourcer er ydelserne og procentdelen af udgifterne, der dækkes af grundforsikringen, lave. Derfor benyttes supplerende forsikring for at opveje dette.

Landinfo oplyser, at selvom de fleste iranere bør være dækket af sygesikring, er alle det angiveligt ikke i praksis, bl.a. fordi dele af sundhedsreformen fra 2014 ikke er fuldt implementeret, og økonomiske problemer påvirker gennemførelsen.

MedCOI-eksperten tilføjede, at en iransk statsborger, som ikke er tilmeldt den offentlige sygesikringsordning, stadig kan modtage delvis hjælp til medicinsk behandling gennem Irans State Welfare Organization eller andre organisationer, der er aktive i Iran. Dette afhænger af en vurdering af patientens økonomiske situation”.

Konsekvenser Udlændingen havde på tidspunktet for udvisningsdommen af 25. april 2024 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, som var meddelt tidsubegrænset. Såfremt udvisningen ophæves, vil udlændingen generhverve sin tidligere opholdstilladelse her i landet.

Såfremt udvisningen opretholdes, vil udlændingen blive udsendt hurtigst muligt af Hjemrejsestyrelsen. … ” Der har for landsretten endvidere blandt andet foreligget uddrag af sygehusjournal med notat af 24. november 2025 om lægesamtale med Tiltalte, oversigt af samme dato over aktuel fast medicin, infusioner og injektioner, udtalelse af 27. november 2025 fra Herlev Hospital om Tiltaltes mor, Person2’s helbredsforhold og udateret udtalelse fra hende om Tiltaltes personlige forhold.

Det er oplyst, at Tiltalte rettelig kom til Danmark som otteårig i 2002. Forklaring Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han har udgang fra hospitalet tre nætter om ugen, hvor han er hos sin mor. Han arbejder ikke og er ikke under uddannelse. Han er på grund af sin medicinering ikke i stand til at arbejde manuelt. Medicinen, som han får, ændrer sig løbende efter lægernes nærmere bestemmelse.

Han har ugentlige lægekonsultationer og får regelmæssigt taget blodprøver. Når han ikke er på hospitalet, opholder han sig hos sin mor. Hans mormor i Iran vil ikke kunne tage vare på ham. Han har arbejdet i Netto, men for at klare det begyndte han at tage euforiserende stoffer.

Landsrettens begrundelse og resultat

Kæresagen angår, om der er grundlag for efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, at ophæve den udvisning, som Østre Landsret for mindre end 2 år siden traf bestemmelse om ved dom af 25. april 2024. Efter denne bestemmelse skal der ske ophævelse, hvis Tiltaltes helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted, eller hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i hans forhold.

Der skal i den forbindelse tages stilling til, om udsendelse vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 8. Efter en samlet vurdering af Tiltaltes forhold finder landsretten, at udsendelse af ham ikke vil indebære en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 3, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 13. december 2016 i sag 41738/10 (Paposhvili mod Belgien).

Der er ikke grundlag for at antage, at han uden behandling vil blive udsat for lidelse, som nævnt i præmis 134 i samme domstols dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark) (”a serious, rapid and irreversible decline in his or her state of health resulting in intense suffering or to a significant reduction in life expectancy”).

I øvrigt bemærker landsretten, at det efter oplysningerne om medicinal- og sundhedsvæsnet i Iran ikke kan lægges til grund, at Tiltalte vil være uden mulighed for at modtage behandling for sin sindssygdom i Iran.

Retten på Frederiksberg lagde ved dommen af 2. juni 2023 i forbindelse med afgørelsen af spørgsmålet om Tiltaltes tilregnelighed til grund, at der ikke var holdepunkter for at antage, at der ikke var nogen sammenhæng mellem hans sindssygdom og de begåede lovovertrædelser. Østre Landsrets ankedom af 25. april 2024 i sagen vedrørte alene spørgsmålet om udvisning.

Ved den afvejning, som landsretten nu skal foretage vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, finder landsretten, at sammenhængen mellem Tiltaltes sindssygdom og de begåede lovovertrædelser må tillægges en vis betydning, således at karakteren og alvoren af lovovertrædelserne tillægges en noget mindre vægt.

Der må på den anden side også henses til, at kriminaliteten ikke er begået spontant, men over flere uger. Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, stadfæster landsretten den påkærede kendelse.

Thi bestemmes

: Byrettens kendelse stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.